Chamber of the outmost

Vi forlod udsendelsen nogenlunde intakte, fik lidt
vand og en spids.
Ingen synderlig ravage, fint nok.
Det der blev sagt blev sagt.
Så var det som om motoren i vognen ebbede ud,
og jeg så en fisk, hvis finner, nej, hvis skæl faldt som
sne på gaden.
Jeg tænkte de havde hældt noget i drinken, men jeg var skolet
til ikke at tænke
ondt om nogen. Jeg hørte en hydraulisk sugen
et sted. Ting som skodder, et maleri, samt ødelæggelsen af
regnbuen
så var vi i kammeret, hvor manden sad.
Han kiggede ikke op.
Måske synes han vi er for dumme?
Jeg kløede panden der hvor elven af blodstandsninger
frøs verden.
Jeg kunne kun fortænke min egen modsatrettethed hvad angår
sort og hvid
og jeg spurgte manden i kammeret om han kendte hemmeligheden?
Han svarede mig
klogeligt ikke, og tiden gik.