Egentlig var vi løbet bort
til regnen om simpelheden
porten skar ild
i hænder og fødder
vi stod, Doleres, i den tykkeste vrimmel
af mod
men videre måtte vi: subhumant
indtil alle afkroge er set og bøffet videre
til en stormagt af vennesælkærhed
oh lyse: jeg ryster i dit skær
er min flammende begavelse kommet til kort
med seksskyderen?
Kom Doleres - vi skal videre
jeg ser en cirkel: jeg ser en diskurs mellem
sødeste søskende
al det papir
vi skal ligge i med!
Udenfor er årstiden kompleks
som et skudår
og herinde
har vi alle sammnen
trådt i stofoceanet: har vi noget valg?
Vi er papegøjer, Doleres
snurret for tonens vogn -
aldrig! Aldrig
et veto.
Subscribe to:
Post Comments (Atom)
No comments:
Post a Comment