Byens lys

Jeg har prøvet at opsige Gert forgæves. Først kom det ud på at jeg listede en nota ind ad dørsprækken, men han reagerede ikke, og jeg fik andre ting at udføre. Det var en periode, hvor min mor kimede mig ned. I stiftelsen bimlede en fake brandalarm. Ingen forstod at afkoble den. Jeg så en del fjernsyn. For et par år siden var de alle løgnere derinde: jeg mener på fjernsynet, men det var som om slægten alligevel blev klogere. Jeg så folk som ikke løj. Jeg så programmer om russiske rumprogrammer, om videnskaben bag Stalin, om Albaniens gåde, om store dyr og rodfrugter. Jeg hørte om barnefortællinger, mordvideoer, fjerne rejseprogrammer og tykpandede omrejsende gourmetidioter. Jeg sagde det til mor. Fordelen ved den nye forstandige ærlighed. Min mor, som var intellektuel, og gerne havde set at jeg havde handlet anderledes i verden, satte en hyrer efter mig, hvis mission det var at skaffe mig et abonnement på en seriøs avis. Det var som om jeg sank ind i en bourgeois verden. De scener jeg havde set, de levende lys og støvede rum, sank, og jeg tog mig optaget af Gert, hvis døgnrytme gik mig på nerverne. Når han vågner går han gennem stuen. Jeg ved ikke hvad han ligner. Han fjoger den. Jeg kender ham, han kender mig, cigaret, at once, imiterer han, knejsende ovenpå en sur eftermiddag han burde have udvundet, men som han ikke har set. Når et dovendyr dør, hænger det stadig fast til grenen. Gert. Altså. Nu overtog han min forstandighed. Han tog mine gamle vaner og fikcumdixede med en hype mellem Artaud og Keaton, med et fjæs til en græsk plade, der skinner i det skumle lys. Røde gardiner, tykkere end gardiner, næsten roser af stemning. Jeg har været vågen i næsten 8 timer, men her kommer Gert fra sit gemak. Han tager den avis vi ikke har, hvilket er en slesk gestus, og siger han er Prins Åge, der rejser gennem sandet, og kender af magnituden, med det fjæs atter, som stinker af sure halvtressere. Fra min skrump og ulykke ser jeg ham lave en frivol luftguitar, åh, Åge, synger han, mens en mand i en sofa blænder op for idealistisk syremusik. Det er forfærdeligt. Det er omsonst. En mand med briller brokker sig. Han, Gert, pisser op ad palmen, og jeg ringer til mor og siger hun er nødt til at flytte mig.