Slanger slår streger

Han var omme
med dem.

Han tog hakken
gik til møddingen
Børre.

Han gloede på en variant
af kemi
oversat supersanseligt

som en dunk benzin
der i virkeligheden er regnbuen.

Så meget for verden
for meget i den allerede.

Så sparkede han til klapperslangen
kommunionen kæden

var hoppet af.
Heldigvis kommer en ny dag.
Måske Bang kommer imorgen?

Basse

Han havde nurset planter
fået gadens hån
tøndevaklende stakkel.

Hvilken hemmelighed har du?
Dumt. No more secrets.
Jeg har set din mors kusse.
Ave Maria.


Nu tog han hævn
planter kølsejlede han idiotisk
så nordstjernen nøs.

Sheriffen så ham
komme ud
bøs.

Han rablede gen-sammensætningen af sig
volapyk: jeg har fået nok.

Så byggede byen et monument
over den svære dreng

han havde jo oplyst
hemmeligheden.

Hvis han skød nogen
er det glemt.

Tomater fra mørkets mine (Heinz)

Vi sad i drømmehaven
segregerede fra kulturen
almenvældet
kronede som en arkade
men ind kom vi ikke.

Proletarer, kontorister fra New Haven
skøre sælgere af sko
koparrrede af slingrende streger
skøre ideer
mærkelighedens udslæt.

Hvilken klub.
Vi åd bamser
udslettede det sprog vi lærte
romantisk gribbeklub
for afklarede havørne

Hoover-rene.

Dit fjæs er oppustet
Du er en ven.
Tøndeknægt.

Du er dummere end evigheden
evigheden træder af.

Strømberg

Han kommer imorgen i deadline.
Det vil jeg se.
Os bjørne
som kolliderer med mixturer
af kolliderende art

ønsker såmænd en farm for bjørne:
hvor vi kan sige
sige åh ja sige
elskov
mellem alle racer

så hvorfor i processueringen af modet
denne infernalske sixgun

der stritter som en lagkage?

Vi er kommet til natteenden
hvor kemien spytter spyt
mod alle former for mishandlinger af

ensymer -

tag din ymer, dit yver
alsagthedens vampyr
fra din tombala af latter

vi ønsker en friere stil
rundkurvsgudinde
ahora.

Kompost

Spidsrod

1.
Det var min søn
som stod
spidsrod
mellem indbildte tider og guldfund.

Han sagde
en mand fik bombet Möhner-dæmingen
ved at smutte ladningen
henover vandet

Han sagde
Novalis gik ind i en lys bue
her lå fremtidens problem
kun løst af sigten i vandet

Han sagde
her står det kreative menneske
i en brændende buet spidsrod

mellem rester
at vi er uvirkelige
et uvirkeligt sted
i rummet

med kærligheden
som virkelighedens detonator

mere musik
sagde sønnike

til den anden del af orkestergraven.

Derinde
hvorfra jeg er ude
danner osmosen en kriblende spidsrod

blank som leverpostej
en dans

mod skygger
som er det eneste der forener os:

han slører palmen med nødvendig
selvkompleksitet

hopper mod kantonen
på den anden side af lyset
slører historien og Keaton med hjertesynk

hvilken figur!
Det land
det land
siger sønnike

er blegt som marmor
en dyrefinger prikker hul på himlen
uantastet.

Så kom en sandstorm
dresseret som en sublim afretter
det andet land fyger nu.

Blandet landhandel

En russisk forfatter står over sarajevo: krig.

Det ender med han skyder.

Blandet landhandel.

Blodstenen.

Kampen mod berberne.

At havodderen slår søpindsvinet itu med en sten.

En kvinde, som holder lidt sammen på det hele.

75 grader celsius

Før jeg kan sige noget andet må vi have brormand af vejen.
Han tager til Østgrønland for at danne skole.
Han danser ballet. Han er sygeligt optaget af isbjørne.
Han tror de kan tæmmes.
Jeg kontaktede mor.
Han er opgivet fortæller hun.
Det er ikke mig der siger det her.
Det er dikteret til Speer.
Jeg vil have hovedet tilbage.
En væsel sagde han

så kom flyet.
Jeg tænkte på om han styrtede ned.
Han tog Nijiinskys#bog ned.
Han stod i en brokadeblændet tulipanstilling.
Han dansede som om solen faldt ned.
Jeg tog en pen.
Men så kom der blot et komma.
Jeg var uforstående.
Bror pegede på vektoren.
Så omtalte han Chatwin.
Den væsel kommer ikke ud af stedet.
Den graver i en 75 graders vinkel
men den tror den åbner eden.
Se blot næsen.
Den er forhærdet stål
befæstet i ill faith
den bløder illusioner.
Stockcar.
Det var det sidste han sagde.
Jeg hørte ikke fra ham igen.

Byens lys

Jeg har prøvet at opsige Gert forgæves. Først kom det ud på at jeg listede en nota ind ad dørsprækken, men han reagerede ikke, og jeg fik andre ting at udføre. Det var en periode, hvor min mor kimede mig ned. I stiftelsen bimlede en fake brandalarm. Ingen forstod at afkoble den. Jeg så en del fjernsyn. For et par år siden var de alle løgnere derinde: jeg mener på fjernsynet, men det var som om slægten alligevel blev klogere. Jeg så folk som ikke løj. Jeg så programmer om russiske rumprogrammer, om videnskaben bag Stalin, om Albaniens gåde, om store dyr og rodfrugter. Jeg hørte om barnefortællinger, mordvideoer, fjerne rejseprogrammer og tykpandede omrejsende gourmetidioter. Jeg sagde det til mor. Fordelen ved den nye forstandige ærlighed. Min mor, som var intellektuel, og gerne havde set at jeg havde handlet anderledes i verden, satte en hyrer efter mig, hvis mission det var at skaffe mig et abonnement på en seriøs avis. Det var som om jeg sank ind i en bourgeois verden. De scener jeg havde set, de levende lys og støvede rum, sank, og jeg tog mig optaget af Gert, hvis døgnrytme gik mig på nerverne. Når han vågner går han gennem stuen. Jeg ved ikke hvad han ligner. Han fjoger den. Jeg kender ham, han kender mig, cigaret, at once, imiterer han, knejsende ovenpå en sur eftermiddag han burde have udvundet, men som han ikke har set. Når et dovendyr dør, hænger det stadig fast til grenen. Gert. Altså. Nu overtog han min forstandighed. Han tog mine gamle vaner og fikcumdixede med en hype mellem Artaud og Keaton, med et fjæs til en græsk plade, der skinner i det skumle lys. Røde gardiner, tykkere end gardiner, næsten roser af stemning. Jeg har været vågen i næsten 8 timer, men her kommer Gert fra sit gemak. Han tager den avis vi ikke har, hvilket er en slesk gestus, og siger han er Prins Åge, der rejser gennem sandet, og kender af magnituden, med det fjæs atter, som stinker af sure halvtressere. Fra min skrump og ulykke ser jeg ham lave en frivol luftguitar, åh, Åge, synger han, mens en mand i en sofa blænder op for idealistisk syremusik. Det er forfærdeligt. Det er omsonst. En mand med briller brokker sig. Han, Gert, pisser op ad palmen, og jeg ringer til mor og siger hun er nødt til at flytte mig.

Arena

Rhonda anbefalet af guiden.
Jeg har flere guider. Beograd. Biograd.
Kroatien.
Broen i Rhonda.
De gamle.
De gamle.
Alt gult. Matadoren af fin familie.
Nada: Finland.
I sin dragt vrider han slægtens testikler til det yderste

Jeg kysser altid koen. Så bliver de dræbt.
Skønheden vinder.
Han er vendt.
Kender han dem igen?

Tlykke til Grotrian.
Jeg tøvede.
Flammerne i Rhonda
sperm-æstetiseringer

Kan en designer-tyr kalibrere
udover hånen og spartanerlandet
en ny æra?

Den røde vendekåbe
døber vi sød
mens en ny-finsk epoke
graver guldet frem atter -

kom kom råber matadoren
køretøjet og rundt.

Kom! testikler: I skinner som slagtekalve.

Jeppesens dekret

Så er det altså sket, mener han;
Os, publikum, fedter med gadgets, maxispil
opløsninger
snomuligheder
den uendelige kapacitet:

Jo, han havde siddet og kigget Gaudi igennem:

Det mindede ham om Bosch, LSD, amøbiske strenge
der krøller rundt i et

sælsomt eventyr.

Leon, sagde Jeppesen. Så tøvede han.
Han lukkede øjnene:

Det var som om en sær byrde kom over ham.
Han nøs.
Jeg har fået den spanske syge.
Et U-Turn, gispede min kollega.

Så nøs han igen
to the feet he came
det hele er forandret
folket er blevet klogere
der er noget i luften
en adling af tusser og fremskridt

hentet fra Gaudi og amøber en nat.
Så forsvandt han.

La dolce vita

La la lads
rundt og rundt

han har tabt
hvem
ham de Sade

på en balkanballon
vi køber sæler og lidt trøst
til vennestunder -

så danser vi
og så smider vi skovlen væk da da
den vi har undersøgt

ansigtet med.

Det har været for dygtigt.
Det har været en jordomsejling over himlen.
Det har været smukke drenge med sabler
som danser som om hans mor var en engel.
Det har været stilhed. Elektronisk.
Det har været snue.
Det har været cigaretter og imperativer.
Cannot seem to find the rigtht lie.
Martin Hall 1984.
Det er tjekket.
Det har været svensk pop.
Det er maven
som ønsker en ny tør tavle.
Det har været la dolce vita.
Det har været en overstregning af depressionen.
Det er en magisk kur siger den.
Med noget i hovedet eller en fjer. Den pileus.

Her til morgen
her til morgen
ingen ild.
Jeg går til komfuret
konsternerer en lue elektronisk
så das spitze cigarillos nu ånder luen.

It aint over.
En mand går ind i en marskendiserbutik.
Han står i et rum blandet med rum.
Han er affældig. Han kigger på fortiden. Punk blæser.

Så klapper gonggongen
det er tid til diner
i afstand og nær
karusellen med de gyldne konsoller:
vi har overlevet kræften.
Muti.

Taleren med manchetter
rører luften symmetrisk
som en romersk megastructure
en hylde for das ding:

vi ånder op.
Jules Verne ankommer
en cirkel er sluttet.
Det er la dolce vita
blæst som en palme
Elektronisk.

Wake up bitch!!!

A dozen of pitstops

Jeg er stoppet op. Det var det han sagde
eventyret i Antwerpen, en far
som sommetider var væk en uge. På bar.
Men så har jeg allerede blandet det hele sammen. Flot.
Jeg er stadig interesseret i at sige jeg.
Det var det han sagde.
Jeg tænker på Sverige
stilen af spredhagl.
The bird on the wire. Og dig.
Det er grumt. Min far forlader rabatten
sjovt nok fik jeg et rabatkort
Roskilde - København.
Ned.
Ned i tempo. Fandens grumt.
En maske af fortabthed.
Men er sandheden at det er trist?
Jeg står i en pitstop
det er nemt nok: de er fucked up.
Så er jeg her
med min alder
En grånet rytter eller rytterske for all I know:

armbøjninger. Tid til at forlade

an orbit.
Jeg tror du skal være en mand

efterhånden, ikke eter.

Faith no more

No more!
No more!

Is this a toxid thing I see?

Do not turn: ghosts.

A tower: and no flowers.

Vi skal slå om som kastevenderen
ind i skoven af mildhed
vi skal mærke vores maver
kompositionen slipper løs fra grebet af

manden i månen derovre
med skægget
Åh: døren, men ikke den.

Jeg er forsamlet med dem, for altid
broen varer langt ud i fremtiden.

Sikke du en jasse
en snasket dribler på afveje: farvel!

Du Doleres ønsker at være et godt menneske

Egentlig var vi løbet bort
til regnen om simpelheden
porten skar ild

i hænder og fødder
vi stod, Doleres, i den tykkeste vrimmel
af mod
men videre måtte vi: subhumant

indtil alle afkroge er set og bøffet videre
til en stormagt af vennesælkærhed

oh lyse: jeg ryster i dit skær
er min flammende begavelse kommet til kort
med seksskyderen?

Kom Doleres - vi skal videre
jeg ser en cirkel: jeg ser en diskurs mellem
sødeste søskende
al det papir
vi skal ligge i med!

Udenfor er årstiden kompleks
som et skudår
og herinde
har vi alle sammnen
trådt i stofoceanet: har vi noget valg?

Vi er papegøjer, Doleres
snurret for tonens vogn -
aldrig! Aldrig
et veto.

Encore

The demon

Intet rører sig -
klappersangen sover vist
den Dodge har ikke kørt de sidste hundrede år -

det ville være dumt at sige
vi venter på miraklet -
vi er for tilsvinede

af kultur og billeder vi ikke kan styre -

Du vrider dig postshamanistisk
som en engel på syre

stenen i rød.
Jeg har mistet evnen til at slå ihjel
drengen er bange
han sætter ud i verden bortjaget.

Da jeg truer ham
afleverer han benzinen

det er nyttesløst
det er dæmonens regime

når jeg tænker på dig
et andet sted.

Natural born killers

Du siger
at du ligesom mig
er høj på det hele -
kom -
vi slår dem ihjel
vi smadrer vores hjerter fysisk -
altid skal jeg elske dig
elskede -
jeg slår ihjel når de kommer -

vi er kommet
senere end guderne
men i rette tid:
det som sker
dem som dør
bor i den vold
som er vores kærlighed

og det spinner og spinner
dereglement des tous les sens
fra Ballerup til Avedøre

vores blod udover havnevejen
mit du -
jeg har mærket kanten kværke mig
men jeg kan ikke holde op med at slå ihjel
min krop mit yver døende -

se-elskede - stjerne
og sirener af horer, som kommer

det skal ende med vores blodsang,
elskede!

The armystice of dogs

Jeg havde levet et hundeliv. Bukarest var forandret. Tiden efter kommunismen var hård for alle. En ny borgmester kom til efter reformen, og han dekreterede at alle vi hunde i Bukarest skulle udryddes. Vi slog op fra området, da det blev for hedt. De var hele tiden bagefter. De kom i svære vogne med giftampuller, altid i mørket: vi anede ikke om skuddet blot var bedøvende eller om det slog os ihjel. Så lå man der på pinden, og døsede, så knasede det fra verden, og de for ud af vognen. Jeg mistede mange venner. Gode hunde.
Jeg lå som sædvanlig og kiggede på ministeriet. Det er et af verdens største bygninger. Det er et menneske, det er et svin: det er en diktator, der har opført lortet. Det slog mod himlens port, og det fortalte mig at man skal være på vagt overfor mennesker.
Til Bulk sagde jeg at mennesket lavede dukker ud af deres hunde.
Det var en formiddag. Vi luskede rundt og skulle æde, men vi havde lidt overskud. Vi grinede når en eller anden tæmmer kom gående med sin husplante. Hunden kunne mærke det; at vi foragtede den. Den sænkede hovedet, og den sænkede sit fjæs og hale, men herude, grinede vi, er vi skæve immaculate.
Så brød helvede løs. De tog næsten resten af os. Vi skiftede territorium, hvilket udløste slag. Vi lå i natten og slikkede vores sår og drømte om en verden, hvor mennesket lod hunden være hund. Jeg skred til sidst. Jeg flygtede. Jeg tror jeg kom til verdens ende, eller var det Donau-lavlandet, inden jeg skiftede kurs. Jeg kom ind i Tyskland, hvor ingen hund kan leve frit. Jeg havde et par dage i Frankfurt, i nærheden af lufthavnen, men jeg blev deprimeret. Hvorfor havde jeg ikke taget nogen med? Hvorfor havde jeg ikke reddet nogen?
Jeg levede fra hånden til munden, og åd fra tyske lossepladser. Kål, her sent på sæsonen, dönere, gammelt brød. Mine sår væskede. Jeg kunne knap rejse halen, hvilket gjorde mig til let bytte. Jeg levede et sted nær døden, og forbandede samfundet og mennesket og udviklingen. Den gør hunde til dukker, den ønsker ikke hundens sande natur.
Jeg lagde mig til at sove.
Og jeg drømte.
Jeg kom til et sted, hvor nogle mennesker havde taget hvad militæret havde efterladt. Jeg kom ind her, et sted i natten: også her lavede man dönere, og en venlig mand så jeg var sulten, så jeg fik en. Så kom en hund, så kom flere. De havde erigerede haler, de så mig an. De var stærke og stolte. De gik hen til tønden, og flammer stod op i natten. Jeg gik med og fik lidt varme. Her var fredeligt. Her duftede godt, af hasish fandt jeg ud af senere. De lavede hvad der hedder en joint, og jeg faldt til ro, mens natten svajede henover mig.
Alle mulige racer, hvis navne jeg ikke kender!
En terrier, en mixet rotweiler, en schæfer, men alligevel blandede og med store stærke muskler. Jeg spekulerede over om en gammel dansk race var blandet her, hvad søren, en broholmer, en hest nok. Jeg døsede i jointens rus, og jeg fattede lymbom at jeg var et sted, hvor hunden var accepteret og hvor mennesket kunne lide hunden og ikke stueplanten.
Et fly over Frankfurt vækkede mig.
Av!
Her. Tyskland. Jeg lukkede øjnene, men nu kom politiet, med lygter og våben. En hund for ud til porten og fik en fiks besked fra en vogter, hvorefter hunden kom tilbage og gav beskeden fra sig. Jeg fik at vide at jeg skulle slutte mig til manden derhenne, et par hunde var allerede samlede. Angrebet kom hårdt: hundene måtte hele tiden fare rundt med beskeder, så den fjendtlige ordensmagt ikke fik krøllet samfundet her ned. Til sidst gav vi fanden og tog panserne i benene, bed til: jeg havde det som om jeg kæmpede for hele hundestanden, og noget højere. Vi fik dem ud omsider, de hvinede. Så kom lyset, og dagen, og området blev smukt og stille. Vi sjaskede rundt, hen i grøntsagen, hvor vi deller som tak for at vi havde hjulpet.
Jeg så en tæve. Hun var smuk. Vi skred op til volden, og vi knaldede. Jeg var en lykkelig hund. Jeg var et sted, hvor hunden var lige så klog som mennesket.
Da jeg vågnede i Frankfurt vidste jeg at det sted jeg havde drømt om, det findes. Jeg rejste mig og begyndte at trække nordpå.

The Trial

Han pustede
han skriblede
han døde
han slukkede
han vaskede
vi har alle sammen de samme ar.
Hvem gør rent efter os?

Beamter Challenger drop

Besætningen var død.
Jeg var langt fra atmosfæren, lavede armbøjninger
og åd fra biosystemet, kartofler. Den røde planet var efter
hånden sort.
Havde drukket vodkaen.
Karofler tilbage til en snes dage.
Harold nede på jorden overvågede mig hele tiden.
Jeg var færdig med "Idioten" forlængst.
No more dope!
No more.
Førstedagen, aften. Jeg ryster, tyndskid.
Jeg er et dumt svin.
Andendagen, lokum. Skyen af intox tyndere
som om den søger et hul i kraniet.
Depressionen kommer. Tager den med hash.
Ned.
Jeg indser jeg spørger for første gang
hvad laver du i rummet?
No kry!
Kroppen skal ligesom gennem et lavahul
miste malevolent, renheden er den tåre
man skyer i rummet.
Da vi smadrer mod havet
har vi fejlet.
Ilten overilter.
Jeg græder mod sandhedens mur.
Min krop er forvirret.

Improvements from Markarska

Jeg så tydeligt en blæksprutte komme gennem byen, ledsaget af et følge, der efter al sandsynlighed elskede blæksprutten. Jeg var næsten faldet i søvn, og mor var kysset gonat, endnu en gang bimlede jeg en enkelt stjerne frem og forsøgte at holde den. Imorgen skulle jeg med trammen et godt stykke ud af byen, via det nedbrændte område, og dæmningen og lineren til øst. Jeg holdt mindre godt på stjernen. Mit blik for ned på gaden, sølet trak henover den, udsatte gade, og spejlede den gennemgang af kærligheden jeg havde brugt aftnen til med mor, og hun var ikke skuffet. Igen ville jeg have gang i stjernen, udholde den, mine fingre det modsatte, idet de søgte ned mod kassen af nips og små sakse, den ting jeg laver, når jeg så at sige drømmer. Blot blev hånden led, og så kroppen, vitterligt angrebet af syner mod sig selv, forfærdeligt overvåget, ikke sandt, da blæksprutten kom i spasmer, hvorved ekscorten kom i affekt. Min mor kom ud med medicinen, den vej mod kompromiset, der kølner den flammende stjerne, supermarkedet kan opstå, men inden jeg fik pillen slap blæksprutten grebet om munden og stønnede at hans appendix til den samlede skizofrene lære lå nær Split, at ydersiden havde givet ham en form udenfor enhver form uopdaget, at den hykleriske mission med at synke sig selv for at skaffe pondus til lyset er anæmisk - og da jeg omsider sank pillen havde jeg opgivet en metikunøs liste over selv-forbedringer.

Briefe im passepartout

Jeg sender den skonnert væk
med dødningehoveder og filigran.
Jeg har ikke været elsket
men jeg sender dig bort
ildvandet og den spaltede tunge!
Jeg har levet en stund
og har fundet blinde punkter
som vil være blinde punkter.

Alas!
Tænk at vi overkommer det her.
Jeg shipper dig en optimistjolle.
Du.

The traum of Bertram

Han kom næsten til tiden
til den følelse
han blandt andet rummer
på denne klode af uforståelighed.
Han trækker på vejret
som er magien
agil og fragil.
Han kan se et træ og en terne
en slet natur
delt af alle.
Så han græder ikke
da de skal se en krimi
på fjernsynet.

The einsams of Peter Pan

Han fixfaxede med vingen, den var træt.
Støvet havde lagt sig.
Støvet lægger sig.
Han kigger mod henne maven, hvilken gør ondt.
Han vil snakke, kun stjernen lytter.
Det drejer sig ind som en miljøforstyrret slange
ind i den forvitrede knugerede.
Det er det som fremstiller døden, tænker Pan
Døden hænger sammen med udflugten
Det er deres vold
som er min.
Jeg misunder den raske vinge.
Det siger jeg til natten
for det jeg skal sige
kan jeg ikke sige til nogen.
Det bliver så hurtigt til døden, og pirater.

Solen er rød, mor!

Solen er så rød mor
på den 11.time.
De siger
de siger
man ikke må ligge for skjul
siger og har altid sagt
man ikke siger renhed.
De siger
de siger
du skal ikke se
det gør ondt i øjet, mor!

Torben

Torben Sten kommer ind på klinikken iført paryk.
Han er iført en kat ligeledes.
Han møder en videnskabskvinde.
Hun ved besked om kræft og overføringer af partikler.
Torben krammer katten.
Han kalder den missen.
Han ved at man ikke må ryge offentligt længere.
Derfor er han kommet.
Til klinikken.
Han vil vide hvordan mon katten har det i hjemmet
når han ryger en del.
Om den også kan blive syg.
Det kan eksperten ikke afvise.
Vi har her et samfund så komplekst
med olievindinger og dyrekræft.
Det er det Torben Steno har demonstreret.