Reserveret prosa (befæstet tale)

Og hvad er samfundet? Det er Kieler-kanalen. Kender den af omtale. Peget på af minicoastere, der bumper gennem samfundet for at mobbe os, af sted, og mobbe luderen Heidi, gennem sundet sydpå dag og nat, og os i rusen, som kun rejste i rusen fordi Kiel krævede en logistik vi ikke ejer. Så vi spytter på Kiel, og det med tungen, som ruger tungen efter frøknen blev en madamme. Det er døde etellerandet fugle i vores betragtelige sjæl, henne-væltede i den ydre verden.
Havet står op.
Det er blot at række ud. For rejen føres af en leder. Men disse mennesker stabler stadig små symbolske podier af sten for at overvinde vandets natur. Her på standen. Hvor du så en svømmende (lille) spækhugger?, stranden, hvor idioten for ned for at hente mere ler til pottearsenalet. Det er måske et sted, som er mere virkeligt end alt andet, så det næsten ikke findes. Hvor en binær alf skærer den anden side væk, en lyttende. Jeg har hørt ham skrige, Kaspar, svøbt i natten, at de måtte lukke ham ud. Måske er han den binære alf. Kniven i ørebælgen.
Kiel. Dag og nat. Væltede stammer, hvor vi skriver vores initialer ind. Og et menneske, som har fået nok.
Han tager årene og ror ud. Han ror til. Han ror. Så jeg kan ødelægge retningen, i mit indre. Eller have det privilegium at spekulere. Ført, som af vinden. Det, som ofte spolerer stemningen er, når nogen slipper en vind. Skulle den mene noget? Rejen hopper og springer, men ikke for at vinde. Rejen hopper og springer. Hun plasker og dør lige fremme. Jeg kniber øjnene sammen betragteligt for at afgøre om hun virkelig vil dø. Jeg spørger Kaspar: kender du når man helt igennem ønsker at dø? Den kraft? At slippe? Eller at mobilisere al kræft for at komme gennem livskræften, ud af klappen, ud i døden?
Han kan åbenbart ikke høre mit spørgsmål. Han ror. Rytmisk. Drøjt. Som man ror. Jeg søger frem i båden, hvilket virker sært for en Københavner, når man er langt allerede ude på sundet, at forsage balancen. En binær fodlænke i stofkomplottets shithole: et menneske, som drukner.
Så jeg hurtigt kan få sagt det til idioten, ikke ham med lerfigurer, at han ikke tåler dagens lys. Så han får den, mens han ror, mens han praktisk talt er døv. Døv? Ja! For vinden blæser og bølgerne klapper ind over rælingen, kontra jollen, som er ramponeret, det er sådan joller er når de er holdt af drankere! Lortet er ikke gået ned endnu!
Heller ikke Heidi.
Se nu dette hæslige kvindemenneske, som er så mørk; hun ligger omtrent i lyset. I saltet og i sprøjtet. Jeg kan se at hun svømmer bestemt hen imod færgen. Jeg ved ikke om hun nogensinde har taget den. Færgen tuder, og hvad der fra havnen i Mommark ligner en behagelig tur med et krympet fartøj, vokser nu i proportioner, stævnen hakker gennem bølgerne, Heidi fortsætter, Heidi satser på en vildere blind vinkel, og kommer ind i slipstrømmen og et kort øjeblik ser jeg en løsrevet finale af klattede, mørke øjne og oversete muskler, der gnister mod en sejldug af salt og solskin.
Jeg skal kaste op.
Jeg kan slippe grebet om tingene, og måske tabe til gud: anstændigheden, mens Kaspar færger den her færdig. Han styrer jollen ind bagbords og slipper åren. Han vræler noget jeg ikke høre, mister en åre, går ligesom gennem en magisk glidedør, hvor han forenes med lutter lys. Jeg mener: glemsel. Glemsel, mens han pranger hende op i jollen, skyllede, lille Heidi, som nu er glat som en ål.
Hun ligger som en vraget arabesk henover jollens midterbræt, på færgen er livet standset monstro, og selv havet skynder sig pligtskyldigt at dysses, som om håbet gjaldt, som om dette sure liv tillod os to knægte at sidde andægtigt og lykkelige med en død kvinde imellem os, en lise at bjærge hende ind, en uønsket, folk på stranden, som i mangel af bedre knapper en sørgebajer op, accepteret, varmet af svinet, forenet, beskyttet af død.
OH
LISE.
Det blanke og det sydende, i viljen, sætte sig igennem, på standby.
Et øjeblik har jeg det sådan. Åbningen lavet. Til naboen. Til en slutning, som er god for alle. Måske en indrømmelse til lederen. Men to heroer. To. Ikke, Lise? Men han vil redde et levende menneske. Så han kan skille sig ud. Han gider ikke døde mennesker. I sumplandet, hvor den faste, folkelige indkomst matterer viljens onde skønhed. Togtet færdigt. Sådan tænker han, den affolkede strand og natten på kroen med Herbert hjemvendt, hyklerisk så stille det hele er, nu.
Jeg ser ham rejse sig. Det virker som om Kaspar har tænkt sig at slynge hende i havet igen. Og jeg hører allerede en samtale, hvor jeg genindtræder i det bitte.
Af sted. Til Kiel. Og jollen vugger igen. Søen starter igen. Det hele begynder igen. Hvor har vi været?
Kaspar ser på mig. Han smiler. Jeg sidder oppe i stævnen, og skinner for alle dråberne i havet. Han ser lige igennem mig. Han har åbenbart tunet sig fast til virkeligheden igen. Så knapper han en Albani op, han tømmer den ud over den døde kvinde, mens sundet blæser til atter.