Kære Hamilton

Kære Hamilton -

Vest Sahara er storslået. Jeg tror jeg trives. Det med at trives, det er jo pudsigt, og måske lidt kontra-livet, hvis du forstår? Ja. Du står jo sikkert på disken og giver en kunde det han ønsker, det beroliger mig og når jeg er upset tænker jeg på det. Den skrå sol, som er lunken efterhånden, der slår ned over taget. Så en nisse springer i en sprække af lys. Og så skal man bare tænke din hånd med. Din mine. De andre har respekteret mig. De har sikkert forstået at det blotte sand, den skinbarlige tid her, kan generere et bymenneske. Og jeg er jo ikke god til dyr. Mor vidste det fra starten, ikke, og tog dem væk. Alligevel gloede jeg tæt efter månen, når den showede off. Det gjorde vi begge, jo, men månen her er for viderekommende. Eller komne. Hvad hedder det? Jeg havde tænkt så meget på Lucia, og det lys hun rummer, den eneste dont menneskeheden skal rette sig efter, det lys, som blander alle os væsner. Men ofte strøg hun bort. For det kræver jo ihærdighed at være på toppen hele tiden, og jeg kæntrede som vi gjorde engang, da jollen lækkede, hvorved this storsign af uro på bakken kom. De andre mærkede det. Selv min kamel mærkede det. De slog sjalet tættere om kindbenene, og bålet ulmede afstandsstigende. Så drog jeg til bakken og blev filmstar, men mistede forholdet til ørknen. Nu hvor vi drager afsted i karavenen, så hop, så plov, så tid-dulm, så torpederer jeg rundt i det frie som et menneske, der har mistet rytmen. Og så bliver lyset forunderligt, Hamilton. Puklen, rygsøjlen kaster mig af, så jeg er den frie, ulykkelige engel, der svæver rundt om karavanens egentlige trav. Rytmeforliset.