Break on through

Nede ad vejen ser du en slange
hvor fint!

Du bor i en slags kultur
alt er virkeligt
transhistorisk.

Alt er muligt.
Du mister en ven. Pyt.
Der kommer en ny.
Du hoster. Pyt!
Der kommer en ny

med dejlige øjne og en dejlig barm.
Satans som det kød dufter af mere.

Lucia Joyce havde det heller ikke nemt
men hvorfor
med velfærden
har ingen mennesker øjne længere.

Der kan komme en afsides
person
med en campinglygte og en flamme
han spørger hvor er I
pyt
der kommer en anden mand
flammen sidder trods alt her borte
et levn fra sammenholdigheden
klæbrige ironi og pyt!

Der kommer en ny
i et brunt jakkesæt
han elsker også din mor
hvis drab ties verbalt. Pyt.

Det er blot det hele
væk udenom fundament
som skal holdes i en vandpyt.

Jeg håber Split gør godt. Så ses vi senere

skat.

Die Ernst

Det var som at være stilbundet

mellem arkaiske klipper
storgutten vandaliseret af klippens gribbe
og den brændende sol.
Det var som om religionen, manikæismen var kommet
med dobbeltgrebet

enten en farve, resentiment, to valører:
de klukkende gribbe
de alvorlige gribbe

så min irritiation steg til uanede højder
på ladet af blot to temperamenter
lidt sprut

Derovre svæver Hölderlin i hymnens eng
mens biblioteket sværger til krimier med skeder

Det er uholdbart
det er uholdbart
det skriger jeg til de svindende

og hvad har du tilbage?
To retninger, hvis indretninger
aldrig kan erstatte det tabte ansigt -

Det er uholdbart
det er uholdbart
kroppen går ned -

Kære Hamilton

Kære Hamilton -

Vest Sahara er storslået. Jeg tror jeg trives. Det med at trives, det er jo pudsigt, og måske lidt kontra-livet, hvis du forstår? Ja. Du står jo sikkert på disken og giver en kunde det han ønsker, det beroliger mig og når jeg er upset tænker jeg på det. Den skrå sol, som er lunken efterhånden, der slår ned over taget. Så en nisse springer i en sprække af lys. Og så skal man bare tænke din hånd med. Din mine. De andre har respekteret mig. De har sikkert forstået at det blotte sand, den skinbarlige tid her, kan generere et bymenneske. Og jeg er jo ikke god til dyr. Mor vidste det fra starten, ikke, og tog dem væk. Alligevel gloede jeg tæt efter månen, når den showede off. Det gjorde vi begge, jo, men månen her er for viderekommende. Eller komne. Hvad hedder det? Jeg havde tænkt så meget på Lucia, og det lys hun rummer, den eneste dont menneskeheden skal rette sig efter, det lys, som blander alle os væsner. Men ofte strøg hun bort. For det kræver jo ihærdighed at være på toppen hele tiden, og jeg kæntrede som vi gjorde engang, da jollen lækkede, hvorved this storsign af uro på bakken kom. De andre mærkede det. Selv min kamel mærkede det. De slog sjalet tættere om kindbenene, og bålet ulmede afstandsstigende. Så drog jeg til bakken og blev filmstar, men mistede forholdet til ørknen. Nu hvor vi drager afsted i karavenen, så hop, så plov, så tid-dulm, så torpederer jeg rundt i det frie som et menneske, der har mistet rytmen. Og så bliver lyset forunderligt, Hamilton. Puklen, rygsøjlen kaster mig af, så jeg er den frie, ulykkelige engel, der svæver rundt om karavanens egentlige trav. Rytmeforliset.

Et elorgel i kæften

Jeg ringede ham op flere gange. Han tog ikke telefonen, jeg blev stædig. Til sidst svarede han. Jeg sagde det var en udmærket favorabel pris, han måtte smede mens jernet er varmt. Gennem røret kunne jeg høre ham kvie. Den lille muggert.

Jeg opremsede salgsfordele. Den tekniske side af sagen.
Han rystede på hovedet. Telefonen, telefonen.
Han havde et udmærket elorgel i forvejen. Han havde hvad han havde brug for. Verden, den ... jeg afbrød ham. Procentsatser, etc.

Så muggen et menneske kan være.
Det vedkom kun ham.
Han gik over til sin mor, opvæksten. En lejebolig.
Så?
Han havde fået nok.
Sælgere, for den sags skyld sæler etc.
Han måtte komme ud af hulet.
Det virkede i forvejen. Det gamle.
Jeg kune rende ham.
Jeg så et lys: en dialekt.
Ubrugeligt, svarede han.
Han rystede af harme. Overgrebet var han.
Jeg var en i rækken.
Hvem holder med bitterheden?
Jeg tav.
Han ønskede så at sælge det til mig.
Paf.
Der ser du.
Så lagde han på.

Kænguruen skinner

Jeg sad til voms
midt mellem stor angst og nysgerrighed
fik rødder og udsigt

til bander og drab.
Jeg var endnu lille
men mor mente jeg skulle abdikere
fra vommen og rytmen
i vommen.

Men jeg sagde træt:
nu kan jeg ikke absolveres mere - af flere ting:
nu er jeg træt.

Hverken mor eller livet adlyder.

Klatmyren

Skal ikke bare kravle og fikse det hele
hele sorgen for at være klatmyre
på vejen i stormen i uvenskabet
kampen og hvad-den-skal-nå

Lille klatmyre på vejen
dublikeret så omsonst
til punkmyre og hele vestkysten
lyset og damerne

du holder en dronen snart
lille klatmyre
bliver chef over alle fakulteter dine
hymnen, vejen, drømmen

Du har set og onduleret for klanen
turen til Dagestan
men det er ikke nok -

du føler det som om alpetoppen bæres af dig alene
det går ud over meuten
når du skal synge om anarkiet tillands
rapide biler der slynger loven over bord

dine palmer som du nusser som en dissident -
lille klatmyre
en anden fandt kniven og gaflen
men du slynger dem mod alpen alligevel

som om du bare skal
holde pines af det du ikke rummer.

Sommerfugledalen

Jeg kom i vane
at på toilettet
at gå i forbløffelse -

over verden -
jeg sagde
i afføringen
sjælden fast
hun findes - og
hun findes

der findes fletninger - og nydelige malerier
små numser
og sommerfugle

jeg sagde i mig selv:
sikke en karl du er -

Skørt If

Som det nogengange kan udruges
fra disse mørke strande

en rytme fravristet
det eneste: modstanden.

Jeg har fremover bevist
urokkeligheden
mellem tragik & komik

men også fundet en mellemåre
hvor det nye slag står.

Jeg tror på det.
Hjertet banker jo vejen frem.

So far away from you: Hawaii

Kære If/

Jeg er vågnet lidt sent igen. Jeg troede måske jeg var stærkere

end det er tilfældet.
Det er lidt som at være trykket ind til
instrumentet
hele tiden, hvis du ved?

Men jeg har tørret pletten af sofaen
tænkt på gud.
Tænkt på gode vibrationer
skønt jeg føler mig ugleset
En ven er kommet på hospitalet
Jeg hører dødens sabler
repeterer: grøntsager, grøntsager
til nye hymner af vækst og kærlighed
så tænk ikke på mine kilometer på Lost Highway

for jeg står op hver morgen med en vis virkelyst.

Som du allerede ved kaster jeg håndklædet i ringen
hvis du ringer
og tager mine badebukser af sted
så vi kan mødes på en strand af guave
og tidlige morgner

i hymnens soberhed.

Din.

Reserveret prosa (befæstet tale)

Og hvad er samfundet? Det er Kieler-kanalen. Kender den af omtale. Peget på af minicoastere, der bumper gennem samfundet for at mobbe os, af sted, og mobbe luderen Heidi, gennem sundet sydpå dag og nat, og os i rusen, som kun rejste i rusen fordi Kiel krævede en logistik vi ikke ejer. Så vi spytter på Kiel, og det med tungen, som ruger tungen efter frøknen blev en madamme. Det er døde etellerandet fugle i vores betragtelige sjæl, henne-væltede i den ydre verden.
Havet står op.
Det er blot at række ud. For rejen føres af en leder. Men disse mennesker stabler stadig små symbolske podier af sten for at overvinde vandets natur. Her på standen. Hvor du så en svømmende (lille) spækhugger?, stranden, hvor idioten for ned for at hente mere ler til pottearsenalet. Det er måske et sted, som er mere virkeligt end alt andet, så det næsten ikke findes. Hvor en binær alf skærer den anden side væk, en lyttende. Jeg har hørt ham skrige, Kaspar, svøbt i natten, at de måtte lukke ham ud. Måske er han den binære alf. Kniven i ørebælgen.
Kiel. Dag og nat. Væltede stammer, hvor vi skriver vores initialer ind. Og et menneske, som har fået nok.
Han tager årene og ror ud. Han ror til. Han ror. Så jeg kan ødelægge retningen, i mit indre. Eller have det privilegium at spekulere. Ført, som af vinden. Det, som ofte spolerer stemningen er, når nogen slipper en vind. Skulle den mene noget? Rejen hopper og springer, men ikke for at vinde. Rejen hopper og springer. Hun plasker og dør lige fremme. Jeg kniber øjnene sammen betragteligt for at afgøre om hun virkelig vil dø. Jeg spørger Kaspar: kender du når man helt igennem ønsker at dø? Den kraft? At slippe? Eller at mobilisere al kræft for at komme gennem livskræften, ud af klappen, ud i døden?
Han kan åbenbart ikke høre mit spørgsmål. Han ror. Rytmisk. Drøjt. Som man ror. Jeg søger frem i båden, hvilket virker sært for en Københavner, når man er langt allerede ude på sundet, at forsage balancen. En binær fodlænke i stofkomplottets shithole: et menneske, som drukner.
Så jeg hurtigt kan få sagt det til idioten, ikke ham med lerfigurer, at han ikke tåler dagens lys. Så han får den, mens han ror, mens han praktisk talt er døv. Døv? Ja! For vinden blæser og bølgerne klapper ind over rælingen, kontra jollen, som er ramponeret, det er sådan joller er når de er holdt af drankere! Lortet er ikke gået ned endnu!
Heller ikke Heidi.
Se nu dette hæslige kvindemenneske, som er så mørk; hun ligger omtrent i lyset. I saltet og i sprøjtet. Jeg kan se at hun svømmer bestemt hen imod færgen. Jeg ved ikke om hun nogensinde har taget den. Færgen tuder, og hvad der fra havnen i Mommark ligner en behagelig tur med et krympet fartøj, vokser nu i proportioner, stævnen hakker gennem bølgerne, Heidi fortsætter, Heidi satser på en vildere blind vinkel, og kommer ind i slipstrømmen og et kort øjeblik ser jeg en løsrevet finale af klattede, mørke øjne og oversete muskler, der gnister mod en sejldug af salt og solskin.
Jeg skal kaste op.
Jeg kan slippe grebet om tingene, og måske tabe til gud: anstændigheden, mens Kaspar færger den her færdig. Han styrer jollen ind bagbords og slipper åren. Han vræler noget jeg ikke høre, mister en åre, går ligesom gennem en magisk glidedør, hvor han forenes med lutter lys. Jeg mener: glemsel. Glemsel, mens han pranger hende op i jollen, skyllede, lille Heidi, som nu er glat som en ål.
Hun ligger som en vraget arabesk henover jollens midterbræt, på færgen er livet standset monstro, og selv havet skynder sig pligtskyldigt at dysses, som om håbet gjaldt, som om dette sure liv tillod os to knægte at sidde andægtigt og lykkelige med en død kvinde imellem os, en lise at bjærge hende ind, en uønsket, folk på stranden, som i mangel af bedre knapper en sørgebajer op, accepteret, varmet af svinet, forenet, beskyttet af død.
OH
LISE.
Det blanke og det sydende, i viljen, sætte sig igennem, på standby.
Et øjeblik har jeg det sådan. Åbningen lavet. Til naboen. Til en slutning, som er god for alle. Måske en indrømmelse til lederen. Men to heroer. To. Ikke, Lise? Men han vil redde et levende menneske. Så han kan skille sig ud. Han gider ikke døde mennesker. I sumplandet, hvor den faste, folkelige indkomst matterer viljens onde skønhed. Togtet færdigt. Sådan tænker han, den affolkede strand og natten på kroen med Herbert hjemvendt, hyklerisk så stille det hele er, nu.
Jeg ser ham rejse sig. Det virker som om Kaspar har tænkt sig at slynge hende i havet igen. Og jeg hører allerede en samtale, hvor jeg genindtræder i det bitte.
Af sted. Til Kiel. Og jollen vugger igen. Søen starter igen. Det hele begynder igen. Hvor har vi været?
Kaspar ser på mig. Han smiler. Jeg sidder oppe i stævnen, og skinner for alle dråberne i havet. Han ser lige igennem mig. Han har åbenbart tunet sig fast til virkeligheden igen. Så knapper han en Albani op, han tømmer den ud over den døde kvinde, mens sundet blæser til atter.

Opbruddet?

Fra kalkbruddet:

I sydlig retning: vegetativ
I vestlig retning: Borneo and skin nudisimo
I østlig retning: trigger-skin and newborn

For de rejser
ja de rejser
for de er så gode til at være her.

Jeg vil rejse rejse rejse
for jeg er så dårlig til at være her.

Jeg så en snob.
Han fik en havgasse i røven.
Flød med sider og propper, nuvel!

Og malstrømmen?
I båden jeg den hører
hører den fra veteranvognen fra ansættelsen bitterheden.

For meget plads til tampax.
Glor. Ind. Satans.
Overstået? Nix!

Så jeg rejser så jeg rejser for at svede dø tyndes kedes
Så jeg kan rejse med nogen
ind
ansat fastsat elsket.

Temaer, temaer, temaer

• Den om knægten, som stod i kulden, gik kold og skød
• Den om mor, som skal redde et monster fra Rusland
• Den om primadonnaen, der fik flækket skallen af samtidsfigurer
• Det lidt sørgelige med den stille bog
• Hvor stor er Rifbjerg?
• Panorama
• Indlemmelsens og dovenskabens positioner
• Den ubefæstede tale
• Libertineren & monsteret
• Livsrytmen, afkaldet og kærligheden
• Om vanen
• Om at få skejser for sit arbejde
• Nær Split
• Lucia Joyce
• Børne-og pornografibogen, sæt med sidevogn.
• At man er alene
• De giver fanden
• Martyrium, tales from the ego
• Byrons Don Juan
• Husets teater søger ny ledelse, men mine venner er nogle bange røvhuller
• 2900
• Jeg er et bange røvhul
• Kid A
• Nye mennesker, vaner, steder, støtheder, muren.
• Solstaden
• Inde i kussen: initiering
• Forråelsens pragmatik

Efter vi opgav

Efter vi opgav

den lange march

det klukkende hav

gav fanden plentitude -

er vi overvældede

har vi mistet skødet

eller har vi fået det bonustrack

til bordellet

som gav os samtidskunsten

små foyerer

det er pistolen

det er pistolen

når man mister tempoet

som bandt os til livet

Rytmeundergrund

Vi har så bløde kinder
vi hører Iron Maiden
vi skaber alene
misunder en klerk
brænderud
brænder ud