Middelmådigheden

Det er som om det pusler alle vegne, men ikke særlig godt eller vidensskabende. Jeg har lige læst Barfods indlæg i Weekendavisen, og Henrik Dahl om Afterhand og Thykier, Dahl, som jeg endda drømte om. Der er en masse larm - om kunststøtten, kritikere, Skov fra samme avis, liberale kulturinteresserede, nogen, der slår på tæven; det virker som om middelmådigheden larmer, og den ser en slags sammensværgelse som om kompromitterede kræfter i litteraturindustrien smeder rænker bag lukkede døre, men det er denne uredelige bevægelse - middelmådigheden - der er den mindre gode kraft. Thykier har ret når han siger at der ikke kritiseres godt nok; så gode og dybe er de anmeldere nok heller ikke, men nu må der snart være talt nok om anmeldere. Det gør ondt i fingrene at skrive det. Det er dog ufatteligt; at man strides så meget, fordi døden kommer. Det er som om vores samfund kunne være stort nok til at anerkende intellektuelle kapaciteter, men det er ikke dem, der fylder, eller også gider de ikke. De negle middelmådigheden har er ganske lange i Danmark.