Revolutionen

Vi var på vej til revolutionen, men vi var for syge. De så ude i distancen et stort bryst, og vi jog afsted. De første nåede frem, der var klitter og alt for meget lys som om brystet tilhører ørknen, jeg sukkede, men gik frem ligesom dem og fik fast i brystet, der tilhører Nordafrika. Så dryppede mælken, men mit ben faldt af, og sygdommen tiltog. Jeg forlod det nederdrægtige bryst sammen med udfaldne sikkerhedsstyrker; nu havde vi brug for brisen i hjemlandet, de trofaste palmer; sygdommen udvikler sig hele tiden. Den vil opholde sig på plauteauerne, skønt det er i byen kampen findes - healingen. Som de genkendelige palmer styrter under modstanden, kommer vi til frem til apotektet på halvvejen; det går ud over øjnene nu. Folk kradser desparat; jeg forsøger at sidde, at overliste sygdommen, kende den, forudsige dens næste træk. Er det virkelig at lade diktatoren flygte med alt sit guld - og sin kone - mens vi fryser på fakultetet? Jeg er blot en hånd med fersk ørkenstøv der tigger om det rette præparat, imens døden suser gennem mig; o palme, også du er forudset som sygdommen. De spedalske bliver flere; et lem bliver til to; tohovede patienter sejler over oceanet mod Kartago eller Tubruk; det bløder fra øjnene; jeg spiser en arm, og tænker på os latterlige, der forudlykker ude på havet fordi sygdommen fik os til at forlade stedet. Den store blæksprutte forbereder en suppe af øjnene; vi ser helikoteren; fra det åbne sår jeg kradser i - er det mit - kommer først en klinisk briks, så min egen død på bunden af revolutionen.