Og slangen hvæser

Solbrillerne på denne landevej
elskede er guf for os, og bilen
som et ostehorn derhenne smykket
i filmpalmer og oprør.

Dine krøller brygger jul
hejste som scarehoveder, genialske.

Dit stel hejren smalt
støttebenet hægtet på helligånden
den forkromede burger vekslet til nåde.

Fredsmarchen, mordet, attentatet, billige lejesoldater
og her kommer Rilke med den mest suveræne samvittighed
den blå kreds ultimativt.

I har ikke hørt min sang.
Fjern den mikrofon!
De får ikke frugt i DDR, men jeg er min egen.
Jeg er tvunget af helligånden til priorinden til evig samtale.
Jeg er fra Minnesota. Mine øjne er dåser på et lærred, skarpe
som ensomme taler på marken.
Dødsfugl, vov bare.
I Tangier fortsætter messen.
Tiden krævede epifanier.
I folkekøknet sidder priorinden.
De folierede tveforke ruster.
Hun snakker.
Bilen kører. Oliver Stone stiger på.
Tårnet er evigt.
Og slangen hvæser.