De misrøgtede lader står i byen
bjørneklør migrerende sammen med sønnen, hvis fader
gelejder ham gennem skabet af by forhåbentlig forbi
den enogtyve år gamle morder, hvis skjorte man ikke sådan
passerer uden videre.
Sønnen holder et fundet værktøj op, rem
og kanyle og en udslidt pakke fundet på
morderens terræn.
Sprøjten lyser som galde, og gult
i den væltede nat
den væltede, antropologiske nat hvor en bondedreng har fået
penge
for at slå ihjel. Faren siger det ikke er en stjerne, kanylen
men træder næsten selv på lokkeren
bedaget og bange - for bondedrengene kommer flere og flere
forstadsmarken i arvesynden, søn.
Her kommer cyklende et tramp-par
spioner fra en bog borte og sønnen peger
se far! - det er Malloy og co. - men faren tysser
så utysk at distraheres for at træde på splinterne, som han er opdraget til at
finde.
Den unge lømmel slår Pasolini ihjel der
han tager det unge blik bort, men arvesynden smykker jo
allerede hele færden.
Stjernen tager kanylen hele himlen
de små tær pikker og danser, for over dette kaos
findes kun balletten mellem mordere.
Subscribe to:
Post Comments (Atom)
No comments:
Post a Comment