Outlaw blues

I ørknen ørkner det med græshopper
og den værkbrudne milt ejakulerer en kanyle
foran sønnen i begærets begærende nat.

Vejen er vejen.
Solbrillerne er den rænke til burgeren
som opholdet med den oversavede spinder altid
i eventyrets døende eventyr.

Faust overværer, kvinden overværer
milten eksploderer, er der mere at sige?

Passageren passager. Repeterer passageren
eventyret til folket i staten sprænges atter i genoplivningen
og skorpionens riff, bjerge set i baggrunden, og et tårn.

Og slangen hvæser

Solbrillerne på denne landevej
elskede er guf for os, og bilen
som et ostehorn derhenne smykket
i filmpalmer og oprør.

Dine krøller brygger jul
hejste som scarehoveder, genialske.

Dit stel hejren smalt
støttebenet hægtet på helligånden
den forkromede burger vekslet til nåde.

Fredsmarchen, mordet, attentatet, billige lejesoldater
og her kommer Rilke med den mest suveræne samvittighed
den blå kreds ultimativt.

I har ikke hørt min sang.
Fjern den mikrofon!
De får ikke frugt i DDR, men jeg er min egen.
Jeg er tvunget af helligånden til priorinden til evig samtale.
Jeg er fra Minnesota. Mine øjne er dåser på et lærred, skarpe
som ensomme taler på marken.
Dødsfugl, vov bare.
I Tangier fortsætter messen.
Tiden krævede epifanier.
I folkekøknet sidder priorinden.
De folierede tveforke ruster.
Hun snakker.
Bilen kører. Oliver Stone stiger på.
Tårnet er evigt.
Og slangen hvæser.

Maggie's farm

Som alle andre døjer jeg og udholder farmen
den konstante infiltration af penis-organer, samme
familie os i staten.
Den konstante, fornuftige blues
et riff her, et dødskys her
og min søn ved det ikke endnu.

Straffekolonien fester. De fede fester.
Med cigar slår man udlændinge ihjel og kalder det
klima.
Mod dis-samtidens voltigerede stammer
løber jeg anfægtet efter luft og renere blod
for opgaven er ikke løst. Den samme mangel på kærlighed

pulserer med arvesynden rundt i samfundet
fostret af staten.
Vi sidder i små parlamenter, trænede
vi snakker i små parlamenter, skamferede.
Den væltede far går over i en mislykket tyr.
Og drengen bliver til Vhs.

Udenfor skyller luften, ren.
Samtiden fornægter, den har allerede skidt mig ud.
Altså de fortsætter som intet. Og protest
sangeren er død.
Alle ved det.

Inden jeg forsvinder som passager
ser jeg staten gå op i sedler grønne og krispe.
Indavlen triumferer på fabrikken, som altid vil være
fabrikken.
Den grønne slange fra Minnesota æder min dreng i samtiden
det mørke som er dis-samtiden
kræver slagskygger. Men prisen er allehånde
illuminationer og blues sådan.

Crossroads (nach Dylan)

Vejen kraget som en blues
sønnike og jeg langs den sammen
som en babyfinger næsten-sovende sol.

Han fremdrog bogen dragende og jomfrunalsk
rakte ud - men søn forsvandt
vejen i glasskår og smerte.

Smider bogen væk som en blues
hverken Ginsberg eller Warhole nu
han kommer igen og smiler

men vejen deler folk og fæ, kærligheden
og den opaque autisme. Jeg vil ham så meget
bogen kusser den, glasskår.
Kæmper. Og ved ikke hvad kontrakten siger.
Træet som jeg holder holder om mig.

Du kan ikke passere denne skjorte (efter Scott Walker)

De misrøgtede lader står i byen
bjørneklør migrerende sammen med sønnen, hvis fader
gelejder ham gennem skabet af by forhåbentlig forbi
den enogtyve år gamle morder, hvis skjorte man ikke sådan
passerer uden videre.

Sønnen holder et fundet værktøj op, rem
og kanyle og en udslidt pakke fundet på
morderens terræn.

Sprøjten lyser som galde, og gult
i den væltede nat
den væltede, antropologiske nat hvor en bondedreng har fået
penge
for at slå ihjel. Faren siger det ikke er en stjerne, kanylen
men træder næsten selv på lokkeren
bedaget og bange - for bondedrengene kommer flere og flere
forstadsmarken i arvesynden, søn.

Her kommer cyklende et tramp-par
spioner fra en bog borte og sønnen peger
se far! - det er Malloy og co. - men faren tysser
så utysk at distraheres for at træde på splinterne, som han er opdraget til at
finde.

Den unge lømmel slår Pasolini ihjel der
han tager det unge blik bort, men arvesynden smykker jo
allerede hele færden.

Stjernen tager kanylen hele himlen
de små tær pikker og danser, for over dette kaos
findes kun balletten mellem mordere.

John Fante og The mercy seat

K har heller ikke penge i dag, stikker ham en bajer mere.
Vi drikker. Der er intet ondt fra ham
thi han er også tenderet autistisk skizofren
ligesom A og og vi drikker. Der kommer en fra Ghana
han drikker sort kaffe, men P står og luder og han får mønten
og vi drikker.
Der er næsten ingen af os der ikke tenderer autistisk
så vi drikker. Fra Irak kommer B og S, de drikker.
Nu skræver vi over det hele papa John Fante
og vi drikker og kvæler bladsmøreren og kvindelige lyrikere.
Det er nat i lægens forstad. Vi drikker. Så åbent alting er
mænd som vi er
all over, Baby.