Et museum fra den nye verden føres over Bosporus-strædet

En lille mand med briller og resonans står ved et imposant kateder. Han gestikulerer, den intellektuelle er i vigør. Det er romanforfatteren Orhan Pamuk, Tyrkiets vestligt orienterede forfatter, en stor kanon. Pamuk har brugt de sidste år på sin seneste roman museum of innocense - det kan jeg læse mig til i dagens ugave af Information (bøger 19.11.09). I anledningen af romanen, en mursten på 560 sider, møder Pamuk sit publikum, det sker på 92. gade i New York.
Pamuk hører til den type af romanforfattere - synes jeg - der stadig opererer med at romanen kan inkludere alt, nå alle steder hen, endnu diske op med et sammenhængende verdensbillede - ligesom Musil, Proust, Mann osv. har forsøgt før ham. Det er docent-forfatteren, der snakker ham. Skønt Pamuk, som han selv siger det, iler længere og længere bort fra moralisme, ender netop forfattere som Pamuk op som moralister. Eller kustoder, for at snuppe et billigt point. Jeg tror at Christina Hesselholt allerede har sammenfattet denne klasse af superdygtige, men oppustede forfattere, hvis romaner altid favner arken og novaen, og som altid er på over 400 sider, og som langt hen ad vejen minder denne forfatter om Goethes polyhistoriske epoke. Men sådan kan romanen ikke se ud længere; denne romankonstruktion knirker, den dufter af tænkt skrivebord, og den findes på den klassiske alle, hvor også Kundera spadserer netop med Beethoven og Goethe.
Og så bliver der ellers læst op oppe fra piedestalen, og når en dedikeret tilhører spørger om noget, træder vismanden til og taler: “Selvfølgelig er der ingen ende på menneskets kreativitet …” og så videre … “Selvfølgelig er romanen ikke død” osv. Men hvad er det for en roman vi snakker om? For undertegnede er romanen flyttet hen til et endnu mere åbent felt, som er nødt til at tage afstand fra disse lærde, altfavnende klodser, der virker professorale og netop museale. Pamuk henviser meget passende til Proust. Kundera henviser til Cervantes, men ligger der ikke i forlængelse af denne store romanopfattelse en ide om at litterær udvikling er unison, kronologisk? Ifølge denne linje er romanudviklingen homogen og snæver, her er ikke plads til forvirring, fragmenter, åbne ender - for hele murstenen agter at gengive verden sobert og sammenhængende. Når man således ser på billedet i avisen, læser teksten - kommer man (måske) i tanke om en lærd, uddøende race der på katederet, med meritter fra Harvard og amerikanske skriveuniversiteter - Pamuk, den store forfatter, hvis merit det er at slå den svære bro over Bosporus-strædet - fra Istanbul til Berlin og New York.
Pamuk siger: “Jeg vil helst skrive bøger, der ser livet som det er, og lader læseren dømme. Romaner er ikke skabt til etiske bedømmelser - det er faktisk omvendt: romaner handler om at identificere os med mennesker, som vi måske fordømmer etisk og moralsk …”. Det er umuligt (sic!) at dømme Pauk - for her optræder den gode, eksistentielle, samvittighedsfulde forfatter - ham, som lærer os om livet, om sammensatheden, den olympiske forfatter. Problemet er bare at der opstår en em af moralisme, af noget homogent-altmodisch ved disse forfatterskaber, som egentlig - i omvendt rækkefølge - repeterer den gamle, ideologiske verdensorden, hvor et system, et tankesæt kunne definere hele verdensmassen. Den gode, profetiske forfatter står ved sit kateder. En tilhører smigrer ham, han siger til forfatteren: “Sådan var det, Hr. Pamuk” … samhørigheden er etableret; lige meget hvor vi lever, oplever vi kærligheden, som den nye roman handler om, menneskeligt; vi har noget til fælles. Vi siver langsomt over i en benovet kategori; vi slår ørerne ud - den store romanforfatter er kommet til byen, og se - han forsvarer ytringsfriheden, sommetider må han endda bevogtes 24-7 af livvagter. Det onde er efter ham. Og se, det er nobelt! Velkommen til det romantiske, ideologiske museum, kære tilhører!

(Afvist af Information)