Korsør er en hattenål

Min barndom var en landtange
som gjorde at Rigadon (livet) ikke havde meget plads
til at angribe mig -

Det kom mere vældigt, mere malevolent
end noget andet steds
og mor gav mig nudler og sendte mig ud i verden -
du skal have et arbejde, siger hun.

Blæst står jeg på folkets boulevard
og ser en reklamesøjle splintre
og en pantelåner mister hovedet i en blender
mens ammunitionen fra katedralen sender Maldor ud -

Det hele ryger og koger ... det er indlysende
pakket, rosset skal visiteres og straffes ...
Mine ben tøver, en etbenet mand fra Flandern
fortæller om skyttegraven og om De Forenede Stater.

Jeg kommer sent hjem. Jeg er blevet en ægtemand
læge.
Min mund er formet som en slette
jeg ved at mit åndedrag gengælder landtangen
med alskens synkoperede hallucinationer

orgasmen, nydelsen, gengældelsen
fordelt på det russiske uendelige firmarment -
min posttraumatiske filantropi.

Jeg giver katten nudler, den ser bort -
Korsør er en hattenål begravet i et dameskød.

Staten, incest

Der er læge-digteren
der er incest-digteren

intet holder dem -

han sover på villavejen

han overværer klatøjet Salo i villaen
den røde hinsides lokker

broen holder ikke! -

Han vinker farvel til varulven
går ind i den
på fiskesuppe.

Han haler i systemet af tarm
japansk tang kniver disse metastaser som:

os i kosmos politisk
det er en sag for Ødipus -

Hvem vinker os frem
hvem samler os igen
disse tidsanalyser
inde.

De går. Han vinker til sin hånd, fem kvinder laver kabaret fra nyslaget
som de vandt.

Han synker nulniveauet. Slangen vinker ham
ind.
Udenfor græder et barn. Det skal lære en computer. Mindst.
Strindberg over fengeren, ligesom æren kom med horderne. Udenfor bor kun den
sølle private drøm drømt indenfor af

de trængte.

Din verden udenom blodet

Drengen med ansigt af pyramide
ser på pigen i badekarret er roser

under festen kommer talen frem
skyen henholdsvis vokser og blegner

kom tag øjet min hånd
vores forældre forlader hinanden ørknen

Villavejen sover.

Staten, incest.
Han fokuserer på arvesynden, alle de skrammede
ansigter
udenom øjet ridset.

Opsøg en transvestit! -
Le ad hugormen
vi søskende holder sammen under blodet
ikke? -

Det er natten før natten -
fra roser og incest spyr det nye

men drengen ser sin klokke kime afsavn nu
og på ørknen forlader deres hænder hinanden -

Medea tager over

Jeg mødte hende - Medea - på gaden
hun var vild i hovedet -
hun skulle over broen, en happening -
det er den -
Hun havde set Strindberg tidligere - ved broen
svaje som en majestæt -

Hun lokkede ham over - fengeren -
Ned! - ned! - Det baltiske hav tager ham -

Ud - fra Ariadne, action! - Byen ligner noget i øst -
gul nat,

Jeg flygter! - hun kommer til lokation, alt-undersøger
der er en! det er ikke mig! - så flyder det fra scenen
efter instruktionen og pointen med alt -
pointen med alt som gør os frie, således at kedsomheden -

hvad med den?

Da vi har snøvlet og leet
tager hun ham frem - og dolker ham -

koret spotter -
Vi flygter -
ud over faren besværes vi af sam-vittigheden -

ha!

Stenen er landet
Stenen lokker med landet
Stenen lokker med mening -

(Mandelstam)

Zaragoza Blues

Det er efter firmafesten -
på Haderslev coleshaw inn
at jeg slår hende ihjel med et koben!

Jeg har elsket den dulle, så sandt jeg kan -
mor sagde altid: John, du kan ikke elske
og bag min tirrede ørering bor terrieren - min mors skørter
brænder -
drikker dus og mindreværd, men ryger udenfor -
månen, John - she-wolf - fjorden ryster på hovedet -
en jolle på Haderslev Fjord - og min tomhed - lille.

Ham - Mogensen - uddeler røv - vi slikker ham - døden.
Men før døden - kravler vi op ad - karrierestigen -

Stien holder på noget for mig - det er som virkeligheden
er pigtråd af mine intensiteter - en spole film over hele fløjen
af brysende tyrenæsebor salvende min usikkerhed, så -

jeg tager hende i kraven, Medea, dette hun-væsen
fra lejligheden - fra hverdagen
hendes fjeldbor - gennem min Arkilles' skov - eller hvad hedder det -
Hr. Formand? -

Nikita Bay Olsen - eller Hunter S. Plummer? -
Fjorden et spejl af månedrømme omsider hentet fra overenskomsten,
Euripedes i mine pilsner-promiller! - ned på bunden, søster-fjende

om en betonklods
til Charons lirekasse.

Jeg går væk i mørket. Nu tager jeg nok - flygter! - til Spanien
som en kry pusher. Jeg ser på den uvirkelige katedral, min mor

peger på bønnen, som ledsager den nødvendige rutine
at have forbrudt - en eller anden -

Jeg ser hende sidde som en turkis fisk i det kolde vand. Hun bælger
frem og nedefter - inden de finder hende -

Og firmaets sorte fest - i dette - lukkede land -
fordrageligheds-kværnen tilbyder en klokkestang

gemt dybt nede i afmagten - jeg tager en pilsner
solen skinner så stærkt hernede, og de finder mig -
på gaden, idet jeg spørger fremmede om centimer -

Et museum fra den nye verden føres over Bosporus-strædet

En lille mand med briller og resonans står ved et imposant kateder. Han gestikulerer, den intellektuelle er i vigør. Det er romanforfatteren Orhan Pamuk, Tyrkiets vestligt orienterede forfatter, en stor kanon. Pamuk har brugt de sidste år på sin seneste roman museum of innocense - det kan jeg læse mig til i dagens ugave af Information (bøger 19.11.09). I anledningen af romanen, en mursten på 560 sider, møder Pamuk sit publikum, det sker på 92. gade i New York.
Pamuk hører til den type af romanforfattere - synes jeg - der stadig opererer med at romanen kan inkludere alt, nå alle steder hen, endnu diske op med et sammenhængende verdensbillede - ligesom Musil, Proust, Mann osv. har forsøgt før ham. Det er docent-forfatteren, der snakker ham. Skønt Pamuk, som han selv siger det, iler længere og længere bort fra moralisme, ender netop forfattere som Pamuk op som moralister. Eller kustoder, for at snuppe et billigt point. Jeg tror at Christina Hesselholt allerede har sammenfattet denne klasse af superdygtige, men oppustede forfattere, hvis romaner altid favner arken og novaen, og som altid er på over 400 sider, og som langt hen ad vejen minder denne forfatter om Goethes polyhistoriske epoke. Men sådan kan romanen ikke se ud længere; denne romankonstruktion knirker, den dufter af tænkt skrivebord, og den findes på den klassiske alle, hvor også Kundera spadserer netop med Beethoven og Goethe.
Og så bliver der ellers læst op oppe fra piedestalen, og når en dedikeret tilhører spørger om noget, træder vismanden til og taler: “Selvfølgelig er der ingen ende på menneskets kreativitet …” og så videre … “Selvfølgelig er romanen ikke død” osv. Men hvad er det for en roman vi snakker om? For undertegnede er romanen flyttet hen til et endnu mere åbent felt, som er nødt til at tage afstand fra disse lærde, altfavnende klodser, der virker professorale og netop museale. Pamuk henviser meget passende til Proust. Kundera henviser til Cervantes, men ligger der ikke i forlængelse af denne store romanopfattelse en ide om at litterær udvikling er unison, kronologisk? Ifølge denne linje er romanudviklingen homogen og snæver, her er ikke plads til forvirring, fragmenter, åbne ender - for hele murstenen agter at gengive verden sobert og sammenhængende. Når man således ser på billedet i avisen, læser teksten - kommer man (måske) i tanke om en lærd, uddøende race der på katederet, med meritter fra Harvard og amerikanske skriveuniversiteter - Pamuk, den store forfatter, hvis merit det er at slå den svære bro over Bosporus-strædet - fra Istanbul til Berlin og New York.
Pamuk siger: “Jeg vil helst skrive bøger, der ser livet som det er, og lader læseren dømme. Romaner er ikke skabt til etiske bedømmelser - det er faktisk omvendt: romaner handler om at identificere os med mennesker, som vi måske fordømmer etisk og moralsk …”. Det er umuligt (sic!) at dømme Pauk - for her optræder den gode, eksistentielle, samvittighedsfulde forfatter - ham, som lærer os om livet, om sammensatheden, den olympiske forfatter. Problemet er bare at der opstår en em af moralisme, af noget homogent-altmodisch ved disse forfatterskaber, som egentlig - i omvendt rækkefølge - repeterer den gamle, ideologiske verdensorden, hvor et system, et tankesæt kunne definere hele verdensmassen. Den gode, profetiske forfatter står ved sit kateder. En tilhører smigrer ham, han siger til forfatteren: “Sådan var det, Hr. Pamuk” … samhørigheden er etableret; lige meget hvor vi lever, oplever vi kærligheden, som den nye roman handler om, menneskeligt; vi har noget til fælles. Vi siver langsomt over i en benovet kategori; vi slår ørerne ud - den store romanforfatter er kommet til byen, og se - han forsvarer ytringsfriheden, sommetider må han endda bevogtes 24-7 af livvagter. Det onde er efter ham. Og se, det er nobelt! Velkommen til det romantiske, ideologiske museum, kære tilhører!

(Afvist af Information)

Grønland falder mod glemslen

Man må gå ud fra at undersøgelsen af de amerikanske overflyvninger samt mellemlandinger på Grønland er ovre. Der menes disse ubekendte, illegale - så at sige - Cia-fly?, som med fanger non grata traverserer bæltet og verden for at anbringe dem obskøne steder, uden rettergang. Vi kan huske et stædigt dokumentarprogram, som forfulgte disse fly til postbokse hinsides. Vi ser for os til den lille, afsides lufthavn i Grønland, sneen, fjeldene i baggrunden, disse journaler, som registerer flyene: en millionær, der skal op og skyde bjørne, Meyer på jagt efter såsæd og kartofler, og hitmen, illegale data - der styrer flyet, og kaptajnen og hvad ved jeg. Og inde i boksen sidder en fange i håndjern, med bind for øjnene, han lader efter Grønland et sted i asien, men inden det har han set indersiden af et bulgarsk fængsel, siddet i mørket, oplevet bevidstheden indtage ham og pløje ham igennem med menneskelige hop og snagen og bedreviden, det malevolente som rytme som en prosa, der ydmyger byttet. Dette er hvad han har lært af verden, og derfor blev han modstander. Der er mørkt over Grønland, han aner ikke hvad eller hvor han er, men han er en del af en skyggebevægelse, der tyndt trækker sin effekt ind i den danske centraladministration inden dette data-røgslør falder mod glemslen.