2 måneder gammel så han
dem, de fleste, de praktiserede en alvorskultur
med job og ambitioner og Gud og bekymringer
de andre sejlede hos Albert
de vinkede til ham.
Sunday, March 29, 2009
Badebolden
En rød badebold kom hoppende
snart endte den i søen
designet af folk og fæ i Drøvling by
de sad tre mand høj på hesten
Gud siger det er leg på koordinater
det efterligner et kontinent af snekrystaller
hvoromaltinger
er
de sluppet væk.
Månen sender også sit solidariske lys
som rammer sydsiden af badebolden
således at deres fødder altid er varme på
flugten.
snart endte den i søen
designet af folk og fæ i Drøvling by
de sad tre mand høj på hesten
Gud siger det er leg på koordinater
det efterligner et kontinent af snekrystaller
hvoromaltinger
er
de sluppet væk.
Månen sender også sit solidariske lys
som rammer sydsiden af badebolden
således at deres fødder altid er varme på
flugten.
Marple Station
Det man bader i tidligt
bader man herefter altid i.
Antartika findes.
Pistacheskallen findes
men det gør
alting os. Det er vildt.
De sad indenfor i det andet rum
de snakkede
de hørte musikken på afstand
Billy kastede to eller tre nødder efter dem
men de så det ikke.
"Der på stationen, på der stationen igen
der mødte jeg min elskede".
Han havde fået nok. Uretten var blevet ham for
stor.
Han farede ind i mængden
det de så var en latterlig nød.
bader man herefter altid i.
Antartika findes.
Pistacheskallen findes
men det gør
alting os. Det er vildt.
De sad indenfor i det andet rum
de snakkede
de hørte musikken på afstand
Billy kastede to eller tre nødder efter dem
men de så det ikke.
"Der på stationen, på der stationen igen
der mødte jeg min elskede".
Han havde fået nok. Uretten var blevet ham for
stor.
Han farede ind i mængden
det de så var en latterlig nød.
Billy Pilgrim
Jørgen Clevin
Vi fik omsider Jørgen Clevin ud fra tv-bygningen, han havde også fået nok. Med et kodesprog havde vi indprentet ham den malaysiske vending, det hedder næppe vending, den akt, hvormed hævnen altomfattende kan udføres.
Der skulle være i Malaysia en skik med at når et menneske har fået nok af livet, så farer det ind i mængden og slår ihjel så mange som muligt.
Mængden svarer igen og dræber den forrykte.
Men efter det er den forrykte blevet til den hellige.
Han har handlet helligt.
This weather is not fucking moist.
Vi havde tabt skallen.
Alt hvad vi så var et gigantisk tyranni, perigrineret af de voksne, skamfuldende blot Clevin, vores herre, med et sæt stifter, en saks, et kamera, hvormed deres åndssvage kultur rumsiderer.
Vi fik ham ud i en van. Vi kørte ham væk. Han var bagbundet. Vi tog ingen chancer. Vi slog ikke nogen ihjel.
Nu er Clevin udfoldet, hans Chaplin-øjne blinker til os. Hans briller følger deres kusseløse århundrede ned i graven, imens Tommy synger en sang om Sydhavnen; at vi alle sammen hånd i hånd rejser ud til Sydhavnen, hvor den fuglelange revolte blæser gennem alle hårdføre hjerner, da de så er maskiner i kulturens og biologiens maskine. At byrden af den dobbelte etos løb bort, forlod os, dissiderede, evaporerede og skøjtede. Det føltes som vinger, så dalende, så stupidt er sproget, men ikke mere.
Vi forærede Clevin en stammer, en ulv brølede, madrigalen omfavnende hele stemningen som et sjal man tør huske uden gru, og gruen fandt det leje, hvor hjertet kan fortsætte uden den farligere torpedos kile i alle.
Dette er den sande spids, hævnens karet. Den er blød, den er varm, den er det nænsomme svar på alle disse ulykker som fælles for alle - også Rocket og Billy Pilgrim - havde ført os mod deres vold, længere er den ikke. At stå på spidsens paraply, forblændet af vrede, er det samme som at dyrke selvmordet under Goethe i vis kabinetter vi omsider - stønner nej.
Vi må dræbe igen. Denne ledsager, som er livet, tager os alle med. Synes du ikke det er grusomt?
Det ender i mørket. En vampyr, efterhånden hellig eftersom giraffen på den anden side altid skinner, kommer, fører os i natten, men så dukker Clevin frem fra tegnebrættet. Hans briller skinner. Formen er omfavnelsen. Og farven. Den skønne indgang som ligesom forener skæret med stoffets folder, med konturens mest sande form. Det er sikkert den inderste snegl, som efterhånden - omsider - mister porøs autonomi.
Han fortæller os at man klipper navlestrengen, fodrer og myrder med blomster og gemüse, at man siden hen, kære børn, glemmer alt om os. For når du hører suset, kære dreng, er det altid kun suset. Den kan hviske om farlige skove og helte, siger Clevin.
Så tager han en knægt frem fra brillen, som vi alle sammen øjeblikkeligt elsker af hele hjertet. I natten brænder bålet. Det blot brænder, og den, som kløver, brænder ikke, for sådan er historien om Jørgen Clevin.
*
Koden til den fremtidige roman.
Den er naturligvis på røven. Men man tænker alligevel
Grebet i løbet
At den har en remise-baggrund.
Skinner. Flere bander. Flere klæder man vifter igennem
Hårdføre i metaforen
Som grebet efter Clevin.
Så slog vejret om og renselsen var kommet.
Vi levede med hævnen fra Dybbølsbro til Sydhavnen
Kom ind i kiosken
Skærsilden kom programmatisk korrekt og konkret
Vi var fanger under følelser
Det var hip som hap.
Men selve hævnen fik apache-vinger, forrevne som misfødte
Den skummende opstand
Tidligere hul
En fodboldklub uden spillere, døden i Midtengland
Redoblet, fordoblet, gående.
*
En polak med stil
En polak med stil
Plyndrede skoven for talg.
Med brave, næsten sande hænder
Byggede han en marv med stil.
Tærten på tissemanden var
Gurglen.
Da fjenden kom til ham
På det andet kontinent
Fortalte han hemmeligheden
Skønt han ikke måtte.
*
Det siges
Det siges ovre i Rusland
At flere har smædet om den fortryllende passage
At fugle fik lyd
At partisaner blev milde
At hele landet fik dyretække.
Hund, gris,
Jeg rører jeres guddom!
Gog & Magog
Gombrowicz
Robinson Kruse
Gummo
Dirty South
Dromen
Der var en gang en nattergal.
Den havde været en dukke
Nu var den en nattergal
Den havde danset rundt om månen
Det var en let mening
En ny orden.
Det samme siger Peter Pan
Når han flyver kloden rundt.
Synker en Voldenborren hver gang han ser
Uretfærdighed.
Men TyttebærMaja kommer med krukken
Bevaret som systemknuser
Med den renser hun Peters mave
Så der er plads til flere uhyggeligheder.
*
Børnene fra Nyskoven kom til Byzans.
Disse gamle Dødehavsruller, hvis oprindelse er speget
Stratum for al menneskeligt
Sagde om det inderste, kålormen
At stedet henne om hjørnet var vilkåret.
Når du ser et symptom fnyser du: det er den aktive fordom
Når han ser et bøjet hjørne
Missende purpur fra eller om kardinaltiden
Ser han nøglen til kernen.
*
Dus med Drøvling
Det eneste gode ved Købmand Volbeat er at han er gammel. Han dør snart og så kan vi stjæle i fred. Oscar siger at vi kan overtage butikken, så kan vi alle sammen gifte os med Lise, så bliver vi rige.
En dag fik vi nok. Vi havde set Abernes Planet der hvor de gode overtager herredømmet. Vi fik fat i en brandslange og fyldte Volbeats kælder med vand. Næste dag kom politiet, men onkel vidste ikke noget. Det gode ved onkel er at han ved noget når man skal vide noget. Resten af tiden spiller han puds.
Han kan bære en brandert som en gazelle. Men så næste dag kom både Lise og Købmand Volbeat og politiet, og vi ret hurtigt på den ide at vi måtte væk fra Ålekistevej.
Onkel havde en ven ovre i Jylland. Rebslagerbanen, sagde han, var deres sted. Så langt havde de rejst helt til Tyskland. Onkel grinede, han havde ikke meget til overs for Volbeat, at gå til valsen eller at skille krummerne, var hans slogan.
Vi kørte gennem marker, vi så store skove. Døsige køer, som næppe tænker, lå sortbrogede i græsset, men de holdt bøtte, det gør de voksne sjældent, de drøfter, de drøfter, og Volbeat snerrer. Vi så en stork havarere. Det var et ord Oscar havde nuppet fra rejsebladet. Bertram fik sine røde anslag. Han kunne se en lort mellem slikpinde. Altid. Han havde til Oscar han skulle klappe kaje. Så generede vi damen med vognen, som solgte blade og spændte ben for hende. Han faldt næsten. Det fald tog evigheder. Hun var fed om benene, måske det reddede hende?
Konen tog imod os i Drøvling. Hun kunne ikke snakke rent. De havde en gammel brønd. Der døde man. Og værelset var mindre end i Vanløse, men disse voksne i Drøvling hang ind over os som berusede kameler, dummere end noget vi havde set før. Vi sagde de skulle skride ud af værelset. De smilede. Vi diskuterede straffekolonier, fjerne øer, blandt palmer og hajer og blondiner med strækmaver, hele Drøvling lorteland skulle den vej eller plyndres af sørøvere.
Så var det at bageren havde snydt nogen. Det var nat. En fed ugle sov med det ene øje. Så træet også døsede. Det var tegnet til børn med meget lidt hjemme. Af en eller anden som falder i søvn med blyanten, af en eller anden, som kun kan gurgle og giggle med børn. De røver ham, tager hans pot, imens han smiler. Hans blik flakker, hans dumhed laver en tremmegård, modsat synet, dette mindste syn.
Vi fik hele balladen, bageren sagde det var os. Så skulle vi gennem skoven igen. Følget, som trak efter os, som skreg og udråbte bank, har larmet, det var lidt uhyggeligt, jeg tror måske uglen, som jeg før kastede i grams, at den godt kunne læne sig op mod grenen og malke med det ene øje, idet dyr således kontrollerer en vis retfærdighed.
Når Bertram ser uretfærdighed bliver han rødglødende. Men han er selv en lille idiot med fregner. Jeg har et andet temperament. Det er mere eftergivende. Beram, han sked i lokalavisen og gav den til konen i huset, så kom bageren og nu løber vi gennem skoven efter den brune krikke, som lyser op når vi er kommet i sikkerhed. Man skal bare langt nok væk. På et tidspunkt slutter det. Mørkemagerne, dem, som sender os i seng, dem, som render og snakker hele tiden fordi de er så skide bange, det er det jeg godt kan lide ved Bertram; han er aldrig bange. Han er ligesom en gerrig fjeder, op sprænger den hver gang en ny idiot kommer, med en ny hat, med en ny påtale.
Da daggryet satte ind - kom åbningen. Vi mistede det Goya-takkede følge, smurt med hakkefarver og dårlige tænder, en anelse violette sommetider, de mest onde måske? Heden lå foran os. Drøvling var foran os. Vi tog mod Valsen, vi skulle krydse grænsen.
*
Jeg har hørt at Nirvana findes
Det er mumlet af en skude
Langt nede i havet, som har en lygte
Så den kan se om hjørner, gennem hav, gennem sjæle
Så den kommer det rette sted hen.
Men det kan også ske, når man sælger døde katte
At næsen vokser sært
Når man ikke lytter til samvittigheden.
Det er derfor de brygger på helte
Det er derfor vi ved man skal gøre ondt.
*
Albert flød med baljen til Langbortistan.
Han var løbet hjemmefra.
Dette mikroskopiske under, som er Albert
Kan fethiceres.
En Roma med et dollargrin, uden pløkker
Ville handle med Albert.
Du er et menneske, som de ikke kan finde, siger han.
Den fremmede nikker.
Når man løber hjemmefra med en balje
Bliver det ene det andet det gamle
Alt bliver nyt.
*
Det vi udsættes for
Men det er også sært med Nørreskoven,
Krigens falankser, men tempoets flugttempo
Med det violette indskær
Tropperne originerende hos Goya
Det mørke vand, som er blandet med før og efter
Det Bertram kalder brøleren
Det man udsættes for
Det man flygter fra: Lillebælt
Til: Bøjden.
Vi fik omsider Jørgen Clevin ud fra tv-bygningen, han havde også fået nok. Med et kodesprog havde vi indprentet ham den malaysiske vending, det hedder næppe vending, den akt, hvormed hævnen altomfattende kan udføres.
Der skulle være i Malaysia en skik med at når et menneske har fået nok af livet, så farer det ind i mængden og slår ihjel så mange som muligt.
Mængden svarer igen og dræber den forrykte.
Men efter det er den forrykte blevet til den hellige.
Han har handlet helligt.
This weather is not fucking moist.
Vi havde tabt skallen.
Alt hvad vi så var et gigantisk tyranni, perigrineret af de voksne, skamfuldende blot Clevin, vores herre, med et sæt stifter, en saks, et kamera, hvormed deres åndssvage kultur rumsiderer.
Vi fik ham ud i en van. Vi kørte ham væk. Han var bagbundet. Vi tog ingen chancer. Vi slog ikke nogen ihjel.
Nu er Clevin udfoldet, hans Chaplin-øjne blinker til os. Hans briller følger deres kusseløse århundrede ned i graven, imens Tommy synger en sang om Sydhavnen; at vi alle sammen hånd i hånd rejser ud til Sydhavnen, hvor den fuglelange revolte blæser gennem alle hårdføre hjerner, da de så er maskiner i kulturens og biologiens maskine. At byrden af den dobbelte etos løb bort, forlod os, dissiderede, evaporerede og skøjtede. Det føltes som vinger, så dalende, så stupidt er sproget, men ikke mere.
Vi forærede Clevin en stammer, en ulv brølede, madrigalen omfavnende hele stemningen som et sjal man tør huske uden gru, og gruen fandt det leje, hvor hjertet kan fortsætte uden den farligere torpedos kile i alle.
Dette er den sande spids, hævnens karet. Den er blød, den er varm, den er det nænsomme svar på alle disse ulykker som fælles for alle - også Rocket og Billy Pilgrim - havde ført os mod deres vold, længere er den ikke. At stå på spidsens paraply, forblændet af vrede, er det samme som at dyrke selvmordet under Goethe i vis kabinetter vi omsider - stønner nej.
Vi må dræbe igen. Denne ledsager, som er livet, tager os alle med. Synes du ikke det er grusomt?
Det ender i mørket. En vampyr, efterhånden hellig eftersom giraffen på den anden side altid skinner, kommer, fører os i natten, men så dukker Clevin frem fra tegnebrættet. Hans briller skinner. Formen er omfavnelsen. Og farven. Den skønne indgang som ligesom forener skæret med stoffets folder, med konturens mest sande form. Det er sikkert den inderste snegl, som efterhånden - omsider - mister porøs autonomi.
Han fortæller os at man klipper navlestrengen, fodrer og myrder med blomster og gemüse, at man siden hen, kære børn, glemmer alt om os. For når du hører suset, kære dreng, er det altid kun suset. Den kan hviske om farlige skove og helte, siger Clevin.
Så tager han en knægt frem fra brillen, som vi alle sammen øjeblikkeligt elsker af hele hjertet. I natten brænder bålet. Det blot brænder, og den, som kløver, brænder ikke, for sådan er historien om Jørgen Clevin.
*
Koden til den fremtidige roman.
Den er naturligvis på røven. Men man tænker alligevel
Grebet i løbet
At den har en remise-baggrund.
Skinner. Flere bander. Flere klæder man vifter igennem
Hårdføre i metaforen
Som grebet efter Clevin.
Så slog vejret om og renselsen var kommet.
Vi levede med hævnen fra Dybbølsbro til Sydhavnen
Kom ind i kiosken
Skærsilden kom programmatisk korrekt og konkret
Vi var fanger under følelser
Det var hip som hap.
Men selve hævnen fik apache-vinger, forrevne som misfødte
Den skummende opstand
Tidligere hul
En fodboldklub uden spillere, døden i Midtengland
Redoblet, fordoblet, gående.
*
En polak med stil
En polak med stil
Plyndrede skoven for talg.
Med brave, næsten sande hænder
Byggede han en marv med stil.
Tærten på tissemanden var
Gurglen.
Da fjenden kom til ham
På det andet kontinent
Fortalte han hemmeligheden
Skønt han ikke måtte.
*
Det siges
Det siges ovre i Rusland
At flere har smædet om den fortryllende passage
At fugle fik lyd
At partisaner blev milde
At hele landet fik dyretække.
Hund, gris,
Jeg rører jeres guddom!
Gog & Magog
Gombrowicz
Robinson Kruse
Gummo
Dirty South
Dromen
Der var en gang en nattergal.
Den havde været en dukke
Nu var den en nattergal
Den havde danset rundt om månen
Det var en let mening
En ny orden.
Det samme siger Peter Pan
Når han flyver kloden rundt.
Synker en Voldenborren hver gang han ser
Uretfærdighed.
Men TyttebærMaja kommer med krukken
Bevaret som systemknuser
Med den renser hun Peters mave
Så der er plads til flere uhyggeligheder.
*
Børnene fra Nyskoven kom til Byzans.
Disse gamle Dødehavsruller, hvis oprindelse er speget
Stratum for al menneskeligt
Sagde om det inderste, kålormen
At stedet henne om hjørnet var vilkåret.
Når du ser et symptom fnyser du: det er den aktive fordom
Når han ser et bøjet hjørne
Missende purpur fra eller om kardinaltiden
Ser han nøglen til kernen.
*
Dus med Drøvling
Det eneste gode ved Købmand Volbeat er at han er gammel. Han dør snart og så kan vi stjæle i fred. Oscar siger at vi kan overtage butikken, så kan vi alle sammen gifte os med Lise, så bliver vi rige.
En dag fik vi nok. Vi havde set Abernes Planet der hvor de gode overtager herredømmet. Vi fik fat i en brandslange og fyldte Volbeats kælder med vand. Næste dag kom politiet, men onkel vidste ikke noget. Det gode ved onkel er at han ved noget når man skal vide noget. Resten af tiden spiller han puds.
Han kan bære en brandert som en gazelle. Men så næste dag kom både Lise og Købmand Volbeat og politiet, og vi ret hurtigt på den ide at vi måtte væk fra Ålekistevej.
Onkel havde en ven ovre i Jylland. Rebslagerbanen, sagde han, var deres sted. Så langt havde de rejst helt til Tyskland. Onkel grinede, han havde ikke meget til overs for Volbeat, at gå til valsen eller at skille krummerne, var hans slogan.
Vi kørte gennem marker, vi så store skove. Døsige køer, som næppe tænker, lå sortbrogede i græsset, men de holdt bøtte, det gør de voksne sjældent, de drøfter, de drøfter, og Volbeat snerrer. Vi så en stork havarere. Det var et ord Oscar havde nuppet fra rejsebladet. Bertram fik sine røde anslag. Han kunne se en lort mellem slikpinde. Altid. Han havde til Oscar han skulle klappe kaje. Så generede vi damen med vognen, som solgte blade og spændte ben for hende. Han faldt næsten. Det fald tog evigheder. Hun var fed om benene, måske det reddede hende?
Konen tog imod os i Drøvling. Hun kunne ikke snakke rent. De havde en gammel brønd. Der døde man. Og værelset var mindre end i Vanløse, men disse voksne i Drøvling hang ind over os som berusede kameler, dummere end noget vi havde set før. Vi sagde de skulle skride ud af værelset. De smilede. Vi diskuterede straffekolonier, fjerne øer, blandt palmer og hajer og blondiner med strækmaver, hele Drøvling lorteland skulle den vej eller plyndres af sørøvere.
Så var det at bageren havde snydt nogen. Det var nat. En fed ugle sov med det ene øje. Så træet også døsede. Det var tegnet til børn med meget lidt hjemme. Af en eller anden som falder i søvn med blyanten, af en eller anden, som kun kan gurgle og giggle med børn. De røver ham, tager hans pot, imens han smiler. Hans blik flakker, hans dumhed laver en tremmegård, modsat synet, dette mindste syn.
Vi fik hele balladen, bageren sagde det var os. Så skulle vi gennem skoven igen. Følget, som trak efter os, som skreg og udråbte bank, har larmet, det var lidt uhyggeligt, jeg tror måske uglen, som jeg før kastede i grams, at den godt kunne læne sig op mod grenen og malke med det ene øje, idet dyr således kontrollerer en vis retfærdighed.
Når Bertram ser uretfærdighed bliver han rødglødende. Men han er selv en lille idiot med fregner. Jeg har et andet temperament. Det er mere eftergivende. Beram, han sked i lokalavisen og gav den til konen i huset, så kom bageren og nu løber vi gennem skoven efter den brune krikke, som lyser op når vi er kommet i sikkerhed. Man skal bare langt nok væk. På et tidspunkt slutter det. Mørkemagerne, dem, som sender os i seng, dem, som render og snakker hele tiden fordi de er så skide bange, det er det jeg godt kan lide ved Bertram; han er aldrig bange. Han er ligesom en gerrig fjeder, op sprænger den hver gang en ny idiot kommer, med en ny hat, med en ny påtale.
Da daggryet satte ind - kom åbningen. Vi mistede det Goya-takkede følge, smurt med hakkefarver og dårlige tænder, en anelse violette sommetider, de mest onde måske? Heden lå foran os. Drøvling var foran os. Vi tog mod Valsen, vi skulle krydse grænsen.
*
Jeg har hørt at Nirvana findes
Det er mumlet af en skude
Langt nede i havet, som har en lygte
Så den kan se om hjørner, gennem hav, gennem sjæle
Så den kommer det rette sted hen.
Men det kan også ske, når man sælger døde katte
At næsen vokser sært
Når man ikke lytter til samvittigheden.
Det er derfor de brygger på helte
Det er derfor vi ved man skal gøre ondt.
*
Albert flød med baljen til Langbortistan.
Han var løbet hjemmefra.
Dette mikroskopiske under, som er Albert
Kan fethiceres.
En Roma med et dollargrin, uden pløkker
Ville handle med Albert.
Du er et menneske, som de ikke kan finde, siger han.
Den fremmede nikker.
Når man løber hjemmefra med en balje
Bliver det ene det andet det gamle
Alt bliver nyt.
*
Det vi udsættes for
Men det er også sært med Nørreskoven,
Krigens falankser, men tempoets flugttempo
Med det violette indskær
Tropperne originerende hos Goya
Det mørke vand, som er blandet med før og efter
Det Bertram kalder brøleren
Det man udsættes for
Det man flygter fra: Lillebælt
Til: Bøjden.
Wednesday, March 11, 2009
A band apart
Efter de tre milliarder noter: formens nød?
At man ikke kan andet?
Composite konfronteret.
Som at tage teksten til telefonboxen.
Se ind på solen?
Det er falsk.
Øh: overhovedet ikke det, fejlskud.
Mis-manøvrer. Disse såkaldte temperamenter, spøgelser.
Ikke ville noget. Heller ikke Nosse-digte.
Klø enhver bag øret.
I skraldespanden Diogenes? for at holde
det, den - nede?
Kedlen æder det, den er ligeglad.
Visse ønsker monumentet.
At man ikke kan andet?
Composite konfronteret.
Som at tage teksten til telefonboxen.
Se ind på solen?
Det er falsk.
Øh: overhovedet ikke det, fejlskud.
Mis-manøvrer. Disse såkaldte temperamenter, spøgelser.
Ikke ville noget. Heller ikke Nosse-digte.
Klø enhver bag øret.
I skraldespanden Diogenes? for at holde
det, den - nede?
Kedlen æder det, den er ligeglad.
Visse ønsker monumentet.
Skanderborg Station
På Holsterbro tog jeg dragten på
Tarantino siger at dragten kommenterer folk
fløj op over Himmerland, slugte pillen
og torpederede reden som et skud Rimbaud.
Så voksede mit skæg, jeg kom i terapi
men drømte om Goya og udbrud.
Da jeg havde indset at kalenderen
var brolagt med biologisk militarisme, snusfornuft
dagligdagsråddenskab
tog jeg drengen ud af hytten, gav ham en
is og hund.
Jeg æder ham i dagslyset.
Måske er jeg vanvittig?
Fremme venter skolen, kønnets suggestioner
eller hvad dælen man kalder det naturrelativistisk?
Drengen smiler, skønt flænset
han siger han kan se hundene brøle
at han modtager døden.
Senere samme dag hoppede jeg ud
Stationsforstanderen stod i modlyset
mod gavlen vrikkede en viser som den nye franske
Kleist stod på den anden side
også drengen, mistede skægget
Skanderborg har forandret sig.
Tarantino siger at dragten kommenterer folk
fløj op over Himmerland, slugte pillen
og torpederede reden som et skud Rimbaud.
Så voksede mit skæg, jeg kom i terapi
men drømte om Goya og udbrud.
Da jeg havde indset at kalenderen
var brolagt med biologisk militarisme, snusfornuft
dagligdagsråddenskab
tog jeg drengen ud af hytten, gav ham en
is og hund.
Jeg æder ham i dagslyset.
Måske er jeg vanvittig?
Fremme venter skolen, kønnets suggestioner
eller hvad dælen man kalder det naturrelativistisk?
Drengen smiler, skønt flænset
han siger han kan se hundene brøle
at han modtager døden.
Senere samme dag hoppede jeg ud
Stationsforstanderen stod i modlyset
mod gavlen vrikkede en viser som den nye franske
Kleist stod på den anden side
også drengen, mistede skægget
Skanderborg har forandret sig.
Mareridt angående Holsterbro
Toget kørte ind på perronen
en kvinde kom ind i kabinen
jeg skreg
hun overhørte det af intime grunde
min hæshed siger hun er anstødelig
manden flagrer rundt om skyen
ånd han finder som et øl
hun ønsker rammen og ingen fare
det intime koncentrat, som man kalder kærlighed
så blev jeg slået
min egoisme angående ekstra-folden var anstødelig
om jeg ikke så hvad jeg gjorde?
Det hedder sig, i den finere filosofi, at
intet kan samles under et, heller ikke pikken og kussen
det er blot når det gælder døden, dressur, angst
at koncentrationen skal virke.
Den lille purk med de små vinger flakser
industristaten grundet af øjenkontakt, af mindre strata
pusler gennem alle øjenknapper som en indsigt
modenheden står henne i skolen
avleren er kommet på pension
mimrekortet lader ham rejse fra forstad til stad, men han er så led
at ingen står på længere på Holsterbro Station.
en kvinde kom ind i kabinen
jeg skreg
hun overhørte det af intime grunde
min hæshed siger hun er anstødelig
manden flagrer rundt om skyen
ånd han finder som et øl
hun ønsker rammen og ingen fare
det intime koncentrat, som man kalder kærlighed
så blev jeg slået
min egoisme angående ekstra-folden var anstødelig
om jeg ikke så hvad jeg gjorde?
Det hedder sig, i den finere filosofi, at
intet kan samles under et, heller ikke pikken og kussen
det er blot når det gælder døden, dressur, angst
at koncentrationen skal virke.
Den lille purk med de små vinger flakser
industristaten grundet af øjenkontakt, af mindre strata
pusler gennem alle øjenknapper som en indsigt
modenheden står henne i skolen
avleren er kommet på pension
mimrekortet lader ham rejse fra forstad til stad, men han er så led
at ingen står på længere på Holsterbro Station.
Et japansk koncentrat
Jeg var i Japan, det er min straf
saftløse eksil.
Forestillingen handlede om en mor,
jeg skulle skrive til Bladet
men jeg kunne ikke skrive noget som helst
de grønne ærter bag øret fik mig i uføre
hun kom ind som lotus
hendes lille fjams sagde som et egern
på elektrochok og forventning
da hun spyttede drengen ud kom skyen
metal for hende i blodet
hun er blevet til en maskine.
Scenografien visnede, men først var det New England
lidt vinsmageri og uantastelig skønhed
som jeg nød qua ærten og min hest, som ville af sted.
Så sygnede kvinden hen i haven
kirsebærtræet visnede også, den lille fugleklapper
stående i sneen
klappede som en firmasang efter at alle har fået skåret den af
jeg græd lidt, pillede ved ærten
havesofagyngen i ædelt teak, japansk og net,
ophører, den lille kvinde synker sammen under
månen malet af latter
metallet ophører, svellerne, lokomotivets østrogener smatter ud
jeg græd lidt
og tænkte på dengang på institutionen, hvor de overfaldte mig
græd efter mor
en evig fizzle af sovs
så tog jeg barnet ud af fabrikken
sadlede hesten og red mod friheden.
saftløse eksil.
Forestillingen handlede om en mor,
jeg skulle skrive til Bladet
men jeg kunne ikke skrive noget som helst
de grønne ærter bag øret fik mig i uføre
hun kom ind som lotus
hendes lille fjams sagde som et egern
på elektrochok og forventning
da hun spyttede drengen ud kom skyen
metal for hende i blodet
hun er blevet til en maskine.
Scenografien visnede, men først var det New England
lidt vinsmageri og uantastelig skønhed
som jeg nød qua ærten og min hest, som ville af sted.
Så sygnede kvinden hen i haven
kirsebærtræet visnede også, den lille fugleklapper
stående i sneen
klappede som en firmasang efter at alle har fået skåret den af
jeg græd lidt, pillede ved ærten
havesofagyngen i ædelt teak, japansk og net,
ophører, den lille kvinde synker sammen under
månen malet af latter
metallet ophører, svellerne, lokomotivets østrogener smatter ud
jeg græd lidt
og tænkte på dengang på institutionen, hvor de overfaldte mig
græd efter mor
en evig fizzle af sovs
så tog jeg barnet ud af fabrikken
sadlede hesten og red mod friheden.
Monday, March 9, 2009
Cash
Far fucked mig op
Efter fucker jeg ham op.
Loven - kender jeg.
Jeg kender ikke andet.
Udenfor er tågen.
Indenfor er tågen.
Far - elsk mig.
Og så ser jeg mørket.
Efter fucker jeg ham op.
Loven - kender jeg.
Jeg kender ikke andet.
Udenfor er tågen.
Indenfor er tågen.
Far - elsk mig.
Og så ser jeg mørket.
Det svingende barnesæde
Der er en sten
I Augustenborg
hvor de sidder
ved vandet.
Når en båd dytter
bimler himlen
slår livsuret
hvisker træet
langvarig prut.
I Augustenborg
hvor de sidder
ved vandet.
Når en båd dytter
bimler himlen
slår livsuret
hvisker træet
langvarig prut.
The gun of a fog
Jonny Rotten jager hvidhajer
dem der æder mennesker
idag kom lyset tilbage
Tågecontaineren hilser.
I har bredt det ud - bavnende.
Når min far dør sidder jeg der.
Når min amme - sidder der. Sidder.
Man der.
Manden.
Så under skyen
bruddet.
Alt - nedenfor.
I tågen.
Vi er stærke.
dem der æder mennesker
idag kom lyset tilbage
Tågecontaineren hilser.
I har bredt det ud - bavnende.
Når min far dør sidder jeg der.
Når min amme - sidder der. Sidder.
Man der.
Manden.
Så under skyen
bruddet.
Alt - nedenfor.
I tågen.
Vi er stærke.
Another deal at El Paso Oktan
Som hund ædende nitrogasser
var det min overbevisning at elske.
They gave punk and pornography.
Det var Rocket, alt-ind-seminerende.
Fra Bergen-Belsen vi fik.
Vi fik så hatten passede.
Alle er gale nu.
Der er ingen udveje.
Der er kun en udvej: tro.
I slår os ikke ihjel.
Der er græs - derovre - det er grønt.
var det min overbevisning at elske.
They gave punk and pornography.
Det var Rocket, alt-ind-seminerende.
Fra Bergen-Belsen vi fik.
Vi fik så hatten passede.
Alle er gale nu.
Der er ingen udveje.
Der er kun en udvej: tro.
I slår os ikke ihjel.
Der er græs - derovre - det er grønt.
26 sange til H.C Andersen
I har levet så længe
I har set åsen og tåsen
I har smilet til solen og til månen
Kunsten ligger som et skødfødt kontinent
ikke pædagogisk vidde.
Hjorten græsser.
De går fra kønnet til skilsmisse.
Almisse-skat.
Næste-fuck.
Så kommer geden
af tåge fremønsket, vakkert.
Den ser udbredelse - af alt.
Så bukker vi for Tågemesteren. Det mindste kan føle.
Det rådne overalt læber, hvad vi gør
genre: opråb!
Vi har så ondt i galdestenen
at ulykken som Hr. æselboomer siger
under Gaois - død, tåge!
Kommer imorgen, mor.
I har set åsen og tåsen
I har smilet til solen og til månen
Kunsten ligger som et skødfødt kontinent
ikke pædagogisk vidde.
Hjorten græsser.
De går fra kønnet til skilsmisse.
Almisse-skat.
Næste-fuck.
Så kommer geden
af tåge fremønsket, vakkert.
Den ser udbredelse - af alt.
Så bukker vi for Tågemesteren. Det mindste kan føle.
Det rådne overalt læber, hvad vi gør
genre: opråb!
Vi har så ondt i galdestenen
at ulykken som Hr. æselboomer siger
under Gaois - død, tåge!
Kommer imorgen, mor.
Dress Tarantino opus
Hyperstation, okay.
Robotter i hulen mod skæg, okay.
Okay.
Dit.
Ansigt bag vinduet. Sommeren brænder.
Bag ironi
er der ironi. Okay.
Kykkelige tider.
Sværdet lyser. Det lyser.
De går bag om stalden for at finde
noget.
Vi kommer frem. Med rester.
Vi gør os umage. Forrådt af: sensationer.
Så kommer døden.
Vi er rotter.
Robotter i hulen mod skæg, okay.
Okay.
Dit.
Ansigt bag vinduet. Sommeren brænder.
Bag ironi
er der ironi. Okay.
Kykkelige tider.
Sværdet lyser. Det lyser.
De går bag om stalden for at finde
noget.
Vi kommer frem. Med rester.
Vi gør os umage. Forrådt af: sensationer.
Så kommer døden.
Vi er rotter.
Thursday, March 5, 2009
Rafah i sylten
Formand Chavez interagerer
1.
Nu har Formanden sendt hitmen ud
For at neutralisere Ashgabat -
Han bor i Sydhavnen, hævn er så lang -
De ankommer til Sjællands Ode, de tager vejen
Syd for Helsingør og overværer højen, hvor de vinøse egenskaber
ender med mord -
2.
De to mænd går rask ned ad Mozarts Vej
Solen er i bedste fald afmålt, pudret til -
Ingen ambitioner …
Den ene morder har hørt om drengen fra Rafah
Som gentog historien med at komme ud
Komme på afveje
Fortsætte alene -
Den anden morder tænder en cigaret -
Da de ankommer til kiosken
Genkender ingen af dem Præsident Niyazov
Kun Ashgabat …
De er trænet til ikke at tænke …
Over sætlinge i junglen, som amok-bader hvidnende -
Tre sekunder efter er Ashgabat død … likvideret -
Der er ingen til at synge om parken længere.
1.
Nu har Formanden sendt hitmen ud
For at neutralisere Ashgabat -
Han bor i Sydhavnen, hævn er så lang -
De ankommer til Sjællands Ode, de tager vejen
Syd for Helsingør og overværer højen, hvor de vinøse egenskaber
ender med mord -
2.
De to mænd går rask ned ad Mozarts Vej
Solen er i bedste fald afmålt, pudret til -
Ingen ambitioner …
Den ene morder har hørt om drengen fra Rafah
Som gentog historien med at komme ud
Komme på afveje
Fortsætte alene -
Den anden morder tænder en cigaret -
Da de ankommer til kiosken
Genkender ingen af dem Præsident Niyazov
Kun Ashgabat …
De er trænet til ikke at tænke …
Over sætlinge i junglen, som amok-bader hvidnende -
Tre sekunder efter er Ashgabat død … likvideret -
Der er ingen til at synge om parken længere.
Monday, March 2, 2009
Subscribe to:
Posts (Atom)
