Marlboro

1.
De liljer jeg købte for at vise jeg kan være
et menneske
forgår meget langsomt.
I øvrigt har jeg ikke kun købt ind og vasket
skat jeg har lavet en jobsøgning
jeg mener mere realistisk romanforfatteren har et ærinde
men jeg er ikke homofil som Bouvard og Pécuchet.

2.
Jeg tog opvasken det fedtede grissefad
skurrede jeg som du ville have gjort det.
Og jeg har en anden ven efterhånden
som også mener det kan være rart a se film.
Jeg prøver at gå med skjorter igen.
Det er længe siden jeg har gjort det, man-building.
Det tænder mig: man-building.

3.
Der er så mange mennesker
i denne lille Radiohead-a-city
som har ar på sjælen.
Og når de ikke kan åbne for ditten og datten
ligner de vel mest indespærrede rotter.
At grave sjælen ud Schönberg
så alle toner har en tilnærmelsesvis redundans
på russisk: intet menneskeligt er mig fremmed.
Det er noget pjat.

4.
Der er nogle hit-and-run-kunstnere
hvis talent hvis retning er febrilsk og horisontalt
som om pres eller vrede anbringer en fjende foran dem
som skal stikkes ihjel så hurtigt som muligt.
Jeg har mest sværget til en humanistisk palet
skønt Søvndal har meleret visse betragtninger desangående.
Jeg har også noteret
mange mande-kunstnere kan ikke med damer
de bliver hattedamer eller vedhæng
hvilket fremmer knaldeffekten.

5.
Cormac Mccarthy
er en mandeforfatter.
Måske Jeppe Brixvold også er det?
Skønt Orfeus er pigelig.
Skønt min grassende affortryllelse ligeledes udraderer
det andogrynes sarte lilje.
Der var engang hvor jeg boede i Joyce-land
han er netop den fulde skives sangvinske troldmand.
Intet er ham fremmed
udover Mccarthy?
Det er svært at finde sin egen stil.
Skolen vi går på forbinder stil-endeligheden med slummer.
Ihvertfald er jeg kommet skævt ind på stil-specialiseringen.
Jeg har pejlemærker:
horisontale Bernhard, skive-Joyce, sandheds-Beckett
har jeg flere?
Walser er en skat, intet mindre!
Kafka er en skat man kun kan elske
selvom han er uden charme - næsten.

6.
Jeg kom ud fra visi-visitationen
klamydiafri.
Du ventede og vi kørte bort
jeg fik sort kaffe med sukker hvilket jeg hader.
Men bør forfatteren ikke være blid og skiverund
og liste fæces og fakalier ind af bagdøren efter han har budt på kage?
Næppe.
Men far siger det er bad blood. I familien: bad blood.
Om, sønnike, du så har klamydia eller ikke er det
forgæves med dine proteiner. Du kan sejle Lillebælt tynd.
Man må ikke blive for varm.
Jeg ser matheden i øjnene for første gang
og jeg lærer at inspiration er noget man producerer når man ønsker dem.

7.
Der kom et hul i jorden alt
hvad jeg forbinder med Ukraine ramlede
knækkede stænger og klirrende flasker -
nu elsker jeg din spredfægtende interesse for alt
duften af din hud
dit guld
dine lokker
dit hårdhedsfald mod bondegårdens latter og svir
duften af søde appelsiner
min verden er så lille!
Jeg kunne blive tekstforfatter.
Jeg er så almindelig - jeg er så uintegreret.
Kan man overhovedet skrive deformativt om København?
Har nogen gjort det?
Eller skal barnebiens misfoster perforere
socialliberalismens banderole impertinent akavet
nå skævheder i det høje?
Jeg kan godt mærke at årsindvindelsen
slider på psykopatien og blomsten forbundet med det pure
dumme talent.
Jeg savner Baljens uprofessionalisme.
Det bliver en ære at gentage
Hölderlin amorøst.

8.
Se: det har jeg heller ikke forstået.
Sådan bliver man mand.
Man møder de andre på den anden side af
Stikkebiens Elysium
større og mere fortvivlet.
Se, Tommy skal hjem med cyklen.
Måske politikere blot er voksne mennesker?
Troskab er også en beslutning.
Du er næsten fyrre siger han papa
det er tydeligt: mit land kæntrer nær Freuds.
Det skal det.
Der er så lidt kunst.
Der er så lidt kvalitet.
Man må kuktivere skævheden
skønt livet så ikke bliver perfekt.
Jeg har ikke mere at sige.
Det første jeg gør om morgnen er at tænde
Marlboro-manden og stearinlys-bakelaren.
Sommetider går jeg i bad
for jeg kommer næsten ikke gennem en hel
bog længere -
De nye sko læder-skinner under stumtjeneren
ligesom jeg har været en tjener
for at fortjene kærligheden
ligesom jeg var syg for at blive mødt.
Det bliver sikkert svært at skrive 100 sider som foster
begravet i livmoder med hvad det indebærer
af klima og rytme.
Men jeg prøver sgu.
Skønt det nye skrivebord er vakklelvorent.
Igen har jeg lyst til at sige:
jeg kan dø.
Men erfaringen hvis væsen er meget spændende
ruller dig sammen som et rug jeg mener
et tæppe gennemborer indevoldene
nå sådan så sådan.