Pages unwanted

Kasper Nørgaard Thomsen
Kid A


Coopstadt

Samtiden er holdt med at eksistere den holdt op med at eksistere
da hjernen vandt over dyret. Siden da har vi ikke haft samtidsfortællinger men fortællinger som hjernen har fortalt os. Hjernen har ikke en samtid den har alle samtider hvilket har gjort dem alle sammen ligebyrdige og for så vidt irrelevante. Den som påstår at han fortæller en samtidshistorie er en slave af samfundet der fortæller os at vi har en samtid. Det kræver vanvid at bryde ud af samtiden dem som ikke bryder ud af samtiden er ligeledes vanvittige. Kunsten kan deles op i dem som er brudt ud af samtiden og dem som lever i samtiden. Samtiden er det mindste der findes det værste der findes. Samtiden er en konsekvens af magten som er en del af samtiden. Den følgende fortælling er vanvittig for den påstår at være en samtidshistorie. Derfor er den følgende fortælling usand hvorfor resten af bogen vil være et forbitret opgør med netop denne fortælling.


Kvinden havde den samme drøm igen direktionsgangen hun stod med barberbladet i hånden. Han kom langsomt nærmere. Hun var ikke blodtørstig hun havde lyst til ham sært. Hun havde lyst til at hævne sig gennemkneppe ham og skære den af ham. Mændene klarede sig dårligt servanter tænkte hun. De klarede sig dårligt. Drømmen floppede. Han blev ført af fire allroundere. Det var normalbusiness. Ingen af dem var forfærdede men det var offeret han slog om sig med arme og ben men han kunne ikke ændre kursen. Hun stod slank og rank og smuk så han kom nærmere følte bladet. En japansk execution foreslog drømmen hvor man kirurgisk snittede alle samtlige lotusblade over så de faldt mod jorden en naturlov.
Siden Ødipus eller hvem det var havde kvinderacen triumferet. Drømmen havde jo faktisk et indvendigt skød blandede sig nubret i den scene som tilhørte hende. Hun ville tilsidesætte det skød drømmen foreslog og blot komme over ham og bruge bladet. Næst efter pikhovedet var det bedste sted øjenæblet men han fortjente først og fremmest pikhovedet. Så pikhovedet faldt mod direktionsgangen fadt overmandet.
Han var bundet men hun kommanderede disse allroundere væk det var hendes fortjeneste. Det var hende qua barnet hans fuckup hans lort at hun skulle være alene med den seance han fortjente mere end nogen anden. Drømmens lys snurrede ind gennem glasset men hun følte sig koncentreret meget koncentreret og stod over ham en Medusa over sit regime og så ham ryste og bruge synet som om medlidenhedskvoten netop befandt sig i synet hvilket hun havde overstået som trainee. Hun flåede bukserne af ham bedst også med skjorten og slipset vigtigst underbukserne så nøgenheden modstillede dem mest muligt det var sådan hun ønskede det optimalt.
Så skar hun den lille straf ind i ham bestandigt. Så skreg han. Så lo hun. Så lå han sammenkrummet på gangen det skrækkelige foster hylende mod drømmens tribunal men det nyttede ikke noget. Hun bøjede sig ned over ham med bladet hvilende der hvor blade succesfuldt hviler demonstrativt så straffen kunne ødelægge ham fysisk og visuelt for altid. Med det mindste af øjnene kiggede den skamferede mand op på hende og hun kunne ikke sige om han kunne se hende så hvid var han sammenkrummet. Derpå smed hun det bloddryppende blad ned på manden hvorved en skær lille flænge opstod hvor frygten i blodet måske kunne rende bort men det kunne det ikke. Hun stirrede på ham et langt sekund. Han skulle vide det. Direktionsgangen var nu en samlet lomme af tømte kontorer og kontorlandskaber hvor alle passede sit eget hvorpå hun samlede den afskyelige stump op og kom den i lommen og så gik hun bort i lutter sød hævn.

En facade en facade mere en slice vandet. Den er syv nul et klokken. Regnen trommer på forruden så hun sætter viskerne i gang så viskerne tilsidesætter dråberne så forruden giver hende udsyn. Hun ser biler som kører mod centrum foran hende. Altid fikst med bagrudeviskere tænker hun. Men mindre effektive. Men en kontakt opstår mellem bakspejl mellem bakspejl så der opstår en kontakt hun i bund og grund skider på. Den er syv nul tre klokken den går ikke længere den bevarer sin resistens skønt facader skønt facader har et hemmeligt ønske om at smide tiden i havnen. Tiden optræder som en lineær en lineær stolpe gennem verden. Hun sætter bilen ned i andet gear køen forlanger det og tiden vinker hende blot langsommere frem som en lineær stolpe der gennemtrænger verden. Tidligere tider har fablet om genkommende tider og en skinnende cyklus men mennesket var blot skadedyret der hjulede rundt om tiden som om man havde al den tid i verden.
Det er ikke kvinden som tænker på tiden.
Det er tiden som føler sig forladt.
Cinemax har et billboard reklamerer for en ny film. Tre smukke unge kvinder konfronterer kameraet men kameraet er fraværende men det er billboardet ikke. Hun ser på deres arme de er slanke og veltrænede. Det er som om en mand ville møde sit endeligt hvis han kom dem for nær. Han ville krakelere. Han ville skære sig på sener og reflekser hvis han kom skuespillerne for nær. Han ville muligvis opnå eutanasi. Et skadedyr.
Et kort øjeblik fungerer verden sådan at bakspejlet inkluderer bilisten bag hende og konsortiet foran hende og vandspejlet magnetiserer de smukke kvinders sener der forstyrrer vandspejlet og flår det som man flår et newzealandsk lam. Hun er naturligvis beyond den filmiske overføring og den overskudstilstand filmen repræsenterer men hun føler et koldt stik og får lyst til at køre hånden op og ned langs den frie arm som blot hviler på gearstangen. Stjernedrys det er stærkere end hvem som helst. De blå øjne er stærkere end hvem som helst hvad sker der med fastsættelsen af de nye kvoter tænker hun? For blå krystallinske øjne er smukkere end sorte øjne og brune øjne undtaget måske disse akvamaringrønne øjne men de er sjældne det er en standard verden har accepteret. Hun kigger i spejlet hendes øjne er lucide og klare som forarbejdede agater skinnende i den kolde morgen.
Syv nul syv tænder hun for Rundfunken. Værten er inde over Tibet igen de har det tilsyneladende ad helvede til tibetanerne. Munkene fik decideret tæsk på gaden af hypermobiliserede styrker der blev slået hårdt ned på demonstrationen hvorefter en velgørenhedspræsident problematiserer frihedsrettighederne og de demokratiske spilleregler i Kina så man automatisk synes det er synd for tibetanerne. Men de går rundt med orange slag og har kronragede isser og virker entydigt latterlige tænker kvinden og sætter bilen op i fjerde. Man bestemmer sig for at annoncere et moderat pres kontra Kina.
Syv nul otte annoncerer værten at Peter Belly har været udsat for endnu et drabsforsøg. Efterretningstjenesten yder ham beskyttelse nu døgnet rundt. Han havde udnyttet sine frihedsrettigheder Peter og ønskede at afholde en koncert mere ved parlamentet skønt der var probate moddemonstrationer men en mand fra mængden var brudt gennem jernringen og havde stukket en butterfly i skulderen på Peter der omgående var blevet bragt til Kurehaven hans tilstand kritisk.
Hun husker: jeg vil være din dengse i nat. Umuligt at sympatisere med sådan et menneske. Pigtrådsalderen. Først var der frie vinde og disse mennesker spænede mod disse frie alkover af nye vinde som langhårede besættere men så fandt man ud af at disse mennesker var imbecile snyltere der strengt nødvendigt burde losses af sted på en rumfærge hvorfor drabsforsøget ikke afstedkommer nogen synderlig indføling. Systemet spenderer skattekroner på en mandsopdækning det giver manden en masse presse. Hun kommer op i femte gear sludsneen baldrer mod forruden så dråberne minder hende om smattede projektiler der lynsnart verfes ud af blikfanget af viskernes lydløse bevægelser.
Heller ikke denne gang blev han nakket tænker hun.




Kvinden ankommer til Boomcity hendes arbejdsplads. Industrigrunden er stille bommen går rettidigt op hun hilser på sikkerhedsvagten de kender hinanden: hvis en vikar sekunderer den faste vagt kan han hurtigt forsikre sig om hun hører til i Boomcity licensen sidder i forruden ude til højre synligt. Hun parkerer bilen svinger mappen over skulderen og roder op i håret så frisuren får den volumen hun ønsker. Med stylingmus får frisuren den rette volumen og det rette fald. Så går hun ind gennem den dobbeltautomatiske skydedør hilser på sikkerhedsvagten der kender hende via facetjek. Hun står et kort øjeblik i den kuppeltoppede aula og kommer til at tænke på skuespillere med stærke ranglede arme hvorfor sikkerhedsvagten studser og spørger hende om hun har glemt noget hvilket hun benægter hvorefter hun tager elevatoren op til syvende sal for det er her hun arbejder.
Efter facetjekket træder hun ind i landskabet buffet og indrettet så medarbejderne kan se og fornemme hinanden men alligevel synke ind i arbejdet med Boomcitys mange aktiver. Hun virrer op i frisuren hun hilser på Gerolsteiner der åbenbart har måttet se til noget tidligere end sædvanligt. Hun føler sig en anelse mørbanket kvinden og naturligvis en smule ør omkring æggestokken og livmoderen hvorfor kontorlandskabet fremtræder socialrealistisk og partikelkontrolleret. De fleste er mødt op de sidder vis a vis computeren enkelte telefonerer en fax skratter kom Peter Belly et par musikanter ind i en cylinder og forsegl den så man amputerer det meste af lyden så har den summende hvileløse orkestrering i landskabet. Men ophold dig i Boomcity i et par år herved får kobberkabler og bredbånd og tykmundede ledninger ligesom animistisk liv og inkuberer ligesom liv i det dybeste af overførselshjertet så det er som om lyden svulmer op og en dag eksploderer så den konsistens som brummen sædvanligvis udgør bryder ud som hvid ild.
Hun tænder for skærmen. Button-bestiller en latte med sukker. Hun finder papirerne i mappen hun forsøger at ignorere computerens startmelodi de hæslige parader systemet benytter for at undgå popups. Der er efterhånden femogtyve singleselskaber som har headhuntet hendes særskilte data hvorfor email-timen begynder med at slette e-mails. Kvinden nærmest banker det altmodische v-tegn ned over e-mail-eskadrillen ubønhørligt og irritabelt derved hun ved hun spilder lønsom tid altid.
Så oscillerer nyhedsoverskrifterne vansiret: 1) det bliver ikke gennemtrumfet med Coopstadt-entry-afgifter 2) i Jammersminde har unge muslimer igen brændt biler af 3) under en lovlig afholdt koncert med Peter Belly på Zamenstein har en formodet aktivist forsøgt at knivdræbe sangeren hvorefter aktivisten blev overmandet af sikkerhedspolitiet hvorefter den dubiøse sanger blev bragt på intensiv hvor the doktor in charge betegner sangerens tilstand som kritisk men stabil 4) den kinesiske hær har invaderet Tibet. Flere hundrede aktivister er blevet dræbt hen ved to tusind aktivister studenter og munke er arresteret. Forud for topmødet stiller disse uroligheder Kina i et vanskeligt dilemma derved at den kinesiske udenrigsminister har været ude med et dementi.
Kvinden føler væmmelse. Så vidt hun ved er Tibet et afsondret ligegyldigt højland langt fra kvinden selv og hun forstår ikke hvorfor hun skal høre om Tibet. Hele Afrika er afsondret men man hører aldrig noget om Afrika man burde tjekke op på prioriteterne. Men nyhedsstrømmen er så kalibreret og hegemonisk at intet internt filter kan standse strømmen hvorfor e-mailtimen nødvendigvis bliver en blanding af worldnews og delete-procedurer. De myrdede munke strømmer udenom kvinden som sulfat.
Hun ved ikke hvor Tibet ligger? Hun ved de udstyrer sig med kolossale slag og ponchoer og foretrækker at sidde i øretæveindbydende stillinger at de må være efterkommere af Jesus hans fredslinje at de lader sig kronrage og spiser sure lamaer og at de går med imiterede lædersandaler da de højst sandsynligt er veganere og folk som keder sig finder det ofte nødvendigt at protestere.
For for kvinden er det en nem sag at slå sangeren Peter Belli i hartkorn med det tibetanske eksilfolk.
For det er typer der tror man kan slå plat på følelser sælge følelser eksportere følelser.
Hun tror da ikke kinesere kan være voldelige. De er plan-freaks ikke voldelige mennesker de sidder i giga-kongresser og ser ud som om de er ved at tude hele tiden og man har en landsfader i Kina hvis kontrafej hænger over talerstolen for ved hans ære ved man at volden skal minimeres.
Det som ikke foregår i Coopstadt samt environs rager hende en høstblomst sådan har alle mennesker i Coopstadt det men ingen indrømmer det længere. Det er den såkaldte demokratiske følelse som har vundet indpas i Coopstadt hvorved man har kanoniseret hykleriet strukturelt. De nye arbejdsfællesskaber har afskaffet disse gesoffne standarder hvilket har begunstiget samtlige rater og kampen står nu om etisk goodwill såfremt resten af Coopstadt ikke snart indser netop dette hykleri. Kvinden skal være den første til at anskaffe sig et større køretøj for i sidste ende overtriumfer køreglæden alle disse forestillinger om et homogent Tibet.

Han lader hende vide senioranalytiker Gerolsteiner at han lader skægget stå som en sympatiaktion versus til det trængte tibetanske folk. Han ligner en mand der har svært ved at stå på benene. Han ligner en mand med hul i skroget. Han ligner en mand hvis analyser nærmer sig bundrekorden. Senioranalytiker Gerolsteiner skvatter rundt nede på den fede røde bundlinje skønt Boomcitys kreditiver så åbenlyst oplever en bemærkelsesværdig højkonjunktur.
Han kommer hen til kvinden han mener det er oprørende det som foregår i Tibet. Han draperer det alvorlige ansigt. Han arrangerer det alvorlige ansigt rynket og empatisk så han muligvis facetjekket imiterer tilstanden i Tibet men hun ønsker blot han går og lader hende være i fred. Senioranalytikeren kommenterer på den kinesiske belejring af provinserne og blokaderne i forhold til øde bjergbyer som Hezuo hvor indbyggerne ikke har fået friske forsyninger i flere måneder hvorfor internationale hjælpeorganisationer er kommet til området med den konsekvens at tensionen mellem det internationale samfund og de kinesiske myndigheder er ekstraordinær.
Han erklærer at hvis han var tyve år yngre så var han draget til Tibet for at uddele korn og ris og mælkeerstatningspulver og hvad man ellers behøver i en undtagelsessituation naturligvis med fare for lemmer og lever og kvinden rager skægstubbene af idioten og forestiller sig analytikeren tyve år yngre på en hyklerisk pickup sammen med andre velfærdskomedianter: en banebrydende nærmest vitalistisk bjergskråning og konglomerater af emmende klipper der nær snubler ned over den hvinende skråning og vildfaren timian og hvad hun ellers ved om højdesyge og kværulerende lamaer og dervishlignende eremitter der skuler mod enhver vesterlænding med gode intentioner om hvad de laver i denne del af verden?
Hun ser de toppede selvfede munke appelsinorange og selvindeholdte de skuler ud mod verden barrikaderede af krucifikser og arabesker og altre af fedmeklienter tilsyneladende dannende en sær kongruens mellem indsigten og fedmen anklagende anklagende den ganske verden med hævede pegefingre om besindelse og skildpaddeniveauer. Det er hæsligt.
Stod det til denne verdensfjerne klan ramlede pickuppen i afgrunden og senioranalytikeren samt de andre nightingales fik ikke en chance: blot resterer der denne uhyggelige ekkotrappe af skrig fra de frivillige inden stenmassen massakrerer dem alle.
Hun har allerede set senioranalytikerens død erklærer kvinden senioranalytikeren derved han således taber næse og mund og fortrækker. Bag det buffende implantat kan hun ane hans bestyrtede isse. Det motivationsfremmende kunstværk lader heller ikke noget tilbage.
Speednyhederne annoncerer at hovedstaden Llasa er ragnarok. Besættelsesmagten har sat sig på lufthavnen og U-ringen og de store færdselsårer sådan som militærlogistik ræsonnerer. Men i sidste ende bliver Tibet ganske givet et haven for hele menneskeheden eftersom gletschere og gletschere pyroklastisk går i stykker i varmen med den konsekvens at menneskeheden må flytte op ad tinderne og en dag nå Zeus’ gump. Og ikke nok med at folk og fæ gumler på cocablade det gør ingeniørerne og præstationsagenterne og kunstværkerne og analytikerne tilmed hvorfor man ender op med en race af permanent skæve mennesker der raver Zeus i røven tænker kvinden.
Indtil døden og braget afvikler det hele.
Det sidste man hører er Peter Belly: åh Lhasa - åh Lhasa - vi tænker på dig hele tiden - I har vores sympati - I har vores sympati - firetyvesyv - firetyvesyv. The fucking western show. The fucking western show.
Twentyfourseven.
Twentyfourseven.
Det er nær ved at være en sag for internagenten tænker kvinden - med Gerolsteiner. Står han ikke der med sit fjæs med den citar og alluderer til Peter Belly med det nys svulmende skæg?
En e-mail klikker ind stopper strømmen. Det er den mail. Det er den mail som ikke må komme. Hun koncentrerer sig om tallene de børnesyge decimaler og de uregerlige brøker. Men hovedstolen vokser sværmerisk. Asbest trænger ind i ekvipagen af tal og får dem til at svulme op som mæslinger. Brøkerne fragmenterer. Decimalerne falder fra hinanden. Procentsatsen slører voltigerer over linjen som om smoggen var et bundlinjefaktum.
Kvinden kniber øjnene sammen men opnår blot den effekt at krudtrøgen over Lhasa forvitrer sig ind i landskabet og laver tallene til mæslinger der pludselig blinker som en misholdt reaktor. Planøkonomiske flyndere der er kaldt til reaktoren omgående og giftskyen der kondenserer over byen og alarmerne der tuder og evakueringen som brister i enhver henseende i forhold til evakueringslogik.
Kære skat -
Jeg har prøvet at ringe til dig så mange gange, men du tager aldrig telefonen. Hvorfor ikke? Hvorfor vil du ikke snakke med mig længere? Har jeg gjort noget forkert? Hvis jeg har må du sige det til mig for jeg kan ikke holde det ud længere. Jeg tænker på dig dag og nat, og jeg ser dig hele tiden på gaden. I går nat, efter sessionen, stod jeg nede på gaden og kiggede op på dine vinduer. Jeg rystede. Jeg har det forfærdeligt. Det er som om mit hjerte ikke kan slå videre - hvis jeg ikke får dig at se. Min terapeut siger jeg skal give dig tid og give dig fred, men jeg har ikke kræfterne. Jeg kæmper med at spise. Hver mundfuld er en overvindelse. Det var fantastisk at besøge Theben med dig. At gå rundt i de gamle gader og sejle i gondol også selvom mændene var smukke og slanke. Jeg havde det som om jeg ikke havde noget at frygte længere. Det var som om din kærlighed overvandt alle forestillinger om det modsatte; at den kraft, som udgik fra din kærlighed, trængte ind i mig og gjorde mig sund og strunk. Jeg følte mig usårlig. Da jeg købte armbåndet til dig var jeg verdens lykkeligste mand. Nu er jeg verdens mest ulykkelige menneske, men en lyd fra dig kan forandre alting.
Jeg vil se hele verden med dig! Jeg vil besøge alle steder med dig. Vi skal holde hinanden i hånden, og alle tiggere skal få en mønt. Hos det ene gadebarn efter det andet skal vi skabe glæde, og så tjekker vi ind på det firstjernede og elsker til den lyse morgen - vil du ikke det sammen med mig? Champagne fra morgenstunden, melon i skiver og friske druer? Lyder det ikke lækkert? Åh, skat - svar mig nu! Jeg bliver vanvittig.
Jeg kan ikke gå på gaden uden at se dig. Det er som om alle kvinder annekterer netop dine træk, så turen ned ad gaden bliver en lang genkendelsesproces, hvor jeg ser dig alle vegne, og drømmer om at holde dig i hånden, og være din mand. Og gøre dig stolt. Være enestående i kun dine øjne. Dit lingeri ligger her på bordet foran mig i skrivende stund, og det sker at jeg tager det i hånden og lugter til det, hvorved du bliver lyslevende, hvilket accentuerer mit savn så meget. Jeg forstår simpelthen ikke hvorfor du ikke vil snakke med mig? Jeg har ransaget mit hoved igen og igen, min erindring, men jeg kan ikke komme på det. Du er ved at slå en mand ihjel, men det er sikkert ikke det du ønsker? Elskede - lad mig vide hvad der sker med dig?
Din
Lais -
Hun klapper fingeren ned på slettetasten meget hårdt sikkert alt for hårdt for Bøffen som de kalder ham for meget fitness simpelthen ser konsterneret på kvinden og spørger om alt er i orden? Hun nikker. Omsider får computeren molesteret mailen kastet den ud i æteren hvorefter hun vender sig om mod Bøffen hvad han ønsker?
Vi har en briefing om ti minutter. Lokale trehundredefjorten. Hun sikker. Hun puffer op i håret for at skalle sig fri af mailen men den bliver hængende som en autografjæger. Hun ryster atter håret ser ud af vinduet på den skyllende akvædukt en miniature og den virak af blinkende våde sten hvis prismer er effekten af det løbende vand.
Om sommeren sidder man derude for at ryge.
Sommer i Tibet den kalender af total fortabthed man forlader sig på i Coopstadt hele landet.
Hun så engang en feelgood-film hvor en anstrengt engel svævede rundt over en by sommetider landede den filmen var kunstlet og ulidelig tænker kvinden. Hun stirrer på pauseskærmen hvis melodiske psykedelia skal fjerne den eftertanke at friheden og fraværet af enhver metafysik udsætter den enkelte for et uoverskueligt rum af nuancer hvorfor konsistensbestræbelserne bliver så meget desto mere bryske og ubegavede.
Men det evner kvinden ikke at tænke - hun falder i staver. Men hun kommer til sig selv da Bøffen atter kommer hen til hende for at minde hende om briefingen. Hun pjusker op i håret tager mappen under armen og forlader landskabet. Hun drejer om det cellofanerede hjørne ned ad gangen sætter små aftryk på gulvtæppet og betragter indolent den strømmende strøm af lokalenumre der hæderligt følger hverandre. Hun træder ind i trehundredefjorten som en af de sidste. Supervisoren står ved ledelsesbordet allerede parat. Han noterer hvem der kommer ind sandsynligvis tæller han op eller ned for at sikre at alle møder frem og da alle lidt efter er mødt frem begynder han briefingen med at lave status over aktiviteterne i Singapore hvilket han øjensynligt nyder moderat.
Han pointerer at målsætningen er nået. Han laver en kunstpause en sammenhængsstatuette for samtlige fremmødte hvorefter de alle sammen klapper. Da vinduerne er lysregulerende falder lyset blødt og venligt ind. Hvis nogen havde fundet på at åbne vinduerne ville man kunne høre den liflige akvædukt udenfor. Man havde krummet sig sammen som et badedyr og flydt langt væk. Som Hodja fra Pjort.
Kvinden skænker mineralvand op - den saglige manøvre virker smittende på flere andre flere andre skænker mineralvand op og nipper til væsken. Hun kigger på tabellerne den lille mus stagnerer et øjeblik inden den fræser videre over skærmen mod andre tal eller kurver. Hun tager mere vand til sig for sjakalen rumsterer i maven på hende. Hun har det som om flasken med mineralvand er svovlsyre eller cyanid i form af væske og hvis bare hun kværker nok så dør sjakalen omgående og hun er fri igen. Hun ser for sig hvorledes den dødelige væske løber ned gennem spiserøret og ned i maveregionen og ud i hele kroppen og siver ind i livmoren og i æggelederen og hvad hun ellers har og bedøver og kværker og smider sjakalen langt ud til højre et sted hun ikke behøver at kende.
Det klarer op i vejret. Glasset foranstalter en regulerende betoning således at det indfaldende lys ikke bliver blændende. Men hvad der føles som en krum tå måske allerede iført krumme negle skraber mod indersiden af maven som om sjakalen måske har vendt sig i søvne.
Det bliver således en joke en joke for kvinden for alle i lokalet da supervisoren beder kvinden om at supplere med hendes tal. For hun har ikke hørt et kvæk. Hun har ikke frydet sig over kurven. Hun har ikke frydet sig over omsætningsaccelerationen. Hun har kort sagt været fraværende. Kvinden rømmer sig roder med papirerne. Fra det indre af en serbisk børnegrav kommer de omstændelige tal fra kvindens mund som om hun ikke selv artikulerer dem.

Kvinden tager elevatoren ned til terrænet pjusker op i håret og åbner døren og smækker døren. Hun føler sig ør i kroppen kroppen har ligesom fået sig sit eget liv. Hun starter motoren svinger ud gennem grunden nikker til sikkerhedsvagten og nyder den forestående fart.
Hun aner ikke hvor hun skal tage hen. Hun rammer Bremerpassagen skyder ind i den u-formede tunnel der er anlagt rundt om Coopstadt og hun ser distræt på den stroboskopiske kolonne af Alpegule lys der suser henover bilens kabine. Et øjeblik er det som om tunnelen er uendelig at hun aldrig kommer ud i dagslyset igen hvilket hun registrerer som en rar følelse.
Så kommer hun ud af tunnelen i Europaparlamentet har udenrigsministeren taget sagen om Tibet kontra Kina op det beretter Fundfunken slavisk. Man fordømmer fra europæisk hold den systematiske tilsidesættelse af menneskerettighederne i Tibet og i Kina men kvinden kommer til at tænke på at hun aldrig har begrebet hvad menneskerettigheder er.
Fri luft?
Fri overflyvning?
Fri forplantning?
Frie tanker og partnere?
Muligheden for at realisere sig selv? Fri forplantning? Kina har ophævet etbarnspolitikken hvorfor den kinesiske befolkning nærmer sig to milliarder nok til at begrave den degenererede amerikanske nation efterhånden hvorved hun kommer til at tænke på Duffets gamle bemærkning om at det kun var degenererede bønder og forhutlede kriminelle der i sin tid tog over there for at få fri jord og starte en ny tilværelse efter hvilken verden aldrig har været den samme.
Ude af tunnelen rammes hun af det ufiltrerede lys skånselsløst. Hun svupper solskærmen ned. Hun tager solbrillerne op af tasken placerer dem omhyggeligt og mærker igen sjakalens autoregionale manøvrer i maven hvorefter kvalmen sætter ind. Sommetider nyder kvinden at køre retningsløst omkring men ikke i dag. Hun mærker en begyndende panik trafikken omkring hende optræder harceleret og komprimeret og hun bestemmer sig for at køre ud til Eisenbrennerparken.
Rundfunken gennemgår superligaen. Så gennemgår den vejret som efterhånden har fået så meget sendetid at vejrprognosen konsumerer adskillige minutter. Så får hun øje på det enestående ciselerede kvadrat af træer og buske og bænke og buster hvor hun agter at sidde en stund for at samle tankerne. Altid har hun hadet parkernes somnambulisme ihærdigt idet parkerne altid foregiver leisure følelsen af at man burde være ovenpå at man kontrollerer stressniveauet og det er i parken man lufter de ekshibitionistiske ønskebørn når de omsider er kommet til verden og det er i parken man oftest foregiver at kunne sidde sammen i en tibetansk rundkreds og drikke en pilsner mens man nyder det gode vejr. Sidder man ikke i den florlette rundkreds sidder man pinedød ensom på en af parkens mange bænke og raller i sindet tænker kvinden.
Afdøde afsatte altmodische digtere skal man oven i købet betragte som de står her i historiens afdøde karlekammer komplet ubrugelige. Rakkerbørn kravler op på skødet af dem japanske turister knipser billeder en masse mens den snobbede gåsefjer leder efter den næste bevingede frase. Oven i hatten oven i kvalmen er det en sand dødssejler tænker kvinden og parkerer bilen og køber en parkeringsbillet og hun går ind i parken.
Sikkerhedsvagten løser krydsogtværs bemærker hende ikke. En prakket gartner skubber vognen frem stiller den tager riven i hånden og giver sig til at slå grus og kvinden går udenom men han bemærker det ikke en skarv er kommet vildt af sted og flakser over elmetræerne inden den opgiver at finde hjerteland og slår sig ned. Hun går i en vid bue udenom det naturkongeniale kunstværk der organisk krummer sig rundt i allehånde bølgende retninger så folk og fæ kan komme tættere på kunsten da kunsten også udgør en kapital for Coopstadt.
Hun finder omsider en bænk men kvinden har svært ved at sidde stille. For hver gang hun ophører starter sjakalen med at sparke. Det er deciderede bevægelser og handlinger der holder sjakalen stangen. Lorten udvikler sikkert negle og flere kromosomer by the minut hvilket forfærder kvinden hvorfor hun pludselig får lyst til at styrte af sted men hun slår det hen og tvinger sig til at sidde stille mens en patetisk pensionist hvis ægtemand er hedengangen stavrer forbi støttet til en rollator. Da pensionisten virkelig passerer kvinden ser pensionisten op som om hun søger kvindens blik for at foranstalte en venlig men medlidende procedure der kan flå det meste af de kommende fem ulidelige minutter men kvinden orker ikke spillet og kigger ud i luften hvor intet andet end virksomme satellitter optræder.
Men naturen er efterhånden usynlig i luften. Men fermt har teknologien assimileret sig ind i luften og brudt med naturen for at komprimere samtlige signaler hvorfor man har en diffus masse af noget som er støvsuget bort og en tindrende masse fuld af oversøiske signaler som man ikke kan få øje på. Og hun kommer til at tænke på at denne giftige masse af koder og signaler og usynlige antenner muligvis er toxide og trænger ind i hende og slår sig på moderkagen og forkrøbler barnet så det kommer ud af hende en skønne dag uden hoved. Derved at fødselslægen og jordemoren gisper da de ser skarnet og vender hendes ansigt væk så hun aldrig kommer til at konfrontere sjakalen hvorfor hun er absolut fri atter.
Det er virkelig virkeligheden: en falden pensionist slæbende sin rollator ind i rumalderen. En skarv der har opgivet at finde Lake Erie. En sikkerhedsvagt der løser krydsogtværs og en prakket gartner uden fremtid der harmonerer det skidne grus. Gerolsteiner der lader skægget gro for at sympatisere med en beskidt virtuel klan langt væk.
Så hører hun larm. Larmen kommer nærmere. En klike teenagere de kommer støjende hen imod kvinden. To piger tre drenge. De vader forbi hende nedværdigheder hende ikke et blik. De besætter den næste bænk. I andedammen løfter en næbbet hun hovedet. Fra den bærbare kommer slatne pumpende rytmer som om musikken ville signalere at man skal huske at holde sig oprejst altid være lidt vågen for ellers kan man slå sig. Det nytter for samtlige medlemmer i klikken lever inde i musikken ja de deltager de udfører musikken for der er ingen afstand mellem dem og musikken.
De er gået i et med musikken.
Ja de er blevet superstjerner. De ligner musikken. De er musikken. Musikken er dem. Den er ikke længere. Kluntede aber de omkring i slackjeans hængende nede over røven grandiose snickers kulørte bælter og vertikalt fedtet hår sat med hårspray. De er næsten ved at bumpe ind i hinanden hele tiden. Så meget lever spillet. Pigerne er ludende skrå. Drengene tjaller akavede rundt og strammer cirklen bløder den op holder topunderholdningen kørende.
Fniser spytter hvæser skoggerler.
Vi er alle sammen samtiden. Den er os. Vi har ikke en chance. Vi har kun fordommen resterende. Vi er fordommen. Vi har ikke en chance. Vi er udset afsløret programmeret efterkommere og afsløret. Vi er latterlige efterkommere af produktionen der har afsløret os og infantiliseret os og gjort os til uselvstændige fordomsmaskiner.
Kliken tilter således omkring thi verdenssummen og samtlige fordomme betragter dem. De er udset overværet ustandseligt. Det bestemmer hvorledes de bevæger sig hvad de siger hvor de spytter hen. De er aber i et bur men da de er teenagere fatter de det ikke for de tror verden ligger åben for deres snickers. Den ene knægt samler en sten op. Han kaster den op i luften han griber den. Hvis gassen går ud af klikken finder han på noget der kan maksimere gassen for klikken igen. Måske er gassen ved at forlade klikken for han kigger pludselig omkring som om han forventer at finde et oliefelt et sted i parken.
Så kyler han adstadigt stenen over mod andedammen og rammer andemor i synet. Det er for sygt han ramte den i synet hvilket afstedkommer en forbløffet potpourri af forbløffelse og benovelse og letbenet væmmelse hos den ene af pigerne.
Anden skræpper. Hannen bakser surt omkring for at finde interventionismen. En lille yndig knaldperle af blod stimler ud fra hunnens hals. Kvinden ville komme til parken for at reflektere men hun bliver suget ind i klikens indre anliggender. Kasteren skvatter rundt mellem stolthed og indlært falden empati. Så forsvinder hunnen under overfladen og hannen dykker men kommer op med nada. Du har sgu dræbt anden siger den ene knægt. Det er for sygt. Det handler om at være smart her i samtiden altid være smart agere smart og respondere smart og ikke miste fatningen thi det er næppe smart.
En paralyseret koldfront omslutter klikken. Bevægelserne der førhen var så afmålte og klumpede akrobatiske er nu frosne og afventende. Kasteren får et tøvende dask. Kvinden kigger over mod betjentenes parkhus men de har øjensynligt ikke set noget. En oldnordisk impuls rammer kvinden hun er ved at sætte af fra bænken men kontrollerer impulsen og bliver siddende. Således er samtiden en kort stund lammet skønt samtiden ikke kan lammes.
The old bag saw nothing.
Sikker?
Deadsure.
Men hun har set det. Kvinden giver sig til at stirre på klikken. Det er pigerne der først opdager det.
Hun så det altså.
Fucking lige meget.
Sne begynder at falde. Klikken ligner pludselig noget man kunne havde udstoppet på Glyptoteket. En medicineret mammut der er blevet overrasket af en megatsunami og som nu ligger slagen i den isnede brodsø. Hormonerne har ingen flugtruter. Det er drengene som først begynder at vrikke og ælte og bukke og bruse. De klumpede smittende bevægelser med hofter og hvad-så-fingre omringer efterhånden den sarte klikke gennemtrænger den og som små påpasselige værtinder overtager pigerne lokomotionen hvorefter hele klikken svajer unisont.
Fra kvindens hoved kommer der tyste reprimander.
Hun hører dem I skulle på kostskole hele banden f.eks. men hun er ikke herre over dem. Det er noget oveni hovedet på kvinden som altså kommer fra kvinden og som hun ikke kan styre og hun kan heller ikke styre at hun er bedøvende med klikken og at hun ønsker at genoptage sine meditationer og glemme klikken men hun kan ikke for det er som om hun kager gennem den faldende sne og lander i klikken og bliver et med klikken således at hun pludselig er teenager. Der er intet der adskiller kvinden fra klikken. Hvad skulle det være?
Hvilket filter skulle det være?
For i bund og grund i samtiden findes der ikke noget filter længere. Alle personligheder er invaderede personligheder uden barrierer der når som helst kan blive en anden personlighed. Den individuelle fernis er en forulykket suttesten - kultiveret som et forlorent våben. Så nu rakker kvinden monstro rundt i klikkens klima som en af dem hebefrent vuggende til den pumpende dorske musik og hvis hun prøver at komme væk eller overtage sin gamle personlighed så lykkes det ikke. For samtlige tidens myrer kravler på huden. En gigantisk kapitalistisk produktion har nedbrudt det enkelte menneske.
Bedstemor med slag i erklærer overfor den hebefrene ungdomsklikke at ænder er der nok af om de ikke skal skride? Susende rundt i kommandovejen mødende hierarkier og associationsfaldgruber suser forslaget rundt i klikkens senat hvorefter alfahannen nikker og klikken giver sig til at gå. Langs med podiet de går. Langs med blændingen og langs med mulighedernes champagnepropper de går badet i verdens udelte opmærksomhed som modeller og rockstjerner og førsteklassesrebeller. Den ganske verden overværer dem for hvert skridt de tager. Det er som om lyssætningen er reguleret i forhold til dem settet sat i forhold til dem som om Tibet blot lider og bløder for deres skyld. Ønskebørn! Sjakaler!
Jeg vil være rockmusiker!
Jeg vil være supermodel!
Jeg skal have mit eget firma jeg gider ikke arbejde for nogen! Det er kvindens hoved det er manglen på afstand det er den endelige sammensmeltede kollektivitet hvor alle er alle andre. Og den røde løber fører direkte ud af parken ind i Coopstadt hvor paparazzier venter på dem med glohede knipsefingre når de ankommer en smule for sent.
En skarv som endnu ikke har fået øje på den røde løber flyver konfust over parken. Den sætter sig monstrøst på den irrede gåsefjer hvormed den håber på at opnå forfremmelse: superskarven!
Hun betragter klikkens rygge: A silverscreen. Sportsvogne pindemadder glitrende lobbyer med lapsede palmer receptioner og pressestunder og sponsorater og aftaler under bæltestedet og udvidelsesmøder og centrallås og skattely og feberskinnende yachts og kystvejen ved Nice og tre dage på luksushotel i Coopstadt og astronomiske snitter og powershopping og fem kilo til skarven mor hjemme i Platstadt der lider af panikangst og forhøjet blodtryk.
Ude af syne klikken sidder kvinden tilbage med billedet af Promenades des Anglais hendes issues. Når hun bliver stor demonstrerer hendes forstand skal hun være danser: det blev røven af fjerde division: Bøffen og Gerolsteiner - Las. Den lille drømmende pige spadserer langs med promenaden med en eller flere slægtninge hvoraf en holder hende i hånden og om lidt skal hun op i det forjættende pariserhjul men sneen tiltager i styrke og hun bliver nødt til at puste næse: det blev røven af fjerde division.
Han er ikke mand nok Lais. Han mangler noget reflekterer kvinden. Og barnet kommer derved til at mangle noget skønt det er en helt uhyrlig tanke hende og barnet. Hun er ikke den slags der bare glemmer alting de mål hun har sat sig for at trille rundt med en barnevogn indbildt fyldigere og lykkeligere som de andre mødre der ikke satte sig mål i tilværelsen. De andre mødrene besværer sig med at se lykkelige og fyldige ud men hun er ikke sådan. Hun er mere maskulin forstået på den måde at hun ikke spreder benene kom og tag mig med gynækologisk velvillighed og lader stodderen komme til og erobre hende for at henvise hende til gadernes dræbende virkeløshed. Hun er sådan at hun må fortsætte sin mission sammenholdt med de andre kvinder der smatter ud på fortovet som kasserede østers så snart de har fået den unge de altid har ønsket sig og hun ønsker sig ikke en mand der romantisk-automatisk inviterer hende med til Theben for at sejle i gondol og spise fancy mad og gå hånd i hånd mens en kasseret kunstmaler forsøger at komme til at lave hendes portræt på en meleret plads hvor millioner af beskidte duer tripper omkring og æder råddent brød mens kvalitetsbesøgende søber kaffe og nyder en i forvejen slatten vintersol. Hun er ikke sådan at hun gider besøge den ene berømte katedral efter den anden skaffende sig overflødige informationer om orglet og døbefonden og katedralens sammensatte stilistik. Hun er ikke sådan at hun gider tage manden i hånden og foregive at være et par. Hun bryder sig ikke om at kysse de færreste mænd kan finde ud af at kysse. Hun gider ikke lade sig dupere af Thebens tusindårige historie og lagunens lunefuldheder og den venetianske renæssance og de nonneklistrede lagner og gondolførerens klistrede smil og de håndudførte karafler og de små melerende sukkebroer hvor det ene par det andet cinematisk kysser hverandre. Hun gider ikke indordne sig under Thebens vamle madkultur med sleske tjenere og kokke der vader rundt i restauranten som om gæsten blot var en tilfældig tigger. De gamle mestre skeletter i adskillige århundreder som enhver kvalitetsbesøgende bare må se proletariatspensionister med logrende ægtemænd og plaprende guider der fortæller beskueren hvorledes den gamle urinforstokkede mester på sit dødsleje fik malet den om oraklet fra Amalfi.
Hun gider ikke tvinges til at se kvinden. Hun vil se selv. Hun havde brokket sig over Theben men han havde insisteret. Han var kommet med blomster til hende påskeliljer og det som er smukkere og de havde set gejlede processioner vade gennem Theben for at besørge at frelseren var blevet korsfæstet og var faret til himmels som en rumraket hvorfor den arme menneskehed ikke havde andet at spejde efter end det tomme uanede rum. Om aftnen gider hun ikke korse arme og ben for at lytte til Verdi når han bunkepulende forsøger at få sit publikum langt op at køre. Hun gider ikke Lais kommer ind til hende om morgnen med en sølvbakke med alt hvad der hører til af melon og stærk kaffe og mærke ham komme ned i sengen for at baste hende fast kys på kys.
Hun gider overhovedet ikke Theben dannelsens fadæse. Hun er ikke nogen humanistisk snob. Hun går ikke i selvsving over en død and. Hun kimer ikke nogen ned om natten for at sige hun elsker dem. Hun drikker ikke drinks for at føle noget. Hun hader kvinden at holde nogen i hånden. Hun gider ikke pukkelryggede shoppingcentre med trafikproblemer hvor man stæser omkring for at finde den rigtige lift til rollingen og det rigtige til barneværelset og det rigtige tapet.
Hun havde sagt til Lais bestemt han skulle huske at trække sig ud. Hun gider ikke have børn. Men stodderen må have vadet rundt i sin romantiske døs og pikken er så gået i selvsving og han har glemt at trække sig ud. Hun gider ikke ligge med spredte ben og køre med på den med kærligheden og den eneste ene afløsende blot en anden træls helligdom og invaderet af kapitalinteresser indtil man står i dyrt skrud i en eller anden fotogen landsbykirke.
Hun gider ikke glo på Bøffens statur. Kvinden er selv mere behændig mere nuanceret. Hun ville vide hvornår man skal slippe jernet. Hun ved at man skal mønstre en balanceret entusiasme. Ikke se så fjoget ud. Ikke være så nørdet ikke tale så meget i telefon ikke falde så meget på halen ikke tro så meget på enbåren kærlighed ikke komme i bukserne over Theben ikke vræle så meget over Tibet ikke tænke så meget over afbrændte biler og ignorere Peter Belly for alt hvad han er værd og lade disse skide teenagere vokse op for at indse at podiet såmænd blot fører dem til Dødehavet. Hun gider ikke falde i svime over at Gerolsteiner lader skægget stå for at sympatisere med munkene for disse munke har aldrig sympatiseret med Gerolsteiner for de aner ikke en fløjtende fis om verden udenfor Tibet. Hun gider ikke aflevere sjakalen til verden for at denne umættelige sjakal kan række ud efter hendes faldende bryster og lynhurtigt gøre dem til støvsugerposer. Hun gider ikke forklare Gerolsteiner at han til forskel fra hende ikke har nogen realistisk opfattelse af verden og hun gider ikke forklare bøffen at han burde svømme i stedet for at pumpe jern og hun orker ikke at deltage i integrationsstyrken så man kan få indvandrerne i beskæftigelse.
Ih her er en solplet kvidrede Lais i Theben.
Ih sikke et flot kirkespir ditto.
Ih sikke en flot sukkebro.
Ih sikke en flot tournedos.
Kvinden nikker. Alt er set alt er sket alt er overstået. Alt er en reprise men hun gider ikke sige det til Lais. Og det er et faktum hun skider på: at de alle sammen er uvidende forsinkelser. Af noget som er sket af noget som måske aldrig er sket for verden er på en måde aldrig sket. Den ligger derude som en støvsugerpose og jo dummere man er jo mere stopper man ind i posen for at få det til at ligne. Jo mere ligner det noget. For det skal jo ligne noget. At man er et suverænt menneske med en suveræn forståelse af kærligheden og af Tibet. At den kærlighed man oplever er enestående unik. Det man oplever er unikt. Det man er er unikt. Det gider hun ikke sige til dem.
Skarven som atter flyver over parken har ikke disse kreative onder. At det skal ligne noget ikke bare ligne noget men være unikt. Den behøver ikke finde sig et lokum for at skjule at den skider. Den behøver ikke udstråle at den er unik og at den sympatiserer med andre fuglearter ækvatoriale eller nordiske. Sneen lægger sig på grene og røde bær. Det ser nydeligt ud men det er aldrig nok at noget ser nydeligt ud. Det er påskelammet det er uskyldens barnebrude det er asiatisk finesse det er frostens smukke ventiler af ren oxygen. Det barn skal væk i en fart tænker kvinden.

Hun kører ind i Kadmostunnelen. Hun tænder for Rundfunken som åbenbarer et lavtryk over Hebriderne. Hun tænder en killercigaret og kommer til at tænke på at tjæren og nikotinen forplanter sig til barnet som endegyldigt bliver narkoman. Hun suger røgen dybt ned i lungerne. En studievært på beat annoncerer dagens gæst. Dernæst den efterfølgende kampagne. Hvis man smider smøgerne og mister over fem kilo og fortærer over tre kilo grønlangkål om ugen så kan man vinde førstepræmien. Førstepræmien er en tur til De Grankanariske Øer med alt betalt. Men kvinden hører ikke ordentlig efter så hun misser nogle af udsagnene og er så hooked på igen og hører ordene personlig instruktør og badevandet er over tyve grader året rundt og alt er betalt men det kræver en koncentration at følge med som kvinden ikke besidder lige nu så det er som om hun knalder hovedet mod de løsrevne gloser og bliver kastet rundt som en ballon i vinden.
Så blinker enerverende de røde advarselslamper i tunnelen. Hun gearer ned og håber på at komme gennem trods alt med en gennemsnitshastighed på de tres men snart bliver hun tvunget til at stoppe helt op. Der er sket en ulykke. Rundfunken annoncerer også at der er sket en ulykke i Kadmostunnelen hvorfor bilister bliver rådet til at finde andre veje. Kvinden skodder smøgen og sukker.
Telefonen ringer.
Det er ham.
Hun aktiverer den lydløse. Sommetider er det som om telefonen jumper når nogen virkelig ønsker at tale med en. Måske har hun det indtryk fra tegnefilm? Telefonen smatter bort men så ringer den igen og hun sætter den på lydløs igen. Rundfunken kommer med den der skingrende jingle når den stiller om til trafikværten der fyndigt annoncerer at der har været et harmonikasammenstød i Kadmostunnelen hvorfor alle bilister rådes til at finde andre udveje. Oprydningstjenesten har svært ved at komme igennem for også nødsporet er åbenbart blokeret. Kvinden hører de sydende sirener. De kommer galopperende som isnende skorpioner ned langs rygraden og op i nakken og ind i hjernen som vand der koger.
Klokken er sytten fjorten. Hun ser på bilisten ved siden af hende der telefonerer. Skat kommer ikke hjem til aftensmad. Der er sket en ulykke. Den gipsede fernis af sagtmodig resignation dækker det udtryksløse ansigt. Bilisten slukker for mobilen og stirrer frem for sig. Så fatter bilisten at kvinden stirrer og deres blikke kolliderer hvorefter de begge slår blikket ned.
Kvinden trommer på rattet. Hun tænder en cigaret og hjernen fortæller hende mystisk at hun slår en sømand ihjel hvilket hun ikke forstår men hun fornemmer at den kvælende røg omslutter sjakalen og lukker af for ilttilførslen. Så smækker en bildør og en mand træder ud af bilen. Han går hen til den orange nødtelefon og løfter røret afventer. Så står han og venter. Så bliver han rød i hovedet og knalder røret ind i telefonens krop men der sker ikke noget hvorefter han går hen til bilen og trommer på motorhjelmen. Samtlige bilister leger med tanken om at tage nødsporet og komme væk i en fart hvis ikke nødsporet var blokeret og hvis nogen stopper dem siger de at deres mor har fået kræft og er kommet på hospitalet eller også så skal konen føde omgående.
Men enhver ved at dramaet er faldet bort. Det er opreklameret. Det er gennemlevet. Det har mistet sin edge.
Alle har overstået dramaet.
Måske på nær de kommercielle kanaler. De har overtaget dramaet fra borgeren. De beskytter dramaet. De har taget patent på dramaet. De distribuerer dramaet.
Det er godt det samme tænker kvinden. Et attentatforsøg eller en succesfuld likvidering af sangeren Peter Belly det er godt det samme.
Så hører hun tuden og skrigen. Hun skodder smøgen og træder ud af bilen for at se hvad der sker. Cirka halvtreds meter fremme er der klammeri. To bilister er ved at komme op og slås og tre kvinder står i nærheden og diskuterer højlydt og kvinden kan høre sirenerne bag hende.
Den ene mand træder helt hen til den anden mand. Når han brøler kommer han til at spytte den anden i hovedet. Den anden tørrer spyttet væk og spørger om han spytter hvorefter den anden erklærer at han spytter når han ønsker det. Så opstår der håndgemæng og den ene mand skubber den anden omkuld men han kommer på benene og skubber til den anden hvorefter de tager kvælertag på hinanden og bliver røde i fjæset.
Så intervenerer kvinderne. De raser mod hinanden mens de hver især forsøger at hale manden ud af klammeriet. Kvinden opholder sig to timer i tunnelen før man har ryddet tunnelen og givet trafikken los.

Lidt over ni da kvinden kører ud af tunnelen er der faldet sne som allerede er grånet qua den ophørlige trafik som plører sneen til. Sneryddere det vil sige brummende maskiner kører rundt i gaderne og laver sneen til grisede bunker. Enkelte filippinere i gule arbejdsdragter med reflekser dinglende ned over ryggen skovler sne f.eks. der hvor maskinens fejeblad ikke kan nå hvis fortovet er for smalt eller hvis der er tale om deciderede fodgængerstrøg som er øde på grund af højtiden som kvinden imidlertid ikke skænker en tanke.
Da telefonen bipper for hun ved ikke hvilken gang slukker hun den helt hvilket har den effekt at opkalderen pludselig ved at telefonen er blevet slukket. Eller bedre: telefonen er løbet tør for batterier. Kvinden aner ikke hvad hun skal stille op og hun forsøger at løse dilemmaet ved at lade hjernen fokusere på problemet men som sædvanlig strejfer hjernen blot dilemmaet som om dilemmaet var kontamineret hvorefter hjernen knopforskyder sig ud i alle mulige usammenhængende retninger. En poster kommer nærmere med furede elitesoldater der tilsyneladende skal ud på en skæbnesvanger mission mod fjenden som ingen midler skyr siger posteren og dratter ned over boulevarden pleonastisk og lægger sig på sneen som en kulørt lyddæmper og i kanalen synes kvinden det er som om de to elitesoldater skryder rundt på overfladen næsten som buldrende kunstskøjteløbere hvormed posteren næsten skræmmende har sat sig på snedyngerne og på vandet i kanalen og resten af virkelighedens virkemidler.
Så gennemfører kvindens hjerne et geografisk loop hamrende selvstændigt ned over Alpernes tinder ned til Theben hvor hun ser et kærestepar kysse på sukkenes bro. Hun ønsker at modsætte sig dette loop men hjernen klør på og lader hende gennemgå den akt hvor Louis intetanende kom til at besvangre hende og hun får pludselig kvalme og ønsker at komme langt ud af Theben tilbage til Coopstadt.
Wonderful Coopstadt synger hjernen. Den reneste metropol i verden. Hun kører over den firsporede viadukt ind mod centrum tilfældigt passerende det sted hvor attentatet mod sangeren blev forsøgt. Politiet har afskærmet pladsen med røde kriminalistiske bånd og kridtet den sårede liggende sanger op derved at sjap nu ligger på kridtstregerne som sjap.
Byen er øde qua højtiden. Forretningerne står hen. Gadebelysningen er nedtonet økonomiseret. De få taxier skyder rundt i mørket som drænede suiter. Vindblæste fodgængere går hurtigt over boulevarden. De evigt levende reklamestandere blinker stroboskopisk i den kundeløse metropol og reklamerer for sydens sol og varme og berømt limonade og for endeløse serier i fjernsynet og for rovdrab og for letargiske politiske konflikter. Effekten er blandet og nærmest misfornøjet: smukke skuespillere der filmer ud i natten som først og fremmest er uhyggelig og grotesk når man tænker på at voldens skyggesider er så overbelyste af formiddagsblade og ugeblade. Måske var det en fejl tidligere at påstå at dramaet er afskaffet: aftnen her i metropolen er koldere end hvad dramaet tillader men med fornemmelsen af omvandrende mordere fra provinsen og de mange knivstikkerier opstår der et kuldslået drama som får fodgængere og ældre til at haste gennem byen. Det eneste som er anderledes fra tidligere fra det gamle drama: er mængden af blod åbenbart. Det nye blodløse drama involverer frygten og terroren men desinficeret og kuldslået.
De nordiske kirker standhaftige men uden sjæl. Højbanen som skyder gennem mørket over kabinen tømt for mennesker. Armadaen af mennesker på påsketur ud af Coopstadt for længst ude af Coopstadt for at besøge venner og slægtninge. De tømte busser der nærmest trygler om lykkepiller.
Intet andet.
Kvinden bestemmer sig for at tage hen i fitnesscenteret. Det er altid åbent. De kalder det nightsessions. De søvnløse som ankommer i bybiler. De anorektiske. De disciplinerede. De bange. De smukke. De konkurrerende. De fede. De uuddannede. Kvinden parkerer bilen i båsen chipper sig ind i centeret og ind i fitnesscenteret og åbner skabet hvor fitnessdragten ligger. Hun har ikke fået det vasket - det lugter en lille smule. Hun ifører sig dragten går hen ad gangen og ind i træningsrummet hvor musikken kører for fulde gardiner. Ud af store vinduer kan man se ned på boulevarden og blive set igen.
Hun aktiverer løbebåndet velocidad atten kilometer i timen hvilket er en anelse hurtigere end hun plejer. For hun skal væk. Ud af verden. Hun skal bare væk. Hun hopper op på båndet og løber. Snart springer sveden af hende. Hun får den tanke at hun kan løbe skarnet ihjel hvis blot hun spurter nok. Salen er næsten tom. En enkelt roer en enkelt androide. En tynd kvinde der ser meget koncentreret ud. Hun markerer velocidad tyve kilometer i timen og løber som en hingst. Hun skal bare holde ud. Hun skal bare hænge i. Hun har den konkurrencementalitet. Det har hun altid haft. Fra barnsben til stillingen i Boomcity.
Et ciffer fortæller hende hun har løbet fem kilometer. Ilten sparker hende i hjernen. Hun er næsten væk. Omsider har den kapitaliserede hjerne fået kamp til stregen. Den tænker overhovedet ikke. Hun er gået i et med sig selv. Den diskrepans det moderne spekulerer i overvundet af ekstrem sport eller mord eller sult. Snart smatter sjakalen ud mellem benene på kvinden ned i lokummet som en uønsket klat blod. Hun smiler ved tanken. At hun sidder på brættet og mærker den overiltede satan komme strygende ud mellem benene på hende faldende pladask ned i tønden som en fuser.

Som kolde knitrende lagner skyller refleksionerne fra fjernsynet ud i stuen. Sommetider forekommer der at være en pose. Billedrøret bliver blødt som sne ligesom farverne får hende til at tænke på nuttede kænguruer der hopper omkring med føllet i forlommen. Genskinnet laver den slags bløde krøller i stuen. Andre gange og mest sådan zigzagger amorfe billedklinger ind over hende så hun gyser.
Kvinden laver en large gintonic. Hun smækker benene op i sofaen og slår væk fra den ulidelige familiefilm headhuntet til påsken. Det udkørte sprog går hende på nerverne ligesom den kiksede uskyldighed går hende på nerverne.
Kvinden skifter kanal. Hun kommer ind med et prustende lokomotiv. Byen hedder Machine. En slank tilknappet mand i skotskternet jakkesæt går gennem hovedgaden som er plumret og hvor en mand får et blowjob i en døråbning. Hovedpersonen har fået en stilling i byen som revisor. Men han må forlade byen efter man har nægtet ham stillingen trods alt og efter at flere siamesiske funktionærer har gjort nar af ham og efter han har reddet en smuk frøken fra sølet på gaden hvor det så viser sig at den smukke frøken lever af at lave papirblomster og så kommer den lovløse ekselsker hjem og han skyder kvinden men projektilet flyver gennem både kvinden og revisoren som hedder William Blake hvorefter Blake får mandet sig op og afretter ekselskeren så han pludselig er lovløs og på flugt fra marskalen.
Den nu idiotiske flugt fra byen Machine er aftappet og flad. Den forvitrede ødemark og de gerrige kaktusser står dorske som stendøde papirsilhuetter. Måske er manden allerede død tænker kvinden. Måske er han allerede redet til de evige jagtmarker som det vist hedder sig? Revisoren vågner op ved at en tyksak til en indianer forsøger at skære kuglen ud med en kniv. Han vræler en smule ved det forsøg men ligner i øvrigt en galt afmarcheret stodder der kegler rundt på brinken mellem liv og død. Klovneindianeren ser ikke desto mindre ikke bestyrtet ud men opgiver den lægelige handling og går væk.
Tumpen hedder Ingen.
Den nu eftersøgte revisor hedder William Blake ønsket død eller levende opslået som det er af adskillige kartonstykker der hænger overalt på træerne som kvinden imidlertid ikke kan få til at ligne rigtige træer idet hun har følelsen af at nogen har druknet filmen i spildevand og i øvrigt optaget lortet i et billigt studie. Men de to kammesjukker kommer op på hesten og tider gennem en øde birkeskov. Altid møder de nogen brutale skæggede krapyler som de enten skyder eller bommer for tobak.
Kvalmen vælter ind over kvinden. Den puster sig op. Den nørkler som en grå tåge foran hendes øjne eller den trækker stuen sammen i kramper. Den tramper rundt i maven på hende som et næsehorn. Den kommenterer vitterligt på de mange døde mord hvor den ene pelsjæger efter den anden dejser omkuld komisk og dumt. Sommetider taler indianeren i gåder. Man kan ikke standse skyerne blot ved at rulle sig sammen som en øgle. Det indianerpis man lærte når man læste om naturreligioner.
Fra byen Machine sender man tre dusørjægere ud forkalkede mordere. Den ene siger ikke noget. Den anden er et veritabelt sludrechatol. Den tredje er en halfbreed med et stort ar i ansigtet. De jagter Blake. De camperer under den aflivede flade måne og fryser om bollerne. Det er som om månen sågar er et cigarskilt der kan falde ned fra himlen men det er klipperne også og de idiotisk malede heste. Det hele minder om et korthus der er ved at vælte apropos den overvældende følelse af karton. Kvinden gaber og skal atter høre om hin eller denne har tobak men ingen har tobak undtagen den fornærede racistiske købmand der nægter at sælge tobak til indianeren. Han bliver pløkket.
Fra dette øde dette døde skal indianeren kaudervælsk løfte filmens dødvægt med naturpoesi. Helt malplaceret tænker hun. Blake tilter i forvejen rundt i skæret af død. Men indianeren losser på og fortæller at han er halvt rød halvt hvid hvorfor han er hjemløs eksileret og uden stamme og må vandre kloden ensom. Han får dog pulet en squash under et bjørnetæppe hvilket næsten koster Blake livet for anden gang. Salvatore “Sally” Jenko som er en cowboyer med kyse på hovedet bliver nakket ligesom de to bøffer Sally camperer med. Så bliver negerbastarden altså lejemorderen pløkket og lidt efter bliver sludrechatollet pløkket hvorefter den sidste dusørjæger æder sidstnævnte.
Og det hele er øde dødt som en parkeringsplads.
Og ingen finder tobak.
Og månen falmer som gammelt brevpapir. Og en Winchester afgiver næsten ikke lyd når den dræber. Og de er eftersøgte uden at være jagede og uden at være bange og uden samvittighed og uden at mærke samtidens eksil og dødedansen da selv ulvene er udklædte kvier.
Så dør Blake fortsat. Han bliver taget med til en sørøverborg af planker hvor en hel lille stamme lever. Han skal dø igen for indianeren anbringer ham i en bananformet båd og sender ham ud over havet hvor han kan dø og ligesom det sker dukker dusørjægeren op og pløkker indianeren hvormed dødens triumf sejrer.
Kun skyerne er levende.
Filmen slutter. Hun tømmer glasset med gintonic og gaber. Den er over midnat klokken. Kvalmen stolprer. Den breder sig ud som en tyk faldskærm. Kvinden lukker øjnene og falder i søvn på sofaen.


Ugebladene er flere år gamle nussede. Og ugebrevet for læger er ulæseligt. Det drejer sig om mindre kolesterol det drejer sig om fiskeolier og b-vitaminer. Det drejer sig om stavgang og cykelture til Kalvin Ter. Det drejer sig om brystkræftsyge kvinder og mænd der lider af kontinens og par der får erotikken til at funke i hverdagen og nationalkendisser der aldrig får rynker.
Pjecer om rygestop.
Læserbreve hvor pigebarnet beder om råd derved at kæresten flirter med andre piger. Socialkassebreve hvor forarmede truckførere ønsker at vide hvornår man kan gå på efterløn.
Pjecer om livmoderkræft.
Pjecer om gigtlidelser. Pjecer om søvnløshed og om indogene depressioner og bulimi og barnløshed og kontraktbørn i Afrika og om stress i hverdagen og om drømmerejser til Maldiverne og coaching og kraniesakralterapi og fysioterapi og psykoanalyse og om fodsvamp og om lus og adfærdsvanskelige børn og om kosttilskud.
Kvinden sidder i ventesalen. Det hedder den skønt der er tale om et misrøgtet lokale med cirka ti stole og en madpyramideplakat. En potteplante anæstetisk slubrende surt dagslys i den støvede vindueskarm. Forskellige personer opholder sig her for at få foretaget en scanning.
Det er dødvandet i formiddagen. Det er stunden hvor arbejdsløshedskassefolket sjosker omkring og leder efter en solstribe eller en partner. Det er stunden hvor pensionisten har fortæret kanden med kaffe og ostemadderne og hvor buschaufførerne kører gennem byen hibernerede. Det er nu den ferierende bestiller drømmerejsen til Maldiverne over nettet og det er nu at de barselsvikarierende kvinder lufter ønskebarnet. Det kræver umådelige kræfter at løfte formiddagen tænker man. Det kræver omtrent en skadefro psykotisk afvigelse at vække de sorthudede chauffører og få ekspederet den rekordstore bunke af pensionister ud på Wolfsegg-kirkegården. Det kræver vitterlig en proaktiv hallucination at få noget som helst løfterigt ud af denne røvpulede formiddag.
I så fald kan det være afgørende med autister.
Kvinden ser sig omkring i ventesalen: den slagne pensionist som transporteres hjem i taxi: den linsefede indvandrer der mukker: den fornuftige venstreorienterede unge mor der lader skarnet gøre dit og dat. Det er hurtigt overstået. Det er næppe guf for øjnene. Men det er vilkåret: man stabler ovenpå hinanden flere rynkeprodukter og kronisk syge mennesker og chiks fra Hollywood oversvømmelser og drømmerejser og krimidronninger og så har man den bankende kvalme som karakteriserer borgeren på disse kanter. Så gør man det samme igen - en overophedet addition af de samme ingredienser og så står man tilbage med en kronisk kvalme.
Effekten?
Udover kvalmen?
Aldeles ikke tryghed eller genkendelsens glæde. Snarere noget maliciøst og brækfremkaldende. En bulimisk sarkasme tilsat død.
Keder det jer ikke siger kvinden til ventesalen?
Ventesalen tier.
Noget der ligner en fåret praktikant kalder den unge mor ind. Ungen får besked på at huske huen og vanterne. Man har en fåret potteplante og en madpyramideplakat og den herostratiske kvalme. Man kan forbløde overfor det hvide bjerg med sin ulmende kvalme.
Fjernsynet hængt op i hjørnet galper op. En kanin med stritører fiser over en slette. En horisontal tornado afstedkommet af den hæsblæsende fart svulmer op bag kaninen. Den bliver jagtet af en forloren ulv der har mistet de fleste af tænderne. Kaninen kommer ud på en klippeafsats og gemmer sig bag et klippefremspring men ulven opdager ikke afsatsen og falder ned i afgrunden med et mægtigt brag. Fra alle os til alle jer. De dikkede børn der sidder foran skærmen og morer sig over ulvens misrøgt. Det krater den forårsager qua styrtet. Hele vejen ned til kinøjseren. Ønskedrengen kommer ud af inspektionslokalet og begraver sig i tegnefilmen mens moren tager frakken på. Ulven smører sig ind i læbestift og anretter slangekrøller for at narre kaninen der måske er i løbetid. De træffer hinanden igen ved en brønd. Kaninen ser meget forbavset ud animeret ud og synes sikkert at ulven er et skår. Kaninen foregiver at spejle sig i brøndens vand og ulven aber efter men får et ordentlig puf hvorefter den falder i brønden med et plask.
Drengen ler.
En søjle vand står op fra brønden. De kloge narrer de mindre kloge. Recitativt gennemfører filmen flere af disse øvelser. Moren skynder på drengen. Han vil ikke. Han vil have ulven sønderbanket.
Kvinden antyder overfor drengen at ulven har det drøjt. Det ser ikke ud som om han hører hende. Moren hører det. Hun hanker op i barnet thi kvindens tone har ikke impliceret tolerance overfor hverken ulven eller drengen.
Men her tænker kvinden her i gentagelsens inferno skal sindet finde liv. Den sure andrik bliver sønderbanket. De manierede små egern narrer de mindre kloge. Banden af linsefede bjørne kommer bag lås og slå. De ranglede krikker har dinglende ører og er på piller. De står op om morgnen. De går i seng om aftnen. De får større livvidde. De får hængepatter. De kan ikke holde på urinen. De bliver gift de får børn de bliver skilt de får jord i hovedet af pastoren. Den alkoholiske modkultur slår gækken løs lørdag aften.
Så bliver hun kaldt ind.
Hun har været her før: der menes: hun har været i denne kælder før - af mørke tanker - hvor det er som om man skal besidde overnaturlige kræfter for at leve videre - hvor det er som om det dybeste bækken af katastrofe skal overvindes med kvalmende indåndinger og dyb kraft som hun ikke ejer men skal mønstre. Det er først og fremmest en hæslig tromle i maven massakreret af lede vendt af rigide kræfter mod den øre morgendag.
Det er uretfærdighedens trailer.
Tilsandingen.
Venlig professionelt får hun røntgenvesten på glider ind i apparatet. En transmission kommer frem på monitoren. Obsternasige sekunder. Flere til. Der lyder mumlen. Om hun ønsker barnet? Hun ryster på hovedet. Hun får vesten af og røntgenlægen løfter røret og trykker på et lokalnummer og beder en eller anden om at komme.
Han kommer. Kvinden bliver ført ind i et tilstødende lokale. Hun får besked på at tage nederdelen og strømperne af. Så skal hun lægge sig benene spredte så pivtøjet eksponeres så benene hviler blottede på to diametrale u-ramper. Han ifører sig plastikhandsker.
Rutine forkynder han.
Han kommer ind i hende.
Hun går til Theben kvinden.
Men det liderlige bål afløst af lede og karsk tyk gråd. Verden trænger ind i hende med gentagelsens bajonet.
Han rumsterer med den fuldfede hånd. Han trækker sig ud. Han rømmer sig. Han mener man skal foretage en ny scanning.
Hvorfor?
Kan han ikke sige på nuværende tidspunkt. Muligvis en irregularitet.
Han løfter røret indtaster et lokalnummer. Hun kan tage tøjet på igen. Hun kan gå ud i ventesalen.
En manieret hankat banker hovedet ind i væggen. Den prøvede. Den prøvede forgæves at fange musen. Musen fes ind i musehullet. Hjernerystelsens skingre grafik. Den forbumlede kat. Musen stikker fjæset ud af hullet og smiler til katten der imidlertid rekreerer lynbom.
Den har ikke andet i hovedet end at fange musen. Det er en slags livsplan for hankatten. Den smeder rænker og lokker og konspirerer. Da den endelig slår vingefanget i musen og skal til at æde den undslipper musen med nød og næppe hvorfor tabernaklet kan fortsætte.
Et menneske stirrer på jagten kvinden.
En portør henter kvinden fører hende ned ad gangen ned i kælderen ind i et nyt lokale hvor hun bliver bedt om at trække op i nederdelen.
- tekst mangler? -

Hun blinker og raser som en skyskraber kvinden og i begyndelsen er the skyline og hende kongruent men efterhånden som solen synker ned bag horisonten skyder hun mere i vejret således at hun akrobatisk kan hoppe fra rooftop til rooftop ubesværet som en gigantisk sydende engel. Hun ser ned på vrimlen på gaden below. En race af undermennesker levende i den antivisionære tid farer omkring. Det er mærkeligt tænker kvinden idet bevidstheden omsider må kunne absorbere døden og dermed brække af fra fartfrygten.
Det kan ikke kun være kvinden der efterhånden kan gennemskue alle præmisser. De præmisser der har ordineret os frygtens og magtens og dødens dekreter. Den samtlige menneskebestand som nu har gennemskuet alle livsbetingelser. Fra toppen af skyskraberen ønsker hun at dekretere det alle mennesker allerede har fattet: det store mørke lyse mørke er ankommet og alting er afsløret skønt hemmelighedsspekulanter siger det modsatte. Men da hun åbner gabet for at de kan få det at vide de allerede ved og som de ikke ønsker at vide kaster kvinden op i lårtykke stråler en Ulrik af de vildere klumpende og slammet rammende menneskerne nede på gaden i hovedet.
Derved slår hun ud i vild latter. Ser de små krydderhoveder se op i luften i en massakre af lommetørklæder. Og da hun er så stor så suveræn er Ulrik stor idet brækklumperne smasker ned på avenuerne som stykker af flint.
Blodbadet franarret happening!
Fra det inderste af fortrængningens terrorkammer har kvinden atter oplyst folkebestanden om præmisserne. Så drejer drømmen næsten uanet og hun står på et podium. En audiens. Man klapper og en statsautoriseret pensumprofessor giver hende medaljen om halsen.
I begyndelsen er det cool nok. Hun accepterer hyldesten. Svajer i knæene og bukker halsen velsagtens og får præmissernes skinnende medalje om halsen. Så giver knæhaserne og anklerne og halsen væk i promotioner og vokser hvormed det klappende folk og professoren taber i alen.
Men denne psykeforstørrelse lever I alle skriger kvinden.
Så kommer en skoggerleende ravn napper hende og fører hende bort. Ind over en skov ud over et hav henover en hvedemark.
Hun ser ned på jorden.
Lakuner af griske gab på jorden. Jorden revner. Hun fornemmer blod. At blomsterracer og træstammer er kødædende. At alt er et hav af ædeorgier. Og gamle græske monstre der er aldeles forslugne.
Det gyngende hav har munde alle vegne. Det æder hele tiden. Hvis hun tabes kvinden hvis ravnen kasserer hende er hun dead meat.
For jorden er et hav af griske gab og havet er en jord af griske gab.
Så skrumper kvinden.
Hun får øje på Coopstadts middelmådighed. Den sovelystne højbane og frimærker til parker indkøbscentrenes kvadrater og alt det andet tyret til jorden. Ravnen slipper hende ergo hun mærker tydeligt faldet i drømmen. Hun rammer jorden som en svovlstikkepige. Det er imidlertid den begyndende nydelige version for snart efter udvikler kvinden amfibiske figurationer for senere blot at hikste rundt som en ækel hvirvelløs tingest: en formodet maddike.
Disse omgivelser er dog elendige tænker kvinden. Skønt hun er liden og skønt udsat tager hun bestik af denne dysmorfistiske atmosfære som ligner en skolegård med Piranesiske slyngelhjørner og gabende riste og overurinerede boldspilsstreger og latrinære slogans på ydermuren hvis em er gammel og nedslidt. Hun ser op. Femfingerplanens arkitektoniske vederstyggeligheder maser sig op i højden - op over ydermuren hvis signifikans således bliver absolut den at minde skolegårdens bastarder om endegyldig udvejsløshed.
I skolegården bliver der skreget og hujet. Den arme decibel. En Grundtvigiansk vikar monstro tilter defensivt rundt i den ene ende af skolegården mens en horde bøller med stegefedt i håret slæber en skrigende persona hen mod en kumme der tilsyneladende skal duske offeret baptistisk og uvornt.
Alene kummen er miserabel. Om man virkelig tror på børns depressive tilbøjeligheder ser man lynsnart offer på offer og skæbnesvanger negl på negl slidse mod denne trøstesløse emalje i håb om at finde protektionistisk grund under neglene. Farven afkalket naturligvis spanskrørslyseblå som et ganske levn. Offeret udstøder da også et hvin men denne forudsete reaktion gurgler snart efter bort. Vikaren klør sig i håret. Det løsen han åbenbart opererer med kan efter alt at dømme synkroniseres omkring Poul Reumert men slet ikke denne tid.
En umoderniseret klokke kimer. En slat tøser fisker efter noget i håret. Så øjner kvinden en garde rollinger vel mellem ti og tretten der kommer hen til hende. Tilsyneladende har de konspireret did thi de åbner munden nogenlunde samtidigt - de spredes for at samles om hende og maddiken må ruffe sig. Da opstår en skrækindjagende baseballtrampen om kvinden hvor hun med ildhu må forsøge at undgå det ondsindede attentat.
Og mørket falder på.
Fra femfingerbygningernes vinduer falder lyset læderet ind over skolens ydermur. Og selve skolen ligger mørk hen. Men fra den ødelagte sal niks fra den ødelagte gymnastikbygning kan man høre de ødelagte tøsedrenge murre og sukke. Den henslængte drengekrop ligger tværs henover plinten mens et druknet tøsebarn flyder rundt i poolen som en fisk.
Så sætter ghettoens undtagelsestilstand ind. Drømmen bekymrer sig ikke om plausible overgange. Altså sætter undtagelsestilstanden ind og udraderer lyset hvorefter skolen og gården udgør mørket per se. Blot kan hun høre kvinden den endnu kimende klokke som om skoledagen ikke for længst var overstået.
Men mørket kan fjerne åndssvage ting: støvfnug og revisorer.
Men mørket kan lancere frygtelige ting: teenagere med fosforescerende øjne og ugler i mosen.
For intet er ændret ud over elektriciteten: de trampende bastarder tramper videre. Kvinden forsøger at undslå det bedste hun har lært men det mest lede lysende skær står ud af øjengluggerne på de unge mennesker. Og de er store som titaner. Og store og lede og skæve og fæle raver de op over kvinden durk ind i den lede nat. Et kort øjeblik overvejer vores forfærdede protagonist at tage afsæt og hoppe ind i munden på en af disse marer men sjovt nok når hun at overveje sættet: om hun gennemfører denne aktion vil hun bestandigt bebo en af disse unge uhyrer. Så hellere gå i et med den ømme cement og blive pisset på og mobbet og screenet og pillet fra hinanden i skolegården.
Og da vil hun jo residere under himlen for enhver af disse mordere er fyrster. Og hun vil rystes af fnisen i den forstand at ydermuren prætenderer at kunne afrette fyrster.
Hermed har vi eksploiteret kvindens drøm maksimalt sandelig. Man har villet vise en slags samtidig labilitet. I personligheden. Man har villet vise den kapitalistiske forslugenhed og den skalaskadende ætiologi. Man har eksponeret kvindens foragt overfor børn og mennesker og man har villet demonstrere drømmens elasticitet. Man har villet vise skolegårdens dårer og man har villet vise ghettoens skræk. Man har villet vise den nye uforglemmelige bestand af fyrster og man har villet fremhæve menneskenaturens gennemgående gemenhed.
Kvinden slår øjnene op. Et kort øjeblik slås hun af fosfor. Hun sveder. Hun vender dynen og kryber i fosterstilling.

Lyst er det da kvinden vågner. Digitaluret demonstrerer klokken: seks otteoghalvtreds. Hun skal se at komme i sparkedragten. Hun skal se at komme på arbejde men kvinden bliver liggende og døjer en stund med maren og søvnen. For at overvinde denne snert flakker hendes blik rundt i soveværelset og den åbentstående garderobe med den forkromede barre giver hende lidt fred. Og orkideen med næsten blomstrende nu. Den højpandede standerlampe med den koniske skærm står som den stod i går.
Balanceakten persisterer en stund: bundliggeren drømmen pulserer med de disse utyske teenagere som et metallisk fluidum flydende og dersens og slipper ligesom op gennem bevidsthedens spær som skarpe drømmeflader og bevidstheden reagerer ved at tætne og gøre ved hvormed disse sivende drømme-akter siver til bunds i drømmens mærkelige akvarium.
Som om de drukner: maren.
Gøres utydelige.
Et blandingsbatteri. En violet interferens snart efter opløst af sniksnakkens dommere.
En praktisk mekanisme om man spørger kvinden. Femfingerplanen en miniature slet og ret bedre end femfingerplanen mastodontisk. Og at være en maddike er mestendels usandsynligt idet spyfluen kommer før og efter maddiken og idet et rottekadaver nemt kan foranledige firetusind maddiker hvorfor kvinden måtte have fæller på cementen.
Og at være en maddike eller et slæng af maddiker leder tanken hen på at kvinden må være aldeles personlighedsforstyrret hvilket hun ikke er: snarere forvirret og lidt udbrændt.
Hun ser på filmplakaten her på væggen: Da pesten kom til Krambambuli. Engang hendes yndlingsfilm. Den forarmede Piedmontese registratoren møder en dag op på jobbet og finder kontoret aldeles tomt. Han er helt alene i verden og giver sig til at finde ud af hvad der er sket. Han vader rundt i bygningen og snart efter finder han først det ene corpse snart efter det andet betændte og væskende og med ækle bylder. Da så Piedmontese forsøger at komme ud på gaden bliver han stoppet af en tilsyneladende reformeret ordensmagt der i bund og grund er foragteligere og mere totalitær end den forhenværende.
Han bliver bedt om at blive i bygningen registratoren. Så længe undtagelsestilstanden varer. Ingen ved hvor længe. Snart efter møder han en spøjs mand Hr. Gouy som påstår at han er død - at han længe har været død men at han er kommet tilbage til Krambambuli for at hjælpe indbyggerne med at bekæmpe pesten.
Hvad vil du gøre spørger Piedmontese oprigtigt?
Staten kender ikke hemmeligheden svarer Hr. Gouy sært.
Hvilken hemmelighed taler du om?
Har du god æt spørger Hr. Gouy?
Revisoren tænker sig om.
Betyder det noget for pesten spørger han?
Det er altafgørende svarer Hr. Gouy.
Derpå sniger makkerparret sig ud i Krambambuli konstant på flugt fra den reformerede ordensmagt som henholdsvis optræder synligt fascistisk og ofte skyggefuldt og mystisk. Man ved aldrig hvornår de har spottet en og hvornår de slår ned på en. Filmen er ofte makaber: man ser de stinkende dynger af lig - man ser de indædte optøjer og det kaos som epidemien kreerer. Da det er allermest sort og forbitret og her hvor måske hundredtusinder af mennesker er kreperede - kommer så en mangehovedet glitterengel med diverse ideogrammer på vingerne og skænker Hr. Gouy en sælsom eliksir der stort set på en studs kurerer samtlige indbyggere i Krambambuli hvorefter situationen bliver normal. Den næste dag møder Piedmontese op på arbejdet og han er åbenbart den eneste der kan erindre epidemien.
Det giver kvinden glæde at plakaten hænger hvor den hang i går. Den gådefulde engel svæver over byen Krambambuli ser man sort og glitrende og nedenunder ser man makkerparret Piedmontese og Hr. Gouy der står og skæver op mod himlen iført slanke jakker med et utal af knapper.
Hun rækker ud efter mobilen indtaster nummeret til receptionen i Boomcity og melder sig syg. Hun svarer hun har fået migræne. Så står hun op trasker ud i badet og sæber sig ind over hele kroppen som om lotionen kunne skylle det sidste af maren ad helvede til.
Forfrisket og køn træder hun af badet. På sengen tager hun nylonstrømper ret nye højhælede sko og en stram højhalset skjortebluse på hvis ærmer dog puffer til og svøber sig ind i frakken hvis længde kontrasteres elegant af et persillegrønt bælte med store knapper. Det er umindelige tider siden kvinden har haft en morgen alene for sig. Et kort øjeblik overvejer hun at blænde op for Rundfunken men dropper det og går ned ad trapperne.
Supertårnet møder hende og naturligvis det nyanlagte kompleks med lyse østvendte lejligheder og snildt har man forrettet trafikplanlægningen således at strømmen af bilister kontinuerligt dirigeres udenom komplekset via skærmede tunneler og rundkørsler.
Hun forlader nabolaget og går mod øst til havnen hvor Coopstadts investorer og byggematadorer har sat sig på kagen. Men kvinden tager sig i at tænke at det hele ser ret fedt ud. Månestenssorte rektangler med skinnende barrer afløser pyramideformede multikomplekser med butikker og erhvervslejemål og her og der sprutter et sirligt springvand og lidt længere fremme ligger det nye studie hvor man dels privat kan bånde ting og sager men hvor også staten samt de store distributionsselskaber optager og får projekter søsat. Længst fremme står Coopstadts kunstneriske varetegn: en monolitisk kulstofting med blinkende evigt kokette prismer hævende sig forvorent op i luften som en elegant men sårbar kolos.
Den friske vind fra søen gør kvinden godt. Den tydeligt decimerede trafik pusler tyst forbi. Inde i søjlegangen som er anbragt over kanalen står allerede beskuere og turister. Den elektroniske skærm som er anbragt på gavlen af søjlegangen projekterer allehånde hæsblæsende billeder og informationer ned på vandspejlet således man har det som om man befinder sig i et magisk klukkende rum. Nuvel aktiekurser og rentestigninger er ikke lige kvindens kop te men der er andet: indbyggervisioner og forslag til folkeparker hvis lige næppe er set og der er Statspræmien og så meget andet.
Hun æder det. Hun accepterer det hele. Sluger næsten den friske luft. Men da hun krydser under søjlegangen er det som om noget braser. Det er som om gesvejsningerne bryder op og hun får det pludselig som om kæden af informationer bliver til en kvælende slange der lægger sig om halsen på hende. Og en slags blitz. En rød blitz. Hun prøver at trække vejret. Men forsøget annulleres da så højbanen kommer susende. Næsten må hun dukke sig.
Åh nu sker dette: de førhen så sammenloddede nysselige fikse elementer og bygninger river sig fra hinanden. Antennerne begynder at bøje. Strømmen af biler kører ind på fortovet. Det dydige springvand losser skruer og sten ud i luften. Et hoved løsrevet kommer sejlende gennem luften - det får opdrift og skyder i vejret men bumper så tilbage mod jorden som om det har mødt informationernes usynlige loft der er pansret af saturation.
Kvinden stønner. Hun tager sig til hovedet. Hun må anstrenge sig for ikke at skrige.
Mon det er gabet igen - fra drømmen?
Det altfortærende gab?
Skærmen gennemgår et slags hårtab idet rødglødende decimaler brister fra hovedstanderen og føjter omkring i luften umanerlige. Hun ser det svajende nul springe på vandoverfladen og røde reflekser står efter. Derved kvinden kommer til at tænke på hvad et parteret nul er?
- tekst mangler … tænk.



Og pludselig er kvinden vågen igen. Og hun er taget på farten det mærker hun ret hurtigt. Og for så vidt er det turen til Dromen for længe siden om hun da ikke er blevet en voksen kvinde lille puds tænker hun. Og gennem ruderne småsmattede af dejlig sne kan hun se de ludende træer hvis kroner er fulde af nyfalden sne som luffer. Og vinden ruffer og puffer i alle lufferne. Og når vinden først har sagt oprør som rusk og blæst fores alle disse små munde med rondeller som om ingen udenfor skal sige noget mere. Og marken hun passerer hælder så skævt. Det er sjovt med marker. Marker er noget man griner ad. Hvad mere Peter Tyndskids marker og klassekammerater for længe siden og et enkelt akavet gilde med gamle kendinge som har fået jord og havefræsere og netop laver de bremsespor hun opdager på den tyste mark puttet i nyfalden sne.
Kvinden prøver at rejse sig op men det kan hun ikke: hun er spændt fast hvilket undrer hende såre. Men alle disse skære stolper af elektricitet kan få hende på en anden dont. De myndige mønnede stolper der transporter rundt alt det vi behøver. De behøver kærligheden at mærke i det infame vejr i frosten uden godt overtøj. Som hun ligger der med hovedet på skrå kiggende ud af bilens siderude forbinder den ene mast efter den anden oplevelse på oplevelse som en gammel bonderoman hvor hele landsbyen og den næste ved hvad der sker efter degnen er kommet hjem men de er aldeles neutrale: de holder ikke med nogen hvilket kan påskønnes. Og tiden fordyber sig i rynker og skavanker som de gamle hjemme og virker vel stort set som en rusten sav der saver og saver i dobbelthager og i relationer mens masten ulasteligt fraterniserer fra pol til pol uden at tænke videre over sig selv?
Og hun passerer en ensomt beliggende gård. Den ligger helt for sig selv. Blot involveret af masten og den næste hvorfor den ikke må sørge. Og den har en ny lade. Og en skorsten allieret med røgen som kommer ud. Og her kommer hun kvinden kørende næsten på langs over gårdens tag næsten gennem den som en highjakket Boering. Og hvis det ikke var for sneen der lægger en dæmper på alting havde hun måske savet hovedbygningen midt over af farten og lavet en tunnel som dog ingen kunne benytte.
Hun vender sig væk fra ruden. Lukker øjnene. Og ser rester af klimatruet nyfalden sne dukkende sig i furerne på marken. Og en trykkekunstner trækker en kanin op af hatten højstilket som en forlovelsesrose. For rosen strutter og behøver ikke at gemme sig for verden. Og måske har manden en stok som stokroser hvis han kommer fra Ærø? Måske er han taget ud i den vide verden for at trække roser op af natten og sky dem for frosten? Og en skønne dag kan kaptajnerhatten selv og så stiger den vejrs og lander på en mast hvor den bygger en penthouselejlighed ved siden af den hjemvendte stork som hun har set i Spanien hvor Don Quixote har levet? Og skønt kvindens territorium er abnormt barberet for grønne skove og bløde enge kommer der nu frem fra lysningen en kær hjortekalv der kigger efter hendes bil. Sne falder på den sorte våde snude og fordamper ideligt. Måske den kender til hatten på elmasten og de sky kaniner i furen og gården og røgen og indhegningen og de duftende halmballer? Og de ukuelige svaler der bor i laden?
Men det bumper lidt i diligencen. Et ansigt kommer til syne. Det er et ansigt som sidder på passagersædet. Lidt øm i armen er man måske altid tænker kvinden? Så buzzer taleanlægget og ansigtet som holder en lille mikrofon spørger om hun er okay? Ved gud jeg har ikke set dig før siger kvinden. Hvor tager I mig hen?
Han studerer hende et kort øjeblik - grimasserer til føreren og slutter samtalen. Og hun har virkelig ikke så meget tiltro til ham. Han kører ikke. Han hører hende ikke ud. Han virker som om han er kort for hovedet. De kører over en bro. Men pludselig har hun to broer. Da et sølverfarvet lyntog kurrer forbi kvinden i sin helt egen verden. Kalven returnerer troligt til skovflækken det er bedst. Det er bedst klanen af kaniner dukker hovedet. Det er ikke for sjovt. Hun kender det fra Midtvesten hvordan blæsebælge og cykloner fejer henover landskabet og laver rilledille af indhegninger og antenner. Sådan en effekt kan lyntoget have tænker hun. Purrer det hele op lang fanden til.
Men bilen kommer ned i tempo. Den blinker fra motorvejen da lyntoget for længst er passeret. Hun kan ane oceaner af fuglearter og langhårede får og et fæstningsgult fyrtårn. Snart sagt Portugal. Sådan har hun det. Som man dernede sejlede ud i den ufarbare verden og konstruerede fæstninger på forrevne knolde.
Så stopper karavanen. Håndbremsen klikker. Døren åbnes. Stropperne løses og manden på passagersædet spørger om kvinden kan gå selv?
Det kan hun da. Men da hun forsøger falder hun.
Hun siger hun er lidt tummelumsk.
Det er der ikke noget at sige til.
Vupti kommer en kørestol ud af det blå og kvinden bliver kørt ind i en stor foyer. Hun bliver budt velkommen og flere søde mennesker får hende af sted og hun bliver anvist et værelse og de springende røde nuller og de små nullermænd hun fjernede fordoms fra tæppet er væk og hun kan se ud på den kolossale bro gennem vinduet og en eller anden munter maler hun ikke kender byder hende også velkommen med finurlige men spartanske røde og blå og gule streger som hun sætter sig for at påskønne nu de er der.

Efter søvnen og helbredstjekket og endnu en kær velkomst sidder kvinden i stuen med de andre patienter. En kvinde fra et andet land kører rundt med en trolley og byder på forfriskninger. Man kan se den blånende måne og den støtte trafik der kører over øen mod andre destinationer. Kvinden får at vide at hvis trafikken generer hende skal hun bare sige til.
Opvarteren stod lænet over hende som en ven. De har også spurgt patienterne om de har lyst til at høre musik for musik gør godt siger man men en urolig mand ønskede ikke musikken og så spurgte personalet om det var i orden med de andre og de nikkede. Så satte personalet sig ovre i hjørnet ikke reserveret behørigt for personalet hedder det. Og kvinden ved at hvis der er noget der nager hende kan hun komme hen til den any time.
En opvarter kommer hen nationalitet ukendt og spørger hende om hun ikke har det koldt. Det har jeg ikke tænkt over siger kvinden. Opvarteren tager hendes ene hånd i sin og føler efter. Den er da kold siger opvarteren. Er den spørger kvinden. Se nu kommer jeg med et tæppe vi skal ikke have dig forkølet du er jo lige kommet.
Opvarteren går ud i korridoren og kommer tilbage med et tæppe.
Se nu skal du se.
Hun folder tæppet godt ned om kvindens rumpet og lår og siger så nu er det godt.
Sidder du godt?
Vi vil gerne have du kommer til samlingen i morgen.
Har du lyst til at komme til samlingen i morgen?
Det har jeg svarer kvinden.
Så smiler opvarteren og går over til bordet hvor hendes kollegaer åbenbart laver spas med et eller andet.
Da hun så tegner kvinden med farveblyanterne er der altid kommet en pige frem. Pigen har fletninger og bånd om dem og en masse fregner som kvinden anbringer nænsomt. Pigen smiler. Det kan man se for man kan se de kernesunde tænder. Og et hul i tandrækken dér hvor mælketanden er rokket bort. Pigen har et hus og hun har en villa og en hest og en masse ukrudt såsom mælkebøtter og en fæl bjørneklo men det tager pigen sig ikke af. Hun gynger i lamperne og hun synger med aben og ofte kommer nabobørnene hen til pigen og de leger skønt.
Hende har jeg altid tegnet tænker kvinden.
Pigen dukker op fra en evighedsbrønd altid når hun tegner.
Hvad tegner du spørger opvarteren og læner sig frem som en ven og smiler.
Jeg tegner hende pigen jeg altid har tegnet når jeg ikke tænker.
Det er usandsynligt i Coopstadt med stress og forventninger.
De halve nuller er så kolde at manker og volieren ville dratte ned.
Det er da helt naturligt siger opvarteren.
Hun minder om Pippy Langstrømpe.
Og Peter Belly siger kvinden.
Hvordan det?
Det ved jeg ikke.
Det er en fin tegning. Har du fået varmen?
Ja siger kvinden.
For tankerne snor sig rundt om evighedsbrønden som mandsopdækkere i en fodboldkamp.
De kaster olie ned på brøndspejlet så arme Narcissus ikke kan se en pind slet ikke haven og villaen hvorimod den utænkende stift let finder både træet med den døde spurv og den hemmelige hule.
Det er der ikke noget at sige til siger opvarteren.
Har du boet i hus?
Der var et hus og der var en carport der havde et skelet i finer.
Og hvor er mor og far henne?
De pudser vinduer og adderer.
Legede de slet ikke med dig?
Det ved jeg ikke siger kvinden.
Måske har du ikke fået nok opmærksomhed?
Og så kom Benny med svømmefødder mens moren gnaskede kage og så svømmede han ned til jomfruerne og piraterne og skatten og krebsen der immervæk havde en pinlig klo.
Det er der ikke noget at sige til siger opvarteren.
Vil du have en shake siger opvarteren?
Ja tak!
Men for fuldendelsens skyld og for den rette harmoni anbringer kvinden det flossede nul ovre ved møddingen så det kan opnå dekomposition dér og streger krattet op hvor slyngelstregerne kan avle.
Hun kommer tilbage med shaken.
Hvad er det?
Det er det devaluerede nul.
Det er helt naturligt siger opvarteren. Jeg synes du skal kalde på mig når du er færdig med tegningen - du er så dygtig til at tegne.
Det skal jeg nok.
For fuldendelsens skyld laver hun et voksenkammer hvor veninden storryger og snakker som en ødelagt violin for badekarret om end det føles sært i haven vil være i haven for haven kommer frem som violer fra stiften.
Ham den anden tegner ikke. Han sidder og ser ud af vinduet. Det han ser er trafikken der snegler sig over broen som om broen var hørehæmmet og de vamsede får der falder i et med skumringens bruttonationalprodukt og de uhæmmede skarver der holder brændingen fra kysten.
Udover det ser han naturligvis det utænkte fra hans stiftløse hænder der kommer op af jorden som jordbær.
Så rejser manden sig med et sæt. Men idet han sandsynligvis ønsker at tage et skridt tøver han.
Hvorfor stopper han?
Åh udbryder manden.
En opvarter kommer til.
Er du utilpas Harry?
Man kan ikke tage skridt længere.
Men det er jo i Coopstadt ikke?
Også her svarer Harry.
Også her?
Ja også her -
Kom nu jeg hjælper dig.
Det kan være farligt.
Nu skal du ikke være sådan en bangebuks Harry.
Du kender hverken til millimeter eller overvågning.
Soul alone and exposed to fascism siger Harry.
Så Harry nu skal du ikke snakke sort igen. Kom -
Opvarteren fører Harry gennem salonen over mod fjernsynet måske i håb om at Aftenshowet berolige Harry. Hun spørger ham om det går bedre nu? Men det ser ikke om ud som om hverken Aftenshowet eller stavgangen har forbedret Harrys verden.
Opvarteren foreslår at man kan drøfte Harrys problemstillinger på morgenmødet.
Om han kunne tænke sig det?
Aftenshowet eksponerer en fedladen alenemor fra Ferndale som har fået ørerne i maskinen fordi udlejeren af den bolig hun lejer har ønsket at smide hende på porten så lejemålet kunne anvendes som erhvervslejemål.
Man har kontaktet udlejeren men vedkommende har ikke ønsket at medvirke i showet.
Så galt kan det gå siger udlejeren.
Men Harry vrister sig løs. Han kaster sig ned på gulvet. Måske har han kramper? Det ser sådan ud. Han skælver. Fra gulvet kan han ikke se trafikken. Men skumringen har taget trafikken. Stiften altså kvindens koncentrerer sig om krattet som undergår en armerende transsubstantiation idet forholdet mellem krattet og haven og stuen med skærekagen og cigaretterne bliver radikal.
Hver ydelse har en modydelse. Hver tomgang studeres nøje. Men hvis man slatter med i særdeleshed hånden og hænderne bogføres det så kineserne kan lære det. Det jeg mener er siger Harry er at unødvendige bevægelser kriminaliseres. Og dansen? En gave fra staten. I små rater.
Nu skal du ikke snakke sort vel Harry?
Coopstadt er et selvmorderisk koordinatsystem dannet således at kroppen er kapitaliseret og kroppen er i sidste ende lokomotion altså aktiver overvåget af Overformynderiet. Disse foxtrotter disse overflødige tics disse perverse udskejelser ikke rettet mod bevægelsesomsætningen er overflødige bastarder altså oprørere. Fast cash er den effektiviserede krop der udelukkende ånder og bevæger sig for at optimere eksporten.
Harry sætter sig op. Han sidder helt stille.
Den bedragne kvinde i Aftenshowet snøfter. Tørklæde fremdrages.
Hvis du tror du har fundet de romantiske gyder. Hvis du tror du har fundet de poetiske mezzaniner. Hvis du tror du har fundet det ubrutaliserede land. Hvis du tror du kan slentre og rocke i den tilforladelige park tager du fejl thi den hypersentitive bevægelsessporer registrerer den oprørske millimeters aktiviterer nonstop. Coopstadt er et bevægelsesfængsel.
Det siger Harry.
Frihedsmarchen. Dedikeret til fauna og nudisme? En joke.
Det siger Harry.
Jeg rører intet. Intet. En demonstration. Jeg rører alt. Alt. Røde ører. En kriminel. Umuligt.
Det sorte ved Coopstadt. Den gamle horror-version angående the real sad state of Coopstadt er umulig at dissekere. Det foregår skjult. Planlagt. Maskeret som lys og overflod. Ofre.
Gennemskue det? Næppe! Aldeles umuligt! Science fiction - entertainere. Brugbare.
Indtil kagedåsen og hundehvalpen og kongeløberen manifesterer sig som bagsiden.
Helt eksplicit.
Slamkonger oversete. Fra barndommens bankerot.
Siger Harry.
Ih altså. Opvarterens udtryk. Hvis han ønsker at sidde på gulvet. Blive forkølet. I beg your pardon. Kommunikerer med de andre opvartere. Hovedrysten. Vandspejlet kruset af lal og dumheder.
Den bedragne kvinde har genvundet tæften. Nu optræder hun som et menneske. Et stift blik. Forurettet men kamplystent. De er venner. De er venner i studiet. Den rette side af grænsen. Mon ikke det nytter? Socialiseringen. Hykleriet. Så meget cash som muligt. Hamstret med finesser. Som en burlesk svindler alle elsker mens han negler værdipapirer og isenkram. Højlys dag. Alle klapper. Men ikke for meget. Den generaliserede økonomi. Nøje. Nøje. Alle svindlere alle psykopater forenet af smil og takt så sammenhængskraften der er møntens tvilling kan regere som en moden kongeløber. Set back?
Så tydeligt. Ikke? Men hvad findes der neden under?
Det endnu mere syge? Det forlorne? Det syge er mere end forlorent. Resignere. Så godt som mennesket nu kan. En overskift: staten aktierne arbejdsstyrken ferien kærligheden altid overskifter camouflerende gråden og ulykken og håbløsheden. Nu skal vi i sommerhus.
Ikke engang døden.
Den nødvendige blindhed. Den generaliserede økonomi. Angsten over det hele. Disse linjer. Kastet på bålet af ekstase-angsten og den generaliserede økonomi. Det er hvad du finder. Det alle har fundet. Det ingen siger.
Krattet er sort som ravnen.
Kun ravnen lyser.
Omsider sidder pigen med fletningen ned. Hun tuder og Tommy kan ikke trøste hende. Hun er utrøstelig. Derved at hesten ikke får halm nok endsige grønt græs nok. Indtil hun indser at giroen ind i barndommens latterlige næringsrige er tom som en bank.
Fløjter fuglen og gemmer hulen på mere? Åh kom længere. Brænd Aftenshowet og lad os mødes over skærekagen over skærekagen indtil vi indser at menneskelige relationer er en fuser. Intet at komme efter. Intet at komme efter. Vi har kun valutaen og en ny bil. Mellem mennesker er der kun mørke og det er det kvinden tegner mens Aftenshowets rulletekster går over skærmen. Intet at komme efter. Over villaen slukker stjernerne.
Og Tommy går hjem.
Gøgen sidder i træet. Men isvinteren har været så hård at dens mage er omkommet. Frosset ihjel. Hun kan se den kvinden vinterdød og hård. Og nu græder Bob. Og nu græder Kennedy. Og nu begynder kvinden at hulke over det Harry har sagt og det hun føler: det hun føler som er en anemone i skovbunden og et kønt udtryksfuldt øje (snow brigade) og en konfigureret opblæst skønhed der fylder hendes mave.
Da jeg var lille siger Bob ville mor ikke trøste mig. Jeg er et sygt menneske. Jeg søger trøst hos ludere og drømmer om at elske med min mor. Sådan stod jeg længe på kældertrappen for at undgå at mor forlod mig. Der er intet at gøre. Jeg bliver aldrig en anden. Hver gang jeg ser en pige er jeg den lille dreng der står på kældertrappen. Jeg er så ulykkelig.
Jeg savner at græde siger kvinden. Det er så smukt at græde. Forstanden synes det er noget pjat at græde men jeg græder alligevel. Som regel er jeg intet. Ateistisk og dødsfikseret. Leder efter liv. Mærker intet. Søger gråden. En erstatning. Smukkere end alt. Jeg kan kun mærke kærlighed når jeg græder. Det er længe siden jeg har grædt.
Men gråden er blot en gople en boble siger Kennedy. Varm javel. Men her kommer det vi siger. Rettet mod gråden. Som de spøgelser vi er med jargoner og bræk. For i sorgen at komme til. Med slørede øjne. Finde de døde. Ses af de døde. Begravet af venner. Sandheden i tåren. I omfavnelsen. At glemme nu i sorgen. Kom her. Komme til. Det varme fællesskab. Misrøgtet af livet æret af døden af afslutningen. Jeg er lille dreng fra anden klasse. Jeg drømmer om min begravelse. At være elsket og afgået. I stilhed og af tårer. Det er min lykke: at nogen skal græde når jeg dør.
I gør som de vil have skriger Harry. Se dagens prognose! Lønsomt arbejde med sig selv sikrer hver og en.
Det synes jeg ærlig talt du skal gemme til en anden god gang siger en nytilkommet opvarter og læner sig ind over Harry.
Ud på marken med dem replicerer Harry.
Også noget her i livet svarer opvarteren igen.
Den biodynamiske finfølelse siger han.
Den som ikke vil vedstå det kan få det sværere -
Hvad snakker I om?
Balancefascisme hvæser Harry.
Jamen hvis du ikke kan have det at have et får ved siden skyder opvarteren ind. Det er da menneskeligt.
For det er ikke noget sanatorium vel?
Baden-Baden er ikke noget sanatorium forsikrer opvarteren.
Alle har brug for en anden barndom -
En krammer -
Det bliver for meget for Sebastian. Han rejser sig. En mand i sin bedste alder - velbjærgetblond og i god form og ajour angående visse lønligt fremdrevne koder og former som enhver med forstanden i behold kan acceptere uden at alt for meget bittersurhed.
Den fine balance.
Bittersød for mange.
Hvorfor sammenhængskraften beror på et fint panoramisk menneskesyn selvom essensen går på at menneskelivet således overvurderet udlagt hysterisk som det er involverer tonsvis af arbejde.
At ramme den kultiverede midte.
Efter man har mulet i svinestien.
Prætenderet og bøjet sig i støvet for livet.
Da jeg var dreng siger Sebastian gik jeg i en temmelig outreret klasse hvor selvsagt den hårdeste negl herskede. Jeg kan huske engang hvor en kleppert fra syvende eller ottende skulle have ram på ham og de kom op at slås på gangen. Den anden - den overlegne en grønjakke - gik til angreb mens klasseføreren trak sig tilbage. Så tog han tilløb - klasseføreren og saksede gennem luften med et flyvende spark hvorefter den opsætsige gik i gulvet. Det jeg husker er ikke den knockout. Det er heller ikke angsten men ene og alene den højde han fik på sparket. Er det ikke utroligt - man er der endnu?
Meget kan ændres med tiden -
Jeg var en bange dreng. Jeg havde lange øjenvipper og gode sociale betingelser men hver gang jeg cyklede til skole måtte jeg i spidsroden for at finde på en undskyldning for ikke at kunne komme til den karateklubeftermiddag som klasseføreren manuducerede.
Det stod på hver dag.
Far er syg.
Lillesøster har fødselsdag.
Hunden skal luftes.
Ad absurdum.
Han tilbød mig aldrig noget medlemskab. Jeg var den eneste som ikke var en del af karateklubben. Men fra denne barndomskerne udklækkes fremtidsmissionen. Dette system opererer med en statistisk nødvendig opløsning. Man kan høre oktaverne rasle og mellemregningen skryde. Ser I ikke at der ikke den inderlige kerne af selvbiografisk nonsens findes en martyrisk elitesoldat som fikst danner fremtidens projekt for hver og en af os.
Da jeg var elsket af alle piger i skolegården blev jeg til en playboy.
Da jeg var hundeangst blev jeg en ræd playboy.
Lagt sammen - og benhårdt arbejde - en eksplosiv cocktail.
Hvorfor fanden er du så her?
Livsopgaven er omfattende svarer Sebastian. Hverken som forgudet playboy alene - hidkaldt af piger over lange distancer i skolegårdens virak - slår det til: og da slet ikke som en atletisk formummet knægt. Men pløjet oveni hinanden - tilvirket af en ædruelig fornemmelse for barndomskernens ballistiske raketter - sparker det røv.
Stuen er nu dette: et par personer - Bundy - Kim - Lonny - Jarl. Stille personer. Harry: stædig og larmende. Kvinden: forvirret. En tårn til en opvarter der regulerende optræder midt imellem disse allermest slagne mennesker men stadig er nødt til at operere med henholdsvis Harrys opsætsighed og Sebastians blær.
Kvinden ser ned på Pippy. Hun har hverken en opvarter eller en elsker. Hvorfor har hun ikke det?
Sebastian ind i haven?
Med den snak om overraffineret biografi.
Det var biografi ikke?
Opvarteren?
Harry ville ikke kunne sætte kirsebær til livs. Hvor tomt!
Hun spørger Bundy om han vil komme til haven?
Det kan næppe kaldes en have snerrer Harry.
Hvilken have spørger Bundy?
Kvinden peger på haven.
Opvarteren påpeger det er godt de snakker pænt til hinanden. Dette er ikke et sanatorium. Dette er masterplanen.
Hvad er det vi skal gøre ifølge masterplanen?
Gnave bæ og skrubbe ud i verden igen!
Bæ og potentiale. Tabsstatistik.
Så småt blive levende igen.
Når vi har holdt hånd og præciseret koden.
Hvorfor er du så sur spørger kvinden Harry?
Over at leve ekstremistisk svarer Harry.
Hvad er det der er så ekstremistisk?
At de vil have vi skal gnave bæ før vi kan etablere noget raffineret.
Aha.
Der er så stor skønhed derinde - inde i barnets hjerte siger Sebastian. Kan I ikke huske de lyse nætter og når man skulle pumpe fodbolden og når man kyssede en lille pædofil pige nærmest? Stejle på cyklen og gemme ting og sager under fyret? Meget hurtigt fornemme man er speciel idet barndommens evigtgyldige essens er essentiel.
Men drømmen? Men da er magien jo prisstedt.
Midlertidig.
Men genhentelig.
Jeg synes ikke du skal stikke dem blår i øjnene Sebastian siger opvarteren. Bundy har haft en hård opvækst - det er derfor han er lidt hos os her på Baden-Baden.
Hvad er der med dig Bundy?
Far han drak. Mor hun trak. Vinduet trak.
Rakkermennesker!
Du skal nok komme over det Bundy.
Det håber jeg siger Bundy.
Men Bundy i haven? Med dårlige gener og midlertidig kvæstet beyond?
Hvem tænker på alle de nætter hvor natten hærger mange mennesker?