Kolonies and skies of action

Der er fundet, ret sikkert, olie ud for Østgrønland, som ikke er noget rart sted at være. Og koldt. Det kan være morsomt for børn under femten, inden de får kugler, at skøjte aja, i environs, men når dunen kommer, kommer besværlige tider, hvor man hader adolescammonde, hvilket indfører min pointe. Jeg er assistent og førstefalksredder. Jeg kan redde et menneske fra et fly. Da jeg ikke har været i Østgrøndland, og derfor ved jeg skal der, lyttede jeg da en forskerblink sagde hvor meget olie der er, og hvad det koster: vist 3000 års støtte til Rigsskabet i nord af Danmark. Bloktilskud. Jeg fik lange ører. Det er mange penge, og vi har som sagt overforkælet eskimoen, der ved fra origin at fiske på vandet blåt er rart og klogt, og så penge oveni skindtapperhatten. Vi er en nation, og nationer drikker te sammen. Så kom Hr. Kleist fra hjemmestyret, han er i kommisifission med Espersen fra folkepartiet, og folkepartiet var smuttet fra mødet anklagende eskimoerne for at ville score kassen. Kleist snakkede in vain. Ærlighed. Nationer, når de har efterdrukket behørigt, skal vinke til herren i en. Så sagde Kleist, en udmærket mand: det drejer sig ikke om eistomani deoppe, men om at dele i porten. Han sagde, på skærmen, om de kommende trillitijoner: fifty/fifty. Vi bor i et spændende land, hvilket tiltrækker det meste.