Jens troede han var et wild kid

Jens troede han var et wild kid

hvorfor -
Det skal jeg sige dig -

Han tog på damerne og drømte om klippen
gennem membranen han for
ind og ind
hvor alt er skønt og vildt
og hvor døden fester med skønheden.

Han gassede op
pustede sig op -
tog Alice med storm og Lucia med lys
Det var en fortryllet skov han så
Jens var dus med alle muligheders døtre

En enkelt anke
En gammel slette - næppe!
Han svor til legen.
Han svor til samvittigheden og den evige ballonspektion

i den selvsmadrende kærligheds opbyggende evighedsland

hvor det gik,
men da komiteen kom
så bukkede Jens - pænt.
Han smilede og sagde han var assistent
men i virkeligheden var han en nipset ambasadør.

Så kom im traum a man
vildere og mægtigere end Jens
ej han bukkede, men cirkumvendte flasken
så jeg blev tom, tyst.

Der kom blod. Der kom disse sammenligninger
under hvilke vi opstår.
Og Jens gik ind i skoven igen.
Han kunne ikke klare blod mere.

Damerne på Rhodos glemte ham. Snapt.
De tog til bilen eller manden eller vaskede fisk.
Skoven gik i Hæld.
Jeg ser efteråret.
Jeg ser lysets små stæsende døtre i alfabetets lydkastevinde

og kan kun - som Jens
tænke små steriliserede delfiner.
Det er sådan man opstår og jonglerer
i skovens dybe stille ro.

Manden af blod.
Jeg så ham fra mononokoloen
knejsende og stor og suveræn
og fra hans
jordskælv
damerne faldt.

Jeg faldt i en kavalergang.
Jeg har mistet kompasset.
Måske kan jeg være den ledvogter fra midtens overdrive
seende og seende
næsten ingenting -
hverken skov eller blod eller raceopgivelsen -

Det er en neat sang.
At komme til. I midten af rusen
i omringet af saltet
der helbreder min krop.
Nedringet.

Jeg hører et kor, rindaliseret og lidt uforskammet

om øens blændværker.
Men jeg ser en minaret!

You better start aswim
or thou sink like a fool
synger manden af skrammer

mens Jens er begyndt at forfølge sin radiobil

i skoven.