Nye huder

Det er jo netop det: han skal ikke være bange, skal han, digteren

efter omslaget? Hvor har vi taget fejl. Hvor har vi taget fejl!
Det er længe siden vi har taget så meget fejl. Stod med potten
af prosa
lyssøgte hele maven for et spor nær oprindelsen, havde trampet

nær måsen, missen
fremkom kun: magnitude.

Til mennesket: det er næsten det samme som en etude.
Et landskab man ikke slipper
et bevaringsværdigt otium.

Men lidt mere om error: han havde stæset, stæset, rærligt!
Små skuffer, og masser af stænk, nej, snit han folder hen over
det hullede inventarium: hans liv. Så braste det.

Det er løbet durkt igennem. Det er strømmen. Strømmen mod kollektivet. En roman

forfatter, der piver.
Pifter en take. Pifter en ekstremist, der hamrer sin performanceisme

ud over Brøndby og genopstarter sæsonen med fodbolden.

Hvad har vi levet på?
Fjerne ensomheder, agater af eksil med verdens billigeste billetter.

Hvad har vi levet af? Fast cash.

Mon du virkelig, uvirkelige ven, pantsætter eller ærer

hverdagen som et regnslag

dæmpende drukken?

Revolutioner foregår ikke på Cuba, højst under latterens

stammende diamant

i lysets pogromen

hvor tomheden matrikuleres i ædle hofter.

Tager tomheden lyset?
Tager en omvæltning de gamle vaners barder?

Om lidt er det svedt igennem
i lyset hilser han pænt, bankrådgiveren.

Jeg siger til ham
verden er for stor. Han kan kun være enig. Vi spiser sammen, pasta

og umuligheder
han er ryger, sammen underskriver vi det nye dekret.