Hælen trykker mister

"Alt har ikke altid været turister, helikoptere, badeværelser og "pin-up"stewardesser, som i vore dage ... nej! enhver der var i Vardar, eller overhovedet på Balkan, længe før Tito, under Karageorgevitch´erne, selv under Stampar, har oplevet de moskitoer! ... og den tyfus! og pestilenser af alle slags! ... og felcherne'ne ... og jeg mener provinser, dale og souk'er, ikke som turister, kvæg med baggage, motoriseret, aldrig tilfreds, aldrig nok mæt, nok fuld af folkloristisk sprut, nok krydrede retter, aldrig findende nok vaginaer, nok saftige sild og nok buttede smådrenge ... nok enorme busser, med nok fede snakkesalige røve i, ovenpå og omkring ..."

Mit navn det står med prikker
se det er en sekt ...
behøver ikke signere lortet, offentligheden er med.
Frem med gabestokken! Vi avancerer!

Da jeg havde lagt bogen, og indrømmet for mig selv - at jeg ikke i snarlig fremtid får en fiks ide, der kan flå hende potten Stein ned fra charabanken, tog jeg hunden og gik rundt om hjørnet. Henne om hjørnet flår disse valende bakker en skævert op i luften og slår på tamburiner for lidt skræk og drama! Det rene lort! Dette land drukner i sæbe og postmoderne forviring. Det åbner grænserne for kinesere og perkere! Vi er solgte. Jeg kom forbi farmen og tog hunden i snor, og farmeren, med rakkerbarnet under favnen, skoggerlo og sagde at jeg lignede en fims fra fastlandet, der prøvede at blive en mand. Det værste er at han har ret. Jeg er fims hvis hoved er centripedalt-egoistisk, livstidshyret til introvert turbulens, med hånden i pikken, med apati. Han sagde jeg skulle slå mig på filmen. Jeg nikkede. Sabroe nikkede. Beck-Nielsen pustede til bomben og røg ud over Stevns. Jeg er færdig med sandheden, tekstens mudder, teologiske nørklerier, han havde fuldstændig ret. Hvis jeg kigger ned i en motorhjelm tror jeg jeg er med i en James Bond, hankede op i hunden. For at denne fortsatte hjernedøde acceleration skal videreføres skal nogen jo sige til mig at jeg burde slå mig på filmen. Med bloggen! Det rene merde! Små potterier, der alligevel udtømmer de matricer af lort, der skal lave probate tekster, slå damerne ned. Ud med den!

Når man som jeg driver om i verden, efter klokken 14, indser man at alle andre har ret. Og de har ikke ret, duoen, den politiske, den religiøse. Det er arbejdet der tæller. Ellers kommer de fra Uzbekistan. Højloftede sardonister, meget bedrevidende. De slår sig ikke på filmen. De bliver siddende her i skriftens lilleland og tæller ærter eller verber, mens instruktører og gasledninger leder verden mod oplysning. Om jeg havde set udsigten? Jeg har en ambition: at se den skide udsigt, uddigtet, klar som frihedens kusse, inden jeg dør, træet, skellet, hvaddettrænuhedder, Ærø, fyret og færgen, der færger denne pommesfrit-nation mod balloner og evigt liv. Han havde ret, farmeren: jeg fandt ikke tonen, de blide dupper, hvis antirussiske høvlerier tog point, valsede ind i tankelandets troner, mens min mudderintention var slået fallit. Altid krig. Always danger, så ud af vinduet. Haydn kommer, det hele: beherskelse. Han fik bønner nok, eller nudler, if ya get the skid?

Det er mit sidste opus. Jeg er for firkanket til denne heat, dette blog. Jeg oplyser om at næste festival for tusser foregår på Lillebælt. Jeg har inviteret Fellini. Han siger han kommer. Og farmeren. Han skød ikke køteren i Augustenborg kommune, men han boller mig i røven. Han siger det er vejen frem. Jeg er kommet til filmen. Hvad har jeg efterladt? Røg, krinoliner, børnebogstaver og lyrikfestivaller. Hvad gik verden glip af: disse tykke hegemoniske bøger, hvor ædeøret stabler en verden på benene, efter 300000 smøger og for lidt hor. Disse bøger, der hader pamfletter, diktakter og Nietzsche-fragmenter, kørte farmeren på mødingen. Gæssene blev bange og ville lave en selvbekendelse, der blev optaget på en eller anden blog. Jeg bor på gården nu, øver lidt Bier hjemvendt. Jeg studser overskægget og håber på at blive til noget stort. Klokken er blot 12. Jeg er stået op!