Tese om altforslugenheden

Munden var helt stoppet af tyl
hun frøs og ømmede sig
natten i går er altid den mest voldsomme!

Hendes navn det står med prikker
det er hun nødt til at hoste op -

hen til skrinet så, sjælen skal have en på skrinet
efter at ha nærkæntret på Lillebælts søer
sikke en stævn sagde hun nærved aldrig
til nogensomhelst og hostede tyl
og så skringre balloner fare afsted over himlen, blindhedsnedkæmpet.

At dette syn ikke virker
siger hun til altforslugenheden kan kun delvist være eders error!

Hun fik kolik
farmeren tog ladegreb
i det smålige og hverdagsnære tænkte hun
er jeg angstfrom, tyst
foran skrinet, med munden overproppet
en sølle hetære fra toraens sludder!

jeg sværger til fortællingens spas
thi jeg er en sådan discipel, altid på farten i indvendighedens

hun havde nær sagt borgerkrig, en aktion dirigeret mod friheden
men det var dumheden det vidste hun
en del af hendes epoke i det indre land.

Jeg må snyde hvemsomhelst
vennekåber
for en lampe drattede mod lejlighedsgulvet
for hun holdt ferie
uden våben
nær altforslugenheden, der ligesom vinkede hende ind i en mørk skov, hvor

hun ikke længere kunne præsentere den samme dejlighed.
Hvad er der blevet af kærligheden til mor og Gud og alle?

Hun tegnede en sjov figur i åsynet
hun skrev et brev til Master Fatmand.

Hælen trykker mister

"Alt har ikke altid været turister, helikoptere, badeværelser og "pin-up"stewardesser, som i vore dage ... nej! enhver der var i Vardar, eller overhovedet på Balkan, længe før Tito, under Karageorgevitch´erne, selv under Stampar, har oplevet de moskitoer! ... og den tyfus! og pestilenser af alle slags! ... og felcherne'ne ... og jeg mener provinser, dale og souk'er, ikke som turister, kvæg med baggage, motoriseret, aldrig tilfreds, aldrig nok mæt, nok fuld af folkloristisk sprut, nok krydrede retter, aldrig findende nok vaginaer, nok saftige sild og nok buttede smådrenge ... nok enorme busser, med nok fede snakkesalige røve i, ovenpå og omkring ..."

Mit navn det står med prikker
se det er en sekt ...
behøver ikke signere lortet, offentligheden er med.
Frem med gabestokken! Vi avancerer!

Da jeg havde lagt bogen, og indrømmet for mig selv - at jeg ikke i snarlig fremtid får en fiks ide, der kan flå hende potten Stein ned fra charabanken, tog jeg hunden og gik rundt om hjørnet. Henne om hjørnet flår disse valende bakker en skævert op i luften og slår på tamburiner for lidt skræk og drama! Det rene lort! Dette land drukner i sæbe og postmoderne forviring. Det åbner grænserne for kinesere og perkere! Vi er solgte. Jeg kom forbi farmen og tog hunden i snor, og farmeren, med rakkerbarnet under favnen, skoggerlo og sagde at jeg lignede en fims fra fastlandet, der prøvede at blive en mand. Det værste er at han har ret. Jeg er fims hvis hoved er centripedalt-egoistisk, livstidshyret til introvert turbulens, med hånden i pikken, med apati. Han sagde jeg skulle slå mig på filmen. Jeg nikkede. Sabroe nikkede. Beck-Nielsen pustede til bomben og røg ud over Stevns. Jeg er færdig med sandheden, tekstens mudder, teologiske nørklerier, han havde fuldstændig ret. Hvis jeg kigger ned i en motorhjelm tror jeg jeg er med i en James Bond, hankede op i hunden. For at denne fortsatte hjernedøde acceleration skal videreføres skal nogen jo sige til mig at jeg burde slå mig på filmen. Med bloggen! Det rene merde! Små potterier, der alligevel udtømmer de matricer af lort, der skal lave probate tekster, slå damerne ned. Ud med den!

Når man som jeg driver om i verden, efter klokken 14, indser man at alle andre har ret. Og de har ikke ret, duoen, den politiske, den religiøse. Det er arbejdet der tæller. Ellers kommer de fra Uzbekistan. Højloftede sardonister, meget bedrevidende. De slår sig ikke på filmen. De bliver siddende her i skriftens lilleland og tæller ærter eller verber, mens instruktører og gasledninger leder verden mod oplysning. Om jeg havde set udsigten? Jeg har en ambition: at se den skide udsigt, uddigtet, klar som frihedens kusse, inden jeg dør, træet, skellet, hvaddettrænuhedder, Ærø, fyret og færgen, der færger denne pommesfrit-nation mod balloner og evigt liv. Han havde ret, farmeren: jeg fandt ikke tonen, de blide dupper, hvis antirussiske høvlerier tog point, valsede ind i tankelandets troner, mens min mudderintention var slået fallit. Altid krig. Always danger, så ud af vinduet. Haydn kommer, det hele: beherskelse. Han fik bønner nok, eller nudler, if ya get the skid?

Det er mit sidste opus. Jeg er for firkanket til denne heat, dette blog. Jeg oplyser om at næste festival for tusser foregår på Lillebælt. Jeg har inviteret Fellini. Han siger han kommer. Og farmeren. Han skød ikke køteren i Augustenborg kommune, men han boller mig i røven. Han siger det er vejen frem. Jeg er kommet til filmen. Hvad har jeg efterladt? Røg, krinoliner, børnebogstaver og lyrikfestivaller. Hvad gik verden glip af: disse tykke hegemoniske bøger, hvor ædeøret stabler en verden på benene, efter 300000 smøger og for lidt hor. Disse bøger, der hader pamfletter, diktakter og Nietzsche-fragmenter, kørte farmeren på mødingen. Gæssene blev bange og ville lave en selvbekendelse, der blev optaget på en eller anden blog. Jeg bor på gården nu, øver lidt Bier hjemvendt. Jeg studser overskægget og håber på at blive til noget stort. Klokken er blot 12. Jeg er stået op!

Nye huder

Det er jo netop det: han skal ikke være bange, skal han, digteren

efter omslaget? Hvor har vi taget fejl. Hvor har vi taget fejl!
Det er længe siden vi har taget så meget fejl. Stod med potten
af prosa
lyssøgte hele maven for et spor nær oprindelsen, havde trampet

nær måsen, missen
fremkom kun: magnitude.

Til mennesket: det er næsten det samme som en etude.
Et landskab man ikke slipper
et bevaringsværdigt otium.

Men lidt mere om error: han havde stæset, stæset, rærligt!
Små skuffer, og masser af stænk, nej, snit han folder hen over
det hullede inventarium: hans liv. Så braste det.

Det er løbet durkt igennem. Det er strømmen. Strømmen mod kollektivet. En roman

forfatter, der piver.
Pifter en take. Pifter en ekstremist, der hamrer sin performanceisme

ud over Brøndby og genopstarter sæsonen med fodbolden.

Hvad har vi levet på?
Fjerne ensomheder, agater af eksil med verdens billigeste billetter.

Hvad har vi levet af? Fast cash.

Mon du virkelig, uvirkelige ven, pantsætter eller ærer

hverdagen som et regnslag

dæmpende drukken?

Revolutioner foregår ikke på Cuba, højst under latterens

stammende diamant

i lysets pogromen

hvor tomheden matrikuleres i ædle hofter.

Tager tomheden lyset?
Tager en omvæltning de gamle vaners barder?

Om lidt er det svedt igennem
i lyset hilser han pænt, bankrådgiveren.

Jeg siger til ham
verden er for stor. Han kan kun være enig. Vi spiser sammen, pasta

og umuligheder
han er ryger, sammen underskriver vi det nye dekret.