Ørkenlandet

En ven sagde til mig
man burde tjekke Dubai ud
det blir lidt småt her
landet uden vinter

For Dubai, insisterede han
er den diametrale modsætning af Danmark

Skaffe lidt kontanter
filme lortet
en ægte Sabroe en core
Majdans foran sheikens stab

Spændende.
Hvad siger du?

Thessaloniki

Vi var kommet fra Gaza -
det vi gjorde var at gøre noget -
Den ellevte time sluttede
vi tog til Gaza
ind i Gaza: bomber og medicin
det er mørkt i tunnelen
vi har pandelygter -
ja, pandelygter.

Vi var næsten syge
brisen fra Amerika -
en anelse neutral altså
det pornografiske endsystem -

I Thessaloniki kæmpede vi mod enden
følt og forvaltet
de små finesser
hentet eller fundet hos rotter og bag rattet

Døden, syltet pornografisk
forvaltet politisk
var okay - nix pille

Alligevel slog hjertet.

Granatens natnede æble

Jeg har forladt mor og stenen
hunden og gården med granatæblet
det fremmede er mørkt og roligt
funktionaliseret død, men støttet af staten
sommetider en bekendt, et pigebarn
i natten
natten det eneste
forudsagt af Karen Jespersen -
førhen kunne jeg sige: Andy Warhol
mene det en anelse

nu har jeg lagt pennen ned.
De siger skriv om træet, eksilet, natten.
Jeg smiler.
Det er ovre.

Polemik mod alle

Jeg sidder stadig i Beirut, og bliver mere og mere mystificeret over byen, den konflikt - jeg ikke har en jordisk chance for at forstå, og jeg er måske en hjemmefødning, for når jeg ikke maser videre med min nye roman "The Magpie on the gallows" eller sidder ude ved Manara og ser ud over Middelhavet og drøvtygger mig igennem Rousseaus "bekendelser" plugger jeg ind på diverse danske blogs, som er kedelige, dumme og fortabte. Således Levinsen-sagen, hvem han end er, skønt jeg har forstået at man på Posten derovre er ved at kåre den bedste roman? Jammer! Det var ikke muligt for mig at gro fuldskæg, dertil er min hud for fedtet, men den lidt seje, seen-it-all Mellemøst stemning griber en om bollerne, og så hører man på eller læser om disse blege, akademiske lyrikere og anmeldere, som sovser rundt i en vælling af ingenting, ingenting, ingenting. Disse mennesker, set fra Beirut med næsen i sky, har intet prøvet, højst en skilsmisse. Vi bor i et land, der har sejret, sejret så meget at litteraturen ikke har en prut at rode med længere. Bort er karma, i sidste ende vold, ergo erfaring, som ingen af os har. Jeg er godt klar over at Congo ikke producerer stor litteratur, men vi har et problem. Vi ikke bare ikke ser hjørner, altså fare, afgrund, vi besidder den ikke længere. Vi degenererer til dagligstuen, til systemer og provinsen. Vi er nødt til at opfinde en ny, virtuel afgrund. Vi er simpelthen så forkælede og uskyldige. Hvor vidt dette afgrundsforsøg er ægte eller ej er ligegyldigt. Jeg føler mig tvunget ud i en atter frenetisk, stupid afgrundsdyrkelse for at tjene litteraturens ret til afgrunds-nuancer. Kulturen omringer os, det skal den gøre, det er fredens fine pris, men den salige muse, sat i Tårbæk, i små klummer, hos bloggens kammerstue, det er frusterende. Vi står overfor et opbyggeligt paradoks: at skænde freden og roen, at skulle bevæge os, at blive klogere og mindre akademiske og simulere at Hades eller Ringsted rummer en afgrund vi kan komme videre med.

Beirut, lillebror

Denne by er den mest liberale i Mellemøsten, siges det. Jeg bor i Zico-house, et kulturhus, Zico er en storrygende karl, som er distræt og som ikke altid passer nok på det smukke hus han har arvet af farfar, gult, store balkoner og luvslildte skodder, en lille have med et par støvede træer, overlevende, heldige som de er, Beiruts altid pågående byggekaos, fra borgerkrigen, som sandsynligvis raserede de franske villaer, fra 2006, hvor Israel bombede Sydbeirut. Dette er en by som ikke kender sig selv, siger en australsk-libanesisk Phd-studerende jeg møder, den er trist. Det er måske sandt. Byen kender ikke sig selv. Det meste af downtown er en stor glasseret byggeplads, hvor importarbejdere sveder i solen, det er endnu 20 grader her i slutningen af november, downtown, som man laver om til high-lifeboliger, kontorer, en saudisk, nyrig region i byen, overskyggende Middelhavet og hvor den nye superskærmede danske ambasade ligger. Muligvis kender Beirut ikke sig selv. Men kan en by, som konstant ruptioneres af eksplosioner, ulige krige og indre infernoer kende sig selv. Der er 16 trosretninger, men en forfatning fra tidernes morgen kræver at statsoverhovedet er kristent, skønt shia-befolkningen har vokset den tilsyneladende elite, de kristne, over hovedet. I denne ny kører kuwaiteren rundt i en firhjulstrækker, en sigøjnertigger hustler, i Sydbeirut, hvor de fleste af borgerne bor, hylder man Hezbollah og stærke religiøse koder, i sunni-delen balancerer de unge piger på høje hæle, kapgår til fitness og skilter med plastiske plastre, som de har fået af lægen, der har forskønnet dem. At flashe sin rigdom, at være bevidst om sig selv, sådan er det åbenbart i alle kulturer syd for München, i sarajevo, i kiev, i Rom, i Beirut. Jeg har købt mig et cigaretetui, og mærker overkulturen trænge gennem det lille menneskes underpersonlighed. Men byen vil overleve. Udlændinge bliver respekteret, en frankofil etikke hersker. Overalt sidder sidder mænd på stole på gaden og ryger, mens vesten stormer mod en uvis konkurrences tåbelige destination, sådan må det være, Carsten Jensen. Her er konflikt. Det er derfor man kommer her. Det siger Lasse Ellegaard selv, det kunne Jan Stage have sagt. Det er derfor jeg kommer. Krater, ruin, at al kunst her degenereret handler om mordet og volden, som er en exit fra grøden oppe i Danmark, hvor kunsten efterfølgende, med mindre den spasser, må blive grød. Den tekniske sterilitet, som vel kendetegner den nyere kunst, kender man ikke her, hvor enken og det faderløse barn flyver over lærredet på den mørke maleriudstilling, som Zico-house houser i disse dage. Det er altid svært for kunsten. Man kan få det indtryk at størstedelen af de bøger, som udkommer i Danmark er syntetiske og fremmanede, grundede på sterilitet og skriveblokeringer. At der ingen nødvendighed er, hvorimod her, under kraftens og voldens svøbe - at den degenererer her. Som ulve om grøden bestormer de sortklædte, let blaserte intellektuelle her de få kulturarrangementer der er, en klassisk koncert, en filmfestival, hvilket dog udmærker Beirut i den arabiske verden un peut eftersom Damaskus, to timer væk, censurerer disse fine efforts, på nær Cairo, måske, som trods fatal pression, tillader noget. Det er sjovt at se, også, hvor mange støttekroner, støtteeuros, der kommer hertil, FN, utallige NGO'er, som hjælper med vand, miner, forhold i de palæstinensiske flygtninge lejre, uanerkendte som de er, fordrevne siden 1948, stadig med kampe mellem den ringe regeringshær og disse lokale palæstinensiske militser, for nylig en lejr totalt smadret, cirka 100 islamister holdt stand, hvis de kan hedde sådan? I maj i år indtog Hezbollah store dele af Vestbeirut, efter sigende også lufthavnen, en magtdemonstration. Hvorend man går holder der stationeret tanks ved centrale årer af veje, stillinger med sandsække, og overalt går vagter og soldater omkring med automatiske våben, hvilket man forbavsende hurtigt vender sig til. Overalt i Libanon, som er på størrelse med Sjælland plus holder der tanks, er der soldater ved vejkryds efter vejkryds - i et land, som har bjerge (3000 meter), kyst, cedartræer, vinproduktion, smukke egne, sammensatte. Drusere, en muslimsk retning, epigonisk benævnt af andre muslimer, ofte, fordrevet til enklaver i bjergende, kombinerende elementer fra mange store religioner, lukket for nye rekrutter, klædt i hvide huer og posebukser, se, det er en drusisk landsby, og der er kun 700.000 af dem i verden. En maronit! Er dette Armenien? Men Beirut. Jeg kommer ofte i Manara, som er muslimsk, ved fyrtårnet, helt ude ved havet, hvor den tyrkiske kaffe koster 6 kroner. Her sviner jeg sødt vinteren til oppe i nord og retter på solbrillen og tænder en smøg til 6 kroner pakken, hvormed antydet at helse-neurosen ikke er kommet til Libanon, og hvorfor skulle den også det, når 2006-traumet stadig nager? Når jeg skal have en lille en tager jeg til det kristne øst, hvor Beirut fremstår som en slikket, spændende, sexet festby, thi allevegne ligger der barer, den ene faktisk smukkere end den anden, blot kanøflet af trafikken, Jaguarer og gamle Merzedes-taxier, bombende afsted på billig diesel. Ofte glemmer man man er i Mellemøsten. Andre gange denne sidden på gaden, lykkekæder ringlet rundt mellem fingre, poppede duller, dytten, snackboder, en apatisk eufori, som hæmmer økonomien, må man tro, og lader Hezbollah trænge ind der, hvor fattigdom ikke tillader tandlægebesøg etc. At hade Israel her, det forekommer naturligt. At de sønderbombede HELE Libanon, stort set, efter Hezbollah havde taget TO israelske soldater til fange: veje, bygninger, civile etc. Når man atter, stupidt, drømmer om at gøre noget godt for verden begynder alle konflikter omtrent her, her i Libanon, den evige lillebror.

Vinterfrie i Libanon

Ligesom visse kvinder tænder på røgtere og massemordere, som Peter Lundin feteret, ja sådan strømmer horder af NGOer til libanon for at hjælpe med at rydde klyngebomber efter det sidste, paranoide israelske angreb i 2006, eller man tager ind i de sønderskudte, palæstinensiske flygtningelejre og snakker med enker og deslignende, eller man kommer som smattede, opbyggelige teaterensembler og underholder disse kompositte hedninge med børneteater, forvirret? Alt findes her. Maronitter, shiitter, sunnier, drusere, armenske fordrevne, hyper-franske madammer med skært nye læber, lækre baguettes, store biler og en vild temperatur her i november, hvor celsius-måleren aldrig kommer længere ned end de 18 grader. Beirut er under evig forvandling, her er flere kraner im work end der er cyklister, og hver en bil holder tudekonkurrence med alle andre biler, for de er mindre folketro end vi er. Som førtidspensionist er dette et haven: man tøffer forkælet af sted mellem designerrestauranter og lattées, når en tur forbi fitnesscentret, hvor en assistent personal forklarer en hvor mulden hænger i det. Enhver, selv den mest skidne, importerede, syriske building-worker siger Hr. til en, og man pukler for dyden med at opfriske det skolefransk, som længe har været udenfor muffen. Den hvide farve, som alle andre steder, er et probat virkemiddel. Kort sagt bliver man liderlig af det levantisk-franske. Kvinderne har høje røve og kører store, forslugne biler, langs med cornichen strutter vinterpalmen uhildet, og pool på pool sætter frø i dette levantiske eldorado, hvor selv syrierne har indvilliget i at tale med das beaten frere: Liban. Kom endelig! Her er varmere end på De Grandcanariske øer! Her er mere kultur. Næste lørdag spiller man de syv dødssynder af Kurt Weill, ligesom Faust og Murnau akkompagneres et sted i Byen, et kristent sted vel at mærke. Husk på at 30 % af dette land er kristent, ærke-kristent, tusse-antikt som armenske amuletter, her kan De føle dem hjemme. Syd for den grønne linje, som var borgerkrigens arterie, bor Hezbollah og Shia-mennesket, så der kommer man ikke, men da jeg godt kan lide lidt fremmed imput tager jeg sommetider derned, hvilket sagtens kan overleves. Ønsker man at vide mere om 2006-krigen, igangsparket af en kidnapning af to israelske soldater, kan man udmærket anskaffe filmen Sous les Bombs, som følger en sild-mor, der leder efter sin søndersprængte søn, det finder hun ud af. Og er de til cigaretter? Enhver chauffør i dette land ser helst passageren tænder en gar, hvilket minder denne sut om at USA er og bliver et sted for fantasiløse tabere, også efter negeren har triumferet. Beirut, doch, har et stort amerikansk universitet (AUB), og man hører da også ofte en walla-blanding af arabisk, amerikansk tilsat lidt høfligt merci. Hvis man ønsker at shine kroppen lidt op? Her er billige operationer at hente, Lasse Ellegaard, som eders voksede op med under ræven, har dokumenteret dette. Det går ikke at landene i nord snobber for meget ned. Da jeg idag cyklede i Fitness First indså jeg at røven, røvene, åbningerne og elegancen i nord er kommet out of hand. Landet Libanon er på størrelse med Sjælland, hvorfor supermagter af enhver art kommer lettere til fadet (Iran, Syrien, Israel, USA). Skønt hærget, opdelt, fremmedgjort, producerer landet vin i de højere liggende dale, hvor man endog kan stå på ski. Desuden romere, fønikere, armenere, FN-soldater, samt spektakel-søgende kvinder, som finder mere robuste, soignerede mænd her, skarptslebne af konflikter. Stort set kan man opdele Beirut i tre sektorer: en østlig muslimsk, en vestlig kristen (malls, barer, Jameson, cocktails), samt en sydlig shiitisk. Om sommeren influx af bastarder fra golfen, flyende sharia og tyggegummiløse fortove, skal shoppe og flirte, hvilket gør at Beirut om sommeren undgår diverse attentater. Influx af syriske arbejdere, filipinske housemaids, enhver husstand har en eller to af disse mikro-sjæle, som er klædt i pink, ensartet, og som aldrig har fri. De værste her, på disse kanter, er afrikanerne, der som regel tømmer toiletter og fejer op efter de forbavsende få gadehunde. Husk ørepropper, alle dytter her. Der ligger i Tyre/Sour, nær den jødiske grænse, et smukt lanterne-hotel, hvor man fra værelsets lind kan se middelhavet gungre mod smukke, asymmetriske klipper. Læser Raymond Roussel, som dopet døde en nat i Palermo i 30erne, idet han troede han var i Tripoli, Libanons næststørste by. Der er intet nyt under solen. Jeg elsker landet, byen, Hulk, må de snart lette røven fra november, november, november, kære læser.

I Høsterkøb

Katrine får en heks frem
måske under cirklen af skrivende
hadende skrift om cirklen
som kun findes i ødelagte mytologier -

De ved ikke der næsten intet findes
når de ikke siger noget.

Det vi ved har vi vidst siden vi var fire.
Men det er for sent at blive sand.
At blive band.

Fluerne kom fra møddingen
vi var ligesom dem.

På færgen Jelinek som måske er god.
Alle mennesker set sådan.
Snøfteorgier.

Den negative spiral
kommet lidt længere hen hvor kvæget ikke gror
så brillerne skal bruges
så hadet kan fornys.

Dette perfekte land
producerer grimme ødelagte mennesker
stinkende grimme dumme
sandal-mytologier.
The infinit migration of error.

Kunst skal være ekstase.
At man går længere ind i ensomheden
for at skrige den tør.

Så Ulrik Thomsen.
Kunne jeg bare sidde sådan på cyklen. Ment uironisk.

Kærligheden beskrevet af Jelinek.
Hen hvor pebberet ikke gror
du stinker jo af afsavn
skræmmer dem væk
en negativ spiral.

Cyklister over tres
Den måde den danske fuldskæggede mand ser ud på
sød som jeg ved ikke hvad.

Imorgen begynder jeg fortællingen om
tjeneren Travis.
Jomfrukrænker: stoltheden.
Men da jeg fik en Lacoste-toilette
lyste jeg op -
hvad giver du for erkendelsen?

Har set så mange film
En spagetti-western, hvor den smukke kvinde
tryllebinder jernbanens stauder
klap bagi.

Ivans Barndom, Nostalgia, parfumeret
over-smuk som en terroriseret digternar.

Kender du det bjergets kultur-kvalme
skævende ned over mængden og over-mængden
indbildsk nær det døende øje, drabs-kærligheden?

Mere Sade, Rimbaud, mere poesi, mere komplikation
mere Triersk variation, mere dybde
mere ophør.

Mandelstams Egyptiske Frimærke.
Er det godt?
Er det dybt?
Her går vi lige ud.
Her slingrer vi.
Svinget er blødt.
Karatesparket er potent.
Hvilken komposition holder du på?

Tænk sig at skulle lave en fortælling
når kærligheden ligger under Østrig
og når rejsen er
død
og når hunden hoster
og når alting bare er lige meget.

Det som skaber os
er forholdet til kedsomheden
kedsomheden modet
angsten.