Den umulige digtning

Med den negative dialektik havde Opbryderen længe set på alting. Også på karnevallet, skønt dette løb af stablen under elmetræer og Dogville-lignende skønne settings, men så var det han ikke kunne lade være med at se denne imaginære hund gøende som noget arresteret. Det var den negative dialektik. Bevares være med det, tænkte han, og gik over Sufien, som nu havde sat sig på jorden for at kende denne. Karnevallet havde en evne til at opløse formerne, og når solen skinnede flød huden over sig selv til en anden, hvis duft blev til den andens. Det var hudens løsladelse, og så meget andet. Han kom til at tænke på - og så nej. Disse dispositioner. Oplandet tager fra Brasilien, musik og dans, og fra sig selv solens bedste egenskaber, og blander, og man ser folk trave mod Fælledparken, hvor Stadion for en gangs skyld tier. Det er to grupper af mennesker der i maj går mod fælledparken, men det er også to grupper af mange. Han drømte så, Opbryderen, om at mænd og måske kvinder kunne være menneske og bjørn på en og samme gang, og en anden gang, efter hypnosen slog igennem, drømte han om at jordens børn havde to biologiske fædre. Karnevallet havde tre kvinder, hans rute gennem bjergene måtte være en slange, formildende og logisk, og hans afsky blev siden forvandlet til et mandeltræ af Sufien, hans øde var sådan, og så kunne han puste. Stien var renset. Maj sprak som en gås ud over landskabet. Han gik til Fælledparken, resten var en umulig digtning.

For første gang

Træningslejren gav ham muligheden for at dyrke pest i lommen. Han satte af mod bjergene med pesten i lommen, og ingen så efter ham. Foran ham lå landskaberne. Han mødte en hyrde, han travede sammen med hyrden, så forlod de hinanden. De efterladte i realismen, hvor skellet brækker. En mor hæver sit barn over landskabet, solen rødmer. De efterladte i hinanden. Han husker ikke engang hvorfor han forlod dem. Nu gør han det. Det er den vej det går. Så prøver han at sammenligne de efterladte med blade han møder, dem, som brækker af træet. Men de brækker, de skruer blot et hus sammen, og en rutine, som de sten han bemærker på vejen. Det er hidsigt nok at sige at de efterladte brækker af. Hans negative dialektik er hidsig nok. En sufi står på vejen, denne har næsten tæmmet en drage, men han skeler på det ene øje. Det er ikke væsentligt at bemærke at øjenklammen hører denne legende til. Skønt han føler klarhed, opbryderen, mærker han at hjertet er tungt. Hvorfor er det tungt, når nu hjernen synes den har styr på tingene? Men hovsa: han er brudt op. En hader af sin race løb til forrykthedens skove, eller noget lignende, som der står på titelbladet af Saturn. Han havde sine forbilleder, det har man jo. Gid han kunne tage de efterladte som middelhavsblade og føre dem til stammen, så solen skinner i bjergene, og så han gik baglæns ud af graven hen til dem. Det næste billede kløver ham igen: han sidder i en have stol, og han ser efter vandet. Det er havet, som er blevet til vandet, og han ser det for første gang.

Det røde kapel

Jeg er et flæskesvin fra Greve
over den far der slog familien ihjel forleden
så jeg har altid lidt undt
helt fra de mindste klasser
før jeg så Mads Brøgger med rød pin i Nordkorea
der tog en spasser og en koreaner med
foran lederen hvor de marcherede til sorte skove
så jeg dyrkede en pin, og en kondi
nu vil jeg være ven med ham
som rolator.

Pute de la terre

På trettende år går jeg med hunden
rundt om skoven eller via hulvejen
som blinker den smattede maj.
Den har det med at snuble efterhånden
foran pommengrater eller kvæder eller min alt.
Den gamle gartner med kasketten
som aldrig segner
stikker i jorden.
Han er sød.
Små plantager skyder op, af overskudsmennesket
som os: vi tænker mindre på døden i dag.
Zeico raller - dens pels er stadig lys og fin, hjernen ønsker.
Så tager jeg til Rådhusstræde 39 og får et blowjob af den gamle

sydamerikaner, hvis røv tilbydes
for jeg får en go omgang.
Hun tror jeg er tysker, og hun prøver at sælge veninden.
Helligdagen i Sønderborg: sokker på tilbud, den gamle prøjsiske granat
som fårer gågaden.
Regnen slår ned gennem lynet tyst. Sandkassen en maske.
Hunden får vand. Det er nok. Rødderne trætner. Vasker
pikken.

Circuit Rimbaldien

Kødet ligger på bagsædet -
Dette forår, hvor alle ser
fordi døden overser den demografiske faktor.
De marker vi ikke ser.
De raps, som skjuler hvor gul man kan være.
Et monokel-hjerte uelsket, uturdende.
Og kødet bliver en sværm af had.
Snakker.
Manden står.
Kødet sejrer, skønt pakken startede denne række.
Det radioaktive går gennem livet, som er mistet
da det hverken bar eller holdt.
Herude på den anden side kroner kødet skuffen
med mider, som blot er undersåtter.
Smedje-hegnet om graven, super-mor drømt -
blæsten, som bærer den engelske kilde
til pest.

Circuit Rimbaldien

Vi er nu ældre forslåede og bange slagne af hestekvinder to meter høje, der river vores arme i stykker og tager vores børn, imens bekymrings-avalanchen styrter ind over os. Pludselig rammer vi Diskotek Smedjen i Sønderborg, hvor en rockerklan i alle aldre tatoverer natten. Natten tatoverer. Mit frygt-parameter er slået til. Det hele er en lysende tragedie. Over Belgien, stakkels Belgien ind under Ardennerne til Charleville, hvor Rimbaud falder ned fra Ardennerne da han mærker at gru-blå falmer, så mere vagabondage. Den gamle vandmølle meler skønt åbningstiden forsøger at klukke langs Meuse ligesom vandet kalder på sønløst selvmord. Hvor han boede, de seks skrivende år, inden han æder lyset med strå. Hitter en ægtemand, æder ham igennem. Boligerne her, torvet, glemt er navnet, tiden stejler, klunke-brune indramninger der hvor et ækelt rådhus kunne stå mellem arkader af kaffe. Kører rundt, finder den forblæste grav, hvor hittebarnet flygtede for at op-rådne igen. Ved siden af mor. Ardennerne, som sender en træløs vind ned over Champagne og byen lavnet i brun, britisk råd. Faldende mod Paris uden fart. Af sted i vinden terror. Her. Bor han. Min mave bløder. Farten i bilen dræber mig op. Floden, som sender ham ad helvede til hinsides hitparader og kommentarer af stenet-tid. De små, der skriver for meget. De små, der ytrer-mig. Alt det hesteæderi, som er sarkofag-bundet i koprografisk grimhed af pytterier. Min ven græder ved graven og snakker om seer-brevet og om det ukendte og om digteren, mens denne knægt lossede sin grav gennem lysende metropoler for at opbruge menneskeknoglen. Nevermore! Den dobbelte billet, som Rimbaldinen sælger inden man skrår over gaden til digt-huset, hvor små russiske lydinstallationer messer om destinationernes spedalske steder: Aden, London, Harar, Cypern, Belgien. Belgien ligger her overfor som et øg, bulmende ned efter fladmarken skriger. Så man tonser eller ruller mod Paris, hvor banketten maler møllens møg. Han titter ind i den geniale, lyse cokehale og flår byen ud over tidsskindet ind i Borges-nuet. Større, lysende, befriet for små ånder, der bor i tidens musehul. Dræbt som jeg er af Ødipus igen, slår hestekvinden ned over mit åg med det splittede barn, og jeg kan intet se andet end otium ganget. De døde marker uden nærværet, det oprejste helvede ustoppet. I min bil må politiet sige at jeg dør seleløst, og jeg prøver at være fra denne planet. Mine ideer stopper ikke. Jeg er fanget. Fartstriberne kører gennem øget Rimbaud op over tysken ind i Aachen, hvor norden begynder. Mere død. Jeg vender tilbage. Drengen tog ud. Fotoet af ham neger-eksileret og tynd som en død tv-vært. Sproget går gennem indvoldene, som radioaktivitet. Hinsides moralen og arbejdet, forlader vi Rimbaud for at producere det middelmådige. Den eneste søn overtager huset, men faren er død for længe siden. Charleville-Mézières lave række af kostskoler og falmede miksede belgiske-britiske vafler grunder fibersprængningen, der laver en knagerække af fladmaste fædre.