Legepladsen

De ville sidde som under dem af kirketårnet overvågede, med henholdsvis en blå og en rød spand, lagt ned i en tid, som tillod dette evindelige genskær. Han ville traversere luften, intet holdt ham nede, ud over engagementet i moralen, som holdt ham nede. Den ene ville bytte spand. Det ville den anden ikke. Det trak i langdrag, men spanden byttede ikke hænder, men skabte fufore, som han overvågede. De lange skygger gled ned. Han landede ved dem, forsøgte at overtale dem, sutten lige i munden, med stor tålmodighed, men lige meget nyttede det. At forklare dem ret og vrang. Det endte med at konflikten ikke blev løst, den røde spand blev på den røde side, og han blev lidt efter lidt taget med og henrettet, som en ganske naturlig del.

På strøget

Madame så sig forstyrret omkring, boulevarden havde jo alle disse ærinder, samtidig med at hun kunne se det hele, hvis hun ville, og så trak hun af sted med mig. Så kom vi til et kryds, og snoren strammede, da hun gav den et ryk, og jeg så op på hende, dobbelt-spekulerer i det mindre. Der blev grønt, og vi gik, og hun fortalte om konsultationen, hvor de efter en del skærerunder havde taget bylden. Jeg så en mørk sky. Hun kom ned på gaden, igen så hun vildt ud i luften. Det hele fiser jo rundt, sagde hun. Og som en obskøn forlængselse af propellerne gik det ud over mig. Hendes grønne te. Da mødte hun en bekendt, som hun talte lidt med. De havde ikke meget tid, men fik sagt noget. På et tidspunkt, når de ikke skal sige mere, men videre, forstørres det næste hjørne, hvor et trækdyr sætter af. Fra ladet spilder den meloner, som jeg må have strintet til. Den grønne jade har vækket min afsky. Madame siger farvel. Vi går gennem fælles striber. Jeg kommer op på puslepladsen, de snakker sammen, det er mit ydre, der er aktuelt. Så kommer kvinden og trimmer mig, og de snakker sammen, men da det hele er overstået, bliver jeg glemt på puslepladsen. De forskellige damer er gået i hver sin retning.

Vulkankommisionen

Som messedreng i Dungast havde jeg lært - at dæmpe mig selv, at hengive mig, og at stikke hovedet i busken, hvis skønheden skulle findes. Jeg nød at blive ristet. Jeg nød at blive åbnet og lukket. Jeg har spekuleret i selv-ødelæggelse, som en del af verdenserobringen, men en dag under platanen, med skriftet i hånden, smed jeg den i brønden, og tog til Vulkankommisionen. Jeg prøver ikke at være båret af had. Jeg prøver at tro omsider.

Badehavet

Wim Wenders lyver når han laver himlen. Det er ikke himlen. Det er smuk sentimentalitet. Vi står som små skygger under tidens råkostjern. Tiden flyver over os, og lad os sige at evigheden griner ad os. Vi mopser med slåfigurer akkurat som Skyum-skov og Leonara-håreskår, for rummet kan se ud som om det venter noget af os. Krymmel af slåfejl under Wenders himmel. Små cykloner, der gør det ud for en karriere, for dette. Men når evigheden kommer satanisk med helleristninger og øskener af fortræd - sier - sir - morads og slåfejl fra - står vi i nutiden det blottede rum med vores små kasteller, som skyller ud i Vadehavet. Mennesket magter ikke at se Vadehavet. Det magter at se fyld. Men vores ubetydelige fylde er tom, og dommen venter, og menneskets evighed, som er fyld, frasorterer alt lortet: det bidrager ikke.

Das Blumenwelt

Fredag d. 30.4 - 2010 kl. 17.45 vil der være en lille såkaldt teater-improvisation over det tyske smertensbarn Heinrich von Kleist. Jeg har forsøgt ordene. Hele forestillingen varer kun tyve minutter. Det løber af stablen på Husets Teater. Kom endelig!