Salling vest

Sneen kom igår og transmissionen
samt plovene rykkede ud
ligeligt, men relativt effektivt.
Vejle-broen naturligvis en dræber.
Ringede til Sanne hjemme
undgik intervieweren
kanalerne incestuøse som hiv

som et dumt spejl
kære fremmede
jeg ikke ønsker -
håber hun har sat noget godt over
fandens tid!

Mogadishu

Søster i det fremmede, se denne by
og dø!
Se det som at min onkel byggede et hus
på khat og kit og røddrøm, støvet, men med den lille gård
givet til kvinderne og vandet.
Jeg så en helikopter cruise hvæsende
jeg så en opskrift i detaljer mediebåret
hadende.
Se dette cirkus, søster -
det er det eneste jeg maler nu.

Jeg maler kampvogne med guerillaer
partisanhovedklæder og ansigter af geparder
camouflage - projektiler - snipper af blodigt stof
overlegen i forhold til ørkenvinden, deres kroppe
på tanken falankser skrigende.

Moser gennem Moder Jord.
Formationen, stilheden, geværet i den slaviske vinkel
en vanddunk og granater mod alle vuggestuer.
Se, dette hus - søster i det fremmede
dødsstilheden, Vadehavet rammer kvindernes ansigter
det faldende vand tapper ansigtsbøjeligheden
som en skruestik fra krigen.

Langt borte ligger det blå vand - siger onkel
Aden-bugten og vejen ud
skøre fisk og fakiriske både med lange næser
og småfolket som ikke kender til hadet.

En tank: et dødningehoved med klæge bindinger påført
tankens bunker-krop - de
dinglende ben og gruen og stilheden
larvefødderne som ramponerer hud-jorden
den enorme kanon tyst i sejren.

Western Congo

Vi bevæger os opover efter grænseområdet
bakkerne bliver til bjerge som teenagere
udvortes grønne fortryllende
hinsides menneskelige termer balloner
med bavianer og nærmest vinkelsyge træer
vrider sig ind i massen lurende og fløjtende
som drukne cikader, mit grønne, autist!

Vi har hakket alt ned. Givet dem børn
malket udflåden og de sprængte livmoderhalse
på jorden som det første alfabet.
Førstehjælpsarbejdere, se nu vores øjne!
Hvor lyset ikke kommer
koakulerer en kynisk masse
med radioaktivitet og mord
som sorte fakler
mens vi går kolonnen og efterlader dem på cikadernes
skråninger, abrikostræerne mister al fonetik -

Jeg kan huske kvinden bundet til et træ
taget så mange gange at volden blot er en ny søvn
ligesom fattigdommen og sygdommene. Vi knepper
lig - og Gunvald vores fange bygger brønde af dem når han
hallucinerer.
Morderblikket er skarpt, Berlin.
Vi har hørt om de Østeuropæiske tilstande
træløse spioner, nature mort og øde sne.
Vi kommer over grænsen, tager de sidste kvinder -

bryster parteret bryder næsten den totale erektion -

Og det eneste jeg ser er et slags trofæ - en bavian
der hoppper fra det ene træ til det andet, konstant med -
konstant over mig som en ny død

i det grønne langt væk herfra.

A new career in a new town

Jeg står i udkanten af Sanaa og ønsker Berlin
som drømmen har angivet på det sidste -
men jeg er sammenbrudt, kommer ingen vegne -

Far har givet hende videre
mine søskende flyver fra reden regelmæssigt -
til blodige nætter og bonden som sammen med svigermoren
har bundet barnet
til sengen
for at komme hinsides uskylden
termen fra verden
som mennesker lever og glemmer
mareridtet og spermen, ydmygelsen, rædslen!

Vi er otte sjæle
jeg har skrevet et digt om forsoningen, men stammerne i nord og syd
myrder videre.
Natten er hed. Det lille hus
af klinet jord klinet i oversættelsen
til udover Halvøen og Europa.

Jeg har kun denne tradition.
Intet nada triumferer her. Eller jeres æg!
Hver gang jeg antaster pennen skælver jeg
som smser for langsomt konciperet. Eller for tykke
fingre. At presse al den smerte ned i utalligheden.
Som mod et blævende mirage åbent altid som et kreatur.
Men jeg smadrer den samme voiture. Jeg kender kun at konfrontere
det værste i mennesket eftersom alt andet er makeover.