Dagstelegrafen

I sin roman nr. cirka hundrede satiriserer Klaus Rifbjerg over forfatterskolen. Igen. Det er sket mange gange før, og det er naturligvis godt at magtfulde institutioner står for skud. Der har været meget debat om denne skole. Men vi har et akademi for malere, hvorfor ikke for forfattere? Jeg skriver det her fordi jeg har gået på forfatterskolen, og fordi jeg fik meget ud af det. Det irriterer mig at Rifbjerg - såfremt han ønsker at reflektere over forfatterskolen? - ikke gør det nuanceret og lidt mere modigt. Det er næsten en hån, en grel misantropi, når man, eller Rifbjerg - tiltænker så mange individer at de bare lader sig pode, og i øvrigt - efterfølgende - ikke vikler sig ud af den påståede, æstetiske hjernevask. Sådan er mennesker ikke længere. Sådan har mennesker aldrig været. Det er omsont at remse op hvem af nyere danske forfattere, som har gået der - og som er gode. Sagen er at forfatterskolen bidrager til et litteratur-klima, som er vigtigt. Det er måske sorte tider - med så mange biografier - så mange dårlige bøger - med Rifbjerg, som har travlt med at muge ud, så Kongen kan knejse så meget desto mere, men at Kongen kan føle sig så truet af denne form-frigide institution? Næppe. Det er bare ærgerligt. At niveauet ser ud til at styrtdykke over så meget af linjen.