Midt mellem heden

Fra alle sider
forstanden målt - hvor langt rækker det?
Videre! Inde, ude, lys, mørke indtil alt
er samlet og set og forvirret, jeg har overlevet det værste
jeg forestiller mig kæmpelyset derude
for enden af neglene
alting stråler, jeg har været ædru - jeg kan skrive om alt
jeg kan skrive om dine indersider, din - nej -
det nye menneske hvis gråd bliver en skæbne
intet holdes af lyset
Poe i sit kranium endnu en kæde til de nøgne dagbøger
Kukisklasmus - flere fejl!
Skide egoister, og så et svæv til højre, det er delt
delt af Delacroix, den faktiske poetologiske - nej.
I mørket ligger drengen, Poe, Baudelaire
for alting, synes det mig, begynder og slutter med moren hvis
ætermord igangsætter den rigtige - dagsformen: det seje, syge slid ind i
fantasien. Resten er arbejde, resten er voksendommen, forlængelser af
postulater om skønhedssatin og generthed. Der er så mange tåber, men du
er god.
Jeg aner det ikke. Jeg har en ven, som er optaget af drømme
og The raven er komponeret som et tandlægestik
og her er sundheden og det absolutte krav om det røvballede kunstværk
som er så langt ude og så meget på toilette (dagsånden) at alting er sort og rødt. For her mangler bordeller. Og lidt længere fremme, nej. Denne humor er kommet fra lyset
som er den sidste bogs - nej.
Dem jeg kender er idioter, jeg er god, jeg kender ikke til ondskab,
derfor er jeg dum, jeg er gennemskuelig, Demimonde - nevermore.
Det blev ikke os.
Det sidste brev, palmen, flasken, udødeligheden. En grillbar i Valby -
Nej.
Jeg påstår at gentagelsen har en steril karakter, derfor er digtet blevet
til som sætning, ikke som højde. At vugge. Jeg spiser igen, nyrene ok.
Jeg har min bedste bog at skrive, intet nyt, fra det blå ammehjerte.
Resten er dumpet. Jeg er blevet Macho. Fuck alle der bor i Jylland, Baudelaire sagde blot
til sidst crenom (Belgique!).
Holder det?