Vinterfrie i Libanon

Ligesom visse kvinder tænder på røgtere og massemordere, som Peter Lundin feteret, ja sådan strømmer horder af NGOer til libanon for at hjælpe med at rydde klyngebomber efter det sidste, paranoide israelske angreb i 2006, eller man tager ind i de sønderskudte, palæstinensiske flygtningelejre og snakker med enker og deslignende, eller man kommer som smattede, opbyggelige teaterensembler og underholder disse kompositte hedninge med børneteater, forvirret? Alt findes her. Maronitter, shiitter, sunnier, drusere, armenske fordrevne, hyper-franske madammer med skært nye læber, lækre baguettes, store biler og en vild temperatur her i november, hvor celsius-måleren aldrig kommer længere ned end de 18 grader. Beirut er under evig forvandling, her er flere kraner im work end der er cyklister, og hver en bil holder tudekonkurrence med alle andre biler, for de er mindre folketro end vi er. Som førtidspensionist er dette et haven: man tøffer forkælet af sted mellem designerrestauranter og lattées, når en tur forbi fitnesscentret, hvor en assistent personal forklarer en hvor mulden hænger i det. Enhver, selv den mest skidne, importerede, syriske building-worker siger Hr. til en, og man pukler for dyden med at opfriske det skolefransk, som længe har været udenfor muffen. Den hvide farve, som alle andre steder, er et probat virkemiddel. Kort sagt bliver man liderlig af det levantisk-franske. Kvinderne har høje røve og kører store, forslugne biler, langs med cornichen strutter vinterpalmen uhildet, og pool på pool sætter frø i dette levantiske eldorado, hvor selv syrierne har indvilliget i at tale med das beaten frere: Liban. Kom endelig! Her er varmere end på De Grandcanariske øer! Her er mere kultur. Næste lørdag spiller man de syv dødssynder af Kurt Weill, ligesom Faust og Murnau akkompagneres et sted i Byen, et kristent sted vel at mærke. Husk på at 30 % af dette land er kristent, ærke-kristent, tusse-antikt som armenske amuletter, her kan De føle dem hjemme. Syd for den grønne linje, som var borgerkrigens arterie, bor Hezbollah og Shia-mennesket, så der kommer man ikke, men da jeg godt kan lide lidt fremmed imput tager jeg sommetider derned, hvilket sagtens kan overleves. Ønsker man at vide mere om 2006-krigen, igangsparket af en kidnapning af to israelske soldater, kan man udmærket anskaffe filmen Sous les Bombs, som følger en sild-mor, der leder efter sin søndersprængte søn, det finder hun ud af. Og er de til cigaretter? Enhver chauffør i dette land ser helst passageren tænder en gar, hvilket minder denne sut om at USA er og bliver et sted for fantasiløse tabere, også efter negeren har triumferet. Beirut, doch, har et stort amerikansk universitet (AUB), og man hører da også ofte en walla-blanding af arabisk, amerikansk tilsat lidt høfligt merci. Hvis man ønsker at shine kroppen lidt op? Her er billige operationer at hente, Lasse Ellegaard, som eders voksede op med under ræven, har dokumenteret dette. Det går ikke at landene i nord snobber for meget ned. Da jeg idag cyklede i Fitness First indså jeg at røven, røvene, åbningerne og elegancen i nord er kommet out of hand. Landet Libanon er på størrelse med Sjælland, hvorfor supermagter af enhver art kommer lettere til fadet (Iran, Syrien, Israel, USA). Skønt hærget, opdelt, fremmedgjort, producerer landet vin i de højere liggende dale, hvor man endog kan stå på ski. Desuden romere, fønikere, armenere, FN-soldater, samt spektakel-søgende kvinder, som finder mere robuste, soignerede mænd her, skarptslebne af konflikter. Stort set kan man opdele Beirut i tre sektorer: en østlig muslimsk, en vestlig kristen (malls, barer, Jameson, cocktails), samt en sydlig shiitisk. Om sommeren influx af bastarder fra golfen, flyende sharia og tyggegummiløse fortove, skal shoppe og flirte, hvilket gør at Beirut om sommeren undgår diverse attentater. Influx af syriske arbejdere, filipinske housemaids, enhver husstand har en eller to af disse mikro-sjæle, som er klædt i pink, ensartet, og som aldrig har fri. De værste her, på disse kanter, er afrikanerne, der som regel tømmer toiletter og fejer op efter de forbavsende få gadehunde. Husk ørepropper, alle dytter her. Der ligger i Tyre/Sour, nær den jødiske grænse, et smukt lanterne-hotel, hvor man fra værelsets lind kan se middelhavet gungre mod smukke, asymmetriske klipper. Læser Raymond Roussel, som dopet døde en nat i Palermo i 30erne, idet han troede han var i Tripoli, Libanons næststørste by. Der er intet nyt under solen. Jeg elsker landet, byen, Hulk, må de snart lette røven fra november, november, november, kære læser.