Vi er evigt terroriserede, Pia

Mit forsøg på at blande mig i den politiske debat - strandede. Min kommentar i Politiken, som ikke blev trykt, om Pia Kjærsgaard og kulturen. Jeg anede ikke at medlemmer af folketinget sad der. Nu er jeg slet ikke lykkelig. Jeg må ha en fransk afvigelse, thi jeg ser hele et dømmende tribunal dernede i Paris sidde og stirre på dette klima her, rydningen af kirken, motorvejen til Vojens, de nye skatter og fisk på dåse. Om min pointe var bare at jeg ikke fatter man sætter politikere og sensationsduller og gårdejere til at vurdere kunst, for jeg er sur, og kunst det er svært.

I en mail forklarede Kaspar Austin om sin rejse til Dubai. Han begik næsten selvmord inden rejsen. Han svor det gjaldt cykler, cykeltaxier, babycykler. Da han kom hjem, var han af en anden opfattelse. Han havde fået den i synet, han taler ikke mere om Nevada.

Strandet, at vide det. Tonen. Jeg må ikke engang omtale den længere. Hvem får lettet på hatten? Velimir Khlepnikov? Der er russisk folklore overalt. Kasper inviterer mig med til Odessa, vi skal skyde en kortfilm på trapperne, vores tankerhjerter kvier steriliteten. Du siger vi skal komme ud til filmbyen, du siger vi skal lave en sitdown-sympatiaktion, hele Thy-lejren klapper, klapper når I græder, når de græder, græder de virkelig.

At vide at når man har det dårligt, så er alt dårligt. Og vide hvorfor man nynner om Århus lige nu, idet man flytter potteplanten, den sindssyge magi af at mærkende det skinbarlige felt af suggestioner i hjertet. Og nyren, som svigter.

Den lyriske novelette. Det ægyptiske frimærke. Walser. Kaspar siger at revolutionen kommer igen, og at den vil lære folk at tegne påny, og lave raketter og plakater.

Det er næsten selvmordet, i 2009, det her. Til at grine af. Min søn sover. Det er ikke til at grine af. Han er smukkere end mig, og han overlever mig. Han skal have mine bøger og al min kærlighed. Resten af den såkaldte meute hænger mig ud af halsen, uåndelige, en dag til, derudaf, de forstår ikke min uforlignelige dybde. Det gør min sovende søn. Jeg har tænkt på at lave et kup, et privat that is, det er min avantgardisme.

Du har fødselsdag. Du oversætter digtet om Zeico. Alt er som det skal være, nyresvigt. Galdesten. Læste en mere udmærket oversættelse af Antichrist i dag. Læser om Mayakovski, og som så ofte slår det mig at næsten alt er ulæseligt og kedeligt, men ikke den forestilling som ledsager læsningen, hvormed jeg siger at Mayakovski langer ud efter hetero-staten som en raket, åh, vi savner ham. Beck ligger på kirkegården, der er generte mennesker, som ikke kommer ud af busken, der er en romantisme, som ikke kommer frem, de sorte sole er døde, det sidste jeg kan skimte er Elysion-Joyce på den euklidske himmel, forever boyish. Hvorfor forstår de ikke hvor vigtigt det er, det jeg laver? Sådan, et komma mere. Sønnike, du skal ikke have ondt af far. Han snakker med sig selv.

I tågen inde bag panden set mama, ubedrøvet. Kørt den af. Også nu. Den anden ringer, han slammer sammen i bitter skuffelse, skønt det omvendte er faldet.

Og kvinden i Ach, du lieber kommer heller ikke videre. De fleste af os burde stoppe det her pis. Vi har ikke talent, vi fornyr ikke noget som helst. Sønnike, bær over med papa, han kan ikke andet end det her.

- men papa, pengene?
- heller ikke det, Sønnike -

Og man roder i dette dette var tilfældet istider - efter et citat, der kan støde lidt energi til. Noget dagsaktuelt. Og helt fra bunden: I Ringsted i weekenden et seminar om Mayakovski og hans tid i kachotten, de cirka seks måneder, hvor han blev formand for fangerne, og hvor han så sin egen fremtid: jeg hader marmor, jeg hader berømmelsen, snyltere, snylt omme! Men hvornår kommer den dag hvor papas indoktrinerede fantasi skiller sig bort fra internationalen, og sært småt bygger en skabning op, som intet ligner - ud over papa? Du er kommet igennem noget, du kan sommetider se hele vejen ned i graven, skønt rynkerne i panden endnu er orfiske, og alligevel svømmer disse særheder rundt i en menneske-fjendsk skinverden, uophørligt sammen, hvormed vi er evigt terroriserede, Pia.

Det forslugne hjerte

A. Igen Baudelaire, hans nøgne hjerte, den linde strøm af klagende noter i dagbogen - om bøn, af - eller forgiftning, penge, frem for alt penge, og så mama - udspringet - grunden til at vi sidder her i natten. Hvor godt kan du ikke sætte dig ind i den linde, vederkvægende, ambitiøse, tabende strøm af formaninger - inde i hovedet, dvs. implosionen, som du mærker: røgen, som stryger ind i knoglerne og konserverer dem som raslende - jeg tabte tråden, igen at blive kvalt, at en fremmed dandy-magt fylder rummet op, mens bevidstheden fordrevet af smerten søger efter udveje. Atter Artauds bevidsthedsstudier.

B. Arbejde, penge, motion. Du har tusinde lister. Disse små lister gemmer du alle vegne, autistisk tendens, små funktionær-myrer, der har den samme opgave i natten. Det lader sig gøre at sige natten igen: det er Baudelaires skyld, måske. Han skriver: bøn til Poe. De har den samme ægte farvedragt. Nogen gange går det. Man lister en dristighed ind gennem nøglehullet, ind der, ups, den slap ud. Den slap ud som noget nedrigt, jeg tænker på: amerikanerbiler og drenge fra landet.

C. Gesamtkunstwerk. Kunsten bagefter. Den kødædende bog jeg så i nat møve sig ind i Sydhavnen, snipsnap: det er et arondissement, men så ønsker jeg også at nappe tilbage til det idotiske læserbrev jeg skrev i dag om Pia og kunsten. Jeg hørte min veninde argumentere for noget, slapt, men prøvende - man forstår et godt stykke hen ad vejen, mens en fransk deling af misantroper og metrikere sidder i helvede udenbys og jamrer over dette land. Dette land, Hr. Stangerup, er på røven: de griner, de smører på med spejder-jamber, der er et nederste, Buster-Larsenagtigt niveau - et misantropisk, overdemokratisk, plattysk sted, som er satanisk, fordi det er ligeligt og profant. Jeg snakker om omstandelse. Jeg snakker om at skære Dyne-larsen midt over og køligt finde et mareridt, som kan udslette den nedre fascisme, der udgår fra Ålekistevej. Kunstværket kan ikke blive meget andet end det fnys det danner, når det forløber selvudslettende.

A. Jeg prøver at lave en bog. Heterogene notater. Følelsen af at sidegevinst-fedt troppe op efter Rimbaud, at have været der. Man har frekventeret samtlige snipper af sætning og tone, været der, incest, boks, Obama, men med følelsen eller med tonefaldets ødelægger. Det er lagt øde, steriliteten, den socialistiske latter. Jeg tænker på Kleist, på uforstyrret hævn, det primitive.

B. Lave Ach, du lieber Augustin færdig. Teaterstykke, premiere 16.10. Rodet biks. Lidt af hvert. Svinedrengen, instrumentet, den evige, drilletantiske henvisning til musik, som om indlemmelsen af det potentielt over-svævende, det sublime - kan fjerne det faktum at du arbejder med forvirret intuition, samt visse forlorne forestillinger om det Rimbaud-fremadstæsende, det, som er hurtigere end tanken, lyset i mørket.

C. Georgien, Rio, Tangier, millioner, Als, Paris, låne den Mercedes. Få løbet, inden depressionen kommer. Det kunstige paradis. Biler, åh, biler. Dåben. Forholdet til min far. Snakke med andre mennesker og gå andre steder hen, misbrugets autisme, døkker og nøkker og vaner mejslet ud som om stærsoleblindhed var -

A. The Magpie on the Gallows. Roman, efter Brueghel, fragment. Endnu et i rækken, du har mellem 10 og femten, få det skrevet, hvis Dante dukker op, den tekniske underlegenhed, som dømmer dig. Det nye, Rollinger amok!, så nyt. Igen: den eksproprierende faktor, at hoppe ud af ryggen, bogryggen, som 120 dage, næsten. Jeg har noget andet i tankerne. Det kan være flovt. De lækre jeger. Men kan ikke bekendelsen værer sexet. I sidste ende styrker det måske, Leth mere styrket. Der er falder noget fra brystet, jeg vil sige noget smukt om vægttabet, men lige nu skriver det, det er lækkert, vægten lå som en knust vase på gulvet, men kolonihavehuset var på vej ud over kanten, og Chaplin var sminket på en sådan måde at man vidste katastrofen var indtruffet. Hvordan citater, som er barnets banemand, lister sig ind som propagandistisk spæk, i tegnets isverden, hvor babysæler kreperer. Det var nemt.

B. Mor- fantasi - kulde - Jens Skade - afstand, ontologi.

C. Flere artiker om Dubai. Et hørespil. Et teaterstykke mere. Mere Rusland, for meget "ustart" i Kleist-stykket. Jeg har også et CV. Manipuleret af livet, at nægte det. Ikke at tjene penge, fordi man er forfinet - lyder som -

A. Malet huset, en ny cykel. Altid i neurosen, eller med Baudelaire: lediggængeren - at se støvet, løgstumper, den krispe, ulækre dratten af madstrumper mod plankerne. Den sibiriske lærk. De små mænd, som forsvinder i frimærket, Stenbukkens arvesynd, dukkehuset. Ind i rusen. Taget falder ned. Man kan vel ikke komme udenom erfaringen, den jeg vægter for bohemisk, men det nytter ikke noget med den dobbelte indavl foran skrivebordets stakke af bøger, med mindre det nytter, men papkasser har ikke skadet, vel?

B. Lister op, for at leve. Den frie vilje, tysk film jeg så igår. Et filmmanus. Yang. Peter.

C. Som teaterdirektør krakkede han. Der var kun - den fortsatte udvikling af gennemoplystheden, nært forbundet med magien, den fortsatte, ægte tur ind i den store fejl. Hvor er det sådan? Det er så personligt at jeg må tænke lidt nærmere over det. Og at jeg er taget af både, som dem, ting man kører i stilling for at tro man lever - rigtigt. Den arm man sluger med, en tankvifte, det ædende ego, så meget plads, op i bjergene, en konsekvens af det.