Beirut, lillebror

Denne by er den mest liberale i Mellemøsten, siges det. Jeg bor i Zico-house, et kulturhus, Zico er en storrygende karl, som er distræt og som ikke altid passer nok på det smukke hus han har arvet af farfar, gult, store balkoner og luvslildte skodder, en lille have med et par støvede træer, overlevende, heldige som de er, Beiruts altid pågående byggekaos, fra borgerkrigen, som sandsynligvis raserede de franske villaer, fra 2006, hvor Israel bombede Sydbeirut. Dette er en by som ikke kender sig selv, siger en australsk-libanesisk Phd-studerende jeg møder, den er trist. Det er måske sandt. Byen kender ikke sig selv. Det meste af downtown er en stor glasseret byggeplads, hvor importarbejdere sveder i solen, det er endnu 20 grader her i slutningen af november, downtown, som man laver om til high-lifeboliger, kontorer, en saudisk, nyrig region i byen, overskyggende Middelhavet og hvor den nye superskærmede danske ambasade ligger. Muligvis kender Beirut ikke sig selv. Men kan en by, som konstant ruptioneres af eksplosioner, ulige krige og indre infernoer kende sig selv. Der er 16 trosretninger, men en forfatning fra tidernes morgen kræver at statsoverhovedet er kristent, skønt shia-befolkningen har vokset den tilsyneladende elite, de kristne, over hovedet. I denne ny kører kuwaiteren rundt i en firhjulstrækker, en sigøjnertigger hustler, i Sydbeirut, hvor de fleste af borgerne bor, hylder man Hezbollah og stærke religiøse koder, i sunni-delen balancerer de unge piger på høje hæle, kapgår til fitness og skilter med plastiske plastre, som de har fået af lægen, der har forskønnet dem. At flashe sin rigdom, at være bevidst om sig selv, sådan er det åbenbart i alle kulturer syd for München, i sarajevo, i kiev, i Rom, i Beirut. Jeg har købt mig et cigaretetui, og mærker overkulturen trænge gennem det lille menneskes underpersonlighed. Men byen vil overleve. Udlændinge bliver respekteret, en frankofil etikke hersker. Overalt sidder sidder mænd på stole på gaden og ryger, mens vesten stormer mod en uvis konkurrences tåbelige destination, sådan må det være, Carsten Jensen. Her er konflikt. Det er derfor man kommer her. Det siger Lasse Ellegaard selv, det kunne Jan Stage have sagt. Det er derfor jeg kommer. Krater, ruin, at al kunst her degenereret handler om mordet og volden, som er en exit fra grøden oppe i Danmark, hvor kunsten efterfølgende, med mindre den spasser, må blive grød. Den tekniske sterilitet, som vel kendetegner den nyere kunst, kender man ikke her, hvor enken og det faderløse barn flyver over lærredet på den mørke maleriudstilling, som Zico-house houser i disse dage. Det er altid svært for kunsten. Man kan få det indtryk at størstedelen af de bøger, som udkommer i Danmark er syntetiske og fremmanede, grundede på sterilitet og skriveblokeringer. At der ingen nødvendighed er, hvorimod her, under kraftens og voldens svøbe - at den degenererer her. Som ulve om grøden bestormer de sortklædte, let blaserte intellektuelle her de få kulturarrangementer der er, en klassisk koncert, en filmfestival, hvilket dog udmærker Beirut i den arabiske verden un peut eftersom Damaskus, to timer væk, censurerer disse fine efforts, på nær Cairo, måske, som trods fatal pression, tillader noget. Det er sjovt at se, også, hvor mange støttekroner, støtteeuros, der kommer hertil, FN, utallige NGO'er, som hjælper med vand, miner, forhold i de palæstinensiske flygtninge lejre, uanerkendte som de er, fordrevne siden 1948, stadig med kampe mellem den ringe regeringshær og disse lokale palæstinensiske militser, for nylig en lejr totalt smadret, cirka 100 islamister holdt stand, hvis de kan hedde sådan? I maj i år indtog Hezbollah store dele af Vestbeirut, efter sigende også lufthavnen, en magtdemonstration. Hvorend man går holder der stationeret tanks ved centrale årer af veje, stillinger med sandsække, og overalt går vagter og soldater omkring med automatiske våben, hvilket man forbavsende hurtigt vender sig til. Overalt i Libanon, som er på størrelse med Sjælland plus holder der tanks, er der soldater ved vejkryds efter vejkryds - i et land, som har bjerge (3000 meter), kyst, cedartræer, vinproduktion, smukke egne, sammensatte. Drusere, en muslimsk retning, epigonisk benævnt af andre muslimer, ofte, fordrevet til enklaver i bjergende, kombinerende elementer fra mange store religioner, lukket for nye rekrutter, klædt i hvide huer og posebukser, se, det er en drusisk landsby, og der er kun 700.000 af dem i verden. En maronit! Er dette Armenien? Men Beirut. Jeg kommer ofte i Manara, som er muslimsk, ved fyrtårnet, helt ude ved havet, hvor den tyrkiske kaffe koster 6 kroner. Her sviner jeg sødt vinteren til oppe i nord og retter på solbrillen og tænder en smøg til 6 kroner pakken, hvormed antydet at helse-neurosen ikke er kommet til Libanon, og hvorfor skulle den også det, når 2006-traumet stadig nager? Når jeg skal have en lille en tager jeg til det kristne øst, hvor Beirut fremstår som en slikket, spændende, sexet festby, thi allevegne ligger der barer, den ene faktisk smukkere end den anden, blot kanøflet af trafikken, Jaguarer og gamle Merzedes-taxier, bombende afsted på billig diesel. Ofte glemmer man man er i Mellemøsten. Andre gange denne sidden på gaden, lykkekæder ringlet rundt mellem fingre, poppede duller, dytten, snackboder, en apatisk eufori, som hæmmer økonomien, må man tro, og lader Hezbollah trænge ind der, hvor fattigdom ikke tillader tandlægebesøg etc. At hade Israel her, det forekommer naturligt. At de sønderbombede HELE Libanon, stort set, efter Hezbollah havde taget TO israelske soldater til fange: veje, bygninger, civile etc. Når man atter, stupidt, drømmer om at gøre noget godt for verden begynder alle konflikter omtrent her, her i Libanon, den evige lillebror.

Vinterfrie i Libanon

Ligesom visse kvinder tænder på røgtere og massemordere, som Peter Lundin feteret, ja sådan strømmer horder af NGOer til libanon for at hjælpe med at rydde klyngebomber efter det sidste, paranoide israelske angreb i 2006, eller man tager ind i de sønderskudte, palæstinensiske flygtningelejre og snakker med enker og deslignende, eller man kommer som smattede, opbyggelige teaterensembler og underholder disse kompositte hedninge med børneteater, forvirret? Alt findes her. Maronitter, shiitter, sunnier, drusere, armenske fordrevne, hyper-franske madammer med skært nye læber, lækre baguettes, store biler og en vild temperatur her i november, hvor celsius-måleren aldrig kommer længere ned end de 18 grader. Beirut er under evig forvandling, her er flere kraner im work end der er cyklister, og hver en bil holder tudekonkurrence med alle andre biler, for de er mindre folketro end vi er. Som førtidspensionist er dette et haven: man tøffer forkælet af sted mellem designerrestauranter og lattées, når en tur forbi fitnesscentret, hvor en assistent personal forklarer en hvor mulden hænger i det. Enhver, selv den mest skidne, importerede, syriske building-worker siger Hr. til en, og man pukler for dyden med at opfriske det skolefransk, som længe har været udenfor muffen. Den hvide farve, som alle andre steder, er et probat virkemiddel. Kort sagt bliver man liderlig af det levantisk-franske. Kvinderne har høje røve og kører store, forslugne biler, langs med cornichen strutter vinterpalmen uhildet, og pool på pool sætter frø i dette levantiske eldorado, hvor selv syrierne har indvilliget i at tale med das beaten frere: Liban. Kom endelig! Her er varmere end på De Grandcanariske øer! Her er mere kultur. Næste lørdag spiller man de syv dødssynder af Kurt Weill, ligesom Faust og Murnau akkompagneres et sted i Byen, et kristent sted vel at mærke. Husk på at 30 % af dette land er kristent, ærke-kristent, tusse-antikt som armenske amuletter, her kan De føle dem hjemme. Syd for den grønne linje, som var borgerkrigens arterie, bor Hezbollah og Shia-mennesket, så der kommer man ikke, men da jeg godt kan lide lidt fremmed imput tager jeg sommetider derned, hvilket sagtens kan overleves. Ønsker man at vide mere om 2006-krigen, igangsparket af en kidnapning af to israelske soldater, kan man udmærket anskaffe filmen Sous les Bombs, som følger en sild-mor, der leder efter sin søndersprængte søn, det finder hun ud af. Og er de til cigaretter? Enhver chauffør i dette land ser helst passageren tænder en gar, hvilket minder denne sut om at USA er og bliver et sted for fantasiløse tabere, også efter negeren har triumferet. Beirut, doch, har et stort amerikansk universitet (AUB), og man hører da også ofte en walla-blanding af arabisk, amerikansk tilsat lidt høfligt merci. Hvis man ønsker at shine kroppen lidt op? Her er billige operationer at hente, Lasse Ellegaard, som eders voksede op med under ræven, har dokumenteret dette. Det går ikke at landene i nord snobber for meget ned. Da jeg idag cyklede i Fitness First indså jeg at røven, røvene, åbningerne og elegancen i nord er kommet out of hand. Landet Libanon er på størrelse med Sjælland, hvorfor supermagter af enhver art kommer lettere til fadet (Iran, Syrien, Israel, USA). Skønt hærget, opdelt, fremmedgjort, producerer landet vin i de højere liggende dale, hvor man endog kan stå på ski. Desuden romere, fønikere, armenere, FN-soldater, samt spektakel-søgende kvinder, som finder mere robuste, soignerede mænd her, skarptslebne af konflikter. Stort set kan man opdele Beirut i tre sektorer: en østlig muslimsk, en vestlig kristen (malls, barer, Jameson, cocktails), samt en sydlig shiitisk. Om sommeren influx af bastarder fra golfen, flyende sharia og tyggegummiløse fortove, skal shoppe og flirte, hvilket gør at Beirut om sommeren undgår diverse attentater. Influx af syriske arbejdere, filipinske housemaids, enhver husstand har en eller to af disse mikro-sjæle, som er klædt i pink, ensartet, og som aldrig har fri. De værste her, på disse kanter, er afrikanerne, der som regel tømmer toiletter og fejer op efter de forbavsende få gadehunde. Husk ørepropper, alle dytter her. Der ligger i Tyre/Sour, nær den jødiske grænse, et smukt lanterne-hotel, hvor man fra værelsets lind kan se middelhavet gungre mod smukke, asymmetriske klipper. Læser Raymond Roussel, som dopet døde en nat i Palermo i 30erne, idet han troede han var i Tripoli, Libanons næststørste by. Der er intet nyt under solen. Jeg elsker landet, byen, Hulk, må de snart lette røven fra november, november, november, kære læser.