Krankenheimer

Kasper Nørgaard Thomsen PRIPJAT

Skuespil i 6 scener.

Personer:

Manden
Kvinden
Drengen
En Alkoholsælger/ Vagabond/ Landbetjent/ Likvidator

Stykket foregår i Ukraine (Pripjat) i den forbudte zone efter katastrofen på Tjernobyl. Scenen er en skov. Der er et hus “gennemboret” af naturen. Drengen kommer ind og går omkring. Han er alene. Han er glad. Han går og undersøger naturen. Han finder en blomst, tager den op og studerer den længe.

Scene 1

Drengen: Jeg er vild af natur. Nej jeg er ej! Han skriger det igen: jeg er vild af natur. Nej jeg er ej!

Pause

Den sibiriske tiger! Den sibiriske tiger. Den sibiriske tiger kommer ikke mere. Den kommer ikke mere.

Drengen hører noget og farer sammen. Han holder hånden op i luften, svinger den rundt to gange indstuderet som om han besværger. Det er et varsel mod onde ånder. Han lytter. Kvinden lusker ind på scenen, sætter sig i krattet, skjuler sig. Hun holder sig for munden, hun er ophidset.

Drengen: Jeg hørte ikke noget for jeg hørte ikke noget.

Drengen ser en sidste gang over mod krattet. Han kører hånden rundt på maven tre gange, han tæller mens han gør det. Så vender hans bevidsthed tilbage til uskylden, til idyllen omkring ham. Han begynder igen at studere naturen, ustrengt, fornøjet. Drengen taler med sig selv.

Der er en svane. Der er Lange Jan. Der er i tusinder og atter tusinder af blomster i Pripjat. Du bliver aldrig færdig med at tælle dem, dreng. Du er en dreng, og derfor er du glad, og når andre drenge kommer, er du ikke glad. De går gennem haven. De kommer helt forkert. Det ved du godt. Du siger det igen. Det er fordi du er en dreng. En dreng kan gå rundt i haven. Resten af lyset kommer ikke længere. Det er min lykke. Når det bliver mørkt sover jeg. Det er mørkt, og uglen kommer frem. Det var svært at vænne sig til. Dens øjne skinner. Men den siger jeg kan sove trygt. Det er de andre man ikke skal komme i nærheden af. I nærheden af floden går det fint, men alle skal drikke. Nå, nu vil jeg ikke tænke på det længere.

Drengen vender sig igen mod naturen. Han blinker let med øjnene som om han prøver at holde noget væk, er genereret af noget. Han tager en blomst op, holder den tæt på øjnene, og glider ligesom ind i koma, forsvinder let.

Drengen: Hej blomst. Nu hvisker jeg det: hej blomst. Hvad hedder du? Jeg ved det ikke. Jeg har ikke gået i skole. Jeg har hørt om skolen, men ikke været der. Skolen ligger på den anden side af grænsen. Skolen ligger på den anden side af skoven. Skolen den ligger i Hviderusland. Selv børn ved det: man kan sende alle bort. Ja. Sådan er det. Det er godt her.

Drengen gaber, strækker sig. Han lægger sig ned - inden da placerer han omhyggeligt blomsten ved siden af hovedet, det er igen som en besværgelse. Han ligger en stund. Der er helt stille. Drengen hører en lyd, ser over mod krattet, hvor kvinden sidder skjult, ud mod publikum, bliver tryg og ligger igen.

Drengen: Det er en sang. Det er en remse. Det er den søde nat, der kommer. Det er den søde nat, der kommer. Men lyset er ikke væk. Det sparer på kræfterne. Det har fortalt uglen det efter et besøg. Men ingen får at vide hvorhen. Det er gået et sted hen. Det er ikke bange. Det hviler sig. Ah, det hviler sig. Når Ronald er bange siger han at han ser den orange dæmon slå lyset. Det er for meget at tro på, og jeg tror ikke på ham. Jeg holder mig for ørerne. Det er pjat, Ronald. Det er pjat, Ronald. Godnat!

Drengen holder sig for ørerne. Han ligger lidt uroligt. Så bliver han afslappet og falder i søvn, hvorefter kvinden begynder at pusle i krattet. Hun kommer frem, bærer et underligt dress, arkaisk og kort, nøgne ben. Hendes hår er pjusket. Hun stirrer på drengen, tager bestik af omgivelserne, der forekommer farlige for kvinden, springer hen til drengen og stirrer på ham. Hun klapper hænderne sammen lidt som en besværgelse.

Kvinden: (mumler) Nu kommer Ronald ikke mere, nu kommer Ronald ikke mere.

Kvinden sætter sig lydløst ved det sovende barn, begynder at tage ting ud af en taske: en banan, en kniv, finder en krøllet hagesmæk frem. Måler den. Så nynner hun stille:

Sov sødt lidt barn
Sov sødt lille barn
Sov sødt lille barn
Mor er her.

Kvinden kommer i et mærkeligt affekteret, infantilt mood; hun er ved at kaste sig over barnet af bare passion, men griber sig i det. Barnet/drengen fornemmer noget, rører sig i søvne, men sover så videre. Kvinden lægger sig ned ved siden af drengen og forsøger at sove. Indimellem klør det på hende, og hun kradser med en hurtig bevægelse.

Kvinden: Satans! Ups.

Kvinden ser på drengen. Han har ikke hørt noget. En orange måne gløder. Kvinden lægger forsigtigt et tæppe over drengen. Kvinden og drengen sover. I søvne mumler drengen:

Den Sibiriske tiger
Kommer ikke mer
Den sibiriske tiger
Kommer ikke mer.

Og kvinden mumler i søvne:

Sorgen
Den kommer ikke mer
Sorgen
Den kommer ikke her.

Drengen vågner og stirrer forundret på kvinden. Så sætter han af, forsøger at flygte, men kvinden fanger ham rovdyragtigt og holder ham fast. Drengen skriger. Kvinden ryster ham.

Kvinden: Du skal blive her!

Drengen: Slip mig! Jeg vil væk!

Drengen vrister sig løs, og det kommer til tumult inden kvinden kontrollerer ham igen.

Kvinden: Du skal blive her.

Drengen begynder at græde. Han bliver slap i kroppen og kvinden slipper ham. Han falder ned på jorden, ligger stille.

Kvinden: Du skal blive her.

Drengen hulker. Han lægger sig i fosterstilling.

Kvinden: Tror du det er godt at ligge alene? Så tager du fejl. Hvad de end har sagt tager de fejl. De er fordømte. Fanden tage dem! Bilder et barn alt muligt ind. Ligger og hulker når man tager ham op. Det er en omvendt verden. Det er forkert.

Kvinden bliver hidsig, stamper i jorden og tæller fem stamp som en besværgelse. Så går hun hen og skræller bananen, tilbyder den hektisk til drengen, der ryster på hovedet. Kvinden ryster på hovedet. Så sætter hun sig ved siden af drengen, og de slapper lidt af. Man kan høre fugle, lyde fra skoven, og kvinden lytter efter, kører hånden hen over drengens hoved.

Kvinden: De kommer ikke! De kommer ikke. Det er kun i hovedet de kommer. Det er en tønde. Det er affaldet, længere kommer jeg ikke. Du skal ikke være bange nu. Mor er her. Mor er her.

Kvinden hugger ud efter bananen, ser ind i krattet. Hun virker nervøs. Tæller sekunder.

Kvinden: Satan! Så kom med det: hvad har de sagt til dig?

Drengen tier, er bange. Han ser væk. Han overvejer igen at flygte, men skønner det umuligt. Kvinden bliver irriteret da drengen ikke svarer, og puffer til ham.

Kvinden: Kom med det! Jeg venter. Hvis du er et naturbarn overlever du ikke - så sig ikke det. Jeg gør dig ikke noget.

Kvinden åbner munden, viser sine tænder, kører en finger hen over dem. Drengen ser skrækslagent på kvinden. Kvinden bliver øm:

Kvinden: Kom nu med det, lille skat. Kan du ikke se at jeg ikke gør dig noget?

Drengen: Alle gør alle noget.

Kvinden griner.

Kvinden: Har de sagt det?

Drengen: Selvfølgelig.

Kvinden griner igen, stryger drengen over håret. Kvinden mærker på sine egne bryster, holder dem op ad som om de er faldet ned.

Kvinden: Man skal ikke tro på hvad de siger; de siger så meget. Så er månen en ost, så orange på grund af strålingen; så var skoven rødere end normalt, og så blev fiskene i floden mere underlige i adfærd. De siger så meget. Man kan ryste på hovedet. Man kan gå væk og ryste på hovedet, men det nytter ikke noget at skrige ad dem. Jeg hørte dig skrige før; det nytter ikke noget. Man skal hellere fungere stille. Det vil jeg lære dig. Det kommer ikke dig ved. Jeg er her nu.

Kvinden ryster på hovedet, verfer tankerækken væk, men hun tror ikke helt på det. Hun ser nervøs ud, ser ind i krattet. En mand kravler ind i krattet. Har kvinden set ham? Hun stirrer på krattet, men glemmer så krattet og ser på drengen. Hun siger mest henvendt til sig selv:

Der kommer så meget og går. Det er sådan kærligheden er, det er sådan tønderne med gift er. De har ben på. De har så meget. Det kommer og går, og hjernen får og får. Hihi: den får og får. Det er derfor remser varer mere end hundredetusinde år. Har du lært remser?

Kvinden er synderligt forvirret.

Drengen: Jeg elsker remser.

Kvinden: Kom så med en.

Drengen: Nu kan jeg ikke komme på nogen.

Kvinden: Du skal have skolepengene igen.

Drengen er usikker; kvinden er nervøs, manieret; drengen prøver med en remse, men går i stå.

Kvinden: Kom så med en!

Drengen: Jeg kan ikke når du presser. Åh. Giv mig et øjeblik.

Drengen anstrenger sig, forsøger at presse ord ud mellem læberne.

Drengen: Det er så rart her/ at gå med blomster/ at gå med blomster/ i alle farver …

Kvinden afbryder drengen, er synligt irriteret.

Kvinden: Det skide aleneliv. Gå her med blomster. Hvem fanden har lært dig det? De fiskehjerner er drevet i havet. De gløder som elpærer, og bliver ædt af maren. Fanden tage dem. Bare en dreng! Gå med blomster. Få i fred. Det skal jeg have ud af hovedet på dig.

Kvinden stirrer på drengen, der bliver bange. Han ser væk.

Drengen: Det var bare noget der kom.

Kvinden: Det var bare noget der kom. Og nu er jeg færdig med den rom. Færdig med den rom. Det må du kunne gøre bedre, lille ven?

Drengen: Jeg kan prøve.

Kvinden leder efter tasken, ser væk, roder i tasken, finder en flaske rom. Drengen ser sit snit til at flygte. Så drikker kvinden glubsk, så fanger hun drengen og binder ham med et reb, der ligger på jorden. Drengen stønner.

Kvinden: Din lille satan. Nu kommer du ikke videre.

Drengen: (svagt) Jeg kan prøve.

Kvinden lægger ham ned på jorden, arrangerer sig selv ved siden af ham.

Kvinden: Nu skal vi sove.

De falder i søvn. Kvinden ånder tungt ud og ind som om hun slås med et mareridt. Drengen vender og drejer sig i søvne. Man hører en klikken, der bliver højere. Det er lyden af en geigertæller. Kvinden pruster let i søvne. En orange måne blinker let inden den fuser ud. I søvne forsøger drengen at løse rebet op. Hans forsøg kommer til kort.

Kvinden: (i søvne) Forbandede moskitoer! De er alle vegne. De lugter blod. De kommer. De kommer gennem tæppet. Jeg kan ikke forsvare mig. Aberne ser det. Aberne kommer. Aberne kommer for at bedække mig. Jeg vil ikke have jeres børn.

Drengen hører kvinden snakke i søvne, han vågner. Han sætter sig op, men rebet strammer. I samme øjeblik får han øje på manden, der kommer ud af krattet. Han kommer hen til kvinden og drengen, ser distræt på den vågne dreng inden han finder flasken med vodka. Han drikker glubsk. Han tømmer flasken og signalerer til drengen at han skal være stille. Så sætter manden sig på hug, stirrer ned på kvinden, begynder at grine. Man hører geigertælleren øge tempoet: den tæller ned ligesom en gyserscene. Så sætter den ud. Kvinden vågner med et spjæt, får øje på manden og begynder at skrige. Manden kvæler kvindens skrig ved at placere hånden ovenpå hendes mund. Drengen forsøger at flygte, men kan ikke komme fri af rebet.

Manden: Jeg gider ikke høre mere lort. Du holder kæft. Du holder bare kæft. Og du sidder stille.

Manden peger på drengen, han er rædselsslagen.

Manden: Ellers kalder jeg på aberne. De kan holde fest at I ved det.

Manden slår en skraldlatter op. Han begynder at gennemrode kvindens taske, smider tingene ud. Finder en neglefil, som han holder op i lyset. Han smider den på jorden, ser skuffet ud, ser skuffet ud som en abe, der forventede at finde en banan.

Manden: Hvor er det? Say me where the fuck it is?

Kvinden: (hvisker) Hvad?

Manden: Sprutten!

Kvinden: Der er ikke mere.

Manden: Der er ikke mere? Fuck! Så må vi hellere kalde på aberne, ikke sandt?

Manden flår kvinden op, drejer hende i retning mod krattet som om aberne sidder derinde og venter. Kvinden er skrækslagen.

Manden: Kan du se dem? Kan du høre dem? De forbereder et party. De kommer alle sammen. Store som små. Nu skal du få siblinger. Flere end du nogensinde har drømt om. Kom, spred benene: festen begynder.

Manden åbner kvindens skræv, vender det mod krattet. Han pruster. Han er beruset og kan næsten ikke holde kvinden. Kvinden signalerer noget til drengen, der ikke forstår hvad hun mener. Drengen prøver at komme fri. En ugle tuder langvarigt. Drengen gestikulerer i retning lyden.

Manden: A whole big bunch. Som du kan lide det. Alle sammen. Her og nu. I lejren. The more the merrier. Alle pakkenellikerne. Op med dem, ud med dem. Hen i departementet for søde sager. Lidt til den søde tand. Det er sådan du vil have det, ikke?

Kvinden: Det er sådan det skal være, herre.

Manden: Jeg er din herre!

Kvinden: Du er min herre.

Manden: Og det er vores afkom.

Kvinden: Det er vores afkom.

Manden forlader kvinden, han går hen til drengen, giver ham en lussing. Så virker han opgivende, ser sig om efter flasken.

Manden: Hvor er den?

Kvinden signalerer igen noget til drengen, men han forstår ikke hvad hun mener. Manden ser ikke noget. Han snubler, losser til en gren. Så får han en ide, lyser enfoldigt op og begynder at binde kvinden og drengen, bakser med rebet. Da det er gjort sender ham dem i hver sin retning, idet han holder seletøjet som om kvinden og drengen er trækdyr. Kvinden og drengen lusker ud i hver sin retning, er forvirrede og ved ikke hvad de skal.

Manden: Nu gennemsøger I krattet. Nu gennemsøger I hele den forpulede natur og finder noget sprut til far her. Forstået?

Kvinden og drengen nikker tjenstvilligt og begynder at lede efter sprut. De vender hvert et blad. Drengen holder et blad op, stirrer på det. Forsvinder. Manden er distræt. Han har sat sig på jorden. Han bøvser. Han piller sig i skridtet, finder så neglefilen frem og giver sig til at file sine tænder så de kan blive skarpere.

Drengen: Det løber, det løber gennem årerne i bladet. Ud i floden. På tværs af fisken, og så ind i mig. Jeg kan ikke se det. Jeg kan ikke høre det. Jeg kan ikke mærke det. Men det er inde i mig. Ligesom jeg lå inde i hende. Det er så længe siden. Det er et forfærdeligt kredsløb. Det er ældre end aberne. Det er ældre end kolkhosen. Det er næsten ældre end verden.

Manden hører at drengen snakker ud i luften. Han tysser på ham. Så bliver manden træt og gaber. Kvinden signalerer det til drengen. De leder kalkuleret videre, idet de skæver til manden. Så falder manden i søvn, og kvinden begynder desperat at komme fri af rebet. Manden vågner, ser hvad kvinden er ude på og går hen til hende og losser til hende. Kvinden klynker.

Manden: Jeg slår dig ihjel!

Drengen: Gør hende ikke noget.

Manden: Gør hende ikke noget.

Manden bliver utålmodig. Han firer kvinden og drengen til lejren, anbringer dem som dukker, en kunstig opstilling, som han et øjeblik fortaber sig i.

Manden: Nu sidder vi alle sammen her. Nu sidder vi alle her og venter på aberne. En lille familie. Ikke et øje er tørt, og kvinden kommer tørt. Kommer du tørt nu, kvinde?

Manden griner, dasker til kvinden, der sidder musestille.

Manden: I sit rette element. Og så siger hun ikke en skid. Kan ikke vente på at aberne kommer. Kan slet ikke vente. Kom frit frem! Der er tingelingelater i Pripjat, og tombolaen er åben. Men hvad skal du have? Hvad drømmer du om? Hvad forventer du? Kan du huske noget?

Manden peger på drengen. Drengen svarer ikke.

Manden: Du er for ung. Du kan ikke huske tiden før 86. Nu skal jeg sige dig noget: der var centralvarme, der var statssprut. Det var gode tider. Man byggede et pariserhjul. Det var det største i hele Ukraine. Man troede ikke sine egne øjne. Man kom sent hjem. Man fik fældet færre træer, men kvoterne kunne rykkes. Men du er en lille lort. Du kan ikke huske det. Du tror det hele står og falder med røde graner og små ulveunger, der løber omkring i skoven. Du tror skoven er uendelig. Tror du ikke skoven er uendelig, min dreng?

Drengen: Jeg tror skoven er uendelig.

Manden: Du har ikke set andet?

Drengen er bange, snakker manden efter munden. Det kommer mekanisk ud når han siger noget.

Drengen: Jeg har ikke set andet.

Manden: (henvendt til kvinden) Han har ikke set andet.

Pause. Manden sukker, falder væk. Han ser sig om efter noget. Han savner alkohol. Pludselig hører man en fløjte, og en mand kommer gående med en stor hat på hovedet, en høvisk mand: han råber på en munter, indtagende måde at han sælger alkohol. Manden strækker en finger i vejret. Sælgeren kommer hen. Manden gennemroder kvindens taske og finder et ur som han giver til sælgeren. Sælgeren bider i uret, nikker, og giver manden et par flasker. Manden lyser op som et lille barn.

Manden: Jubiii! Se her. Der er nok til natten og katten. Kom så I lede missekatte. Kissssch. Missekat.

Manden griner, åbner en af flaskerne med tænderne og tager en stor slurk. Så sidder han og nyder virkningen, strækker sig velfornøjet.

Manden: Det kommer du ikke til at savne.

Kvinden: Hvor kom han fra?

Manden: Ud af det grønne.

Kvinden: De gør opmærksom på at der vandrer illegale sælgere rundt. Sommetider prætenderer de at være hellige mænd, men når de kommer tæt nok på slår de en ihjel. De siger det igen og igen.

Drengen: Hvem?

Manden: De siger så meget. De siger vi æder for meget kød. De siger der er for meget korruption. For meget hugst. For meget våbenhandel. Organhandel. Lyssky handlinger. Asociale missionærer. Faldbyden for vest. Faldbyden for øst. Faldbyden mig i røven. Jeg har hørt dem sige at iranerne har bombet Odessa. De har erobret hele Krim. De har …

Det bliver for meget for manden. Det bliver for højtravende, og han klør sig i hovedbunden. Så drikker han glubsk, stirrer ud i luften. Han bliver melankolsk og kommer til at se på kvinden og drengen bundne. Han holder flasken ud så kvinden kan drikke. Hun ser sig omkring, er på vagt - så tager hun flasken og drikker. Da hun har taget en stor slurk bøvser hun. Hun får et andet glimt i øjnene. Det er mere udfordrende, mindre bange.

Kvinden: Op i røven med iranerne!

Manden og kvinden drikker hurtigt. De bliver påvirkede. Drengen sidder og stirrer ind i mørket. Indimellem får han en ide, men den fuser ud. Måske fokuserer lyset; man ser skiftevis drengen ensom og manden og kvinden, der “kommer nærmere og nærmere hinanden”. Drengen kæmper med søvnen; hans øjne bliver tunge og falder efterhånden i. Han sover; manden og kvinden ser det ikke. De drikker og bliver fulde. Manden er begyndt at tage på kvinden. Hun bemærker det næsten ikke. Begyndende musik høres: det er - kabaretagtigt, cirkusagtigt, men skramlet, rustent. Manden og kvinden vugger sagte til musikken.

Manden: Jeg kan huske … jeg kan huske en tur til Odessa. Vi kørte i tog. Vi drak som svin, og træerne blev lysere. Det var sommer. Nattens sang kom ind i vognen, helt ind i albuerne. Vi var brødre. De andre var røvhuller. Vi talte om de hvide gardister der lå tilbage på marken. De sagde ikke en skid. Vi sang. Og kom til byen. Kom til havnen. Så trapperne. Potemkim længe leve råbte vi og faldt ned ad trapperne. Ingen kom til skade. Vi er ikke blødere. Immunforsvaret holder. Vi falder hinanden om halsen. Over sydens lys lyder vores stemmer. Det er sådan en nat man rykker nærmere hinanden. Kender du det?

Kvinden: Jeg kender det.

Manden tager flasken, drikker. Hans øjne svømmer rundt. Han bliver pludselig gnaven. Han ser på kvinden mistroisk.

Kvinden: Jeg kender det … når træerne rødmer. Når aftenlyset lukker os inde i tusmørket. Når cikaderne stiger op af jorden. Når man drømmer. Når man stiger ned til havet med en løsfældig dragt. Håret svingende. Der er andre på stranden. Sulten er udelukket. Hele kroppen smelter sammen med lyset. Jeg kan ikke få nok af det lys. Jeg har set det lige siden. Det liv redder menneskeliv det er jeg sikker på. Det er som om det er blødt men at det svømmer uhindret ind i kroppen. Uden en krop dør en kvinde. Jeg kan ikke være pioner. Det udelukker lyset …

Manden: Jeg gider ikke snakke om pionerer.

Kvinden: Heller ikke mig.

Kvinden læner sig ind til manden. Han drikker. Kvinden ser på manden. Han drikker videre som om han har glemt kvinden. Så kommer han i tanke om hende og puffer hende væk.

Kvinden: Jeg vil også drikke.

Manden giver hende flasken. Den skramlede musik afløses et kort sekund af en dissonans, en hvinende teknisk lyd - derpå fortsætter gøglermusikken. Manden og kvinden har ikke opfattet afbrydelsen. Drengen hører intermezzoet. Halvt i søvne sætter han sig op; så falder han i søvn igen. Alkoholsælgeren går forbi manden og kvinden, men de ser ham ikke.

Manden: Der er ludere og der er lommetyve. Der er masser af steder at spille. Der er det blinkende blå vand. Der er en følelse af at historien vogter over en. De er alle kommet til Odessa. Turkmenere, jøder, armeniere, englændere, tyskere. Hvad er det med Odessa?

Kvinden: Det er lyset.

Manden hører ikke hvad kvinden siger.

Manden: Det er det mest koncentrerede sted på kloden. Man mærker det når man kommer. Det er alle som en. Og her går man med rem og seler, og så kommer Odessa … Odessa opstår, ligger lige der … som en musling med en perle indeni. Odessa giver mig ståpik. Den skinner som en nøgen kvinde på en strand.

Manden ser på kvinden. Hun ligger henslængt over ham. Hun venter på at manden giver hende flasken. Hun har åben mund. Hun åbner sin taske, tager læbestift på. Rød læbestift. Manden bliver interesseret og begynder at tage hende på brysterne. Han tager kvindens hånd og anbringer den i skødet. Han lukker øjnene og nyder “rusen”.

Kvinden: Tog du hende så … der på stranden?

Manden har ikke hørt kvinden. Han stønner let. Så kommer han atter i tanke om kvinden, der ligger på ham (skoven). Igen puffer han hende væk.

Manden: Så var der ikke flere penge tilbage. Så er byen en anden. Så er Odessa forandret. Så er Odessa grim. Så stinker den. Man går ned til havnen. Man skal for helvede ikke til Istanbul eller Constanta, vel? Så får man hyre alligevel. Kalotten strammer. Man skovler suppe. Man returnerer til Odessa. Kulisserne er anderledes. Det historiske skær er væk. De flade trapper fører ned i afgrunden. Man kommer og går hos en luder, og kalotten bliver mere og mere gusten. Det er der, på bunden. Det er der, på bunden, jeg fandt ud af … vi lever ikke sammen. Vi er hver for sig. Det de siger er en løgn. Det de sælger er en løgn. Postkort. Sejlads på floden. Det gør en mand stærk. Når han ved han ikke kan leve med andre. Når han ved han ikke gider leve med andre. De andre det er noget man æder.

Manden ser sultent på kvinden. Han hiver hende op på skødet, og hun følger med. De drikker. De stirrer ind i mørket. Musikken stopper. En orange fugle kan ses. Så forsvinder den.

Kvinden: Leve sammen med andre.

Manden: Det er perfekt at gå i hundene i Odessa. Det kender kvinder ikke. Eller gør de?

Manden ser på kvinden. Hun tysser på ham, fører flasken op til hans mund, næsten som om han er en baby.

Kvinden: Det kender vi ikke noget til. Jeg vil være sammen med dig. Det er dig der er kommet. Det er dig jeg vil være sammen med.

Manden er blevet fuld. Hans øjne tilter rundt. Han taler usammenhængende.

Manden: På bunden lyser verden. Den står i en klokke, ovenover hovedet. Det er et smukt lys. Det er det. Det gør så ondt. Og man bliver forelsket i en luder. Hun holder dit hoved. Hun tager dine sidste penge. Er det ikke sjovt? Det var det de advarede om. Det står på side et. Du lærer side et at kende. Hun forråder dig. Du har ikke flere penge, i bad har du ikke været længe. Du sulter. Sultenglen kredser om dig. Du har ikke andre.

Kvinden holder om manden, giver ham noget at drikke.

Kvinden: Skat. Sov nu blot.

Manden falder i søvn. Kvinden får et mere frisk udtryk i øjnene. Hun lytter. Så banker hun flasken ned i hovedet på manden. Han får et sår, bløder, besvimer. Kvinden binder sig selv fri, binder derpå manden. Ser over til drengen, der sover videre. Så åbner hun den næste flaske, skåler olmt med mørket.

Kvinden: Lede mandesvin! I har ikke rykket jer en meter. I kunne ikke bo sammen med en beostær.

Manden vånder sig. Kvinden banker ham i hovedet igen. Han går ud som et lys.

Kvinden: Gad vide hvad du havde gjort med os?

Kvinden mumler det flere gange.

Gad vide hvad du havde gjort med os?

Så drikker kvinden videre, falder så i søvn ved siden af drengen som hun har lagt sig ved siden af. Pause. Der bliver mørkt. Man hører geigertælleren. Geigertælleren sammen med indåndinger, snorken.

Scene 2

Kvinden vågner. Hun ser på drengen, så manden. Hun leder efter flasken, tømmer den. Så går hun til manden, begynder at onanere ham. Han vågner skrækslagen. Kvinden sætter sig ovenpå ham og rider ham. Hun ser på manden med kolde, beslutsomme øjne.

Kvinden: Jeg rider dig. Nu skal jeg forpulet ride dig indtil solen går ned. Kan du lide det, lille skat?

Manden kæmper for at komme fri, men kan ikke komme fri. Han er bange. Stønner.

Manden: Det gør du ikke.

Kvinden: Jeg gør det.

Drengen vågner med et sæt. Han får øje på manden og kvinden. Kvinden rider manden manieret med et vildt udtryk i øjnene. Drengen prøver at vende sig, se væk. Man kan høre geigertælleren.

Drengen: Der var en lille fugl. Der var to små pipfugle. De er brødre. Nej, de er søskende. De flyver væk sammen. De er højt oppe i luften. Himlen er blå. Ja, himlen er blå. For der var en lille fugl, der var to små pipfugle …

Kvinden: Hold kæft. Kan du ikke se jeg arbejder. Kan du ikke se jeg gør noget for menneskeheden? Kan du ikke se at far nyder det?

Kvinden stopper med at ride manden. Hun ser på drengen. Drengen ser på hende. Han er opløst, fuld af sorg. Alkoholsælgeren kommer frem, han stiller sig hen til kvinden og manden som om det hele er naturligt. Han vifter med flaskerne.

Kvinden: Find nogen penge frem!

Drengen får med besvær fat i tasken, finder en krøllet seddel frem som han giver til sælgeren. Sælgeren afleverer to flasker og forsvinder. Kvinden fortsætter med at ride manden. Manden nyder det, føler sig voldtaget; kæmper med modsatrettede følelser. Han mumler, stønner.

Manden: Åh! … Han lever. Stalin lever. Og der var statssprut. Det flød i rigelige mængder. Åh. De kjoler. Små snipper. Der var tid nok. Han lever. Han sad på slottet. Han lod mælk og honning flyde sammen, og vi sidder … som små statuer for neden … han har en pegepind … far … du kommer med pinden, med store planer … dit skæfte forandrer det hele … en hel befolkning taget i ed … du er så stor …

Kvinden: Nu stopper du!

Manden: Formanden har en kappe … den når helt ned til jorden. Der kommer dyr på markerne. Vi går i krig. Vi drømmer om Stalins uniform. Det er syndigt. Men vi vender tilbage. Vi kæler for dig. Vi siger det sent om natten. Det hele flyder sammen: deportationerne af jøderne, de små piger på marken. De små huse. Flasker smukkere end forårsudstillingen. Fællesskabet giver vi al sæden.

Manden “finder ud af” at han snakker i vildelse. Han kommer til sig selv. Han stirrer på kvinden, hun rider ham fortsat. Så mærker manden at han er ved at komme og vender det hvide ud af øjnene. Han kommer. Kvinden lukker øjnene.

Manden: Fuck Stalin.

Kvinden: Det er inde i os. Han er inde i os. Han bliver taget i røven på et partikontor i provinsen. Han nyder det. Stalin kommer. Han er iført en trikot. Han er pædofil.

Kvinden får et grusomt blik i øjnene. Hun rejser sig fra manden, der ligger livløs.

Kvinden: Det var det. You sick fuck: Stalin. Det er noget du har fået ind med modermælken.

Manden: Med modermælken. Thi der flyder en kilde, men udspringet er Stalin. Fra ham opstår resten af livet.

Kvinden får nok af at høre om Stalin. Hun går hen til krattet, finder en kæp og slår manden indtil han er bevidstløs.

Kvinden: Alene! Uden ham. Han kender kun til pisken. Han er et trækdyr. Men for enden af partikontoret ligger der død for alle kvinder. Jeg kan ikke se nogen forskel. Der er massegrave. Der er partikontoret. Der er Stalin. Der er det de siger. Der er det de ikke siger: enten lænker eller pisk. Hvor jeg elsker skoven nu. Det er det virkelige liv.

Kvinden ser sig omkring. Han ser på drengen, hun er mildere nu. Da hun ser på manden, der ligger og flyder, udviser hun dog foragt.

Kvinden: Har du hørt om Stalin? Ikke? Du skal ikke høre om Stalin. Der er stråling nok i forvejen. Du skal ikke høre på far. Han kender ikke til andet. Han kender ikke til andet. Nu skal du se: nu tager vi dem - far og Stalin - og kaster dem i floden. Ud til gedderne med dem. Så nu forsvinder de. De tager sygdommen med. Parlamentets takkede røvhul. Manifestets takkede røvhul. Kom!

Hun går hen til drengen, binder ham op og fører ham over til huset. Der stikker en gren ud ud gennem vinduet. Hun anbringer drengen foran huset. Hun går hen til manden, stirrer på ham; så går hun hen til huset igen. Hun ser ømt på drengen.

Kvinden: For nu skal du have en lillebror. En lillebror vil jeg give dig. Er det ikke rart?

Drengen nikker. Han er slukøret. Han drømmer sig væk.

Kvinden: Men hvad skal vi gøre med ham?

Kvinden tænker. Hun bliver forvirret, går ind i huset, kommer ud med en kande, ser på den, stiller den på jorden, arrangerer forvirret tingene i huset.

Kvinden: Det er godt nu. Lillebror er på vej. an skal være her med os. Og vi skal være frie. Vil du ikke gerne være fri?

Igen nikker drengen. Han er slap. Han sidder og tænker. Han ser længe på kvinden som om han er ved at vænne sig til tanken om at han ikke kan komme væk.

Drengen: En lillebror.

Kvinden: En lillebror. Han dufter af vanilje. Kan du huske duften af vanilje? Det kom fra Odessa i store hvide sække. Og når de sprak blev vi hvide i hovederne. Vi stod i en kæde, og den ene sæk fulgte den næste. Det er os kvinder der synger. Hele vejen til Odessa.

Drengen: Nu vokser han indeni mors mave. Det er godt.

Kvinden: Nu har han lavet puha; sikke han stinker. Men se nu her: nu kommer jeg med stofbleen, med ganen fuld af vanilje. Og der er pudder-skyer. Op op i et væk! Hold så op med at sprælle.

Kvinden går hen til krattet. Hun finder en stor kæp, som hun begynder at brække i mindre stykker. Hun går i gang med et lave et hegn. Manden vågner, vånder sig. Hun ser ned på sit blottede underliv. Han er forvirret. Han ser over mod huset, hvor kvinden og drengen er. Kvinden opdager at han er vågnet. Hun begynder at ae sin mave, kører hånden rundt i store demonstrative cirkler.

Manden: Du slår mig ihjel.

Kvinden: Du er allerede død. Du er en ubrugelig rotte. Du er bundet op på Stalin din svagpisser. Nu kommer jeg og slår dig ihjel.

Drengen: Det må du ikke.

Kvinden: Skal vi bare sende ham væk?

Drengen: Vi skal bare sende ham væk.

Kvinden: Så gør vi det.

Drengen: Jeg har aldrig hørt om Stalin.

Kvinden begynder at kæle drengen, moderligt. Så bliver hun liderlig og kæler for drengens pik. Hun smiler til ham.

Kvinden: Nu skal du ikke tænke mere.

Hun kæler videre. Drengen nyder det og læner sig ind til kvinden. Manden ser på dem, får nok og begynder at skrige. Kvinden bliver irriteret. Hun går hen til manden, får ham på benene.

Kvinden: Nu er det nok! Nu bliver du sendt ned ad floden. Væk!

Manden simulerer at en bølge tager ham og bærer ham væk. Han kredser rundt på scenen, skyller så ind i krattet hvorfra han fortsat betragter kvinden og drengen. Kvinden fortsætter med at kæle for drengen, der kommer ud kvindens hånd. Hun tager sæden op til næsen, smager på det, slikker det i sig.

Kvinden: Det smager godt. Det smager af baby. Du er lige til at spise.

Drengen ligger med lukkede øjnene. Kvinden fortsætter med at arrangere diverse ting. Begge ser lykkelige ud. Kvinden tager sig til brysterne. tjekker dem for mælk. Så stoppere hun to små puder ind hvor brysterne er og således ser de større ud som om kvinden er højgravid. Hun ser stolt ud.

Kvinden: Nu har vi alt hvad vi behøver. Åh, jeg er så lykkelig. Er du også lykkelig?

Drengen: Jeg er lykkelig.

Kvinden: Der dufter af talkum her, og babydrengen spræller med benene. Det hele er hvidt. Lover du at du ikke render væk?

Drengen: Jeg lover.

Kvinden: Sværger du?

Drengen nikker. Han stirrer sorgfuldt væk fra kvinden, der opdager det fravendte blik, vender ansigtet mod sig. De stirrer længe tomt glanende på hinanden. Kvinden gyser.

Kvinden: Dit blik. Dit blik det er så … forbandede dialekter. Det stopper ikke kødet. Det stopper ikke kødet.

Kvinden griber ud efter drengen, tager ham op til brystet, knuger ham. Hun er ved at kvæle ham mod brystet.

Kvinden: De er stadig flotte! De er stadig flotte synes du ikke? Sig at de er flotte.

Kvinden bliver barnagtig, gentager: sig de er flotte, hysterisk.

Drengen: De er flotte.

Drengen hoster efter kvælningen. Kvinden masserer brysterne med drengens hænder.

Kvinden: Jeg er åben. Jeg er din. Hvis du render væk slår jeg dig ihjel. Hører du? Slår dig ihjel.

Drengen nikker bange. Begyndende stille begynder Kraftwerk med sangen “Radioactivity” Begge hører musikken, måber.

Drengen: Hvad er det? Hvor kommer det fra?

Kvinden: Det er musikken.

Drengen: Jeg kan ikke lide musikken.

Kvinden: Hvad er musikken? En ulv, der tuder? Der er kommet så mange ulve. Det er ikke en fis i en hornlygte. Der er kommet så mange ulve. Det hele er blevet så ærligt. Det ødelægger musikken ikke. Kom lad os danse!

Kvinden tager drengen, fører ham lidt manieret rundt. Han stirrer ud i mørket. Kvinden ser det, giver ham en lille lussing og ser ham ind i øjnene. Igen ser de tomt på hinanden, fremmede for hinanden.

Kvinden: Det er ikke udenfor. Det er ikke udenfor det her. Det er ikke udenfor det her. Hør - musikken. Der er kommet så mange ulve, og jeg har sendt manden væk. Nu drikker han sig ihjel ude i mørket, og drømmer om aborter og ekspeditioner. Det er ikke udenfor det her. Vi ser hinanden, og jeg har sendt manden bort. Han ville have slået os ihjel. Vi skulle servicere hans grisk, hans ødelæggelser. Og smøre os ind i blodet. Blodet fra jagten. Hans skalpe. Det er ikke kommet længere. Det er ikke udenfor.

Kvinden bryder sammen, græder. Hun tager atter drengens hånd og kører den over hendes bryster, så kussen. Drengen vrænger, pines. Scenen står på længe. Kvinden kombinerer tagene frem og tilbage mellem skød og bryst. Hun ånder hørbart, forsøger at komme. Så hører hun en lyd, bliver bange.

Kvinden: Hvem er det?

Kvinden lytter efter. Så glemmer hun lyden, onanerer videre med drengens hånd og kommer. Der bliver mørkt. Lidt efter falder lyset på drengen. Han har taget en klovnemaske på. Han sidder med bøjet hoved. Man kan ikke se kvinden.

Drengen: Jeg løber over til ballongyngen i Pripjat. Det kører rundt. Det kører rundt, der sidder en dreng i maskinrummet. Han har roret. Han bestemmer hvornår hjulet kører. Det er ikke mørkt endnu. Jeg skal ikke hjem. Jeg er ikke bange. Jeg sætter mig op i ballongyngen. Det er før katastrofen, og det er ikke mørkt. Jeg skal ikke hjem.

Drengen falder let sammen.

Drengen: Udlændingen, ham vi ikke forstår, taler ikke om Jesus Kristus. Det er ikke sent. Lyset bliver hevet langt af hjulet. Det kan ikke stoppe. Lyset. Jeg er så lykkelig. Jeg svæver på en sky. Jeg skal ikke hjem, og gyngen stopper. Jeg sidder allerhøjst oppe. Jeg kan se byen og fabrikkerne. Jeg kan se værket. Jeg kan se mit hus. Det er lille. Jeg sidder højt oppe. Hjulet er stoppet. Og når lyset ligger på maven kommer tiden ikke ind i legen. De bliver væk. Det er som om hegnet. Lyser. Det er højt oppe. Jeg synger i vilden sky.

Drengen synger, kvinden hører det og rusker ham.

Kvinden: Hold kæft!

Drengen: Ja.

Lyset involverer både kvinden og drengen nu. Kvinden slår masken af. Drengen græder. Kvinden krammer ham hårdt.

Kvinden: Kom Det er sabbat. Vi skal over til huset.

Kvinden trækker drengen over til huset. Naturen er “sivet” ind i huset. Kvinden sætter drengen fra sig, ser sig om, begynder oprydningen, husarbejdet. Så kommer hun i tanker om drengen som hun binder. Drengen fortsætter drømmen fra før om ballongyngen.

Drengen: Før katastrofen var der svaler. Jeg kan huske det hele. Jeg er gammel. Jeg er en stor dreng. Jeg har valgt ensomheden fordi ensomheden er bedre. Det forstår de ikke. De kommer og stopper hjulet og slår styredrengen og smider ham ud af huset. Han græder. Jeg sidder højt oppe. Jeg kan ikke komme ned. Det er mørkt. Jeg kan ikke komme ned. Mine ben ryster. Mine sko er slidte. Jeg tænker ikke på dem. Jeg lukker øjnene som en præst og laver verden om. Nu kører hjulet. Projektørerne lyser. De andre børn er glade. De slår ikke hinanden. De mopper ikke hinanden. Det rum der er i maven bobler ligesom de voksnes champagne når de synger og tager på hinanden og græder. De har store øjne men det er ikke det rum der er stort. Det er så let at gøre det rum større at svalen orker det. Den trækker ud i rummet, i maven med vingerne og det hele er gult og glemt. Det hele er gult og glemt. De drikker ikke. De drømmer ikke. De stønner ikke. De stinker ikke.

Kvinden stopper rengøringen. Hun har skævt bundet om hovedet en klud som en tørklæde. Hun retter på tørklædet.

Kvinden: Hold kæft!

Kvinden går i stå.

Kvinden: Jeg elsker dig. Vi er begyndelsen. Vi er bunden af kagen. Vi er et sammenhold. Jeg vil gå i døden for dig. Ingen mand. Ingen mand.

Kvinden ser ømt men besat på drengen. Alkoholsælgeren dukker op, tilbyder varer, kvinden har ingen penge, han forsvinder.

Drengen: Hvad er en regel? Det er en tåre. Jeg græder. Jeg kan ikke finde ballongyngen. Mon jeg drømmer? Mon det hele er en drøm. Befalet af præsten. Inde i reglen. Udenfor det gule lys. Svalen jeg ser den. Men da den ser jeg græder vender den om. Jeg kalder efter den. Den hører det ikke. Min mave går i stå. Den bliver ødelagt. Nu har jeg en dolk i maven. Jeg kan ikke røre mig. Jeg kan ikke komme ned. De drikker i byen. Det er den største smerte. Den er stor. Nu hvor jeg føler den kan jeg forsvinde. Jeg er blevet til en dreng. Og nu kan jeg forsvinde. Det er en hævn. Jeg kan komme ned. Jeg hopper ned. Det er den mindste lidelse. Alle her lider. De drikker. De har dolke i maven. De kan ikke se hinanden. Børnene kan. Børnene drømmer hele tiden om hævn, det er eventyret. Det er ikke livet. Livet er udenfor. Her er hævnen og eventyret. Det sidder ligesom en motor i det rigtige liv. De kalder det … de kalder det … hvad er det værste jeg ved? … når far bestiger mor … jeg spionerer … de slår mig … mor stønner.

Kvinden kommer over stryger drengen over håret. Han tier, ser næsten rolig ud. De gynger.

Kvinden: Så så. Det er ikke så slemt. Vi kan leve sammen her lykkeligt. Han vender ikke tilbage. Så så. Han vender ikke tilbage.

Drengen: Han kommer ikke op. Må jeg ikke godt tale lidt mere om Pripjat mor?

Kvinden: Jo lille skat.

Drengen: Du må godt komme med. Du må godt komme med mor.

Drengen tager kvinden i hånden. De stirrer op i luften. Drengen tager masken på.

Drengen: Tusmørket mor det er vores ven. Der sker ikke noget nu. Vi har ikke en dolk i maven. De karvede huder hænger ikke i skoven. Der er ikke jægere. Jeg løber sammen med ulvene. Det er min undskyldning. Jeg er bare en dreng. Jeg kan ikke drive det længere. De stinker, det er summen. Jeg løber sammen med ulvene.

Kvinden laver en grotesk komisk gestus hvor hun peger på sig selv som om drengen har glemt hende. Hun tuder som en ulve. Hun blinker til drengen. Så begynder kvinden at tude, så hulker hun, så ler hun, griner.

Drengen: Det er sjovt mor. Det ligger udenfor alting. Det er ikke gennemboret af reglen. Det er vores leg, og hjulet snurrer rundt og på hver og en af gyngerne sidder der en lysende stjerne. Det er legens værk. Det er den der anbringer stjerne. Sådan har det altid været. Jeg husker. De glemmer. De drikker. De slår og siger undskyld bagefter. De voksne flæber. De vil ikke gøre det i det åbne. De lukker og knepper og drikker og snyder hinanden i mørket. Mor du kan stole på mig. Mor du kan stole på mig.

Drengen omfavner moren der er i svime over drengens ord. De er nu et par. Han er en prins. Han tager masken af og kysser kvinden. De står længe sådan. Man kan høre geigertælleren. Den bliver højere, stilner så.

Kvinden: Jeg er en lille pige. Jeg passer på mine knæ når jeg løber. Da jeg fik et blåt mærke græd jeg. Sådan snyder jeg ham. Han kommer ikke ind når jeg græder. Han bliver ligesom præsten. Meget større. Et øre. En tillid. En større indtrængen. Han viser mig den ikke. Jeg ved ikke hvem der kommer ind. Det er mørkt. Jeg vil ud af rummet. Jeg råber: jeg kender ikke rummet. En eller anden: fortæl mig hvad det er for et rum? Så gisper jeg. Jeg er en pige. Lidenskaberne skratter gennem mig. Jeg har ikke noget sprog. Jeg har ikke nogen alder. Jeg kan ikke trylle mig om til en prinsesse, og atter returnerer manden. Præsten er større end manden. Han kommer hårdere. Så græder han. Det bliver lyst.

Drengen: Så så lille pige.

Drengen stryger kvinden over håret. Da hun er helt afslappet tager drengen masken af. Han studerer den, så banker han den ned i hovedet på kvinden der skriger.

Drengen: I binder hinanden. I hulker i mørket. I falder sammen som lam. I kalder det kærlighed. Jeg er en mand nu. Jeg har valgt at leve alene. Leve sammen er en løgn. Det kalder det en pagt. De kalder det ikke krig. Hvorfor kalder I det ikke for krig?

Kvinden bløder, tager sig til hovedet. Så ser hun med hengivenhed på drengen der står op, hun ligger.

Kvinden: Vi tør ikke?

Drengen: I tør ikke?

Drengen viser afsky.

Drengen: Den tapre soldat stirrer ind i mørket. Han frygter ikke noget. Han går hen til afslutningen. Den griner. Den er krum og grum. Hvem er taprest i landet her? Han stirrer ind i mørket. Mørket taler ikke. Det er større end mig, meget større, men det taler ikke. Det er bange. Jeg har nedstirret det. Duellen er slut. Jeg vinder. Jeg konkluderer at jeg er taprest fordi jeg vinder og fordi mørket ikke kan tale.

Kvinden laver “høviske” fagter. Lyset kan være ændret, mere lyst, lyserødt.

Kvinden: Du er min helt.

Drengen: Jeg vil plukke en blomst og glemme tabet.

Kvinden: Du taber ikke!

Kvinden kommer på benene. Hun ser på drengen, finder et hår i næsen på ham og trækker det lynhurtigt ud. Drengen fnyser, træder tilbage.

Drengen: Er jeg soldat? Mand? Dreng? Alene?

Kvinden: Jeg er her.

Drengen: Jeg gider ikke drama.

Kvinden: Det er ikke drama.

Drengen: Hvad er det her?

Drengen tager masken på. Kvinden lægger sig på jorden. Drengen binder hende. Han rør ved masken. Så stivner han.

Drengen: Hvad er det jeg gør? Jeg gør det samme som dem. Jeg stinker. Jeg er mistroisk. Jeg kan se deres øjne deres angst hele tiden. Jeg er bedre end dem. Jeg er blevet ligesom dem.

Kvinden: Jeg elsker dig! Du er min! Bliv her elskede. Forlad mig ikke. Vær nu sød?

Drengen er paralyseret. Han smider masken. Han stirrer ud i luften.

Drengen: Mørket har vist sit mørke. Det har bedraget mig. Jeg er ligesom dem. Det er lamslående og fattigt hvem vi er og så lidt vi kan sige til eller om mørket. Vi står her. Som statuer. Den kolde pels er svøbt om furen. Den skinner. Den bliver varm og jeg mister beskeden om hvem jeg er. Min alder. Det er derfor jeg smider masken. Jeg må være alene. Jeg må komme til bunds. Det er forskellen. Det er den eneste overlevelse. At afsløre furen. Nøgen. Mor jeg er nøgen. Kan du varme mig?

Kvinden: Ja.

Drengen: Jeg ved ikke om jeg skal blive her eller rende væk mor.

Kvinden: Bliv her. Det bestemmer jeg for dig sødeste. Det gør ikke noget jeg er bundet. Men bliv her. Her kommer han ikke.

Drengen: Hvem?

Kvinden: Åh nu har jeg glemt hvem det er.

Drengen: Men han kommer?

Kvinden: Han kommer ikke mere.

Drengen: Jeg stoler ikke på dig. Der er for meget luft mellem alle mennesker. Det at tro noget er at ignorere al den luft.

Kvinden: Du er så klog min elskede. Så tapper. Forlad mig ikke!

Drengen fnyser. Han ser væk. Så griner han. Han ser på kvinden. De ser hinanden i øjnene. Så et kort øjeblik griner de begge indforstået. De har set at de ikke har set. De krammer hinanden. Drengen bliver kold, skubber kvinden væk.

Drengen: Jeg må af sted.

Kvinden begynder at græde. Mørke.

Scene 3

Drengen går i skoven. Huset og kvinden er væk. Der er fuglefløjt og drengen stopper op og lytter. Efterhånden forsvinder fuglefløjten og afløses af barnestemmer. Drengen lytter igen. Han virker forskrækket, viger tilbage.

Drengen: Det er det barnlige overherredømme. Det er ikke en kæft bedre. De tror de kan bevirke magi men om lidt begynder de at skændes. Om lidt begynder de at slå hinanden. Om lidt begynder de at piske hinanden. Der er nogen der taber. Alle taber. Her vil jeg ikke være.

Drengen løber frem og tilbage over scenen. Han er forvirret. Han stopper op, ånder tungt. Han er panisk og ved ikke hvad for en vej han skal løbe. Et kort øjeblik står han sitrende på stedet, så spinder han spasmodisk rundt som en snurretop inden han falder ned på jorden. Han begynder at græde.

Drengen: Så så nu kommer de ikke. Det jeg tror er at tiden er gået. De har fået en paryk alle sammen som de spiller den af i. Sådan går tiden. Deres fejl er at de troede på overgangen men jeg vil ikke være som dem. Om lidt keder de hinanden. De kalder det kærlighed og begynder at piske hinanden men nu må det være nok.

Drengen lukker øjnene. Lyset skifter hæsblæsende mellem lys og mørke men da drengen åbner øjnene igen kvidrer fuglene.

Drengen: Det er gået over. Jeg er alene. Jeg er alene men jeg er ikke bange. Jeg kender angsten. Hvis nogen kommer stopper de den angsten men jeg ønsker ikke den stopper. Jeg kender ikke noget bedre. De tror børnene på stenene at der vil komme en mand med en tryllestav. Det gør mig bedrøvet. Hvis han kommer stopper han angsten. Angsten er ligesom en fugl. Enhver domfældelse, enhver rundkreds stopper den. Jeg har lært at balancere som en linedanser. Enhver domfældelse er ligesom et sort gardin der udelukker lykken. Jeg er en linedanser.

Drengen begynder at balancere som en linedanser. Han gør sig umage, stikker tungen ud af munden og bumper tilsyneladende ind i noget. Han er ved at falde.

Drengen: Gå væk tryllemand! Jeg har det lige så godt. Jeg tror kun på det personlige mirakel men nu vil jeg bare være en dreng der går gennem skoven. Jeg har ikke noget sted at gå hen. Ingen venter mig. Det gør ikke noget. Skoven vil mig det godt.

Drengen fortsætter med at gå gennem skoven. Han går frem og tilbage over scenen. Han nynner. Han stopper op, ser op i luften, får øje på noget som han saluterer frivolt. Så går han videre.

Drengen: Her er intet. Skoven er tom. Skoven er fyldt med tomhed. Her er ingen talende dingoer. Her er ingen gnaskende harer. Her er ingen alfer. Veteraner fra krigen. Øh. Ja. Tjetjenien. Her er ingen påskekort. Her er ingen hvidløgsranker. Her er ingen amuletter. Her er ingen ofre. Her er ingen præster. Her er kun jeg. (Drengen skriger det igen). Her er kun jeg! Angsten lyser som en sti. Uden den er jeg fortabt.

Drengen spærrer øjnene op. Han ser sindssyg ud. Han ser ned ad sig selv, klasker sig på maven som om han tiltaler angsten.

Drengen: Den svarer ikke. Det er sikkert bedre sådan. Svarer den forpurrer den skoven. Det er logik for burhøns. Der er ingen steder at leve. Jeg har prøvet brandmandssvampene men jeg fik kun ondt i maven. Ville dø bagefter. Kastede op på en elg der heller ikke ville til sabbat. Det er derfor børnene danner parlamenter. Åh. Nu forsvinder stien. Angsten blegner. Det lyder som en indrømmelse: jeg mister troen på mirakler. Kom sol!

Drengen stopper op. Han glaner op mod himlen. Lyset dæmpes. Scenen bliver mørkere. Drengen falder ned på knæ.

Drengen: Åh kom frem sol! I dit pure spejl kan jeg forlænge drømmen. Men jeg ser kun træer. Kun træer. Det er overskyet. Himlen er væk.

Drengen bliver desperat. Han løber hen til et træstamme og begynder at sparke til træet. Der falder en mobiltelefon ned fra træet. Drengen tager den måbende op, studerer den, nøler. Så kommer han den i lommen.

Drengen: Jeg må ikke græde mere. Jeg vil ikke græde mere. Jeg vil gå videre. Jeg vil passe ekstra godt på angsten. Jeg møder ikke nogen. Hvis jeg møder nogen dør jeg omgående. (Drengen mumler det flere gange). Hvis jeg møder nogen dør jeg omgående.

Drengen går videre. Han er i vildrede.

Drengen: Se nu her: her er ikke nogen. Det kommer ikke bedre. Det bliver ikke bedre: jeg er en dreng alene i en skov. Om lidt kommer solen. Solen kommer. Det er jeg sikker på. Den løfter mig op. Den flår reglen op. Den flår menneskeheden op. Den flår alle mennesker op fordi den er bedre end alle mennesker.

Drengen føler sig opmuntret og går videre. Han stopper op. Noget genererer ham alligevel.

Drengen: Der er noget? Det er overherredømmet? Det er veteranen der skyr solen. Det er hjortetakken der har fået kramper af brandmandssvampene. Der er noget. Er der noget? Er der nogen her?

En stemme svarer drengen. Stemmen siger ja. Alkoholsælgeren - nu en vagabond - kravler ud af krattet.

Vagabonden: Det er bare mig.

Drengen: Det siger de alle sammen.

Vagabonden: Det er derfor jeg siger det.

Drengen: Her må ikke være nogen!

Vagabonden: Jeg er ikke nogen.

Drengen: Du er nogen!

Vagabonden: Så siger vi det.

Drengen går amok. Han finder en kæp og skal til at slå vagabonden men vagabonden piller roligt kæppen fra drengen og sætter den bort.

Drengen: Det skulle du ikke have gjort!

Vagabonden: Jeg gjorde det for sin skyld.

Drengen: Du lyver!

Vagabonden: Hvad laver du i skoven?

Drengen: Jeg vil ikke rådne op.

Vagabonden: Alle rådner op.

Drengen: Ikke mig!

Vagabonden: Så siger vi det.

Vagabonden optræder roligt og nonchalant. Han sætter sig ned, skraber et par kviste sammen som om han er ved at forberede et bål. Drengen stirrer trodsigt på vagabonden. Drengen stamper i jorden. Han går rundt om “bålpladsen” som en tyr der har set rødt.

Drengen: Hvad laver du?

Vagabonden: Jeg kan ikke leve uden ild.

Drengen studser over svaret. Han bliver nysgerrig. Han nærmer sig vagabonden, kredser om ham, træder hen og hiver vagabonden i det lange fuldskæg for at tjekke at det ikke er falsk. Så sætter drengen sig ned.

Vagabonden: Har du det bedre?

Drengen svarer ikke. Han er fortsat skeptisk. Han stirrer på vagabonden.

Drengen: Hvorfor drikker du ikke? Hvorfor myrder du ikke? Hvorfor snakker du ikke om Odessa? Hvorfor fortæller du ikke soldaterhistorier? Hvorfor slår du ikke?

Vagabonden: Jeg er vagabonden.

Drengen: Du lyver!

Vagabonden: Se mit skæg.

Drengen: Jeg kan ikke se det.

Vagabonden: Så rør ved det.

Drengen: Du er til drenge! Jeg kan se det på dig!

Vagabonden ignorerer drengen. Drengen er paf. Hans udfald har ingen effekt. Han kommer i vildrede. Vagabonden piller ved bålet. Han stryger sig over skægget. Drengen slapper lidt mere af. Hans krop falder sammen. Pludselig gaber han.

Vagabonden: Du er vist træt.

Drengen: Ja jeg er vist træt.

Vagabonden: Sov bare jeg passer på dig.

Drengen: Jeg er ikke bange for noget! Her er ikke nogen!

Vagabonden: Ikke mig?

Drengen gaber. Han er ved at falde i søvn.

Drengen: Heller ikke dig …

Det bliver mørkt. Vagabonden får tændt bålet. Han finder en flaske frem som han drikker roligt af men i lange drag. Drengen sover. I søvne falder drengens hoved ind mod vagabonden der stryger ham kort over hovedet. Drengen vågner med et sæt. Han stirrer på vagabonden som om han forventer det værste.

Vagabonden: Du er mistroisk.

Drengen: Jeg er en dreng.

Pause. Stilhed. Lidt skrammel i natten. Bålet. Vagabonden er blevet fuld og stirrer ind i mørket med knugende tomme øjne der ved at intet kommer hverken fra lyset eller mørket. Vagabonden sukker.

Vagabonden: Vil du gå lidt med mig?

Drengen: Hvorfor har du ikke din kone på slæb? Har hun fundet en anden?

Vagabonden: Jeg ville gerne tro på koner men jeg tror ikke på koner. Det er meget lettere sådan. Kan du ikke se det?

Drengen nikker.

Drengen: Hvad så med fisse?

Vagabonden: Det er en helt anden sag min dreng.

For første gang smiler vagabonden og drengen til hinanden. Så ændrer drengen stemning, stirrer igen mistroisk på vagabonden som om noget er gået op for ham.

Drengen: Her er hverken koner eller ludere. Altså er du ude på at komme i bukserne på mig!

Vagabonden ignorerer drengens tale.

Vagabonden: Hvis jeg troede på fremtiden havde du fået en ørefignen.

Drengen: Som de andre.

De to sidder stille. De ved ikke hvad de skal sige. Vagabonden stirrer ind i mørket. Drengen glaner af og til over på vagabonden. Vagabonden masserer sine fødder. De er ømme. Skoene er hullede. Langt væk fra kommer det fra drengen:

Drengen: Du burde finde nye sko.

Vagabonden: Ja.

Pause. Stilhed. Drengen har ændret karakter en anelse. Han er mere åben. Han knipser som om han holder en hellig tryllestav og fluks holder han nye sko i hånden som vagabonden tøvende og smilende prøver.

Vagabonden: De passer!

Drengen: De passer. Ja de passer. Ja det er tryllesko. Nu kan de brøle. Nu kan de tænde lys. Nu kan de drømme om paraplyer og landevejsludere og katekismus og staten. Men kun et øjeblik. Sådan er det. Kun et øjeblik. Så forsvinder det hele igen. Jeg bestemmer det hele.

Vagabonden: Du bestemmer det hele min dreng. Du er en solstråledreng.

Drengen: Ja!

Vagabonden: Se hvor de danser! Se hvor de danser uden koner. Der er flere flasker end der er selvmord i floden og værftet består. Der er arbejde til alle men nu er det nat. De unge kvinder ler. De smiler og ler. Det er sommer. Jeg sætter mig i natten og tager skoene af. Bålet lyser.

Drengen: Det er et mirakel.

Vagabonden: Floden flyder fredeligt. De slår ikke heksen ihjel. Sikke en dejlig nat.

Drengen: Det er som om mennesket ikke fylder noget. Det er som om natten er blevet mere favnbar. Som fredelige fakler flyder stammen gennem natten men den fylder ikke noget. Den tænker ikke på mord.

Vagabonden: Den tænker ikke på mord.

Begge sidder bevægede tungt åndende. Så går der et lidt grotesk lys op for vagabonden der begynder at stirre på drengen.

Drengen: Hvad glor du på?

Vagabonden: Du er kommet over bjergene. Du har gået gennem sneen. Du har undveget salven, projektilerne. Du er forkommen. Du er sulten. Du er alene. Du er hellig. Når du ankommer svøber de dig ind i et orange linned.

Drengen bliver skeptisk. Han glor igen på vagabonden med vantro.

Drengen: Det hellige pis gider jeg ikke høre på. Sig noget andet. Sig noget om Odessa.

Vagabonden bliver befippet over drengens kovending. Han tøver. Han stirrer ud i luften.

Vagabonden: Men jeg kender ikke Odessa.

Drengen: Alle kender Odessa. Nu! Nu! Odessa!

Vagabonden: Jeg er ikke nogen!

Drengen: Du lyver! Du drikker! Hvor er din kone?

Vagabonden: Hun er død.

Drengen: Hvordan?

Vagabonden: Jeg kan ikke huske det. Jeg går bare.

Drengen: Du lyver!

Vagabonden: Jeg gik. Hun døde af sorg.

Drengen: Nå sådan! Læg dig ned!

Vagabonden: Er det nu?

Drengen ser vanvittig ud. Vagabonden er tom og bange og servil. Vagabonden lægger sig ned, lægger sig omhyggeligt, folder armene på brystet og ser op på himlen.

Vagabonden: Der er ingen himmel.

Drengen: Hold kæft!

Drengen krænger skoene af vagabonden. Han stiller dem sirligt ved siden ad hinanden. Så finder han kæppen, stirrer på vagabonden, hæver kæppen, tøver.

Drengen: Det sidste ord?!!

Vagabonden: Øh …

Drengen slår og slår vagabonden indtil denne bløder og ligger stille død. Bålet går ud. Mørke. Stilhed.

Scene 4

Optrappende hård metalmusik høres. Lyset bliver blændende. Drengen begynder at ryste heftigt. Han får et epileptisk anfald og skriger. Det er et langt anfald. Han skriger længe.

Drengen: Jeg slog den stakkels vagabond ihjel.

Drengen gentager det flere gange. Der er fråde om læberne. Efterhånden stilner anfaldet af og drengen finder mobiltelefonen frem. Han taber den, finder den, forsøger at ringe skønt hans fingre ryster. Til sidst får han ringet et nummer op. Ud af krattet kommer manden.

Drengen: Far? Far?

Manden: Glem det.

Manden går hen til drengen. Han river voldsomt telefonen ud af hånden på drengen og stamper på den.

Manden: Jeg kan ikke se nogen grund til ikke at komme den til livs. Glem det.

Drengen: Åh far.

Manden: Jeg er ikke din far.

Manden går hen til krattet. Han finder han et stykke pels som han forgæves forsøger at iføre sig. Til sidst smider han pelsen på jorden og går over til drengen og stirrer ondskabsfuldt på ham.

Manden: Jeg kan ikke have dig her.

Drengen: Åh far vær nu sød.

Manden: Du kan plage lige så meget du vil.

Manden går over til krattet. Han finder en oversavet jagtriffel som han peger i alle retninger med. Så hører han noget - en fugl? - han retter løbet mod lyden og står længe sådan.

Manden: Det er sikkert en fasan. Området myldrer med dem. De giver kun lyd når de er bange. De skriger på at blive dræbt.

Manden griner. Så ser han på drengen.

Manden: Er du bange for at blive dræbt?

Drengen: Ja far.

Manden: Så bliver du dræbt.

Manden begynder at svinge grotesk rundt med riflen idet han laver skydelyde. Ratatatata. Han griner. Drengen er grebet af angst. Han kravler han til manden, klamrer sig til benene.

Manden: Det er en list - en krigs list …

Drengen: Jeg forstår ikke hvad du mener?

Manden: Snart har de taget alting fra os.

Manden skubber hårdhændet riflen over til drengen der forsøger at tage den op. Den er for tung. Drengen er svag efter anfaldet. Manden bliver hidsig og prøver igen.

Manden: Ikke engang det.

Drengen: Far giv mig tid.

Manden: Jeg har ikke tid.

De stopper begge to op. Så ser manden undersøgende på drengen, måler ham fra top til tå. Tøver.

Manden: Jeg ved ikke om jeg skal elske dig eller slå dig ihjel. Jeg ved ikke om jeg skal opdrætte dig eller forvise dig.

Drengen: Elsk mig.

Manden: På bunden af det hele … slimet. Ikke engang slimet. På bunden af det hele grusomheden. Ikke engang grusomheden. Ligegyldigheden. (Manden tøver). Jeg bliver ved med at se et billede for mig. Det forestiller en gammel satan der er ved at sætte et barn til livs. Hans søn. Blodet sprøjter. Men den gamle er stadig tom. Jeg er ikke sikker på han ved det? Der er ikke nogen kur. Der er ikke nogen kur. (Manden tøver). Men du er ikke min søn. Du er …

Manden hanker op i drengen, arrangerer ham lidt som man arrangerer ting på en hylde, men drengens krop er slap. Den bliver ved med at falde sammen. Manden bliver irriteret. Han slår drengen der retter sig en smule. Så begynder manden systematisk at rette riflen mod drengens hoved, imaginært trykke af, hanke op i drengen, arrangere ham. Ind imellem giver manden drengen et flygtigt kindkys som om han kompenserer for alle henrettelserne.

Manden: Jeg ved ikke hvad jeg skal stille op med dig? Hvad vil du?

Drengen: Jeg vil være hos dig far.

Manden: Det er umuligt. Enten æder jeg dig eller også æder du mig. Mellemkomsten er kvinden men hende har jeg fornægtet. Hvis hun kommer igen slår jeg hende ihjel.

Drengen: Jeg slår hende ihjel far!

Manden: Det er godt min dreng.

Begge hører noget pusle. De lytter efter. Intet sker. De stirrer tomt ud i luften i hver sin retning fortabte.

Manden: Hvad skal jeg stille op med dig?

Drengen: Lære mig at slå ihjel.

Drengen griber ud efter riflen men manden trækker den bort. Igen paralyseres begge. De står længe med tomme øjne. Man kan høre geigertælleren klikke. Den stopper. Så begynder den igen.

Manden: Det er invasionen!

Drengen: Hvor?

Manden: Hele tiden. Ret løbet mod den. Ret din manddom mod den. Der sker intet. Det er kvindesnak. Det er noget de forstår. Invasionen. Pusseskanker. Det hele hænger mig ud af halsen. Jeg gider ikke engang dræbe længere. Tjetjenien tog snerten. Nu flyder det sammen. Nu er det ophævet. Nu smager vodkaen af vand. Det er ikke sjovt at voldtage længere. Geviret er bøjet. Skoven er beige. Køen er lang. Køen er væk. Det hele er væk.

Drengen: Jeg er her!

Manden: Jeg kan ikke se dig.

Igen stilstand. Langsomt kommer begge på benene, sætter sig ved siden af hinanden som om de sidder på forsædet af en bil. Manden tager “kørebriller” på. De er kejtede, gammeldags idet de minder os om gamle sportvognsbriller.

Drengen: De klæder dig far.

Manden: Du skal ikke slikke mig i røven. Det er statens sag. Al den salve. Al den talkum, lir over talkum. Gennempulede eksistenser. Imens vader Stalin gennem os. Han har en lille pik men han forsøger at kneppe os alle sammen så meget desto mere. Kvinderne klapper. Det er paradedag. Vi mindes den store Fædrelandskrig. Nationens mor hæver det skinnende sværd. Det blinker i solen. Vi får ekstra rationer. Vi har ondt i røven. Den ene tager den anden. Vi marcherer som gæs. Musikken spiller. Om lidt skal vi alle sammen dø. Det er sådan staten overlever.

Drengen: Du overlever staten far!

Manden: Jeg overlever nada.

De “kører” videre. Begge imiterer en bil der kører. Det er som om bilen er ved at sætte ud. Den hoster.

Manden: Noget gammelt lort!

Drengen: Vi kan reparere den.

Manden griner. Han skubber drengen ud af bilen og kører videre. Drengen klamrer sig til bilen.

Manden: Der er to minutter endnu.

Manden griner. Drengen kommer i tanke om noget. Han lyser op, udviser håb.

Drengen: Jeg slog vagabonden ihjel.

Manden: Der er ikke flere vagabonder tilbage. De er druknet. De er vegetarer. Nej: der er ikke flere vagabonder tilbage!

Drengen: Men men jeg slog ham ihjel.

Manden: Der er to minutter endnu.

Kvinden kan nu ses i krattet. Hun rejser sig og kommer ud, ser bekymret over på manden og drengen. Så går hun resigneret ind i krattet igen. Drengen har fået øje på hende.

Drengen: Der er mor! Der er mor!

Manden: Mor Rusland! Mor Ukraine!

Manden griner. Han finder en kniv frem som han giver til drengen. Drengen ser måbende på den. Så smiler han til manden.

Drengen: Tak far.

Drengen begynder at skære i sig selv. Han er koncentreret, stikker tungen ud af munden, forventer anerkendelse for donten, skæver over til manden der ignorerer drengen. Drengen lukker et kort øjeblik øjnene, ser drømmende ud.

Drengen: Lige før var jeg en anden. Jeg troede på det uafgrænsede lys. Jeg troede på at angsten bar men nu er du kommet.

Manden: Nu er jeg kommet.

Drengen: Jeg går på din sti far. Jeg er ikke forvirret. Jeg kender verden. Du er min guide. Du er min Gud.

Manden: (Aggressivt) Gud er død!

Drengen hører ham ikke. Han fortsætter den drømmende tale.

Drengen: Jeg forstår ikke hvordan jeg kunne klare mig uden dig.

Manden fnyser.

Drengen: Jeg var helt tom indeni. Lige før. Før du kom. Nu er det anderledes. Jeg er fyldt op. Der er kommet noget indeni mig. Jeg er fyldt op. Jeg er afgrænset. Jeg hader lyset. Det er grisk. Det er vildledt. Det fører ingen steder hen. Nu ved jeg hvor jeg skal gå hen. Det er alt sammen din skyld far.

Manden hører noget pusle. Han får et dræberblik i øjnene, samler riflen op og affyrer den. Han nedlægger et dyr som han slæber over til drengen.

Manden: Parter dyret!

Drengen: Ja far.

Manden rejser sig. Han står længe melankolsk og stirrer ind i tomheden. Så går han væk fra drengen der begynder parteringen af dyret. Scenen varer længe. Drengen arbejder koncentreret. Manden kommer tilbage. Han ser drengen over skulderen, klapper drengen på kinden, kommer og går. Manden giver drengen et tørklæde til det sår som drengen selv har påført armen.

Manden: Bind det om armen.

Drengen: Ja far.

De ser på hinanden. Der opstår en slags ømhed men manden udviser også tegn på irritation og vantro.

Manden: Du er en krykke om benet. Det ved du godt ikke?

Drengen: Jeg ved det godt.

Manden: Du er ligesom en kone.

Drengen: Ja.

Manden: Jeg går et par dage.

Drengen: Bliv!

Manden: Hvis hun kommer igen skal du sende hende væk.

Drengen: Bliv!

Manden: Gentag det jeg har sagt!

Drengen: Hvis hun kommer igen skal du sende hende væk.

Manden forsvinder. Drengen fortsætter med at partere dyret. Indimellem skæver han over til krattet som om han er bange for at kvinden kommer. Mørke.

Scene 5

Drengen sidder med kniven i hånden ensom. Han skæver efter manden. Han sukker. Han kan ikke finde alene-fortryllelsen igen.

Drengen: Jeg troede på ensomheden. Nu kan jeg kun tænke på far. Jeg kan kun tænke på os sammen. Der er fest i Pripjat. Det er udenfor tiden. Det er udenfor de voksnes tidsregning. Far er ikke fuld og han tager mig i hånden og bandet vil spille musik. Der er en rækkefølge. Rækkefølgen er så indlysende at alt andet end rækkefølgen glider af på rækkefølgen. Jeg har drømt om en rækkefølge.

Det pusler i krattet. Ud kommer alkoholsælgeren/ vagabonden. Nu er denne landbetjent. Han holder i hånden de splinternye sko som vagabonden fik tidligere. Han holder dem op i lyset, vender og drejer dem. Så får landbetjenten øje på drengen og går hen til ham.

Landbetjenten: Jeg har fundet de hersens sko. Er det noget du kender noget til?

Drengen synker en klump. Han taber kniven. Han sidder stivnet.

Drengen: Jeg kender dem ikke.

Landbetjenten studerer drengen indgående. Han tager kniven, vender og drejer den med en komisk gestik.

Landbetjenten: Jeg fandt dem ovre i skoven.

Pause. Ingen af dem kan komme videre. Man hører geigertælleren.

Landbetjenten: Jeg bringer dem ind. Det er ikke naturligt. Sko ligger ikke bare og flyder i skoven.

Drengen bliver mistænkelig. Måske er landbetjenten dum eller han spiller dum? Han må have fundet liget af vagabonden. Drengen svinger mellem mistro og fordømmelse af landbetjenten.

Drengen: Hvor kommer du fra?

Landbetjenten: Inde fra skoven.

Drengen: Nej jeg mener hvor kommer du fra?

Landbetjenten: Fra Odessa oprindeligt. Hvis det er det du mener?

Drengen: Det var det jeg mente.

Pause. De tøver. Landbetjenten står med skoene absurd. Drengen begynder at få overtaget over situationen. Han er ved at beslutte at landbetjenten må være retarderet.

Drengen: Hvordan er Odessa?

Landbetjenten: Det er et dejligt sted. Lyst og varmt. Søde piger hvis du spørger mig. Kender du Odessa?

Drengen: Jeg er selv fra Odessa.

Landbetjenten: Nå sådan.

Igen ved begge parter ikke hvad de skal gøre. Landbetjenten gør mine til at bryde op. Pligten kalder.

Landbetjenten: Nå jeg må hellere indbringe dem.

Drengen: I holder ulvebestanden nede?

Landbetjenten: Det er ikke mig.

Drengen: I bringer sko og mordere ind? Ved du hvad? Jeg er ikke fra Odessa.

Landbetjenten: Pligten kalder.

Drengen: Det var mig der slog vagabonden ihjel!

Landbetjenten: De findes ikke længere.

Drengen: Det var mig!

Landbetjenten: Nå jeg må videre.

Drengen farer frem mod landbetjenten. Denne bliver chokeret. Drengen vælter ham om på jorden. Han tager skoene. Han spytter på landbetjenten.

Drengen: Det er mine!

Landbetjenten: (Chokeret) Det kunne du bare have sagt.

Drengen: Du passer på staten gør du ikke?

Landbetjenten nikker lamslået og ydmyget.

Ved du hvad det betyder?

Drengen gentager det hidsigt.

Ved du hvad det betyder?

Landbetjenten ryster på hovedet. Det pusler i krattet. Manden stikker hovedet frem. Han betragter optrinnet.

Det betyder at Stalin knepper dig i røven!

Landbetjenten: Jeg passer bare på området.

Drengen: Det var mig det var mig der slog vagabonden ihjel!

Landbetjenten: Stalin er død …

Drengen: Stalin lever!

Manden kravler ud af krattet. Drengen bliver glad. Landbetjenten bliver skrækslagen. Han mumler noget om forstærkninger.

Manden: Det er godt min dreng.

Manden og drengen stiller sig faretruende svajende over landbetjenten. Denne skælver.

Manden: Hvad laver du her?

Landbetjenten: Jeg indbringer skoene.

Manden: Området er opgivet.

Landbetjenten: Det sidste jeg fik nys om var …

Drengen: Det er sommer din taber … skal vi ikke slå ham ihjel?

Manden: Er det det du gerne vil?

Drengen hopper og danser besat.

Drengen: Ja ja ja.

Landbetjenten ser sit snit. Han stikker af mens manden og drengen snakker. Landbetjenten fiser ud af scenen. Skoene ligger tilbage. Drengen bliver hidsig og vil sætte efter landbetjenten men manden stopper ham.

Drengen: Sikke en taber!

Manden tager skoene op. Han vender og drejer dem. Det er som om han ikke har set så nye sko før. Så ser han beundrende på drengen. Drengen smiler stolt.

Manden: Det var dig der …

Drengen: (Ivrig) Det var mig far.

Mørke.

Scene 6

Alkoholsælgeren alias vagabonden alias landbetjenten er nu en såkaldt likvidator: en af dem der var med til at slukke brande på Tjernobyl. Han bærer en forrevet beskyttelsesdragt. Han vakler. Han er døende. Han ånder tungt.

Likvidatoren: Jeg er færdig. Jeg dør. Jeg efterlader intet. Jeg har ingen børn. Jeg har ingen kone.

Likvidatoren kommer til kvinden og huset. Kvinden er i færd med at save i grenen der går gennem huset. Hun er alene og ulykkelig. Hun får øje på likvidatoren men fortsætter blot arbejdet som om hun ikke rigtig lægger mærke til ham.

Likvidatoren: En kvinde! Et hus! Her vil jeg dø.

Kvinden hører hvad likvidatoren siger, stopper arbejdet. Hun stirrer distræt men trodsigt på likvidatoren.

Kvinden: Du kan ikke dø her.

Likvidatoren snubler. Han ligger og raller. Den umulige dragt er ved at kvæle ham og han forsøger at hitte rede i den. Han begynder at trygle kvinden om at få lov til at dø hos hende.

Likvidatoren: Vær barmhjertig kvinde?? Jeg har ikke set et hus længe. Åh det gør så ondt.

Kvinden ser på likvidatoren. Måske overvejer hun at lade ham dø her.

Kvinden: Du kommer med strålingen. Jeg er ikke parat til at dø endnu.

Likvidatoren: Strålingen er over det hele. Jeg kan ligge herovre. Du vil næsten ikke kunne se mig. Jeg har bare brug for at være i nærheden af et andet menneske.

Kvinden: Det siger de alle sammen. Men du har ret: strålingen er ovre det hele. I fødekæden. I træerne. I vævet. Det er forfærdeligt at tænke på. I floden kommer fiskene i overstørrelse. Og min mælk - det er den jeg tænker på - er blyfarvet. Den er blyfarvet. Jeg kan ikke holde tanken ud.

Likvidatoren får et anfald. Han ligger på jorden og gisper efter vejret. Kvinden forbarmer sig. Hun peger over på møddingen.

Kvinden: Du kan ligge ovre på møddingen.

Likvidatoren: Tak.

Kvinden: Men kom ikke nærmere.

Likvidatoren: Jeg lover.

Likvidatoren kravler over til møddingen. Kvinden fortsætter arbejdet men har besvær med at save grenen over. Hun sveder. Hun bander. Hun smider saven og sætter sig på jorden.

Kvinden: Jeg kæmper med saven men strålingen kæmper ikke. Den er inde i mig. Skyen slog til over Hviderusland. Jeg er ligeglad med Hviderusland. Den er. Den er …

Kvinden rør ved sine bryster.

Kvinden: Her! Her! Åh lige her. Lige meget hvad jeg gør giver jeg strålingen videre. Det er ikke til at holde ud at tænke på.

Man hører likvidatoren ralle. Han er ved at dø. Kvinden hører det, er ligeglad og rør fortsat sine bryster som om hun prøver at heale dem.

Kvinden: Usynligheden det er det værste. Lille barn. Lille barn. Med muterede fingre. Fiskeøjne. Drik ikke mors mælk. Åh. Dø ikke af sult. Kom ikke til verden. Kom til verden. Jeg holder om dig. Vi dør sammen.

Man hører likvidatoren udånde. Kvinden går over til ham, stirrer ligegyldigt på ham. Hun finder en spade og skal til at begrave ham men dropper det. Manden kommer ud af krattet. Han ryster alkohol tremens. Kvinden får øje på ham.

Kvinden: Kom ikke nærmere!

Manden: Har du ikke en tår?

Kvinden: Nej.

Kvinden får en ide. Hun ser slesk på manden, nærmer sig.

Kvinden: Noget for noget!

Manden: Noget for noget.

Kvinden: Jeg rider dig. Sidenhen får du en tår.

Manden: Jeg vil gøre alt.

Kvinden knapper op. Hun sætter sig ovenpå manden der græder stille. Han ryster. Kvinden rider ham og lidt efter kommer manden. Kvinden lukker øjnene.

Kvinden: Mit lille syge barn.

Et kort øjeblik glemmer kvinden at manden er en mand og ikke et barn. Hun vugger ham som et barn og nynner en vuggevise. Manden ryster. Kvinden kommer i tanke om at manden ikke er et barn.

Manden: Giv mig tåren!

Kvinden rejser sig. Hun går ind i huset og kommer tilbage med en flaske som manden snapper ud af hånden på hende. Han drikker begærligt.

Kvinden: Hyæne! Ens alle sammen!

Manden ignorerer kvinden og tømmer flasken. Han får det bedre. Han ser på huset.

Manden: Ved at få styr på huset er man? En dødsfælde!

Kvinden: Forsvind!

Manden: Det kan ikke gå hurtigt nok. Lad mig se. Hvad har du ellers i huset?

Manden går ind i huset, ransager det. Kvinden tager saven og slår ud efter manden men misser. Manden tager saven fra hende og slår hende til jorden. Manden går rundt. Han får øje på den døde likvidator men tager sig ikke af synet. Drengen kommer ud af krattet. Kvinden græder. Drengen forsøger at løbe væk men manden henter ham tilbage. Manden overvejer situationen. Kvinden hulker. Drengen er bange.

Manden: Vi kan leve alle sammen her i huset med saven og aberne. Ha!

Manden fnyser.

Kvinden: Vil du ikke nok lade være?

Manden: I tre små kupeer. Båse. Indimellem når vi har lyst til hinanden kravler vi over hegnet. Et hul der. En hånd der. En mund her.

Drengen forsøger at stikke af igen. Manden slår ham til jorden og lægger ham ved siden af kvinden.

Manden: Det lille hus i skoven. I lysningen. Som Hans & Grete. Fin lille ting. Ulven kommer. Ulven kommer. De tre små grise er ved at dø af angst men ulven beslutter sig for ikke at dræbe dem. Så nu stråler det lille hus.

Manden kommer i tanke om noget. Hans udtryk forandres. Han bliver hadefuld og lidt bange.

Manden: Du tog min sæd kvinde!

Manden sparker kvinden i maven. Hun skriger.

Drengen: Lad være far!

Manden: Jeg er ikke din far.

Kvinden: Jeg vil dø.

Manden ser med foragt på drengen og kvinden. Så forlader han huset og går ind i krattet. Kvinden ånder lettet op. Hun ser på drengen, prøver at komme op men har ondt i maven efter sparket.

Kvinden: Vil du ikke nok blive her mit barn?

Drengen svarer ikke. Så får drengen et epileptisk anfald. Han ryster.

Drengen: De løber gennem skoven dyrene. De er gennemsigtige. De kan tale. Flodhesten den kan kravle. Aberne de kan svømme. Skoven er rød. Løvet er rødt. Dyrene kravler ovenpå skorstenen men bliver skudt ned. Jeg kan se deres øjne. De er røde. Intet dyr er længere det samme dyr. Jeg løber med dem. Jeg har feber. Vi løber ud af skoven. Vi kommer til Pripjat. Vi kan ikke finde lægen. Lægen er død. Lægen er flygtet til Kiev …

Kvinden holder om drengen. Han har fråde ved munden. Anfaldet aftager.

Kvinden: Du har feber.

Drengen kommer til sig selv. Han “opdager” kvinden og vrister sig fri. Et kort øjeblik tøver han. Så løber han ind i krattet. Kvinden stirrer efter ham. Hun sidder på knæ. Hun græder.

Kvinden: Mit barn forlad mig ikke!

Der bliver stille. Man kan høre geigertælleren. Mørke.

København 28.4.2011.
Copyright Kasper Nørgaard Thomsen

Kasper Nørgaard Thomsen PRIPJAT

Skuespil i 6 scener.

Personer:

Manden
Kvinden
Drengen
En Alkoholsælger/ Vagabond/ Landbetjent/ Likvidator

Stykket foregår i Ukraine (Pripjat) i den forbudte zone efter katastrofen på Tjernobyl. Scenen er en skov. Der er et hus “gennemboret” af naturen. Drengen kommer ind og går omkring. Han er alene. Han er glad. Han går og undersøger naturen. Han finder en blomst, tager den op og studerer den længe.

Scene 1

Drengen: Jeg er vild af natur. Nej jeg er ej! Han skriger det igen: jeg er vild af natur. Nej jeg er ej!

Pause

Den sibiriske tiger! Den sibiriske tiger. Den sibiriske tiger kommer ikke mere. Den kommer ikke mere.

Drengen hører noget og farer sammen. Han holder hånden op i luften, svinger den rundt to gange indstuderet som om han besværger. Det er et varsel mod onde ånder. Han lytter. Kvinden lusker ind på scenen, sætter sig i krattet, skjuler sig. Hun holder sig for munden, hun er ophidset.

Drengen: Jeg hørte ikke noget for jeg hørte ikke noget.

Drengen ser en sidste gang over mod krattet. Han kører hånden rundt på maven tre gange, han tæller mens han gør det. Så vender hans bevidsthed tilbage til uskylden, til idyllen omkring ham. Han begynder igen at studere naturen, ustrengt, fornøjet. Drengen taler med sig selv.

Der er en svane. Der er Lange Jan. Der er i tusinder og atter tusinder af blomster i Pripjat. Du bliver aldrig færdig med at tælle dem, dreng. Du er en dreng, og derfor er du glad, og når andre drenge kommer, er du ikke glad. De går gennem haven. De kommer helt forkert. Det ved du godt. Du siger det igen. Det er fordi du er en dreng. En dreng kan gå rundt i haven. Resten af lyset kommer ikke længere. Det er min lykke. Når det bliver mørkt sover jeg. Det er mørkt, og uglen kommer frem. Det var svært at vænne sig til. Dens øjne skinner. Men den siger jeg kan sove trygt. Det er de andre man ikke skal komme i nærheden af. I nærheden af floden går det fint, men alle skal drikke. Nå, nu vil jeg ikke tænke på det længere.

Drengen vender sig igen mod naturen. Han blinker let med øjnene som om han prøver at holde noget væk, er genereret af noget. Han tager en blomst op, holder den tæt på øjnene, og glider ligesom ind i koma, forsvinder let.

Drengen: Hej blomst. Nu hvisker jeg det: hej blomst. Hvad hedder du? Jeg ved det ikke. Jeg har ikke gået i skole. Jeg har hørt om skolen, men ikke været der. Skolen ligger på den anden side af grænsen. Skolen ligger på den anden side af skoven. Skolen den ligger i Hviderusland. Selv børn ved det: man kan sende alle bort. Ja. Sådan er det. Det er godt her.

Drengen gaber, strækker sig. Han lægger sig ned - inden da placerer han omhyggeligt blomsten ved siden af hovedet, det er igen som en besværgelse. Han ligger en stund. Der er helt stille. Drengen hører en lyd, ser over mod krattet, hvor kvinden sidder skjult, ud mod publikum, bliver tryg og ligger igen.

Drengen: Det er en sang. Det er en remse. Det er den søde nat, der kommer. Det er den søde nat, der kommer. Men lyset er ikke væk. Det sparer på kræfterne. Det har fortalt uglen det efter et besøg. Men ingen får at vide hvorhen. Det er gået et sted hen. Det er ikke bange. Det hviler sig. Ah, det hviler sig. Når Ronald er bange siger han at han ser den orange dæmon slå lyset. Det er for meget at tro på, og jeg tror ikke på ham. Jeg holder mig for ørerne. Det er pjat, Ronald. Det er pjat, Ronald. Godnat!

Drengen holder sig for ørerne. Han ligger lidt uroligt. Så bliver han afslappet og falder i søvn, hvorefter kvinden begynder at pusle i krattet. Hun kommer frem, bærer et underligt dress, arkaisk og kort, nøgne ben. Hendes hår er pjusket. Hun stirrer på drengen, tager bestik af omgivelserne, der forekommer farlige for kvinden, springer hen til drengen og stirrer på ham. Hun klapper hænderne sammen lidt som en besværgelse.

Kvinden: (mumler) Nu kommer Ronald ikke mere, nu kommer Ronald ikke mere.

Kvinden sætter sig lydløst ved det sovende barn, begynder at tage ting ud af en taske: en banan, en kniv, finder en krøllet hagesmæk frem. Måler den. Så nynner hun stille:

Sov sødt lidt barn
Sov sødt lille barn
Sov sødt lille barn
Mor er her.

Kvinden kommer i et mærkeligt affekteret, infantilt mood; hun er ved at kaste sig over barnet af bare passion, men griber sig i det. Barnet/drengen fornemmer noget, rører sig i søvne, men sover så videre. Kvinden lægger sig ned ved siden af drengen og forsøger at sove. Indimellem klør det på hende, og hun kradser med en hurtig bevægelse.

Kvinden: Satans! Ups.

Kvinden ser på drengen. Han har ikke hørt noget. En orange måne gløder. Kvinden lægger forsigtigt et tæppe over drengen. Kvinden og drengen sover. I søvne mumler drengen:

Den Sibiriske tiger
Kommer ikke mer
Den sibiriske tiger
Kommer ikke mer.

Og kvinden mumler i søvne:

Sorgen
Den kommer ikke mer
Sorgen
Den kommer ikke her.

Drengen vågner og stirrer forundret på kvinden. Så sætter han af, forsøger at flygte, men kvinden fanger ham rovdyragtigt og holder ham fast. Drengen skriger. Kvinden ryster ham.

Kvinden: Du skal blive her!

Drengen: Slip mig! Jeg vil væk!

Drengen vrister sig løs, og det kommer til tumult inden kvinden kontrollerer ham igen.

Kvinden: Du skal blive her.

Drengen begynder at græde. Han bliver slap i kroppen og kvinden slipper ham. Han falder ned på jorden, ligger stille.

Kvinden: Du skal blive her.

Drengen hulker. Han lægger sig i fosterstilling.

Kvinden: Tror du det er godt at ligge alene? Så tager du fejl. Hvad de end har sagt tager de fejl. De er fordømte. Fanden tage dem! Bilder et barn alt muligt ind. Ligger og hulker når man tager ham op. Det er en omvendt verden. Det er forkert.

Kvinden bliver hidsig, stamper i jorden og tæller fem stamp som en besværgelse. Så går hun hen og skræller bananen, tilbyder den hektisk til drengen, der ryster på hovedet. Kvinden ryster på hovedet. Så sætter hun sig ved siden af drengen, og de slapper lidt af. Man kan høre fugle, lyde fra skoven, og kvinden lytter efter, kører hånden hen over drengens hoved.

Kvinden: De kommer ikke! De kommer ikke. Det er kun i hovedet de kommer. Det er en tønde. Det er affaldet, længere kommer jeg ikke. Du skal ikke være bange nu. Mor er her. Mor er her.

Kvinden hugger ud efter bananen, ser ind i krattet. Hun virker nervøs. Tæller sekunder.

Kvinden: Satan! Så kom med det: hvad har de sagt til dig?

Drengen tier, er bange. Han ser væk. Han overvejer igen at flygte, men skønner det umuligt. Kvinden bliver irriteret da drengen ikke svarer, og puffer til ham.

Kvinden: Kom med det! Jeg venter. Hvis du er et naturbarn overlever du ikke - så sig ikke det. Jeg gør dig ikke noget.

Kvinden åbner munden, viser sine tænder, kører en finger hen over dem. Drengen ser skrækslagent på kvinden. Kvinden bliver øm:

Kvinden: Kom nu med det, lille skat. Kan du ikke se at jeg ikke gør dig noget?

Drengen: Alle gør alle noget.

Kvinden griner.

Kvinden: Har de sagt det?

Drengen: Selvfølgelig.

Kvinden griner igen, stryger drengen over håret. Kvinden mærker på sine egne bryster, holder dem op ad som om de er faldet ned.

Kvinden: Man skal ikke tro på hvad de siger; de siger så meget. Så er månen en ost, så orange på grund af strålingen; så var skoven rødere end normalt, og så blev fiskene i floden mere underlige i adfærd. De siger så meget. Man kan ryste på hovedet. Man kan gå væk og ryste på hovedet, men det nytter ikke noget at skrige ad dem. Jeg hørte dig skrige før; det nytter ikke noget. Man skal hellere fungere stille. Det vil jeg lære dig. Det kommer ikke dig ved. Jeg er her nu.

Kvinden ryster på hovedet, verfer tankerækken væk, men hun tror ikke helt på det. Hun ser nervøs ud, ser ind i krattet. En mand kravler ind i krattet. Har kvinden set ham? Hun stirrer på krattet, men glemmer så krattet og ser på drengen. Hun siger mest henvendt til sig selv:

Der kommer så meget og går. Det er sådan kærligheden er, det er sådan tønderne med gift er. De har ben på. De har så meget. Det kommer og går, og hjernen får og får. Hihi: den får og får. Det er derfor remser varer mere end hundredetusinde år. Har du lært remser?

Kvinden er synderligt forvirret.

Drengen: Jeg elsker remser.

Kvinden: Kom så med en.

Drengen: Nu kan jeg ikke komme på nogen.

Kvinden: Du skal have skolepengene igen.

Drengen er usikker; kvinden er nervøs, manieret; drengen prøver med en remse, men går i stå.

Kvinden: Kom så med en!

Drengen: Jeg kan ikke når du presser. Åh. Giv mig et øjeblik.

Drengen anstrenger sig, forsøger at presse ord ud mellem læberne.

Drengen: Det er så rart her/ at gå med blomster/ at gå med blomster/ i alle farver …

Kvinden afbryder drengen, er synligt irriteret.

Kvinden: Det skide aleneliv. Gå her med blomster. Hvem fanden har lært dig det? De fiskehjerner er drevet i havet. De gløder som elpærer, og bliver ædt af maren. Fanden tage dem. Bare en dreng! Gå med blomster. Få i fred. Det skal jeg have ud af hovedet på dig.

Kvinden stirrer på drengen, der bliver bange. Han ser væk.

Drengen: Det var bare noget der kom.

Kvinden: Det var bare noget der kom. Og nu er jeg færdig med den rom. Færdig med den rom. Det må du kunne gøre bedre, lille ven?

Drengen: Jeg kan prøve.

Kvinden leder efter tasken, ser væk, roder i tasken, finder en flaske rom. Drengen ser sit snit til at flygte. Så drikker kvinden glubsk, så fanger hun drengen og binder ham med et reb, der ligger på jorden. Drengen stønner.

Kvinden: Din lille satan. Nu kommer du ikke videre.

Drengen: (svagt) Jeg kan prøve.

Kvinden lægger ham ned på jorden, arrangerer sig selv ved siden af ham.

Kvinden: Nu skal vi sove.

De falder i søvn. Kvinden ånder tungt ud og ind som om hun slås med et mareridt. Drengen vender og drejer sig i søvne. Man hører en klikken, der bliver højere. Det er lyden af en geigertæller. Kvinden pruster let i søvne. En orange måne blinker let inden den fuser ud. I søvne forsøger drengen at løse rebet op. Hans forsøg kommer til kort.

Kvinden: (i søvne) Forbandede moskitoer! De er alle vegne. De lugter blod. De kommer. De kommer gennem tæppet. Jeg kan ikke forsvare mig. Aberne ser det. Aberne kommer. Aberne kommer for at bedække mig. Jeg vil ikke have jeres børn.

Drengen hører kvinden snakke i søvne, han vågner. Han sætter sig op, men rebet strammer. I samme øjeblik får han øje på manden, der kommer ud af krattet. Han kommer hen til kvinden og drengen, ser distræt på den vågne dreng inden han finder flasken med vodka. Han drikker glubsk. Han tømmer flasken og signalerer til drengen at han skal være stille. Så sætter manden sig på hug, stirrer ned på kvinden, begynder at grine. Man hører geigertælleren øge tempoet: den tæller ned ligesom en gyserscene. Så sætter den ud. Kvinden vågner med et spjæt, får øje på manden og begynder at skrige. Manden kvæler kvindens skrig ved at placere hånden ovenpå hendes mund. Drengen forsøger at flygte, men kan ikke komme fri af rebet.

Manden: Jeg gider ikke høre mere lort. Du holder kæft. Du holder bare kæft. Og du sidder stille.

Manden peger på drengen, han er rædselsslagen.

Manden: Ellers kalder jeg på aberne. De kan holde fest at I ved det.

Manden slår en skraldlatter op. Han begynder at gennemrode kvindens taske, smider tingene ud. Finder en neglefil, som han holder op i lyset. Han smider den på jorden, ser skuffet ud, ser skuffet ud som en abe, der forventede at finde en banan.

Manden: Hvor er det? Say me where the fuck it is?

Kvinden: (hvisker) Hvad?

Manden: Sprutten!

Kvinden: Der er ikke mere.

Manden: Der er ikke mere? Fuck! Så må vi hellere kalde på aberne, ikke sandt?

Manden flår kvinden op, drejer hende i retning mod krattet som om aberne sidder derinde og venter. Kvinden er skrækslagen.

Manden: Kan du se dem? Kan du høre dem? De forbereder et party. De kommer alle sammen. Store som små. Nu skal du få siblinger. Flere end du nogensinde har drømt om. Kom, spred benene: festen begynder.

Manden åbner kvindens skræv, vender det mod krattet. Han pruster. Han er beruset og kan næsten ikke holde kvinden. Kvinden signalerer noget til drengen, der ikke forstår hvad hun mener. Drengen prøver at komme fri. En ugle tuder langvarigt. Drengen gestikulerer i retning lyden.

Manden: A whole big bunch. Som du kan lide det. Alle sammen. Her og nu. I lejren. The more the merrier. Alle pakkenellikerne. Op med dem, ud med dem. Hen i departementet for søde sager. Lidt til den søde tand. Det er sådan du vil have det, ikke?

Kvinden: Det er sådan det skal være, herre.

Manden: Jeg er din herre!

Kvinden: Du er min herre.

Manden: Og det er vores afkom.

Kvinden: Det er vores afkom.

Manden forlader kvinden, han går hen til drengen, giver ham en lussing. Så virker han opgivende, ser sig om efter flasken.

Manden: Hvor er den?

Kvinden signalerer igen noget til drengen, men han forstår ikke hvad hun mener. Manden ser ikke noget. Han snubler, losser til en gren. Så får han en ide, lyser enfoldigt op og begynder at binde kvinden og drengen, bakser med rebet. Da det er gjort sender ham dem i hver sin retning, idet han holder seletøjet som om kvinden og drengen er trækdyr. Kvinden og drengen lusker ud i hver sin retning, er forvirrede og ved ikke hvad de skal.

Manden: Nu gennemsøger I krattet. Nu gennemsøger I hele den forpulede natur og finder noget sprut til far her. Forstået?

Kvinden og drengen nikker tjenstvilligt og begynder at lede efter sprut. De vender hvert et blad. Drengen holder et blad op, stirrer på det. Forsvinder. Manden er distræt. Han har sat sig på jorden. Han bøvser. Han piller sig i skridtet, finder så neglefilen frem og giver sig til at file sine tænder så de kan blive skarpere.

Drengen: Det løber, det løber gennem årerne i bladet. Ud i floden. På tværs af fisken, og så ind i mig. Jeg kan ikke se det. Jeg kan ikke høre det. Jeg kan ikke mærke det. Men det er inde i mig. Ligesom jeg lå inde i hende. Det er så længe siden. Det er et forfærdeligt kredsløb. Det er ældre end aberne. Det er ældre end kolkhosen. Det er næsten ældre end verden.

Manden hører at drengen snakker ud i luften. Han tysser på ham. Så bliver manden træt og gaber. Kvinden signalerer det til drengen. De leder kalkuleret videre, idet de skæver til manden. Så falder manden i søvn, og kvinden begynder desperat at komme fri af rebet. Manden vågner, ser hvad kvinden er ude på og går hen til hende og losser til hende. Kvinden klynker.

Manden: Jeg slår dig ihjel!

Drengen: Gør hende ikke noget.

Manden: Gør hende ikke noget.

Manden bliver utålmodig. Han firer kvinden og drengen til lejren, anbringer dem som dukker, en kunstig opstilling, som han et øjeblik fortaber sig i.

Manden: Nu sidder vi alle sammen her. Nu sidder vi alle her og venter på aberne. En lille familie. Ikke et øje er tørt, og kvinden kommer tørt. Kommer du tørt nu, kvinde?

Manden griner, dasker til kvinden, der sidder musestille.

Manden: I sit rette element. Og så siger hun ikke en skid. Kan ikke vente på at aberne kommer. Kan slet ikke vente. Kom frit frem! Der er tingelingelater i Pripjat, og tombolaen er åben. Men hvad skal du have? Hvad drømmer du om? Hvad forventer du? Kan du huske noget?

Manden peger på drengen. Drengen svarer ikke.

Manden: Du er for ung. Du kan ikke huske tiden før 86. Nu skal jeg sige dig noget: der var centralvarme, der var statssprut. Det var gode tider. Man byggede et pariserhjul. Det var det største i hele Ukraine. Man troede ikke sine egne øjne. Man kom sent hjem. Man fik fældet færre træer, men kvoterne kunne rykkes. Men du er en lille lort. Du kan ikke huske det. Du tror det hele står og falder med røde graner og små ulveunger, der løber omkring i skoven. Du tror skoven er uendelig. Tror du ikke skoven er uendelig, min dreng?

Drengen: Jeg tror skoven er uendelig.

Manden: Du har ikke set andet?

Drengen er bange, snakker manden efter munden. Det kommer mekanisk ud når han siger noget.

Drengen: Jeg har ikke set andet.

Manden: (henvendt til kvinden) Han har ikke set andet.

Pause. Manden sukker, falder væk. Han ser sig om efter noget. Han savner alkohol. Pludselig hører man en fløjte, og en mand kommer gående med en stor hat på hovedet, en høvisk mand: han råber på en munter, indtagende måde at han sælger alkohol. Manden strækker en finger i vejret. Sælgeren kommer hen. Manden gennemroder kvindens taske og finder et ur som han giver til sælgeren. Sælgeren bider i uret, nikker, og giver manden et par flasker. Manden lyser op som et lille barn.

Manden: Jubiii! Se her. Der er nok til natten og katten. Kom så I lede missekatte. Kissssch. Missekat.

Manden griner, åbner en af flaskerne med tænderne og tager en stor slurk. Så sidder han og nyder virkningen, strækker sig velfornøjet.

Manden: Det kommer du ikke til at savne.

Kvinden: Hvor kom han fra?

Manden: Ud af det grønne.

Kvinden: De gør opmærksom på at der vandrer illegale sælgere rundt. Sommetider prætenderer de at være hellige mænd, men når de kommer tæt nok på slår de en ihjel. De siger det igen og igen.

Drengen: Hvem?

Manden: De siger så meget. De siger vi æder for meget kød. De siger der er for meget korruption. For meget hugst. For meget våbenhandel. Organhandel. Lyssky handlinger. Asociale missionærer. Faldbyden for vest. Faldbyden for øst. Faldbyden mig i røven. Jeg har hørt dem sige at iranerne har bombet Odessa. De har erobret hele Krim. De har …

Det bliver for meget for manden. Det bliver for højtravende, og han klør sig i hovedbunden. Så drikker han glubsk, stirrer ud i luften. Han bliver melankolsk og kommer til at se på kvinden og drengen bundne. Han holder flasken ud så kvinden kan drikke. Hun ser sig omkring, er på vagt - så tager hun flasken og drikker. Da hun har taget en stor slurk bøvser hun. Hun får et andet glimt i øjnene. Det er mere udfordrende, mindre bange.

Kvinden: Op i røven med iranerne!

Manden og kvinden drikker hurtigt. De bliver påvirkede. Drengen sidder og stirrer ind i mørket. Indimellem får han en ide, men den fuser ud. Måske fokuserer lyset; man ser skiftevis drengen ensom og manden og kvinden, der “kommer nærmere og nærmere hinanden”. Drengen kæmper med søvnen; hans øjne bliver tunge og falder efterhånden i. Han sover; manden og kvinden ser det ikke. De drikker og bliver fulde. Manden er begyndt at tage på kvinden. Hun bemærker det næsten ikke. Begyndende musik høres: det er - kabaretagtigt, cirkusagtigt, men skramlet, rustent. Manden og kvinden vugger sagte til musikken.

Manden: Jeg kan huske … jeg kan huske en tur til Odessa. Vi kørte i tog. Vi drak som svin, og træerne blev lysere. Det var sommer. Nattens sang kom ind i vognen, helt ind i albuerne. Vi var brødre. De andre var røvhuller. Vi talte om de hvide gardister der lå tilbage på marken. De sagde ikke en skid. Vi sang. Og kom til byen. Kom til havnen. Så trapperne. Potemkim længe leve råbte vi og faldt ned ad trapperne. Ingen kom til skade. Vi er ikke blødere. Immunforsvaret holder. Vi falder hinanden om halsen. Over sydens lys lyder vores stemmer. Det er sådan en nat man rykker nærmere hinanden. Kender du det?

Kvinden: Jeg kender det.

Manden tager flasken, drikker. Hans øjne svømmer rundt. Han bliver pludselig gnaven. Han ser på kvinden mistroisk.

Kvinden: Jeg kender det … når træerne rødmer. Når aftenlyset lukker os inde i tusmørket. Når cikaderne stiger op af jorden. Når man drømmer. Når man stiger ned til havet med en løsfældig dragt. Håret svingende. Der er andre på stranden. Sulten er udelukket. Hele kroppen smelter sammen med lyset. Jeg kan ikke få nok af det lys. Jeg har set det lige siden. Det liv redder menneskeliv det er jeg sikker på. Det er som om det er blødt men at det svømmer uhindret ind i kroppen. Uden en krop dør en kvinde. Jeg kan ikke være pioner. Det udelukker lyset …

Manden: Jeg gider ikke snakke om pionerer.

Kvinden: Heller ikke mig.

Kvinden læner sig ind til manden. Han drikker. Kvinden ser på manden. Han drikker videre som om han har glemt kvinden. Så kommer han i tanke om hende og puffer hende væk.

Kvinden: Jeg vil også drikke.

Manden giver hende flasken. Den skramlede musik afløses et kort sekund af en dissonans, en hvinende teknisk lyd - derpå fortsætter gøglermusikken. Manden og kvinden har ikke opfattet afbrydelsen. Drengen hører intermezzoet. Halvt i søvne sætter han sig op; så falder han i søvn igen. Alkoholsælgeren går forbi manden og kvinden, men de ser ham ikke.

Manden: Der er ludere og der er lommetyve. Der er masser af steder at spille. Der er det blinkende blå vand. Der er en følelse af at historien vogter over en. De er alle kommet til Odessa. Turkmenere, jøder, armeniere, englændere, tyskere. Hvad er det med Odessa?

Kvinden: Det er lyset.

Manden hører ikke hvad kvinden siger.

Manden: Det er det mest koncentrerede sted på kloden. Man mærker det når man kommer. Det er alle som en. Og her går man med rem og seler, og så kommer Odessa … Odessa opstår, ligger lige der … som en musling med en perle indeni. Odessa giver mig ståpik. Den skinner som en nøgen kvinde på en strand.

Manden ser på kvinden. Hun ligger henslængt over ham. Hun venter på at manden giver hende flasken. Hun har åben mund. Hun åbner sin taske, tager læbestift på. Rød læbestift. Manden bliver interesseret og begynder at tage hende på brysterne. Han tager kvindens hånd og anbringer den i skødet. Han lukker øjnene og nyder “rusen”.

Kvinden: Tog du hende så … der på stranden?

Manden har ikke hørt kvinden. Han stønner let. Så kommer han atter i tanke om kvinden, der ligger på ham (skoven). Igen puffer han hende væk.

Manden: Så var der ikke flere penge tilbage. Så er byen en anden. Så er Odessa forandret. Så er Odessa grim. Så stinker den. Man går ned til havnen. Man skal for helvede ikke til Istanbul eller Constanta, vel? Så får man hyre alligevel. Kalotten strammer. Man skovler suppe. Man returnerer til Odessa. Kulisserne er anderledes. Det historiske skær er væk. De flade trapper fører ned i afgrunden. Man kommer og går hos en luder, og kalotten bliver mere og mere gusten. Det er der, på bunden. Det er der, på bunden, jeg fandt ud af … vi lever ikke sammen. Vi er hver for sig. Det de siger er en løgn. Det de sælger er en løgn. Postkort. Sejlads på floden. Det gør en mand stærk. Når han ved han ikke kan leve med andre. Når han ved han ikke gider leve med andre. De andre det er noget man æder.

Manden ser sultent på kvinden. Han hiver hende op på skødet, og hun følger med. De drikker. De stirrer ind i mørket. Musikken stopper. En orange fugle kan ses. Så forsvinder den.

Kvinden: Leve sammen med andre.

Manden: Det er perfekt at gå i hundene i Odessa. Det kender kvinder ikke. Eller gør de?

Manden ser på kvinden. Hun tysser på ham, fører flasken op til hans mund, næsten som om han er en baby.

Kvinden: Det kender vi ikke noget til. Jeg vil være sammen med dig. Det er dig der er kommet. Det er dig jeg vil være sammen med.

Manden er blevet fuld. Hans øjne tilter rundt. Han taler usammenhængende.

Manden: På bunden lyser verden. Den står i en klokke, ovenover hovedet. Det er et smukt lys. Det er det. Det gør så ondt. Og man bliver forelsket i en luder. Hun holder dit hoved. Hun tager dine sidste penge. Er det ikke sjovt? Det var det de advarede om. Det står på side et. Du lærer side et at kende. Hun forråder dig. Du har ikke flere penge, i bad har du ikke været længe. Du sulter. Sultenglen kredser om dig. Du har ikke andre.

Kvinden holder om manden, giver ham noget at drikke.

Kvinden: Skat. Sov nu blot.

Manden falder i søvn. Kvinden får et mere frisk udtryk i øjnene. Hun lytter. Så banker hun flasken ned i hovedet på manden. Han får et sår, bløder, besvimer. Kvinden binder sig selv fri, binder derpå manden. Ser over til drengen, der sover videre. Så åbner hun den næste flaske, skåler olmt med mørket.

Kvinden: Lede mandesvin! I har ikke rykket jer en meter. I kunne ikke bo sammen med en beostær.

Manden vånder sig. Kvinden banker ham i hovedet igen. Han går ud som et lys.

Kvinden: Gad vide hvad du havde gjort med os?

Kvinden mumler det flere gange.

Gad vide hvad du havde gjort med os?

Så drikker kvinden videre, falder så i søvn ved siden af drengen som hun har lagt sig ved siden af. Pause. Der bliver mørkt. Man hører geigertælleren. Geigertælleren sammen med indåndinger, snorken.

Scene 2

Kvinden vågner. Hun ser på drengen, så manden. Hun leder efter flasken, tømmer den. Så går hun til manden, begynder at onanere ham. Han vågner skrækslagen. Kvinden sætter sig ovenpå ham og rider ham. Hun ser på manden med kolde, beslutsomme øjne.

Kvinden: Jeg rider dig. Nu skal jeg forpulet ride dig indtil solen går ned. Kan du lide det, lille skat?

Manden kæmper for at komme fri, men kan ikke komme fri. Han er bange. Stønner.

Manden: Det gør du ikke.

Kvinden: Jeg gør det.

Drengen vågner med et sæt. Han får øje på manden og kvinden. Kvinden rider manden manieret med et vildt udtryk i øjnene. Drengen prøver at vende sig, se væk. Man kan høre geigertælleren.

Drengen: Der var en lille fugl. Der var to små pipfugle. De er brødre. Nej, de er søskende. De flyver væk sammen. De er højt oppe i luften. Himlen er blå. Ja, himlen er blå. For der var en lille fugl, der var to små pipfugle …

Kvinden: Hold kæft. Kan du ikke se jeg arbejder. Kan du ikke se jeg gør noget for menneskeheden? Kan du ikke se at far nyder det?

Kvinden stopper med at ride manden. Hun ser på drengen. Drengen ser på hende. Han er opløst, fuld af sorg. Alkoholsælgeren kommer frem, han stiller sig hen til kvinden og manden som om det hele er naturligt. Han vifter med flaskerne.

Kvinden: Find nogen penge frem!

Drengen får med besvær fat i tasken, finder en krøllet seddel frem som han giver til sælgeren. Sælgeren afleverer to flasker og forsvinder. Kvinden fortsætter med at ride manden. Manden nyder det, føler sig voldtaget; kæmper med modsatrettede følelser. Han mumler, stønner.

Manden: Åh! … Han lever. Stalin lever. Og der var statssprut. Det flød i rigelige mængder. Åh. De kjoler. Små snipper. Der var tid nok. Han lever. Han sad på slottet. Han lod mælk og honning flyde sammen, og vi sidder … som små statuer for neden … han har en pegepind … far … du kommer med pinden, med store planer … dit skæfte forandrer det hele … en hel befolkning taget i ed … du er så stor …

Kvinden: Nu stopper du!

Manden: Formanden har en kappe … den når helt ned til jorden. Der kommer dyr på markerne. Vi går i krig. Vi drømmer om Stalins uniform. Det er syndigt. Men vi vender tilbage. Vi kæler for dig. Vi siger det sent om natten. Det hele flyder sammen: deportationerne af jøderne, de små piger på marken. De små huse. Flasker smukkere end forårsudstillingen. Fællesskabet giver vi al sæden.

Manden “finder ud af” at han snakker i vildelse. Han kommer til sig selv. Han stirrer på kvinden, hun rider ham fortsat. Så mærker manden at han er ved at komme og vender det hvide ud af øjnene. Han kommer. Kvinden lukker øjnene.

Manden: Fuck Stalin.

Kvinden: Det er inde i os. Han er inde i os. Han bliver taget i røven på et partikontor i provinsen. Han nyder det. Stalin kommer. Han er iført en trikot. Han er pædofil.

Kvinden får et grusomt blik i øjnene. Hun rejser sig fra manden, der ligger livløs.

Kvinden: Det var det. You sick fuck: Stalin. Det er noget du har fået ind med modermælken.

Manden: Med modermælken. Thi der flyder en kilde, men udspringet er Stalin. Fra ham opstår resten af livet.

Kvinden får nok af at høre om Stalin. Hun går hen til krattet, finder en kæp og slår manden indtil han er bevidstløs.

Kvinden: Alene! Uden ham. Han kender kun til pisken. Han er et trækdyr. Men for enden af partikontoret ligger der død for alle kvinder. Jeg kan ikke se nogen forskel. Der er massegrave. Der er partikontoret. Der er Stalin. Der er det de siger. Der er det de ikke siger: enten lænker eller pisk. Hvor jeg elsker skoven nu. Det er det virkelige liv.

Kvinden ser sig omkring. Han ser på drengen, hun er mildere nu. Da hun ser på manden, der ligger og flyder, udviser hun dog foragt.

Kvinden: Har du hørt om Stalin? Ikke? Du skal ikke høre om Stalin. Der er stråling nok i forvejen. Du skal ikke høre på far. Han kender ikke til andet. Han kender ikke til andet. Nu skal du se: nu tager vi dem - far og Stalin - og kaster dem i floden. Ud til gedderne med dem. Så nu forsvinder de. De tager sygdommen med. Parlamentets takkede røvhul. Manifestets takkede røvhul. Kom!

Hun går hen til drengen, binder ham op og fører ham over til huset. Der stikker en gren ud ud gennem vinduet. Hun anbringer drengen foran huset. Hun går hen til manden, stirrer på ham; så går hun hen til huset igen. Hun ser ømt på drengen.

Kvinden: For nu skal du have en lillebror. En lillebror vil jeg give dig. Er det ikke rart?

Drengen nikker. Han er slukøret. Han drømmer sig væk.

Kvinden: Men hvad skal vi gøre med ham?

Kvinden tænker. Hun bliver forvirret, går ind i huset, kommer ud med en kande, ser på den, stiller den på jorden, arrangerer forvirret tingene i huset.

Kvinden: Det er godt nu. Lillebror er på vej. an skal være her med os. Og vi skal være frie. Vil du ikke gerne være fri?

Igen nikker drengen. Han er slap. Han sidder og tænker. Han ser længe på kvinden som om han er ved at vænne sig til tanken om at han ikke kan komme væk.

Drengen: En lillebror.

Kvinden: En lillebror. Han dufter af vanilje. Kan du huske duften af vanilje? Det kom fra Odessa i store hvide sække. Og når de sprak blev vi hvide i hovederne. Vi stod i en kæde, og den ene sæk fulgte den næste. Det er os kvinder der synger. Hele vejen til Odessa.

Drengen: Nu vokser han indeni mors mave. Det er godt.

Kvinden: Nu har han lavet puha; sikke han stinker. Men se nu her: nu kommer jeg med stofbleen, med ganen fuld af vanilje. Og der er pudder-skyer. Op op i et væk! Hold så op med at sprælle.

Kvinden går hen til krattet. Hun finder en stor kæp, som hun begynder at brække i mindre stykker. Hun går i gang med et lave et hegn. Manden vågner, vånder sig. Hun ser ned på sit blottede underliv. Han er forvirret. Han ser over mod huset, hvor kvinden og drengen er. Kvinden opdager at han er vågnet. Hun begynder at ae sin mave, kører hånden rundt i store demonstrative cirkler.

Manden: Du slår mig ihjel.

Kvinden: Du er allerede død. Du er en ubrugelig rotte. Du er bundet op på Stalin din svagpisser. Nu kommer jeg og slår dig ihjel.

Drengen: Det må du ikke.

Kvinden: Skal vi bare sende ham væk?

Drengen: Vi skal bare sende ham væk.

Kvinden: Så gør vi det.

Drengen: Jeg har aldrig hørt om Stalin.

Kvinden begynder at kæle drengen, moderligt. Så bliver hun liderlig og kæler for drengens pik. Hun smiler til ham.

Kvinden: Nu skal du ikke tænke mere.

Hun kæler videre. Drengen nyder det og læner sig ind til kvinden. Manden ser på dem, får nok og begynder at skrige. Kvinden bliver irriteret. Hun går hen til manden, får ham på benene.

Kvinden: Nu er det nok! Nu bliver du sendt ned ad floden. Væk!

Manden simulerer at en bølge tager ham og bærer ham væk. Han kredser rundt på scenen, skyller så ind i krattet hvorfra han fortsat betragter kvinden og drengen. Kvinden fortsætter med at kæle for drengen, der kommer ud kvindens hånd. Hun tager sæden op til næsen, smager på det, slikker det i sig.

Kvinden: Det smager godt. Det smager af baby. Du er lige til at spise.

Drengen ligger med lukkede øjnene. Kvinden fortsætter med at arrangere diverse ting. Begge ser lykkelige ud. Kvinden tager sig til brysterne. tjekker dem for mælk. Så stoppere hun to små puder ind hvor brysterne er og således ser de større ud som om kvinden er højgravid. Hun ser stolt ud.

Kvinden: Nu har vi alt hvad vi behøver. Åh, jeg er så lykkelig. Er du også lykkelig?

Drengen: Jeg er lykkelig.

Kvinden: Der dufter af talkum her, og babydrengen spræller med benene. Det hele er hvidt. Lover du at du ikke render væk?

Drengen: Jeg lover.

Kvinden: Sværger du?

Drengen nikker. Han stirrer sorgfuldt væk fra kvinden, der opdager det fravendte blik, vender ansigtet mod sig. De stirrer længe tomt glanende på hinanden. Kvinden gyser.

Kvinden: Dit blik. Dit blik det er så … forbandede dialekter. Det stopper ikke kødet. Det stopper ikke kødet.

Kvinden griber ud efter drengen, tager ham op til brystet, knuger ham. Hun er ved at kvæle ham mod brystet.

Kvinden: De er stadig flotte! De er stadig flotte synes du ikke? Sig at de er flotte.

Kvinden bliver barnagtig, gentager: sig de er flotte, hysterisk.

Drengen: De er flotte.

Drengen hoster efter kvælningen. Kvinden masserer brysterne med drengens hænder.

Kvinden: Jeg er åben. Jeg er din. Hvis du render væk slår jeg dig ihjel. Hører du? Slår dig ihjel.

Drengen nikker bange. Begyndende stille begynder Kraftwerk med sangen “Radioactivity” Begge hører musikken, måber.

Drengen: Hvad er det? Hvor kommer det fra?

Kvinden: Det er musikken.

Drengen: Jeg kan ikke lide musikken.

Kvinden: Hvad er musikken? En ulv, der tuder? Der er kommet så mange ulve. Det er ikke en fis i en hornlygte. Der er kommet så mange ulve. Det hele er blevet så ærligt. Det ødelægger musikken ikke. Kom lad os danse!

Kvinden tager drengen, fører ham lidt manieret rundt. Han stirrer ud i mørket. Kvinden ser det, giver ham en lille lussing og ser ham ind i øjnene. Igen ser de tomt på hinanden, fremmede for hinanden.

Kvinden: Det er ikke udenfor. Det er ikke udenfor det her. Det er ikke udenfor det her. Hør - musikken. Der er kommet så mange ulve, og jeg har sendt manden væk. Nu drikker han sig ihjel ude i mørket, og drømmer om aborter og ekspeditioner. Det er ikke udenfor det her. Vi ser hinanden, og jeg har sendt manden bort. Han ville have slået os ihjel. Vi skulle servicere hans grisk, hans ødelæggelser. Og smøre os ind i blodet. Blodet fra jagten. Hans skalpe. Det er ikke kommet længere. Det er ikke udenfor.

Kvinden bryder sammen, græder. Hun tager atter drengens hånd og kører den over hendes bryster, så kussen. Drengen vrænger, pines. Scenen står på længe. Kvinden kombinerer tagene frem og tilbage mellem skød og bryst. Hun ånder hørbart, forsøger at komme. Så hører hun en lyd, bliver bange.

Kvinden: Hvem er det?

Kvinden lytter efter. Så glemmer hun lyden, onanerer videre med drengens hånd og kommer. Der bliver mørkt. Lidt efter falder lyset på drengen. Han har taget en klovnemaske på. Han sidder med bøjet hoved. Man kan ikke se kvinden.

Drengen: Jeg løber over til ballongyngen i Pripjat. Det kører rundt. Det kører rundt, der sidder en dreng i maskinrummet. Han har roret. Han bestemmer hvornår hjulet kører. Det er ikke mørkt endnu. Jeg skal ikke hjem. Jeg er ikke bange. Jeg sætter mig op i ballongyngen. Det er før katastrofen, og det er ikke mørkt. Jeg skal ikke hjem.

Drengen falder let sammen.

Drengen: Udlændingen, ham vi ikke forstår, taler ikke om Jesus Kristus. Det er ikke sent. Lyset bliver hevet langt af hjulet. Det kan ikke stoppe. Lyset. Jeg er så lykkelig. Jeg svæver på en sky. Jeg skal ikke hjem, og gyngen stopper. Jeg sidder allerhøjst oppe. Jeg kan se byen og fabrikkerne. Jeg kan se værket. Jeg kan se mit hus. Det er lille. Jeg sidder højt oppe. Hjulet er stoppet. Og når lyset ligger på maven kommer tiden ikke ind i legen. De bliver væk. Det er som om hegnet. Lyser. Det er højt oppe. Jeg synger i vilden sky.

Drengen synger, kvinden hører det og rusker ham.

Kvinden: Hold kæft!

Drengen: Ja.

Lyset involverer både kvinden og drengen nu. Kvinden slår masken af. Drengen græder. Kvinden krammer ham hårdt.

Kvinden: Kom Det er sabbat. Vi skal over til huset.

Kvinden trækker drengen over til huset. Naturen er “sivet” ind i huset. Kvinden sætter drengen fra sig, ser sig om, begynder oprydningen, husarbejdet. Så kommer hun i tanker om drengen som hun binder. Drengen fortsætter drømmen fra før om ballongyngen.

Drengen: Før katastrofen var der svaler. Jeg kan huske det hele. Jeg er gammel. Jeg er en stor dreng. Jeg har valgt ensomheden fordi ensomheden er bedre. Det forstår de ikke. De kommer og stopper hjulet og slår styredrengen og smider ham ud af huset. Han græder. Jeg sidder højt oppe. Jeg kan ikke komme ned. Det er mørkt. Jeg kan ikke komme ned. Mine ben ryster. Mine sko er slidte. Jeg tænker ikke på dem. Jeg lukker øjnene som en præst og laver verden om. Nu kører hjulet. Projektørerne lyser. De andre børn er glade. De slår ikke hinanden. De mopper ikke hinanden. Det rum der er i maven bobler ligesom de voksnes champagne når de synger og tager på hinanden og græder. De har store øjne men det er ikke det rum der er stort. Det er så let at gøre det rum større at svalen orker det. Den trækker ud i rummet, i maven med vingerne og det hele er gult og glemt. Det hele er gult og glemt. De drikker ikke. De drømmer ikke. De stønner ikke. De stinker ikke.

Kvinden stopper rengøringen. Hun har skævt bundet om hovedet en klud som en tørklæde. Hun retter på tørklædet.

Kvinden: Hold kæft!

Kvinden går i stå.

Kvinden: Jeg elsker dig. Vi er begyndelsen. Vi er bunden af kagen. Vi er et sammenhold. Jeg vil gå i døden for dig. Ingen mand. Ingen mand.

Kvinden ser ømt men besat på drengen. Alkoholsælgeren dukker op, tilbyder varer, kvinden har ingen penge, han forsvinder.

Drengen: Hvad er en regel? Det er en tåre. Jeg græder. Jeg kan ikke finde ballongyngen. Mon jeg drømmer? Mon det hele er en drøm. Befalet af præsten. Inde i reglen. Udenfor det gule lys. Svalen jeg ser den. Men da den ser jeg græder vender den om. Jeg kalder efter den. Den hører det ikke. Min mave går i stå. Den bliver ødelagt. Nu har jeg en dolk i maven. Jeg kan ikke røre mig. Jeg kan ikke komme ned. De drikker i byen. Det er den største smerte. Den er stor. Nu hvor jeg føler den kan jeg forsvinde. Jeg er blevet til en dreng. Og nu kan jeg forsvinde. Det er en hævn. Jeg kan komme ned. Jeg hopper ned. Det er den mindste lidelse. Alle her lider. De drikker. De har dolke i maven. De kan ikke se hinanden. Børnene kan. Børnene drømmer hele tiden om hævn, det er eventyret. Det er ikke livet. Livet er udenfor. Her er hævnen og eventyret. Det sidder ligesom en motor i det rigtige liv. De kalder det … de kalder det … hvad er det værste jeg ved? … når far bestiger mor … jeg spionerer … de slår mig … mor stønner.

Kvinden kommer over stryger drengen over håret. Han tier, ser næsten rolig ud. De gynger.

Kvinden: Så så. Det er ikke så slemt. Vi kan leve sammen her lykkeligt. Han vender ikke tilbage. Så så. Han vender ikke tilbage.

Drengen: Han kommer ikke op. Må jeg ikke godt tale lidt mere om Pripjat mor?

Kvinden: Jo lille skat.

Drengen: Du må godt komme med. Du må godt komme med mor.

Drengen tager kvinden i hånden. De stirrer op i luften. Drengen tager masken på.

Drengen: Tusmørket mor det er vores ven. Der sker ikke noget nu. Vi har ikke en dolk i maven. De karvede huder hænger ikke i skoven. Der er ikke jægere. Jeg løber sammen med ulvene. Det er min undskyldning. Jeg er bare en dreng. Jeg kan ikke drive det længere. De stinker, det er summen. Jeg løber sammen med ulvene.

Kvinden laver en grotesk komisk gestus hvor hun peger på sig selv som om drengen har glemt hende. Hun tuder som en ulve. Hun blinker til drengen. Så begynder kvinden at tude, så hulker hun, så ler hun, griner.

Drengen: Det er sjovt mor. Det ligger udenfor alting. Det er ikke gennemboret af reglen. Det er vores leg, og hjulet snurrer rundt og på hver og en af gyngerne sidder der en lysende stjerne. Det er legens værk. Det er den der anbringer stjerne. Sådan har det altid været. Jeg husker. De glemmer. De drikker. De slår og siger undskyld bagefter. De voksne flæber. De vil ikke gøre det i det åbne. De lukker og knepper og drikker og snyder hinanden i mørket. Mor du kan stole på mig. Mor du kan stole på mig.

Drengen omfavner moren der er i svime over drengens ord. De er nu et par. Han er en prins. Han tager masken af og kysser kvinden. De står længe sådan. Man kan høre geigertælleren. Den bliver højere, stilner så.

Kvinden: Jeg er en lille pige. Jeg passer på mine knæ når jeg løber. Da jeg fik et blåt mærke græd jeg. Sådan snyder jeg ham. Han kommer ikke ind når jeg græder. Han bliver ligesom præsten. Meget større. Et øre. En tillid. En større indtrængen. Han viser mig den ikke. Jeg ved ikke hvem der kommer ind. Det er mørkt. Jeg vil ud af rummet. Jeg råber: jeg kender ikke rummet. En eller anden: fortæl mig hvad det er for et rum? Så gisper jeg. Jeg er en pige. Lidenskaberne skratter gennem mig. Jeg har ikke noget sprog. Jeg har ikke nogen alder. Jeg kan ikke trylle mig om til en prinsesse, og atter returnerer manden. Præsten er større end manden. Han kommer hårdere. Så græder han. Det bliver lyst.

Drengen: Så så lille pige.

Drengen stryger kvinden over håret. Da hun er helt afslappet tager drengen masken af. Han studerer den, så banker han den ned i hovedet på kvinden der skriger.

Drengen: I binder hinanden. I hulker i mørket. I falder sammen som lam. I kalder det kærlighed. Jeg er en mand nu. Jeg har valgt at leve alene. Leve sammen er en løgn. Det kalder det en pagt. De kalder det ikke krig. Hvorfor kalder I det ikke for krig?

Kvinden bløder, tager sig til hovedet. Så ser hun med hengivenhed på drengen der står op, hun ligger.

Kvinden: Vi tør ikke?

Drengen: I tør ikke?

Drengen viser afsky.

Drengen: Den tapre soldat stirrer ind i mørket. Han frygter ikke noget. Han går hen til afslutningen. Den griner. Den er krum og grum. Hvem er taprest i landet her? Han stirrer ind i mørket. Mørket taler ikke. Det er større end mig, meget større, men det taler ikke. Det er bange. Jeg har nedstirret det. Duellen er slut. Jeg vinder. Jeg konkluderer at jeg er taprest fordi jeg vinder og fordi mørket ikke kan tale.

Kvinden laver “høviske” fagter. Lyset kan være ændret, mere lyst, lyserødt.

Kvinden: Du er min helt.

Drengen: Jeg vil plukke en blomst og glemme tabet.

Kvinden: Du taber ikke!

Kvinden kommer på benene. Hun ser på drengen, finder et hår i næsen på ham og trækker det lynhurtigt ud. Drengen fnyser, træder tilbage.

Drengen: Er jeg soldat? Mand? Dreng? Alene?

Kvinden: Jeg er her.

Drengen: Jeg gider ikke drama.

Kvinden: Det er ikke drama.

Drengen: Hvad er det her?

Drengen tager masken på. Kvinden lægger sig på jorden. Drengen binder hende. Han rør ved masken. Så stivner han.

Drengen: Hvad er det jeg gør? Jeg gør det samme som dem. Jeg stinker. Jeg er mistroisk. Jeg kan se deres øjne deres angst hele tiden. Jeg er bedre end dem. Jeg er blevet ligesom dem.

Kvinden: Jeg elsker dig! Du er min! Bliv her elskede. Forlad mig ikke. Vær nu sød?

Drengen er paralyseret. Han smider masken. Han stirrer ud i luften.

Drengen: Mørket har vist sit mørke. Det har bedraget mig. Jeg er ligesom dem. Det er lamslående og fattigt hvem vi er og så lidt vi kan sige til eller om mørket. Vi står her. Som statuer. Den kolde pels er svøbt om furen. Den skinner. Den bliver varm og jeg mister beskeden om hvem jeg er. Min alder. Det er derfor jeg smider masken. Jeg må være alene. Jeg må komme til bunds. Det er forskellen. Det er den eneste overlevelse. At afsløre furen. Nøgen. Mor jeg er nøgen. Kan du varme mig?

Kvinden: Ja.

Drengen: Jeg ved ikke om jeg skal blive her eller rende væk mor.

Kvinden: Bliv her. Det bestemmer jeg for dig sødeste. Det gør ikke noget jeg er bundet. Men bliv her. Her kommer han ikke.

Drengen: Hvem?

Kvinden: Åh nu har jeg glemt hvem det er.

Drengen: Men han kommer?

Kvinden: Han kommer ikke mere.

Drengen: Jeg stoler ikke på dig. Der er for meget luft mellem alle mennesker. Det at tro noget er at ignorere al den luft.

Kvinden: Du er så klog min elskede. Så tapper. Forlad mig ikke!

Drengen fnyser. Han ser væk. Så griner han. Han ser på kvinden. De ser hinanden i øjnene. Så et kort øjeblik griner de begge indforstået. De har set at de ikke har set. De krammer hinanden. Drengen bliver kold, skubber kvinden væk.

Drengen: Jeg må af sted.

Kvinden begynder at græde. Mørke.

Scene 3

Drengen går i skoven. Huset og kvinden er væk. Der er fuglefløjt og drengen stopper op og lytter. Efterhånden forsvinder fuglefløjten og afløses af barnestemmer. Drengen lytter igen. Han virker forskrækket, viger tilbage.

Drengen: Det er det barnlige overherredømme. Det er ikke en kæft bedre. De tror de kan bevirke magi men om lidt begynder de at skændes. Om lidt begynder de at slå hinanden. Om lidt begynder de at piske hinanden. Der er nogen der taber. Alle taber. Her vil jeg ikke være.

Drengen løber frem og tilbage over scenen. Han er forvirret. Han stopper op, ånder tungt. Han er panisk og ved ikke hvad for en vej han skal løbe. Et kort øjeblik står han sitrende på stedet, så spinder han spasmodisk rundt som en snurretop inden han falder ned på jorden. Han begynder at græde.

Drengen: Så så nu kommer de ikke. Det jeg tror er at tiden er gået. De har fået en paryk alle sammen som de spiller den af i. Sådan går tiden. Deres fejl er at de troede på overgangen men jeg vil ikke være som dem. Om lidt keder de hinanden. De kalder det kærlighed og begynder at piske hinanden men nu må det være nok.

Drengen lukker øjnene. Lyset skifter hæsblæsende mellem lys og mørke men da drengen åbner øjnene igen kvidrer fuglene.

Drengen: Det er gået over. Jeg er alene. Jeg er alene men jeg er ikke bange. Jeg kender angsten. Hvis nogen kommer stopper de den angsten men jeg ønsker ikke den stopper. Jeg kender ikke noget bedre. De tror børnene på stenene at der vil komme en mand med en tryllestav. Det gør mig bedrøvet. Hvis han kommer stopper han angsten. Angsten er ligesom en fugl. Enhver domfældelse, enhver rundkreds stopper den. Jeg har lært at balancere som en linedanser. Enhver domfældelse er ligesom et sort gardin der udelukker lykken. Jeg er en linedanser.

Drengen begynder at balancere som en linedanser. Han gør sig umage, stikker tungen ud af munden og bumper tilsyneladende ind i noget. Han er ved at falde.

Drengen: Gå væk tryllemand! Jeg har det lige så godt. Jeg tror kun på det personlige mirakel men nu vil jeg bare være en dreng der går gennem skoven. Jeg har ikke noget sted at gå hen. Ingen venter mig. Det gør ikke noget. Skoven vil mig det godt.

Drengen fortsætter med at gå gennem skoven. Han går frem og tilbage over scenen. Han nynner. Han stopper op, ser op i luften, får øje på noget som han saluterer frivolt. Så går han videre.

Drengen: Her er intet. Skoven er tom. Skoven er fyldt med tomhed. Her er ingen talende dingoer. Her er ingen gnaskende harer. Her er ingen alfer. Veteraner fra krigen. Øh. Ja. Tjetjenien. Her er ingen påskekort. Her er ingen hvidløgsranker. Her er ingen amuletter. Her er ingen ofre. Her er ingen præster. Her er kun jeg. (Drengen skriger det igen). Her er kun jeg! Angsten lyser som en sti. Uden den er jeg fortabt.

Drengen spærrer øjnene op. Han ser sindssyg ud. Han ser ned ad sig selv, klasker sig på maven som om han tiltaler angsten.

Drengen: Den svarer ikke. Det er sikkert bedre sådan. Svarer den forpurrer den skoven. Det er logik for burhøns. Der er ingen steder at leve. Jeg har prøvet brandmandssvampene men jeg fik kun ondt i maven. Ville dø bagefter. Kastede op på en elg der heller ikke ville til sabbat. Det er derfor børnene danner parlamenter. Åh. Nu forsvinder stien. Angsten blegner. Det lyder som en indrømmelse: jeg mister troen på mirakler. Kom sol!

Drengen stopper op. Han glaner op mod himlen. Lyset dæmpes. Scenen bliver mørkere. Drengen falder ned på knæ.

Drengen: Åh kom frem sol! I dit pure spejl kan jeg forlænge drømmen. Men jeg ser kun træer. Kun træer. Det er overskyet. Himlen er væk.

Drengen bliver desperat. Han løber hen til et træstamme og begynder at sparke til træet. Der falder en mobiltelefon ned fra træet. Drengen tager den måbende op, studerer den, nøler. Så kommer han den i lommen.

Drengen: Jeg må ikke græde mere. Jeg vil ikke græde mere. Jeg vil gå videre. Jeg vil passe ekstra godt på angsten. Jeg møder ikke nogen. Hvis jeg møder nogen dør jeg omgående. (Drengen mumler det flere gange). Hvis jeg møder nogen dør jeg omgående.

Drengen går videre. Han er i vildrede.

Drengen: Se nu her: her er ikke nogen. Det kommer ikke bedre. Det bliver ikke bedre: jeg er en dreng alene i en skov. Om lidt kommer solen. Solen kommer. Det er jeg sikker på. Den løfter mig op. Den flår reglen op. Den flår menneskeheden op. Den flår alle mennesker op fordi den er bedre end alle mennesker.

Drengen føler sig opmuntret og går videre. Han stopper op. Noget genererer ham alligevel.

Drengen: Der er noget? Det er overherredømmet? Det er veteranen der skyr solen. Det er hjortetakken der har fået kramper af brandmandssvampene. Der er noget. Er der noget? Er der nogen her?

En stemme svarer drengen. Stemmen siger ja. Alkoholsælgeren - nu en vagabond - kravler ud af krattet.

Vagabonden: Det er bare mig.

Drengen: Det siger de alle sammen.

Vagabonden: Det er derfor jeg siger det.

Drengen: Her må ikke være nogen!

Vagabonden: Jeg er ikke nogen.

Drengen: Du er nogen!

Vagabonden: Så siger vi det.

Drengen går amok. Han finder en kæp og skal til at slå vagabonden men vagabonden piller roligt kæppen fra drengen og sætter den bort.

Drengen: Det skulle du ikke have gjort!

Vagabonden: Jeg gjorde det for sin skyld.

Drengen: Du lyver!

Vagabonden: Hvad laver du i skoven?

Drengen: Jeg vil ikke rådne op.

Vagabonden: Alle rådner op.

Drengen: Ikke mig!

Vagabonden: Så siger vi det.

Vagabonden optræder roligt og nonchalant. Han sætter sig ned, skraber et par kviste sammen som om han er ved at forberede et bål. Drengen stirrer trodsigt på vagabonden. Drengen stamper i jorden. Han går rundt om “bålpladsen” som en tyr der har set rødt.

Drengen: Hvad laver du?

Vagabonden: Jeg kan ikke leve uden ild.

Drengen studser over svaret. Han bliver nysgerrig. Han nærmer sig vagabonden, kredser om ham, træder hen og hiver vagabonden i det lange fuldskæg for at tjekke at det ikke er falsk. Så sætter drengen sig ned.

Vagabonden: Har du det bedre?

Drengen svarer ikke. Han er fortsat skeptisk. Han stirrer på vagabonden.

Drengen: Hvorfor drikker du ikke? Hvorfor myrder du ikke? Hvorfor snakker du ikke om Odessa? Hvorfor fortæller du ikke soldaterhistorier? Hvorfor slår du ikke?

Vagabonden: Jeg er vagabonden.

Drengen: Du lyver!

Vagabonden: Se mit skæg.

Drengen: Jeg kan ikke se det.

Vagabonden: Så rør ved det.

Drengen: Du er til drenge! Jeg kan se det på dig!

Vagabonden ignorerer drengen. Drengen er paf. Hans udfald har ingen effekt. Han kommer i vildrede. Vagabonden piller ved bålet. Han stryger sig over skægget. Drengen slapper lidt mere af. Hans krop falder sammen. Pludselig gaber han.

Vagabonden: Du er vist træt.

Drengen: Ja jeg er vist træt.

Vagabonden: Sov bare jeg passer på dig.

Drengen: Jeg er ikke bange for noget! Her er ikke nogen!

Vagabonden: Ikke mig?

Drengen gaber. Han er ved at falde i søvn.

Drengen: Heller ikke dig …

Det bliver mørkt. Vagabonden får tændt bålet. Han finder en flaske frem som han drikker roligt af men i lange drag. Drengen sover. I søvne falder drengens hoved ind mod vagabonden der stryger ham kort over hovedet. Drengen vågner med et sæt. Han stirrer på vagabonden som om han forventer det værste.

Vagabonden: Du er mistroisk.

Drengen: Jeg er en dreng.

Pause. Stilhed. Lidt skrammel i natten. Bålet. Vagabonden er blevet fuld og stirrer ind i mørket med knugende tomme øjne der ved at intet kommer hverken fra lyset eller mørket. Vagabonden sukker.

Vagabonden: Vil du gå lidt med mig?

Drengen: Hvorfor har du ikke din kone på slæb? Har hun fundet en anden?

Vagabonden: Jeg ville gerne tro på koner men jeg tror ikke på koner. Det er meget lettere sådan. Kan du ikke se det?

Drengen nikker.

Drengen: Hvad så med fisse?

Vagabonden: Det er en helt anden sag min dreng.

For første gang smiler vagabonden og drengen til hinanden. Så ændrer drengen stemning, stirrer igen mistroisk på vagabonden som om noget er gået op for ham.

Drengen: Her er hverken koner eller ludere. Altså er du ude på at komme i bukserne på mig!

Vagabonden ignorerer drengens tale.

Vagabonden: Hvis jeg troede på fremtiden havde du fået en ørefignen.

Drengen: Som de andre.

De to sidder stille. De ved ikke hvad de skal sige. Vagabonden stirrer ind i mørket. Drengen glaner af og til over på vagabonden. Vagabonden masserer sine fødder. De er ømme. Skoene er hullede. Langt væk fra kommer det fra drengen:

Drengen: Du burde finde nye sko.

Vagabonden: Ja.

Pause. Stilhed. Drengen har ændret karakter en anelse. Han er mere åben. Han knipser som om han holder en hellig tryllestav og fluks holder han nye sko i hånden som vagabonden tøvende og smilende prøver.

Vagabonden: De passer!

Drengen: De passer. Ja de passer. Ja det er tryllesko. Nu kan de brøle. Nu kan de tænde lys. Nu kan de drømme om paraplyer og landevejsludere og katekismus og staten. Men kun et øjeblik. Sådan er det. Kun et øjeblik. Så forsvinder det hele igen. Jeg bestemmer det hele.

Vagabonden: Du bestemmer det hele min dreng. Du er en solstråledreng.

Drengen: Ja!

Vagabonden: Se hvor de danser! Se hvor de danser uden koner. Der er flere flasker end der er selvmord i floden og værftet består. Der er arbejde til alle men nu er det nat. De unge kvinder ler. De smiler og ler. Det er sommer. Jeg sætter mig i natten og tager skoene af. Bålet lyser.

Drengen: Det er et mirakel.

Vagabonden: Floden flyder fredeligt. De slår ikke heksen ihjel. Sikke en dejlig nat.

Drengen: Det er som om mennesket ikke fylder noget. Det er som om natten er blevet mere favnbar. Som fredelige fakler flyder stammen gennem natten men den fylder ikke noget. Den tænker ikke på mord.

Vagabonden: Den tænker ikke på mord.

Begge sidder bevægede tungt åndende. Så går der et lidt grotesk lys op for vagabonden der begynder at stirre på drengen.

Drengen: Hvad glor du på?

Vagabonden: Du er kommet over bjergene. Du har gået gennem sneen. Du har undveget salven, projektilerne. Du er forkommen. Du er sulten. Du er alene. Du er hellig. Når du ankommer svøber de dig ind i et orange linned.

Drengen bliver skeptisk. Han glor igen på vagabonden med vantro.

Drengen: Det hellige pis gider jeg ikke høre på. Sig noget andet. Sig noget om Odessa.

Vagabonden bliver befippet over drengens kovending. Han tøver. Han stirrer ud i luften.

Vagabonden: Men jeg kender ikke Odessa.

Drengen: Alle kender Odessa. Nu! Nu! Odessa!

Vagabonden: Jeg er ikke nogen!

Drengen: Du lyver! Du drikker! Hvor er din kone?

Vagabonden: Hun er død.

Drengen: Hvordan?

Vagabonden: Jeg kan ikke huske det. Jeg går bare.

Drengen: Du lyver!

Vagabonden: Jeg gik. Hun døde af sorg.

Drengen: Nå sådan! Læg dig ned!

Vagabonden: Er det nu?

Drengen ser vanvittig ud. Vagabonden er tom og bange og servil. Vagabonden lægger sig ned, lægger sig omhyggeligt, folder armene på brystet og ser op på himlen.

Vagabonden: Der er ingen himmel.

Drengen: Hold kæft!

Drengen krænger skoene af vagabonden. Han stiller dem sirligt ved siden ad hinanden. Så finder han kæppen, stirrer på vagabonden, hæver kæppen, tøver.

Drengen: Det sidste ord?!!

Vagabonden: Øh …

Drengen slår og slår vagabonden indtil denne bløder og ligger stille død. Bålet går ud. Mørke. Stilhed.

Scene 4

Optrappende hård metalmusik høres. Lyset bliver blændende. Drengen begynder at ryste heftigt. Han får et epileptisk anfald og skriger. Det er et langt anfald. Han skriger længe.

Drengen: Jeg slog den stakkels vagabond ihjel.

Drengen gentager det flere gange. Der er fråde om læberne. Efterhånden stilner anfaldet af og drengen finder mobiltelefonen frem. Han taber den, finder den, forsøger at ringe skønt hans fingre ryster. Til sidst får han ringet et nummer op. Ud af krattet kommer manden.

Drengen: Far? Far?

Manden: Glem det.

Manden går hen til drengen. Han river voldsomt telefonen ud af hånden på drengen og stamper på den.

Manden: Jeg kan ikke se nogen grund til ikke at komme den til livs. Glem det.

Drengen: Åh far.

Manden: Jeg er ikke din far.

Manden går hen til krattet. Han finder han et stykke pels som han forgæves forsøger at iføre sig. Til sidst smider han pelsen på jorden og går over til drengen og stirrer ondskabsfuldt på ham.

Manden: Jeg kan ikke have dig her.

Drengen: Åh far vær nu sød.

Manden: Du kan plage lige så meget du vil.

Manden går over til krattet. Han finder en oversavet jagtriffel som han peger i alle retninger med. Så hører han noget - en fugl? - han retter løbet mod lyden og står længe sådan.

Manden: Det er sikkert en fasan. Området myldrer med dem. De giver kun lyd når de er bange. De skriger på at blive dræbt.

Manden griner. Så ser han på drengen.

Manden: Er du bange for at blive dræbt?

Drengen: Ja far.

Manden: Så bliver du dræbt.

Manden begynder at svinge grotesk rundt med riflen idet han laver skydelyde. Ratatatata. Han griner. Drengen er grebet af angst. Han kravler han til manden, klamrer sig til benene.

Manden: Det er en list - en krigs list …

Drengen: Jeg forstår ikke hvad du mener?

Manden: Snart har de taget alting fra os.

Manden skubber hårdhændet riflen over til drengen der forsøger at tage den op. Den er for tung. Drengen er svag efter anfaldet. Manden bliver hidsig og prøver igen.

Manden: Ikke engang det.

Drengen: Far giv mig tid.

Manden: Jeg har ikke tid.

De stopper begge to op. Så ser manden undersøgende på drengen, måler ham fra top til tå. Tøver.

Manden: Jeg ved ikke om jeg skal elske dig eller slå dig ihjel. Jeg ved ikke om jeg skal opdrætte dig eller forvise dig.

Drengen: Elsk mig.

Manden: På bunden af det hele … slimet. Ikke engang slimet. På bunden af det hele grusomheden. Ikke engang grusomheden. Ligegyldigheden. (Manden tøver). Jeg bliver ved med at se et billede for mig. Det forestiller en gammel satan der er ved at sætte et barn til livs. Hans søn. Blodet sprøjter. Men den gamle er stadig tom. Jeg er ikke sikker på han ved det? Der er ikke nogen kur. Der er ikke nogen kur. (Manden tøver). Men du er ikke min søn. Du er …

Manden hanker op i drengen, arrangerer ham lidt som man arrangerer ting på en hylde, men drengens krop er slap. Den bliver ved med at falde sammen. Manden bliver irriteret. Han slår drengen der retter sig en smule. Så begynder manden systematisk at rette riflen mod drengens hoved, imaginært trykke af, hanke op i drengen, arrangere ham. Ind imellem giver manden drengen et flygtigt kindkys som om han kompenserer for alle henrettelserne.

Manden: Jeg ved ikke hvad jeg skal stille op med dig? Hvad vil du?

Drengen: Jeg vil være hos dig far.

Manden: Det er umuligt. Enten æder jeg dig eller også æder du mig. Mellemkomsten er kvinden men hende har jeg fornægtet. Hvis hun kommer igen slår jeg hende ihjel.

Drengen: Jeg slår hende ihjel far!

Manden: Det er godt min dreng.

Begge hører noget pusle. De lytter efter. Intet sker. De stirrer tomt ud i luften i hver sin retning fortabte.

Manden: Hvad skal jeg stille op med dig?

Drengen: Lære mig at slå ihjel.

Drengen griber ud efter riflen men manden trækker den bort. Igen paralyseres begge. De står længe med tomme øjne. Man kan høre geigertælleren klikke. Den stopper. Så begynder den igen.

Manden: Det er invasionen!

Drengen: Hvor?

Manden: Hele tiden. Ret løbet mod den. Ret din manddom mod den. Der sker intet. Det er kvindesnak. Det er noget de forstår. Invasionen. Pusseskanker. Det hele hænger mig ud af halsen. Jeg gider ikke engang dræbe længere. Tjetjenien tog snerten. Nu flyder det sammen. Nu er det ophævet. Nu smager vodkaen af vand. Det er ikke sjovt at voldtage længere. Geviret er bøjet. Skoven er beige. Køen er lang. Køen er væk. Det hele er væk.

Drengen: Jeg er her!

Manden: Jeg kan ikke se dig.

Igen stilstand. Langsomt kommer begge på benene, sætter sig ved siden af hinanden som om de sidder på forsædet af en bil. Manden tager “kørebriller” på. De er kejtede, gammeldags idet de minder os om gamle sportvognsbriller.

Drengen: De klæder dig far.

Manden: Du skal ikke slikke mig i røven. Det er statens sag. Al den salve. Al den talkum, lir over talkum. Gennempulede eksistenser. Imens vader Stalin gennem os. Han har en lille pik men han forsøger at kneppe os alle sammen så meget desto mere. Kvinderne klapper. Det er paradedag. Vi mindes den store Fædrelandskrig. Nationens mor hæver det skinnende sværd. Det blinker i solen. Vi får ekstra rationer. Vi har ondt i røven. Den ene tager den anden. Vi marcherer som gæs. Musikken spiller. Om lidt skal vi alle sammen dø. Det er sådan staten overlever.

Drengen: Du overlever staten far!

Manden: Jeg overlever nada.

De “kører” videre. Begge imiterer en bil der kører. Det er som om bilen er ved at sætte ud. Den hoster.

Manden: Noget gammelt lort!

Drengen: Vi kan reparere den.

Manden griner. Han skubber drengen ud af bilen og kører videre. Drengen klamrer sig til bilen.

Manden: Der er to minutter endnu.

Manden griner. Drengen kommer i tanke om noget. Han lyser op, udviser håb.

Drengen: Jeg slog vagabonden ihjel.

Manden: Der er ikke flere vagabonder tilbage. De er druknet. De er vegetarer. Nej: der er ikke flere vagabonder tilbage!

Drengen: Men men jeg slog ham ihjel.

Manden: Der er to minutter endnu.

Kvinden kan nu ses i krattet. Hun rejser sig og kommer ud, ser bekymret over på manden og drengen. Så går hun resigneret ind i krattet igen. Drengen har fået øje på hende.

Drengen: Der er mor! Der er mor!

Manden: Mor Rusland! Mor Ukraine!

Manden griner. Han finder en kniv frem som han giver til drengen. Drengen ser måbende på den. Så smiler han til manden.

Drengen: Tak far.

Drengen begynder at skære i sig selv. Han er koncentreret, stikker tungen ud af munden, forventer anerkendelse for donten, skæver over til manden der ignorerer drengen. Drengen lukker et kort øjeblik øjnene, ser drømmende ud.

Drengen: Lige før var jeg en anden. Jeg troede på det uafgrænsede lys. Jeg troede på at angsten bar men nu er du kommet.

Manden: Nu er jeg kommet.

Drengen: Jeg går på din sti far. Jeg er ikke forvirret. Jeg kender verden. Du er min guide. Du er min Gud.

Manden: (Aggressivt) Gud er død!

Drengen hører ham ikke. Han fortsætter den drømmende tale.

Drengen: Jeg forstår ikke hvordan jeg kunne klare mig uden dig.

Manden fnyser.

Drengen: Jeg var helt tom indeni. Lige før. Før du kom. Nu er det anderledes. Jeg er fyldt op. Der er kommet noget indeni mig. Jeg er fyldt op. Jeg er afgrænset. Jeg hader lyset. Det er grisk. Det er vildledt. Det fører ingen steder hen. Nu ved jeg hvor jeg skal gå hen. Det er alt sammen din skyld far.

Manden hører noget pusle. Han får et dræberblik i øjnene, samler riflen op og affyrer den. Han nedlægger et dyr som han slæber over til drengen.

Manden: Parter dyret!

Drengen: Ja far.

Manden rejser sig. Han står længe melankolsk og stirrer ind i tomheden. Så går han væk fra drengen der begynder parteringen af dyret. Scenen varer længe. Drengen arbejder koncentreret. Manden kommer tilbage. Han ser drengen over skulderen, klapper drengen på kinden, kommer og går. Manden giver drengen et tørklæde til det sår som drengen selv har påført armen.

Manden: Bind det om armen.

Drengen: Ja far.

De ser på hinanden. Der opstår en slags ømhed men manden udviser også tegn på irritation og vantro.

Manden: Du er en krykke om benet. Det ved du godt ikke?

Drengen: Jeg ved det godt.

Manden: Du er ligesom en kone.

Drengen: Ja.

Manden: Jeg går et par dage.

Drengen: Bliv!

Manden: Hvis hun kommer igen skal du sende hende væk.

Drengen: Bliv!

Manden: Gentag det jeg har sagt!

Drengen: Hvis hun kommer igen skal du sende hende væk.

Manden forsvinder. Drengen fortsætter med at partere dyret. Indimellem skæver han over til krattet som om han er bange for at kvinden kommer. Mørke.

Scene 5

Drengen sidder med kniven i hånden ensom. Han skæver efter manden. Han sukker. Han kan ikke finde alene-fortryllelsen igen.

Drengen: Jeg troede på ensomheden. Nu kan jeg kun tænke på far. Jeg kan kun tænke på os sammen. Der er fest i Pripjat. Det er udenfor tiden. Det er udenfor de voksnes tidsregning. Far er ikke fuld og han tager mig i hånden og bandet vil spille musik. Der er en rækkefølge. Rækkefølgen er så indlysende at alt andet end rækkefølgen glider af på rækkefølgen. Jeg har drømt om en rækkefølge.

Det pusler i krattet. Ud kommer alkoholsælgeren/ vagabonden. Nu er denne landbetjent. Han holder i hånden de splinternye sko som vagabonden fik tidligere. Han holder dem op i lyset, vender og drejer dem. Så får landbetjenten øje på drengen og går hen til ham.

Landbetjenten: Jeg har fundet de hersens sko. Er det noget du kender noget til?

Drengen synker en klump. Han taber kniven. Han sidder stivnet.

Drengen: Jeg kender dem ikke.

Landbetjenten studerer drengen indgående. Han tager kniven, vender og drejer den med en komisk gestik.

Landbetjenten: Jeg fandt dem ovre i skoven.

Pause. Ingen af dem kan komme videre. Man hører geigertælleren.

Landbetjenten: Jeg bringer dem ind. Det er ikke naturligt. Sko ligger ikke bare og flyder i skoven.

Drengen bliver mistænkelig. Måske er landbetjenten dum eller han spiller dum? Han må have fundet liget af vagabonden. Drengen svinger mellem mistro og fordømmelse af landbetjenten.

Drengen: Hvor kommer du fra?

Landbetjenten: Inde fra skoven.

Drengen: Nej jeg mener hvor kommer du fra?

Landbetjenten: Fra Odessa oprindeligt. Hvis det er det du mener?

Drengen: Det var det jeg mente.

Pause. De tøver. Landbetjenten står med skoene absurd. Drengen begynder at få overtaget over situationen. Han er ved at beslutte at landbetjenten må være retarderet.

Drengen: Hvordan er Odessa?

Landbetjenten: Det er et dejligt sted. Lyst og varmt. Søde piger hvis du spørger mig. Kender du Odessa?

Drengen: Jeg er selv fra Odessa.

Landbetjenten: Nå sådan.

Igen ved begge parter ikke hvad de skal gøre. Landbetjenten gør mine til at bryde op. Pligten kalder.

Landbetjenten: Nå jeg må hellere indbringe dem.

Drengen: I holder ulvebestanden nede?

Landbetjenten: Det er ikke mig.

Drengen: I bringer sko og mordere ind? Ved du hvad? Jeg er ikke fra Odessa.

Landbetjenten: Pligten kalder.

Drengen: Det var mig der slog vagabonden ihjel!

Landbetjenten: De findes ikke længere.

Drengen: Det var mig!

Landbetjenten: Nå jeg må videre.

Drengen farer frem mod landbetjenten. Denne bliver chokeret. Drengen vælter ham om på jorden. Han tager skoene. Han spytter på landbetjenten.

Drengen: Det er mine!

Landbetjenten: (Chokeret) Det kunne du bare have sagt.

Drengen: Du passer på staten gør du ikke?

Landbetjenten nikker lamslået og ydmyget.

Ved du hvad det betyder?

Drengen gentager det hidsigt.

Ved du hvad det betyder?

Landbetjenten ryster på hovedet. Det pusler i krattet. Manden stikker hovedet frem. Han betragter optrinnet.

Det betyder at Stalin knepper dig i røven!

Landbetjenten: Jeg passer bare på området.

Drengen: Det var mig det var mig der slog vagabonden ihjel!

Landbetjenten: Stalin er død …

Drengen: Stalin lever!

Manden kravler ud af krattet. Drengen bliver glad. Landbetjenten bliver skrækslagen. Han mumler noget om forstærkninger.

Manden: Det er godt min dreng.

Manden og drengen stiller sig faretruende svajende over landbetjenten. Denne skælver.

Manden: Hvad laver du her?

Landbetjenten: Jeg indbringer skoene.

Manden: Området er opgivet.

Landbetjenten: Det sidste jeg fik nys om var …

Drengen: Det er sommer din taber … skal vi ikke slå ham ihjel?

Manden: Er det det du gerne vil?

Drengen hopper og danser besat.

Drengen: Ja ja ja.

Landbetjenten ser sit snit. Han stikker af mens manden og drengen snakker. Landbetjenten fiser ud af scenen. Skoene ligger tilbage. Drengen bliver hidsig og vil sætte efter landbetjenten men manden stopper ham.

Drengen: Sikke en taber!

Manden tager skoene op. Han vender og drejer dem. Det er som om han ikke har set så nye sko før. Så ser han beundrende på drengen. Drengen smiler stolt.

Manden: Det var dig der …

Drengen: (Ivrig) Det var mig far.

Mørke.

Scene 6

Alkoholsælgeren alias vagabonden alias landbetjenten er nu en såkaldt likvidator: en af dem der var med til at slukke brande på Tjernobyl. Han bærer en forrevet beskyttelsesdragt. Han vakler. Han er døende. Han ånder tungt.

Likvidatoren: Jeg er færdig. Jeg dør. Jeg efterlader intet. Jeg har ingen børn. Jeg har ingen kone.

Likvidatoren kommer til kvinden og huset. Kvinden er i færd med at save i grenen der går gennem huset. Hun er alene og ulykkelig. Hun får øje på likvidatoren men fortsætter blot arbejdet som om hun ikke rigtig lægger mærke til ham.

Likvidatoren: En kvinde! Et hus! Her vil jeg dø.

Kvinden hører hvad likvidatoren siger, stopper arbejdet. Hun stirrer distræt men trodsigt på likvidatoren.

Kvinden: Du kan ikke dø her.

Likvidatoren snubler. Han ligger og raller. Den umulige dragt er ved at kvæle ham og han forsøger at hitte rede i den. Han begynder at trygle kvinden om at få lov til at dø hos hende.

Likvidatoren: Vær barmhjertig kvinde?? Jeg har ikke set et hus længe. Åh det gør så ondt.

Kvinden ser på likvidatoren. Måske overvejer hun at lade ham dø her.

Kvinden: Du kommer med strålingen. Jeg er ikke parat til at dø endnu.

Likvidatoren: Strålingen er over det hele. Jeg kan ligge herovre. Du vil næsten ikke kunne se mig. Jeg har bare brug for at være i nærheden af et andet menneske.

Kvinden: Det siger de alle sammen. Men du har ret: strålingen er ovre det hele. I fødekæden. I træerne. I vævet. Det er forfærdeligt at tænke på. I floden kommer fiskene i overstørrelse. Og min mælk - det er den jeg tænker på - er blyfarvet. Den er blyfarvet. Jeg kan ikke holde tanken ud.

Likvidatoren får et anfald. Han ligger på jorden og gisper efter vejret. Kvinden forbarmer sig. Hun peger over på møddingen.

Kvinden: Du kan ligge ovre på møddingen.

Likvidatoren: Tak.

Kvinden: Men kom ikke nærmere.

Likvidatoren: Jeg lover.

Likvidatoren kravler over til møddingen. Kvinden fortsætter arbejdet men har besvær med at save grenen over. Hun sveder. Hun bander. Hun smider saven og sætter sig på jorden.

Kvinden: Jeg kæmper med saven men strålingen kæmper ikke. Den er inde i mig. Skyen slog til over Hviderusland. Jeg er ligeglad med Hviderusland. Den er. Den er …

Kvinden rør ved sine bryster.

Kvinden: Her! Her! Åh lige her. Lige meget hvad jeg gør giver jeg strålingen videre. Det er ikke til at holde ud at tænke på.

Man hører likvidatoren ralle. Han er ved at dø. Kvinden hører det, er ligeglad og rør fortsat sine bryster som om hun prøver at heale dem.

Kvinden: Usynligheden det er det værste. Lille barn. Lille barn. Med muterede fingre. Fiskeøjne. Drik ikke mors mælk. Åh. Dø ikke af sult. Kom ikke til verden. Kom til verden. Jeg holder om dig. Vi dør sammen.

Man hører likvidatoren udånde. Kvinden går over til ham, stirrer ligegyldigt på ham. Hun finder en spade og skal til at begrave ham men dropper det. Manden kommer ud af krattet. Han ryster alkohol tremens. Kvinden får øje på ham.

Kvinden: Kom ikke nærmere!

Manden: Har du ikke en tår?

Kvinden: Nej.

Kvinden får en ide. Hun ser slesk på manden, nærmer sig.

Kvinden: Noget for noget!

Manden: Noget for noget.

Kvinden: Jeg rider dig. Sidenhen får du en tår.

Manden: Jeg vil gøre alt.

Kvinden knapper op. Hun sætter sig ovenpå manden der græder stille. Han ryster. Kvinden rider ham og lidt efter kommer manden. Kvinden lukker øjnene.

Kvinden: Mit lille syge barn.

Et kort øjeblik glemmer kvinden at manden er en mand og ikke et barn. Hun vugger ham som et barn og nynner en vuggevise. Manden ryster. Kvinden kommer i tanke om at manden ikke er et barn.

Manden: Giv mig tåren!

Kvinden rejser sig. Hun går ind i huset og kommer tilbage med en flaske som manden snapper ud af hånden på hende. Han drikker begærligt.

Kvinden: Hyæne! Ens alle sammen!

Manden ignorerer kvinden og tømmer flasken. Han får det bedre. Han ser på huset.

Manden: Ved at få styr på huset er man? En dødsfælde!

Kvinden: Forsvind!

Manden: Det kan ikke gå hurtigt nok. Lad mig se. Hvad har du ellers i huset?

Manden går ind i huset, ransager det. Kvinden tager saven og slår ud efter manden men misser. Manden tager saven fra hende og slår hende til jorden. Manden går rundt. Han får øje på den døde likvidator men tager sig ikke af synet. Drengen kommer ud af krattet. Kvinden græder. Drengen forsøger at løbe væk men manden henter ham tilbage. Manden overvejer situationen. Kvinden hulker. Drengen er bange.

Manden: Vi kan leve alle sammen her i huset med saven og aberne. Ha!

Manden fnyser.

Kvinden: Vil du ikke nok lade være?

Manden: I tre små kupeer. Båse. Indimellem når vi har lyst til hinanden kravler vi over hegnet. Et hul der. En hånd der. En mund her.

Drengen forsøger at stikke af igen. Manden slår ham til jorden og lægger ham ved siden af kvinden.

Manden: Det lille hus i skoven. I lysningen. Som Hans & Grete. Fin lille ting. Ulven kommer. Ulven kommer. De tre små grise er ved at dø af angst men ulven beslutter sig for ikke at dræbe dem. Så nu stråler det lille hus.

Manden kommer i tanke om noget. Hans udtryk forandres. Han bliver hadefuld og lidt bange.

Manden: Du tog min sæd kvinde!

Manden sparker kvinden i maven. Hun skriger.

Drengen: Lad være far!

Manden: Jeg er ikke din far.

Kvinden: Jeg vil dø.

Manden ser med foragt på drengen og kvinden. Så forlader han huset og går ind i krattet. Kvinden ånder lettet op. Hun ser på drengen, prøver at komme op men har ondt i maven efter sparket.

Kvinden: Vil du ikke nok blive her mit barn?

Drengen svarer ikke. Så får drengen et epileptisk anfald. Han ryster.

Drengen: De løber gennem skoven dyrene. De er gennemsigtige. De kan tale. Flodhesten den kan kravle. Aberne de kan svømme. Skoven er rød. Løvet er rødt. Dyrene kravler ovenpå skorstenen men bliver skudt ned. Jeg kan se deres øjne. De er røde. Intet dyr er længere det samme dyr. Jeg løber med dem. Jeg har feber. Vi løber ud af skoven. Vi kommer til Pripjat. Vi kan ikke finde lægen. Lægen er død. Lægen er flygtet til Kiev …

Kvinden holder om drengen. Han har fråde ved munden. Anfaldet aftager.

Kvinden: Du har feber.

Drengen kommer til sig selv. Han “opdager” kvinden og vrister sig fri. Et kort øjeblik tøver han. Så løber han ind i krattet. Kvinden stirrer efter ham. Hun sidder på knæ. Hun græder.

Kvinden: Mit barn forlad mig ikke!

Der bliver stille. Man kan høre geigertælleren. Mørke.

København 28.4.2011.
Copyright Kasper Nørgaard Thomsen

Kasper Nørgaard Thomsen PRIPJAT

Skuespil i 6 scener.

Personer:

Manden
Kvinden
Drengen
En Alkoholsælger/ Vagabond/ Landbetjent/ Likvidator

Stykket foregår i Ukraine (Pripjat) i den forbudte zone efter katastrofen på Tjernobyl. Scenen er en skov. Der er et hus “gennemboret” af naturen. Drengen kommer ind og går omkring. Han er alene. Han er glad. Han går og undersøger naturen. Han finder en blomst, tager den op og studerer den længe.

Scene 1

Drengen: Jeg er vild af natur. Nej jeg er ej! Han skriger det igen: jeg er vild af natur. Nej jeg er ej!

Pause

Den sibiriske tiger! Den sibiriske tiger. Den sibiriske tiger kommer ikke mere. Den kommer ikke mere.

Drengen hører noget og farer sammen. Han holder hånden op i luften, svinger den rundt to gange indstuderet som om han besværger. Det er et varsel mod onde ånder. Han lytter. Kvinden lusker ind på scenen, sætter sig i krattet, skjuler sig. Hun holder sig for munden, hun er ophidset.

Drengen: Jeg hørte ikke noget for jeg hørte ikke noget.

Drengen ser en sidste gang over mod krattet. Han kører hånden rundt på maven tre gange, han tæller mens han gør det. Så vender hans bevidsthed tilbage til uskylden, til idyllen omkring ham. Han begynder igen at studere naturen, ustrengt, fornøjet. Drengen taler med sig selv.

Der er en svane. Der er Lange Jan. Der er i tusinder og atter tusinder af blomster i Pripjat. Du bliver aldrig færdig med at tælle dem, dreng. Du er en dreng, og derfor er du glad, og når andre drenge kommer, er du ikke glad. De går gennem haven. De kommer helt forkert. Det ved du godt. Du siger det igen. Det er fordi du er en dreng. En dreng kan gå rundt i haven. Resten af lyset kommer ikke længere. Det er min lykke. Når det bliver mørkt sover jeg. Det er mørkt, og uglen kommer frem. Det var svært at vænne sig til. Dens øjne skinner. Men den siger jeg kan sove trygt. Det er de andre man ikke skal komme i nærheden af. I nærheden af floden går det fint, men alle skal drikke. Nå, nu vil jeg ikke tænke på det længere.

Drengen vender sig igen mod naturen. Han blinker let med øjnene som om han prøver at holde noget væk, er genereret af noget. Han tager en blomst op, holder den tæt på øjnene, og glider ligesom ind i koma, forsvinder let.

Drengen: Hej blomst. Nu hvisker jeg det: hej blomst. Hvad hedder du? Jeg ved det ikke. Jeg har ikke gået i skole. Jeg har hørt om skolen, men ikke været der. Skolen ligger på den anden side af grænsen. Skolen ligger på den anden side af skoven. Skolen den ligger i Hviderusland. Selv børn ved det: man kan sende alle bort. Ja. Sådan er det. Det er godt her.

Drengen gaber, strækker sig. Han lægger sig ned - inden da placerer han omhyggeligt blomsten ved siden af hovedet, det er igen som en besværgelse. Han ligger en stund. Der er helt stille. Drengen hører en lyd, ser over mod krattet, hvor kvinden sidder skjult, ud mod publikum, bliver tryg og ligger igen.

Drengen: Det er en sang. Det er en remse. Det er den søde nat, der kommer. Det er den søde nat, der kommer. Men lyset er ikke væk. Det sparer på kræfterne. Det har fortalt uglen det efter et besøg. Men ingen får at vide hvorhen. Det er gået et sted hen. Det er ikke bange. Det hviler sig. Ah, det hviler sig. Når Ronald er bange siger han at han ser den orange dæmon slå lyset. Det er for meget at tro på, og jeg tror ikke på ham. Jeg holder mig for ørerne. Det er pjat, Ronald. Det er pjat, Ronald. Godnat!

Drengen holder sig for ørerne. Han ligger lidt uroligt. Så bliver han afslappet og falder i søvn, hvorefter kvinden begynder at pusle i krattet. Hun kommer frem, bærer et underligt dress, arkaisk og kort, nøgne ben. Hendes hår er pjusket. Hun stirrer på drengen, tager bestik af omgivelserne, der forekommer farlige for kvinden, springer hen til drengen og stirrer på ham. Hun klapper hænderne sammen lidt som en besværgelse.

Kvinden: (mumler) Nu kommer Ronald ikke mere, nu kommer Ronald ikke mere.

Kvinden sætter sig lydløst ved det sovende barn, begynder at tage ting ud af en taske: en banan, en kniv, finder en krøllet hagesmæk frem. Måler den. Så nynner hun stille:

Sov sødt lidt barn
Sov sødt lille barn
Sov sødt lille barn
Mor er her.

Kvinden kommer i et mærkeligt affekteret, infantilt mood; hun er ved at kaste sig over barnet af bare passion, men griber sig i det. Barnet/drengen fornemmer noget, rører sig i søvne, men sover så videre. Kvinden lægger sig ned ved siden af drengen og forsøger at sove. Indimellem klør det på hende, og hun kradser med en hurtig bevægelse.

Kvinden: Satans! Ups.

Kvinden ser på drengen. Han har ikke hørt noget. En orange måne gløder. Kvinden lægger forsigtigt et tæppe over drengen. Kvinden og drengen sover. I søvne mumler drengen:

Den Sibiriske tiger
Kommer ikke mer
Den sibiriske tiger
Kommer ikke mer.

Og kvinden mumler i søvne:

Sorgen
Den kommer ikke mer
Sorgen
Den kommer ikke her.

Drengen vågner og stirrer forundret på kvinden. Så sætter han af, forsøger at flygte, men kvinden fanger ham rovdyragtigt og holder ham fast. Drengen skriger. Kvinden ryster ham.

Kvinden: Du skal blive her!

Drengen: Slip mig! Jeg vil væk!

Drengen vrister sig løs, og det kommer til tumult inden kvinden kontrollerer ham igen.

Kvinden: Du skal blive her.

Drengen begynder at græde. Han bliver slap i kroppen og kvinden slipper ham. Han falder ned på jorden, ligger stille.

Kvinden: Du skal blive her.

Drengen hulker. Han lægger sig i fosterstilling.

Kvinden: Tror du det er godt at ligge alene? Så tager du fejl. Hvad de end har sagt tager de fejl. De er fordømte. Fanden tage dem! Bilder et barn alt muligt ind. Ligger og hulker når man tager ham op. Det er en omvendt verden. Det er forkert.

Kvinden bliver hidsig, stamper i jorden og tæller fem stamp som en besværgelse. Så går hun hen og skræller bananen, tilbyder den hektisk til drengen, der ryster på hovedet. Kvinden ryster på hovedet. Så sætter hun sig ved siden af drengen, og de slapper lidt af. Man kan høre fugle, lyde fra skoven, og kvinden lytter efter, kører hånden hen over drengens hoved.

Kvinden: De kommer ikke! De kommer ikke. Det er kun i hovedet de kommer. Det er en tønde. Det er affaldet, længere kommer jeg ikke. Du skal ikke være bange nu. Mor er her. Mor er her.

Kvinden hugger ud efter bananen, ser ind i krattet. Hun virker nervøs. Tæller sekunder.

Kvinden: Satan! Så kom med det: hvad har de sagt til dig?

Drengen tier, er bange. Han ser væk. Han overvejer igen at flygte, men skønner det umuligt. Kvinden bliver irriteret da drengen ikke svarer, og puffer til ham.

Kvinden: Kom med det! Jeg venter. Hvis du er et naturbarn overlever du ikke - så sig ikke det. Jeg gør dig ikke noget.

Kvinden åbner munden, viser sine tænder, kører en finger hen over dem. Drengen ser skrækslagent på kvinden. Kvinden bliver øm:

Kvinden: Kom nu med det, lille skat. Kan du ikke se at jeg ikke gør dig noget?

Drengen: Alle gør alle noget.

Kvinden griner.

Kvinden: Har de sagt det?

Drengen: Selvfølgelig.

Kvinden griner igen, stryger drengen over håret. Kvinden mærker på sine egne bryster, holder dem op ad som om de er faldet ned.

Kvinden: Man skal ikke tro på hvad de siger; de siger så meget. Så er månen en ost, så orange på grund af strålingen; så var skoven rødere end normalt, og så blev fiskene i floden mere underlige i adfærd. De siger så meget. Man kan ryste på hovedet. Man kan gå væk og ryste på hovedet, men det nytter ikke noget at skrige ad dem. Jeg hørte dig skrige før; det nytter ikke noget. Man skal hellere fungere stille. Det vil jeg lære dig. Det kommer ikke dig ved. Jeg er her nu.

Kvinden ryster på hovedet, verfer tankerækken væk, men hun tror ikke helt på det. Hun ser nervøs ud, ser ind i krattet. En mand kravler ind i krattet. Har kvinden set ham? Hun stirrer på krattet, men glemmer så krattet og ser på drengen. Hun siger mest henvendt til sig selv:

Der kommer så meget og går. Det er sådan kærligheden er, det er sådan tønderne med gift er. De har ben på. De har så meget. Det kommer og går, og hjernen får og får. Hihi: den får og får. Det er derfor remser varer mere end hundredetusinde år. Har du lært remser?

Kvinden er synderligt forvirret.

Drengen: Jeg elsker remser.

Kvinden: Kom så med en.

Drengen: Nu kan jeg ikke komme på nogen.

Kvinden: Du skal have skolepengene igen.

Drengen er usikker; kvinden er nervøs, manieret; drengen prøver med en remse, men går i stå.

Kvinden: Kom så med en!

Drengen: Jeg kan ikke når du presser. Åh. Giv mig et øjeblik.

Drengen anstrenger sig, forsøger at presse ord ud mellem læberne.

Drengen: Det er så rart her/ at gå med blomster/ at gå med blomster/ i alle farver …

Kvinden afbryder drengen, er synligt irriteret.

Kvinden: Det skide aleneliv. Gå her med blomster. Hvem fanden har lært dig det? De fiskehjerner er drevet i havet. De gløder som elpærer, og bliver ædt af maren. Fanden tage dem. Bare en dreng! Gå med blomster. Få i fred. Det skal jeg have ud af hovedet på dig.

Kvinden stirrer på drengen, der bliver bange. Han ser væk.

Drengen: Det var bare noget der kom.

Kvinden: Det var bare noget der kom. Og nu er jeg færdig med den rom. Færdig med den rom. Det må du kunne gøre bedre, lille ven?

Drengen: Jeg kan prøve.

Kvinden leder efter tasken, ser væk, roder i tasken, finder en flaske rom. Drengen ser sit snit til at flygte. Så drikker kvinden glubsk, så fanger hun drengen og binder ham med et reb, der ligger på jorden. Drengen stønner.

Kvinden: Din lille satan. Nu kommer du ikke videre.

Drengen: (svagt) Jeg kan prøve.

Kvinden lægger ham ned på jorden, arrangerer sig selv ved siden af ham.

Kvinden: Nu skal vi sove.

De falder i søvn. Kvinden ånder tungt ud og ind som om hun slås med et mareridt. Drengen vender og drejer sig i søvne. Man hører en klikken, der bliver højere. Det er lyden af en geigertæller. Kvinden pruster let i søvne. En orange måne blinker let inden den fuser ud. I søvne forsøger drengen at løse rebet op. Hans forsøg kommer til kort.

Kvinden: (i søvne) Forbandede moskitoer! De er alle vegne. De lugter blod. De kommer. De kommer gennem tæppet. Jeg kan ikke forsvare mig. Aberne ser det. Aberne kommer. Aberne kommer for at bedække mig. Jeg vil ikke have jeres børn.

Drengen hører kvinden snakke i søvne, han vågner. Han sætter sig op, men rebet strammer. I samme øjeblik får han øje på manden, der kommer ud af krattet. Han kommer hen til kvinden og drengen, ser distræt på den vågne dreng inden han finder flasken med vodka. Han drikker glubsk. Han tømmer flasken og signalerer til drengen at han skal være stille. Så sætter manden sig på hug, stirrer ned på kvinden, begynder at grine. Man hører geigertælleren øge tempoet: den tæller ned ligesom en gyserscene. Så sætter den ud. Kvinden vågner med et spjæt, får øje på manden og begynder at skrige. Manden kvæler kvindens skrig ved at placere hånden ovenpå hendes mund. Drengen forsøger at flygte, men kan ikke komme fri af rebet.

Manden: Jeg gider ikke høre mere lort. Du holder kæft. Du holder bare kæft. Og du sidder stille.

Manden peger på drengen, han er rædselsslagen.

Manden: Ellers kalder jeg på aberne. De kan holde fest at I ved det.

Manden slår en skraldlatter op. Han begynder at gennemrode kvindens taske, smider tingene ud. Finder en neglefil, som han holder op i lyset. Han smider den på jorden, ser skuffet ud, ser skuffet ud som en abe, der forventede at finde en banan.

Manden: Hvor er det? Say me where the fuck it is?

Kvinden: (hvisker) Hvad?

Manden: Sprutten!

Kvinden: Der er ikke mere.

Manden: Der er ikke mere? Fuck! Så må vi hellere kalde på aberne, ikke sandt?

Manden flår kvinden op, drejer hende i retning mod krattet som om aberne sidder derinde og venter. Kvinden er skrækslagen.

Manden: Kan du se dem? Kan du høre dem? De forbereder et party. De kommer alle sammen. Store som små. Nu skal du få siblinger. Flere end du nogensinde har drømt om. Kom, spred benene: festen begynder.

Manden åbner kvindens skræv, vender det mod krattet. Han pruster. Han er beruset og kan næsten ikke holde kvinden. Kvinden signalerer noget til drengen, der ikke forstår hvad hun mener. Drengen prøver at komme fri. En ugle tuder langvarigt. Drengen gestikulerer i retning lyden.

Manden: A whole big bunch. Som du kan lide det. Alle sammen. Her og nu. I lejren. The more the merrier. Alle pakkenellikerne. Op med dem, ud med dem. Hen i departementet for søde sager. Lidt til den søde tand. Det er sådan du vil have det, ikke?

Kvinden: Det er sådan det skal være, herre.

Manden: Jeg er din herre!

Kvinden: Du er min herre.

Manden: Og det er vores afkom.

Kvinden: Det er vores afkom.

Manden forlader kvinden, han går hen til drengen, giver ham en lussing. Så virker han opgivende, ser sig om efter flasken.

Manden: Hvor er den?

Kvinden signalerer igen noget til drengen, men han forstår ikke hvad hun mener. Manden ser ikke noget. Han snubler, losser til en gren. Så får han en ide, lyser enfoldigt op og begynder at binde kvinden og drengen, bakser med rebet. Da det er gjort sender ham dem i hver sin retning, idet han holder seletøjet som om kvinden og drengen er trækdyr. Kvinden og drengen lusker ud i hver sin retning, er forvirrede og ved ikke hvad de skal.

Manden: Nu gennemsøger I krattet. Nu gennemsøger I hele den forpulede natur og finder noget sprut til far her. Forstået?

Kvinden og drengen nikker tjenstvilligt og begynder at lede efter sprut. De vender hvert et blad. Drengen holder et blad op, stirrer på det. Forsvinder. Manden er distræt. Han har sat sig på jorden. Han bøvser. Han piller sig i skridtet, finder så neglefilen frem og giver sig til at file sine tænder så de kan blive skarpere.

Drengen: Det løber, det løber gennem årerne i bladet. Ud i floden. På tværs af fisken, og så ind i mig. Jeg kan ikke se det. Jeg kan ikke høre det. Jeg kan ikke mærke det. Men det er inde i mig. Ligesom jeg lå inde i hende. Det er så længe siden. Det er et forfærdeligt kredsløb. Det er ældre end aberne. Det er ældre end kolkhosen. Det er næsten ældre end verden.

Manden hører at drengen snakker ud i luften. Han tysser på ham. Så bliver manden træt og gaber. Kvinden signalerer det til drengen. De leder kalkuleret videre, idet de skæver til manden. Så falder manden i søvn, og kvinden begynder desperat at komme fri af rebet. Manden vågner, ser hvad kvinden er ude på og går hen til hende og losser til hende. Kvinden klynker.

Manden: Jeg slår dig ihjel!

Drengen: Gør hende ikke noget.

Manden: Gør hende ikke noget.

Manden bliver utålmodig. Han firer kvinden og drengen til lejren, anbringer dem som dukker, en kunstig opstilling, som han et øjeblik fortaber sig i.

Manden: Nu sidder vi alle sammen her. Nu sidder vi alle her og venter på aberne. En lille familie. Ikke et øje er tørt, og kvinden kommer tørt. Kommer du tørt nu, kvinde?

Manden griner, dasker til kvinden, der sidder musestille.

Manden: I sit rette element. Og så siger hun ikke en skid. Kan ikke vente på at aberne kommer. Kan slet ikke vente. Kom frit frem! Der er tingelingelater i Pripjat, og tombolaen er åben. Men hvad skal du have? Hvad drømmer du om? Hvad forventer du? Kan du huske noget?

Manden peger på drengen. Drengen svarer ikke.

Manden: Du er for ung. Du kan ikke huske tiden før 86. Nu skal jeg sige dig noget: der var centralvarme, der var statssprut. Det var gode tider. Man byggede et pariserhjul. Det var det største i hele Ukraine. Man troede ikke sine egne øjne. Man kom sent hjem. Man fik fældet færre træer, men kvoterne kunne rykkes. Men du er en lille lort. Du kan ikke huske det. Du tror det hele står og falder med røde graner og små ulveunger, der løber omkring i skoven. Du tror skoven er uendelig. Tror du ikke skoven er uendelig, min dreng?

Drengen: Jeg tror skoven er uendelig.

Manden: Du har ikke set andet?

Drengen er bange, snakker manden efter munden. Det kommer mekanisk ud når han siger noget.

Drengen: Jeg har ikke set andet.

Manden: (henvendt til kvinden) Han har ikke set andet.

Pause. Manden sukker, falder væk. Han ser sig om efter noget. Han savner alkohol. Pludselig hører man en fløjte, og en mand kommer gående med en stor hat på hovedet, en høvisk mand: han råber på en munter, indtagende måde at han sælger alkohol. Manden strækker en finger i vejret. Sælgeren kommer hen. Manden gennemroder kvindens taske og finder et ur som han giver til sælgeren. Sælgeren bider i uret, nikker, og giver manden et par flasker. Manden lyser op som et lille barn.

Manden: Jubiii! Se her. Der er nok til natten og katten. Kom så I lede missekatte. Kissssch. Missekat.

Manden griner, åbner en af flaskerne med tænderne og tager en stor slurk. Så sidder han og nyder virkningen, strækker sig velfornøjet.

Manden: Det kommer du ikke til at savne.

Kvinden: Hvor kom han fra?

Manden: Ud af det grønne.

Kvinden: De gør opmærksom på at der vandrer illegale sælgere rundt. Sommetider prætenderer de at være hellige mænd, men når de kommer tæt nok på slår de en ihjel. De siger det igen og igen.

Drengen: Hvem?

Manden: De siger så meget. De siger vi æder for meget kød. De siger der er for meget korruption. For meget hugst. For meget våbenhandel. Organhandel. Lyssky handlinger. Asociale missionærer. Faldbyden for vest. Faldbyden for øst. Faldbyden mig i røven. Jeg har hørt dem sige at iranerne har bombet Odessa. De har erobret hele Krim. De har …

Det bliver for meget for manden. Det bliver for højtravende, og han klør sig i hovedbunden. Så drikker han glubsk, stirrer ud i luften. Han bliver melankolsk og kommer til at se på kvinden og drengen bundne. Han holder flasken ud så kvinden kan drikke. Hun ser sig omkring, er på vagt - så tager hun flasken og drikker. Da hun har taget en stor slurk bøvser hun. Hun får et andet glimt i øjnene. Det er mere udfordrende, mindre bange.

Kvinden: Op i røven med iranerne!

Manden og kvinden drikker hurtigt. De bliver påvirkede. Drengen sidder og stirrer ind i mørket. Indimellem får han en ide, men den fuser ud. Måske fokuserer lyset; man ser skiftevis drengen ensom og manden og kvinden, der “kommer nærmere og nærmere hinanden”. Drengen kæmper med søvnen; hans øjne bliver tunge og falder efterhånden i. Han sover; manden og kvinden ser det ikke. De drikker og bliver fulde. Manden er begyndt at tage på kvinden. Hun bemærker det næsten ikke. Begyndende musik høres: det er - kabaretagtigt, cirkusagtigt, men skramlet, rustent. Manden og kvinden vugger sagte til musikken.

Manden: Jeg kan huske … jeg kan huske en tur til Odessa. Vi kørte i tog. Vi drak som svin, og træerne blev lysere. Det var sommer. Nattens sang kom ind i vognen, helt ind i albuerne. Vi var brødre. De andre var røvhuller. Vi talte om de hvide gardister der lå tilbage på marken. De sagde ikke en skid. Vi sang. Og kom til byen. Kom til havnen. Så trapperne. Potemkim længe leve råbte vi og faldt ned ad trapperne. Ingen kom til skade. Vi er ikke blødere. Immunforsvaret holder. Vi falder hinanden om halsen. Over sydens lys lyder vores stemmer. Det er sådan en nat man rykker nærmere hinanden. Kender du det?

Kvinden: Jeg kender det.

Manden tager flasken, drikker. Hans øjne svømmer rundt. Han bliver pludselig gnaven. Han ser på kvinden mistroisk.

Kvinden: Jeg kender det … når træerne rødmer. Når aftenlyset lukker os inde i tusmørket. Når cikaderne stiger op af jorden. Når man drømmer. Når man stiger ned til havet med en løsfældig dragt. Håret svingende. Der er andre på stranden. Sulten er udelukket. Hele kroppen smelter sammen med lyset. Jeg kan ikke få nok af det lys. Jeg har set det lige siden. Det liv redder menneskeliv det er jeg sikker på. Det er som om det er blødt men at det svømmer uhindret ind i kroppen. Uden en krop dør en kvinde. Jeg kan ikke være pioner. Det udelukker lyset …

Manden: Jeg gider ikke snakke om pionerer.

Kvinden: Heller ikke mig.

Kvinden læner sig ind til manden. Han drikker. Kvinden ser på manden. Han drikker videre som om han har glemt kvinden. Så kommer han i tanke om hende og puffer hende væk.

Kvinden: Jeg vil også drikke.

Manden giver hende flasken. Den skramlede musik afløses et kort sekund af en dissonans, en hvinende teknisk lyd - derpå fortsætter gøglermusikken. Manden og kvinden har ikke opfattet afbrydelsen. Drengen hører intermezzoet. Halvt i søvne sætter han sig op; så falder han i søvn igen. Alkoholsælgeren går forbi manden og kvinden, men de ser ham ikke.

Manden: Der er ludere og der er lommetyve. Der er masser af steder at spille. Der er det blinkende blå vand. Der er en følelse af at historien vogter over en. De er alle kommet til Odessa. Turkmenere, jøder, armeniere, englændere, tyskere. Hvad er det med Odessa?

Kvinden: Det er lyset.

Manden hører ikke hvad kvinden siger.

Manden: Det er det mest koncentrerede sted på kloden. Man mærker det når man kommer. Det er alle som en. Og her går man med rem og seler, og så kommer Odessa … Odessa opstår, ligger lige der … som en musling med en perle indeni. Odessa giver mig ståpik. Den skinner som en nøgen kvinde på en strand.

Manden ser på kvinden. Hun ligger henslængt over ham. Hun venter på at manden giver hende flasken. Hun har åben mund. Hun åbner sin taske, tager læbestift på. Rød læbestift. Manden bliver interesseret og begynder at tage hende på brysterne. Han tager kvindens hånd og anbringer den i skødet. Han lukker øjnene og nyder “rusen”.

Kvinden: Tog du hende så … der på stranden?

Manden har ikke hørt kvinden. Han stønner let. Så kommer han atter i tanke om kvinden, der ligger på ham (skoven). Igen puffer han hende væk.

Manden: Så var der ikke flere penge tilbage. Så er byen en anden. Så er Odessa forandret. Så er Odessa grim. Så stinker den. Man går ned til havnen. Man skal for helvede ikke til Istanbul eller Constanta, vel? Så får man hyre alligevel. Kalotten strammer. Man skovler suppe. Man returnerer til Odessa. Kulisserne er anderledes. Det historiske skær er væk. De flade trapper fører ned i afgrunden. Man kommer og går hos en luder, og kalotten bliver mere og mere gusten. Det er der, på bunden. Det er der, på bunden, jeg fandt ud af … vi lever ikke sammen. Vi er hver for sig. Det de siger er en løgn. Det de sælger er en løgn. Postkort. Sejlads på floden. Det gør en mand stærk. Når han ved han ikke kan leve med andre. Når han ved han ikke gider leve med andre. De andre det er noget man æder.

Manden ser sultent på kvinden. Han hiver hende op på skødet, og hun følger med. De drikker. De stirrer ind i mørket. Musikken stopper. En orange fugle kan ses. Så forsvinder den.

Kvinden: Leve sammen med andre.

Manden: Det er perfekt at gå i hundene i Odessa. Det kender kvinder ikke. Eller gør de?

Manden ser på kvinden. Hun tysser på ham, fører flasken op til hans mund, næsten som om han er en baby.

Kvinden: Det kender vi ikke noget til. Jeg vil være sammen med dig. Det er dig der er kommet. Det er dig jeg vil være sammen med.

Manden er blevet fuld. Hans øjne tilter rundt. Han taler usammenhængende.

Manden: På bunden lyser verden. Den står i en klokke, ovenover hovedet. Det er et smukt lys. Det er det. Det gør så ondt. Og man bliver forelsket i en luder. Hun holder dit hoved. Hun tager dine sidste penge. Er det ikke sjovt? Det var det de advarede om. Det står på side et. Du lærer side et at kende. Hun forråder dig. Du har ikke flere penge, i bad har du ikke været længe. Du sulter. Sultenglen kredser om dig. Du har ikke andre.

Kvinden holder om manden, giver ham noget at drikke.

Kvinden: Skat. Sov nu blot.

Manden falder i søvn. Kvinden får et mere frisk udtryk i øjnene. Hun lytter. Så banker hun flasken ned i hovedet på manden. Han får et sår, bløder, besvimer. Kvinden binder sig selv fri, binder derpå manden. Ser over til drengen, der sover videre. Så åbner hun den næste flaske, skåler olmt med mørket.

Kvinden: Lede mandesvin! I har ikke rykket jer en meter. I kunne ikke bo sammen med en beostær.

Manden vånder sig. Kvinden banker ham i hovedet igen. Han går ud som et lys.

Kvinden: Gad vide hvad du havde gjort med os?

Kvinden mumler det flere gange.

Gad vide hvad du havde gjort med os?

Så drikker kvinden videre, falder så i søvn ved siden af drengen som hun har lagt sig ved siden af. Pause. Der bliver mørkt. Man hører geigertælleren. Geigertælleren sammen med indåndinger, snorken.

Scene 2

Kvinden vågner. Hun ser på drengen, så manden. Hun leder efter flasken, tømmer den. Så går hun til manden, begynder at onanere ham. Han vågner skrækslagen. Kvinden sætter sig ovenpå ham og rider ham. Hun ser på manden med kolde, beslutsomme øjne.

Kvinden: Jeg rider dig. Nu skal jeg forpulet ride dig indtil solen går ned. Kan du lide det, lille skat?

Manden kæmper for at komme fri, men kan ikke komme fri. Han er bange. Stønner.

Manden: Det gør du ikke.

Kvinden: Jeg gør det.

Drengen vågner med et sæt. Han får øje på manden og kvinden. Kvinden rider manden manieret med et vildt udtryk i øjnene. Drengen prøver at vende sig, se væk. Man kan høre geigertælleren.

Drengen: Der var en lille fugl. Der var to små pipfugle. De er brødre. Nej, de er søskende. De flyver væk sammen. De er højt oppe i luften. Himlen er blå. Ja, himlen er blå. For der var en lille fugl, der var to små pipfugle …

Kvinden: Hold kæft. Kan du ikke se jeg arbejder. Kan du ikke se jeg gør noget for menneskeheden? Kan du ikke se at far nyder det?

Kvinden stopper med at ride manden. Hun ser på drengen. Drengen ser på hende. Han er opløst, fuld af sorg. Alkoholsælgeren kommer frem, han stiller sig hen til kvinden og manden som om det hele er naturligt. Han vifter med flaskerne.

Kvinden: Find nogen penge frem!

Drengen får med besvær fat i tasken, finder en krøllet seddel frem som han giver til sælgeren. Sælgeren afleverer to flasker og forsvinder. Kvinden fortsætter med at ride manden. Manden nyder det, føler sig voldtaget; kæmper med modsatrettede følelser. Han mumler, stønner.

Manden: Åh! … Han lever. Stalin lever. Og der var statssprut. Det flød i rigelige mængder. Åh. De kjoler. Små snipper. Der var tid nok. Han lever. Han sad på slottet. Han lod mælk og honning flyde sammen, og vi sidder … som små statuer for neden … han har en pegepind … far … du kommer med pinden, med store planer … dit skæfte forandrer det hele … en hel befolkning taget i ed … du er så stor …

Kvinden: Nu stopper du!

Manden: Formanden har en kappe … den når helt ned til jorden. Der kommer dyr på markerne. Vi går i krig. Vi drømmer om Stalins uniform. Det er syndigt. Men vi vender tilbage. Vi kæler for dig. Vi siger det sent om natten. Det hele flyder sammen: deportationerne af jøderne, de små piger på marken. De små huse. Flasker smukkere end forårsudstillingen. Fællesskabet giver vi al sæden.

Manden “finder ud af” at han snakker i vildelse. Han kommer til sig selv. Han stirrer på kvinden, hun rider ham fortsat. Så mærker manden at han er ved at komme og vender det hvide ud af øjnene. Han kommer. Kvinden lukker øjnene.

Manden: Fuck Stalin.

Kvinden: Det er inde i os. Han er inde i os. Han bliver taget i røven på et partikontor i provinsen. Han nyder det. Stalin kommer. Han er iført en trikot. Han er pædofil.

Kvinden får et grusomt blik i øjnene. Hun rejser sig fra manden, der ligger livløs.

Kvinden: Det var det. You sick fuck: Stalin. Det er noget du har fået ind med modermælken.

Manden: Med modermælken. Thi der flyder en kilde, men udspringet er Stalin. Fra ham opstår resten af livet.

Kvinden får nok af at høre om Stalin. Hun går hen til krattet, finder en kæp og slår manden indtil han er bevidstløs.

Kvinden: Alene! Uden ham. Han kender kun til pisken. Han er et trækdyr. Men for enden af partikontoret ligger der død for alle kvinder. Jeg kan ikke se nogen forskel. Der er massegrave. Der er partikontoret. Der er Stalin. Der er det de siger. Der er det de ikke siger: enten lænker eller pisk. Hvor jeg elsker skoven nu. Det er det virkelige liv.

Kvinden ser sig omkring. Han ser på drengen, hun er mildere nu. Da hun ser på manden, der ligger og flyder, udviser hun dog foragt.

Kvinden: Har du hørt om Stalin? Ikke? Du skal ikke høre om Stalin. Der er stråling nok i forvejen. Du skal ikke høre på far. Han kender ikke til andet. Han kender ikke til andet. Nu skal du se: nu tager vi dem - far og Stalin - og kaster dem i floden. Ud til gedderne med dem. Så nu forsvinder de. De tager sygdommen med. Parlamentets takkede røvhul. Manifestets takkede røvhul. Kom!

Hun går hen til drengen, binder ham op og fører ham over til huset. Der stikker en gren ud ud gennem vinduet. Hun anbringer drengen foran huset. Hun går hen til manden, stirrer på ham; så går hun hen til huset igen. Hun ser ømt på drengen.

Kvinden: For nu skal du have en lillebror. En lillebror vil jeg give dig. Er det ikke rart?

Drengen nikker. Han er slukøret. Han drømmer sig væk.

Kvinden: Men hvad skal vi gøre med ham?

Kvinden tænker. Hun bliver forvirret, går ind i huset, kommer ud med en kande, ser på den, stiller den på jorden, arrangerer forvirret tingene i huset.

Kvinden: Det er godt nu. Lillebror er på vej. an skal være her med os. Og vi skal være frie. Vil du ikke gerne være fri?

Igen nikker drengen. Han er slap. Han sidder og tænker. Han ser længe på kvinden som om han er ved at vænne sig til tanken om at han ikke kan komme væk.

Drengen: En lillebror.

Kvinden: En lillebror. Han dufter af vanilje. Kan du huske duften af vanilje? Det kom fra Odessa i store hvide sække. Og når de sprak blev vi hvide i hovederne. Vi stod i en kæde, og den ene sæk fulgte den næste. Det er os kvinder der synger. Hele vejen til Odessa.

Drengen: Nu vokser han indeni mors mave. Det er godt.

Kvinden: Nu har han lavet puha; sikke han stinker. Men se nu her: nu kommer jeg med stofbleen, med ganen fuld af vanilje. Og der er pudder-skyer. Op op i et væk! Hold så op med at sprælle.

Kvinden går hen til krattet. Hun finder en stor kæp, som hun begynder at brække i mindre stykker. Hun går i gang med et lave et hegn. Manden vågner, vånder sig. Hun ser ned på sit blottede underliv. Han er forvirret. Han ser over mod huset, hvor kvinden og drengen er. Kvinden opdager at han er vågnet. Hun begynder at ae sin mave, kører hånden rundt i store demonstrative cirkler.

Manden: Du slår mig ihjel.

Kvinden: Du er allerede død. Du er en ubrugelig rotte. Du er bundet op på Stalin din svagpisser. Nu kommer jeg og slår dig ihjel.

Drengen: Det må du ikke.

Kvinden: Skal vi bare sende ham væk?

Drengen: Vi skal bare sende ham væk.

Kvinden: Så gør vi det.

Drengen: Jeg har aldrig hørt om Stalin.

Kvinden begynder at kæle drengen, moderligt. Så bliver hun liderlig og kæler for drengens pik. Hun smiler til ham.

Kvinden: Nu skal du ikke tænke mere.

Hun kæler videre. Drengen nyder det og læner sig ind til kvinden. Manden ser på dem, får nok og begynder at skrige. Kvinden bliver irriteret. Hun går hen til manden, får ham på benene.

Kvinden: Nu er det nok! Nu bliver du sendt ned ad floden. Væk!

Manden simulerer at en bølge tager ham og bærer ham væk. Han kredser rundt på scenen, skyller så ind i krattet hvorfra han fortsat betragter kvinden og drengen. Kvinden fortsætter med at kæle for drengen, der kommer ud kvindens hånd. Hun tager sæden op til næsen, smager på det, slikker det i sig.

Kvinden: Det smager godt. Det smager af baby. Du er lige til at spise.

Drengen ligger med lukkede øjnene. Kvinden fortsætter med at arrangere diverse ting. Begge ser lykkelige ud. Kvinden tager sig til brysterne. tjekker dem for mælk. Så stoppere hun to små puder ind hvor brysterne er og således ser de større ud som om kvinden er højgravid. Hun ser stolt ud.

Kvinden: Nu har vi alt hvad vi behøver. Åh, jeg er så lykkelig. Er du også lykkelig?

Drengen: Jeg er lykkelig.

Kvinden: Der dufter af talkum her, og babydrengen spræller med benene. Det hele er hvidt. Lover du at du ikke render væk?

Drengen: Jeg lover.

Kvinden: Sværger du?

Drengen nikker. Han stirrer sorgfuldt væk fra kvinden, der opdager det fravendte blik, vender ansigtet mod sig. De stirrer længe tomt glanende på hinanden. Kvinden gyser.

Kvinden: Dit blik. Dit blik det er så … forbandede dialekter. Det stopper ikke kødet. Det stopper ikke kødet.

Kvinden griber ud efter drengen, tager ham op til brystet, knuger ham. Hun er ved at kvæle ham mod brystet.

Kvinden: De er stadig flotte! De er stadig flotte synes du ikke? Sig at de er flotte.

Kvinden bliver barnagtig, gentager: sig de er flotte, hysterisk.

Drengen: De er flotte.

Drengen hoster efter kvælningen. Kvinden masserer brysterne med drengens hænder.

Kvinden: Jeg er åben. Jeg er din. Hvis du render væk slår jeg dig ihjel. Hører du? Slår dig ihjel.

Drengen nikker bange. Begyndende stille begynder Kraftwerk med sangen “Radioactivity” Begge hører musikken, måber.

Drengen: Hvad er det? Hvor kommer det fra?

Kvinden: Det er musikken.

Drengen: Jeg kan ikke lide musikken.

Kvinden: Hvad er musikken? En ulv, der tuder? Der er kommet så mange ulve. Det er ikke en fis i en hornlygte. Der er kommet så mange ulve. Det hele er blevet så ærligt. Det ødelægger musikken ikke. Kom lad os danse!

Kvinden tager drengen, fører ham lidt manieret rundt. Han stirrer ud i mørket. Kvinden ser det, giver ham en lille lussing og ser ham ind i øjnene. Igen ser de tomt på hinanden, fremmede for hinanden.

Kvinden: Det er ikke udenfor. Det er ikke udenfor det her. Det er ikke udenfor det her. Hør - musikken. Der er kommet så mange ulve, og jeg har sendt manden væk. Nu drikker han sig ihjel ude i mørket, og drømmer om aborter og ekspeditioner. Det er ikke udenfor det her. Vi ser hinanden, og jeg har sendt manden bort. Han ville have slået os ihjel. Vi skulle servicere hans grisk, hans ødelæggelser. Og smøre os ind i blodet. Blodet fra jagten. Hans skalpe. Det er ikke kommet længere. Det er ikke udenfor.

Kvinden bryder sammen, græder. Hun tager atter drengens hånd og kører den over hendes bryster, så kussen. Drengen vrænger, pines. Scenen står på længe. Kvinden kombinerer tagene frem og tilbage mellem skød og bryst. Hun ånder hørbart, forsøger at komme. Så hører hun en lyd, bliver bange.

Kvinden: Hvem er det?

Kvinden lytter efter. Så glemmer hun lyden, onanerer videre med drengens hånd og kommer. Der bliver mørkt. Lidt efter falder lyset på drengen. Han har taget en klovnemaske på. Han sidder med bøjet hoved. Man kan ikke se kvinden.

Drengen: Jeg løber over til ballongyngen i Pripjat. Det kører rundt. Det kører rundt, der sidder en dreng i maskinrummet. Han har roret. Han bestemmer hvornår hjulet kører. Det er ikke mørkt endnu. Jeg skal ikke hjem. Jeg er ikke bange. Jeg sætter mig op i ballongyngen. Det er før katastrofen, og det er ikke mørkt. Jeg skal ikke hjem.

Drengen falder let sammen.

Drengen: Udlændingen, ham vi ikke forstår, taler ikke om Jesus Kristus. Det er ikke sent. Lyset bliver hevet langt af hjulet. Det kan ikke stoppe. Lyset. Jeg er så lykkelig. Jeg svæver på en sky. Jeg skal ikke hjem, og gyngen stopper. Jeg sidder allerhøjst oppe. Jeg kan se byen og fabrikkerne. Jeg kan se værket. Jeg kan se mit hus. Det er lille. Jeg sidder højt oppe. Hjulet er stoppet. Og når lyset ligger på maven kommer tiden ikke ind i legen. De bliver væk. Det er som om hegnet. Lyser. Det er højt oppe. Jeg synger i vilden sky.

Drengen synger, kvinden hører det og rusker ham.

Kvinden: Hold kæft!

Drengen: Ja.

Lyset involverer både kvinden og drengen nu. Kvinden slår masken af. Drengen græder. Kvinden krammer ham hårdt.

Kvinden: Kom Det er sabbat. Vi skal over til huset.

Kvinden trækker drengen over til huset. Naturen er “sivet” ind i huset. Kvinden sætter drengen fra sig, ser sig om, begynder oprydningen, husarbejdet. Så kommer hun i tanker om drengen som hun binder. Drengen fortsætter drømmen fra før om ballongyngen.

Drengen: Før katastrofen var der svaler. Jeg kan huske det hele. Jeg er gammel. Jeg er en stor dreng. Jeg har valgt ensomheden fordi ensomheden er bedre. Det forstår de ikke. De kommer og stopper hjulet og slår styredrengen og smider ham ud af huset. Han græder. Jeg sidder højt oppe. Jeg kan ikke komme ned. Det er mørkt. Jeg kan ikke komme ned. Mine ben ryster. Mine sko er slidte. Jeg tænker ikke på dem. Jeg lukker øjnene som en præst og laver verden om. Nu kører hjulet. Projektørerne lyser. De andre børn er glade. De slår ikke hinanden. De mopper ikke hinanden. Det rum der er i maven bobler ligesom de voksnes champagne når de synger og tager på hinanden og græder. De har store øjne men det er ikke det rum der er stort. Det er så let at gøre det rum større at svalen orker det. Den trækker ud i rummet, i maven med vingerne og det hele er gult og glemt. Det hele er gult og glemt. De drikker ikke. De drømmer ikke. De stønner ikke. De stinker ikke.

Kvinden stopper rengøringen. Hun har skævt bundet om hovedet en klud som en tørklæde. Hun retter på tørklædet.

Kvinden: Hold kæft!

Kvinden går i stå.

Kvinden: Jeg elsker dig. Vi er begyndelsen. Vi er bunden af kagen. Vi er et sammenhold. Jeg vil gå i døden for dig. Ingen mand. Ingen mand.

Kvinden ser ømt men besat på drengen. Alkoholsælgeren dukker op, tilbyder varer, kvinden har ingen penge, han forsvinder.

Drengen: Hvad er en regel? Det er en tåre. Jeg græder. Jeg kan ikke finde ballongyngen. Mon jeg drømmer? Mon det hele er en drøm. Befalet af præsten. Inde i reglen. Udenfor det gule lys. Svalen jeg ser den. Men da den ser jeg græder vender den om. Jeg kalder efter den. Den hører det ikke. Min mave går i stå. Den bliver ødelagt. Nu har jeg en dolk i maven. Jeg kan ikke røre mig. Jeg kan ikke komme ned. De drikker i byen. Det er den største smerte. Den er stor. Nu hvor jeg føler den kan jeg forsvinde. Jeg er blevet til en dreng. Og nu kan jeg forsvinde. Det er en hævn. Jeg kan komme ned. Jeg hopper ned. Det er den mindste lidelse. Alle her lider. De drikker. De har dolke i maven. De kan ikke se hinanden. Børnene kan. Børnene drømmer hele tiden om hævn, det er eventyret. Det er ikke livet. Livet er udenfor. Her er hævnen og eventyret. Det sidder ligesom en motor i det rigtige liv. De kalder det … de kalder det … hvad er det værste jeg ved? … når far bestiger mor … jeg spionerer … de slår mig … mor stønner.

Kvinden kommer over stryger drengen over håret. Han tier, ser næsten rolig ud. De gynger.

Kvinden: Så så. Det er ikke så slemt. Vi kan leve sammen her lykkeligt. Han vender ikke tilbage. Så så. Han vender ikke tilbage.

Drengen: Han kommer ikke op. Må jeg ikke godt tale lidt mere om Pripjat mor?

Kvinden: Jo lille skat.

Drengen: Du må godt komme med. Du må godt komme med mor.

Drengen tager kvinden i hånden. De stirrer op i luften. Drengen tager masken på.

Drengen: Tusmørket mor det er vores ven. Der sker ikke noget nu. Vi har ikke en dolk i maven. De karvede huder hænger ikke i skoven. Der er ikke jægere. Jeg løber sammen med ulvene. Det er min undskyldning. Jeg er bare en dreng. Jeg kan ikke drive det længere. De stinker, det er summen. Jeg løber sammen med ulvene.

Kvinden laver en grotesk komisk gestus hvor hun peger på sig selv som om drengen har glemt hende. Hun tuder som en ulve. Hun blinker til drengen. Så begynder kvinden at tude, så hulker hun, så ler hun, griner.

Drengen: Det er sjovt mor. Det ligger udenfor alting. Det er ikke gennemboret af reglen. Det er vores leg, og hjulet snurrer rundt og på hver og en af gyngerne sidder der en lysende stjerne. Det er legens værk. Det er den der anbringer stjerne. Sådan har det altid været. Jeg husker. De glemmer. De drikker. De slår og siger undskyld bagefter. De voksne flæber. De vil ikke gøre det i det åbne. De lukker og knepper og drikker og snyder hinanden i mørket. Mor du kan stole på mig. Mor du kan stole på mig.

Drengen omfavner moren der er i svime over drengens ord. De er nu et par. Han er en prins. Han tager masken af og kysser kvinden. De står længe sådan. Man kan høre geigertælleren. Den bliver højere, stilner så.

Kvinden: Jeg er en lille pige. Jeg passer på mine knæ når jeg løber. Da jeg fik et blåt mærke græd jeg. Sådan snyder jeg ham. Han kommer ikke ind når jeg græder. Han bliver ligesom præsten. Meget større. Et øre. En tillid. En større indtrængen. Han viser mig den ikke. Jeg ved ikke hvem der kommer ind. Det er mørkt. Jeg vil ud af rummet. Jeg råber: jeg kender ikke rummet. En eller anden: fortæl mig hvad det er for et rum? Så gisper jeg. Jeg er en pige. Lidenskaberne skratter gennem mig. Jeg har ikke noget sprog. Jeg har ikke nogen alder. Jeg kan ikke trylle mig om til en prinsesse, og atter returnerer manden. Præsten er større end manden. Han kommer hårdere. Så græder han. Det bliver lyst.

Drengen: Så så lille pige.

Drengen stryger kvinden over håret. Da hun er helt afslappet tager drengen masken af. Han studerer den, så banker han den ned i hovedet på kvinden der skriger.

Drengen: I binder hinanden. I hulker i mørket. I falder sammen som lam. I kalder det kærlighed. Jeg er en mand nu. Jeg har valgt at leve alene. Leve sammen er en løgn. Det kalder det en pagt. De kalder det ikke krig. Hvorfor kalder I det ikke for krig?

Kvinden bløder, tager sig til hovedet. Så ser hun med hengivenhed på drengen der står op, hun ligger.

Kvinden: Vi tør ikke?

Drengen: I tør ikke?

Drengen viser afsky.

Drengen: Den tapre soldat stirrer ind i mørket. Han frygter ikke noget. Han går hen til afslutningen. Den griner. Den er krum og grum. Hvem er taprest i landet her? Han stirrer ind i mørket. Mørket taler ikke. Det er større end mig, meget større, men det taler ikke. Det er bange. Jeg har nedstirret det. Duellen er slut. Jeg vinder. Jeg konkluderer at jeg er taprest fordi jeg vinder og fordi mørket ikke kan tale.

Kvinden laver “høviske” fagter. Lyset kan være ændret, mere lyst, lyserødt.

Kvinden: Du er min helt.

Drengen: Jeg vil plukke en blomst og glemme tabet.

Kvinden: Du taber ikke!

Kvinden kommer på benene. Hun ser på drengen, finder et hår i næsen på ham og trækker det lynhurtigt ud. Drengen fnyser, træder tilbage.

Drengen: Er jeg soldat? Mand? Dreng? Alene?

Kvinden: Jeg er her.

Drengen: Jeg gider ikke drama.

Kvinden: Det er ikke drama.

Drengen: Hvad er det her?

Drengen tager masken på. Kvinden lægger sig på jorden. Drengen binder hende. Han rør ved masken. Så stivner han.

Drengen: Hvad er det jeg gør? Jeg gør det samme som dem. Jeg stinker. Jeg er mistroisk. Jeg kan se deres øjne deres angst hele tiden. Jeg er bedre end dem. Jeg er blevet ligesom dem.

Kvinden: Jeg elsker dig! Du er min! Bliv her elskede. Forlad mig ikke. Vær nu sød?

Drengen er paralyseret. Han smider masken. Han stirrer ud i luften.

Drengen: Mørket har vist sit mørke. Det har bedraget mig. Jeg er ligesom dem. Det er lamslående og fattigt hvem vi er og så lidt vi kan sige til eller om mørket. Vi står her. Som statuer. Den kolde pels er svøbt om furen. Den skinner. Den bliver varm og jeg mister beskeden om hvem jeg er. Min alder. Det er derfor jeg smider masken. Jeg må være alene. Jeg må komme til bunds. Det er forskellen. Det er den eneste overlevelse. At afsløre furen. Nøgen. Mor jeg er nøgen. Kan du varme mig?

Kvinden: Ja.

Drengen: Jeg ved ikke om jeg skal blive her eller rende væk mor.

Kvinden: Bliv her. Det bestemmer jeg for dig sødeste. Det gør ikke noget jeg er bundet. Men bliv her. Her kommer han ikke.

Drengen: Hvem?

Kvinden: Åh nu har jeg glemt hvem det er.

Drengen: Men han kommer?

Kvinden: Han kommer ikke mere.

Drengen: Jeg stoler ikke på dig. Der er for meget luft mellem alle mennesker. Det at tro noget er at ignorere al den luft.

Kvinden: Du er så klog min elskede. Så tapper. Forlad mig ikke!

Drengen fnyser. Han ser væk. Så griner han. Han ser på kvinden. De ser hinanden i øjnene. Så et kort øjeblik griner de begge indforstået. De har set at de ikke har set. De krammer hinanden. Drengen bliver kold, skubber kvinden væk.

Drengen: Jeg må af sted.

Kvinden begynder at græde. Mørke.

Scene 3

Drengen går i skoven. Huset og kvinden er væk. Der er fuglefløjt og drengen stopper op og lytter. Efterhånden forsvinder fuglefløjten og afløses af barnestemmer. Drengen lytter igen. Han virker forskrækket, viger tilbage.

Drengen: Det er det barnlige overherredømme. Det er ikke en kæft bedre. De tror de kan bevirke magi men om lidt begynder de at skændes. Om lidt begynder de at slå hinanden. Om lidt begynder de at piske hinanden. Der er nogen der taber. Alle taber. Her vil jeg ikke være.

Drengen løber frem og tilbage over scenen. Han er forvirret. Han stopper op, ånder tungt. Han er panisk og ved ikke hvad for en vej han skal løbe. Et kort øjeblik står han sitrende på stedet, så spinder han spasmodisk rundt som en snurretop inden han falder ned på jorden. Han begynder at græde.

Drengen: Så så nu kommer de ikke. Det jeg tror er at tiden er gået. De har fået en paryk alle sammen som de spiller den af i. Sådan går tiden. Deres fejl er at de troede på overgangen men jeg vil ikke være som dem. Om lidt keder de hinanden. De kalder det kærlighed og begynder at piske hinanden men nu må det være nok.

Drengen lukker øjnene. Lyset skifter hæsblæsende mellem lys og mørke men da drengen åbner øjnene igen kvidrer fuglene.

Drengen: Det er gået over. Jeg er alene. Jeg er alene men jeg er ikke bange. Jeg kender angsten. Hvis nogen kommer stopper de den angsten men jeg ønsker ikke den stopper. Jeg kender ikke noget bedre. De tror børnene på stenene at der vil komme en mand med en tryllestav. Det gør mig bedrøvet. Hvis han kommer stopper han angsten. Angsten er ligesom en fugl. Enhver domfældelse, enhver rundkreds stopper den. Jeg har lært at balancere som en linedanser. Enhver domfældelse er ligesom et sort gardin der udelukker lykken. Jeg er en linedanser.

Drengen begynder at balancere som en linedanser. Han gør sig umage, stikker tungen ud af munden og bumper tilsyneladende ind i noget. Han er ved at falde.

Drengen: Gå væk tryllemand! Jeg har det lige så godt. Jeg tror kun på det personlige mirakel men nu vil jeg bare være en dreng der går gennem skoven. Jeg har ikke noget sted at gå hen. Ingen venter mig. Det gør ikke noget. Skoven vil mig det godt.

Drengen fortsætter med at gå gennem skoven. Han går frem og tilbage over scenen. Han nynner. Han stopper op, ser op i luften, får øje på noget som han saluterer frivolt. Så går han videre.

Drengen: Her er intet. Skoven er tom. Skoven er fyldt med tomhed. Her er ingen talende dingoer. Her er ingen gnaskende harer. Her er ingen alfer. Veteraner fra krigen. Øh. Ja. Tjetjenien. Her er ingen påskekort. Her er ingen hvidløgsranker. Her er ingen amuletter. Her er ingen ofre. Her er ingen præster. Her er kun jeg. (Drengen skriger det igen). Her er kun jeg! Angsten lyser som en sti. Uden den er jeg fortabt.

Drengen spærrer øjnene op. Han ser sindssyg ud. Han ser ned ad sig selv, klasker sig på maven som om han tiltaler angsten.

Drengen: Den svarer ikke. Det er sikkert bedre sådan. Svarer den forpurrer den skoven. Det er logik for burhøns. Der er ingen steder at leve. Jeg har prøvet brandmandssvampene men jeg fik kun ondt i maven. Ville dø bagefter. Kastede op på en elg der heller ikke ville til sabbat. Det er derfor børnene danner parlamenter. Åh. Nu forsvinder stien. Angsten blegner. Det lyder som en indrømmelse: jeg mister troen på mirakler. Kom sol!

Drengen stopper op. Han glaner op mod himlen. Lyset dæmpes. Scenen bliver mørkere. Drengen falder ned på knæ.

Drengen: Åh kom frem sol! I dit pure spejl kan jeg forlænge drømmen. Men jeg ser kun træer. Kun træer. Det er overskyet. Himlen er væk.

Drengen bliver desperat. Han løber hen til et træstamme og begynder at sparke til træet. Der falder en mobiltelefon ned fra træet. Drengen tager den måbende op, studerer den, nøler. Så kommer han den i lommen.

Drengen: Jeg må ikke græde mere. Jeg vil ikke græde mere. Jeg vil gå videre. Jeg vil passe ekstra godt på angsten. Jeg møder ikke nogen. Hvis jeg møder nogen dør jeg omgående. (Drengen mumler det flere gange). Hvis jeg møder nogen dør jeg omgående.

Drengen går videre. Han er i vildrede.

Drengen: Se nu her: her er ikke nogen. Det kommer ikke bedre. Det bliver ikke bedre: jeg er en dreng alene i en skov. Om lidt kommer solen. Solen kommer. Det er jeg sikker på. Den løfter mig op. Den flår reglen op. Den flår menneskeheden op. Den flår alle mennesker op fordi den er bedre end alle mennesker.

Drengen føler sig opmuntret og går videre. Han stopper op. Noget genererer ham alligevel.

Drengen: Der er noget? Det er overherredømmet? Det er veteranen der skyr solen. Det er hjortetakken der har fået kramper af brandmandssvampene. Der er noget. Er der noget? Er der nogen her?

En stemme svarer drengen. Stemmen siger ja. Alkoholsælgeren - nu en vagabond - kravler ud af krattet.

Vagabonden: Det er bare mig.

Drengen: Det siger de alle sammen.

Vagabonden: Det er derfor jeg siger det.

Drengen: Her må ikke være nogen!

Vagabonden: Jeg er ikke nogen.

Drengen: Du er nogen!

Vagabonden: Så siger vi det.

Drengen går amok. Han finder en kæp og skal til at slå vagabonden men vagabonden piller roligt kæppen fra drengen og sætter den bort.

Drengen: Det skulle du ikke have gjort!

Vagabonden: Jeg gjorde det for sin skyld.

Drengen: Du lyver!

Vagabonden: Hvad laver du i skoven?

Drengen: Jeg vil ikke rådne op.

Vagabonden: Alle rådner op.

Drengen: Ikke mig!

Vagabonden: Så siger vi det.

Vagabonden optræder roligt og nonchalant. Han sætter sig ned, skraber et par kviste sammen som om han er ved at forberede et bål. Drengen stirrer trodsigt på vagabonden. Drengen stamper i jorden. Han går rundt om “bålpladsen” som en tyr der har set rødt.

Drengen: Hvad laver du?

Vagabonden: Jeg kan ikke leve uden ild.

Drengen studser over svaret. Han bliver nysgerrig. Han nærmer sig vagabonden, kredser om ham, træder hen og hiver vagabonden i det lange fuldskæg for at tjekke at det ikke er falsk. Så sætter drengen sig ned.

Vagabonden: Har du det bedre?

Drengen svarer ikke. Han er fortsat skeptisk. Han stirrer på vagabonden.

Drengen: Hvorfor drikker du ikke? Hvorfor myrder du ikke? Hvorfor snakker du ikke om Odessa? Hvorfor fortæller du ikke soldaterhistorier? Hvorfor slår du ikke?

Vagabonden: Jeg er vagabonden.

Drengen: Du lyver!

Vagabonden: Se mit skæg.

Drengen: Jeg kan ikke se det.

Vagabonden: Så rør ved det.

Drengen: Du er til drenge! Jeg kan se det på dig!

Vagabonden ignorerer drengen. Drengen er paf. Hans udfald har ingen effekt. Han kommer i vildrede. Vagabonden piller ved bålet. Han stryger sig over skægget. Drengen slapper lidt mere af. Hans krop falder sammen. Pludselig gaber han.

Vagabonden: Du er vist træt.

Drengen: Ja jeg er vist træt.

Vagabonden: Sov bare jeg passer på dig.

Drengen: Jeg er ikke bange for noget! Her er ikke nogen!

Vagabonden: Ikke mig?

Drengen gaber. Han er ved at falde i søvn.

Drengen: Heller ikke dig …

Det bliver mørkt. Vagabonden får tændt bålet. Han finder en flaske frem som han drikker roligt af men i lange drag. Drengen sover. I søvne falder drengens hoved ind mod vagabonden der stryger ham kort over hovedet. Drengen vågner med et sæt. Han stirrer på vagabonden som om han forventer det værste.

Vagabonden: Du er mistroisk.

Drengen: Jeg er en dreng.

Pause. Stilhed. Lidt skrammel i natten. Bålet. Vagabonden er blevet fuld og stirrer ind i mørket med knugende tomme øjne der ved at intet kommer hverken fra lyset eller mørket. Vagabonden sukker.

Vagabonden: Vil du gå lidt med mig?

Drengen: Hvorfor har du ikke din kone på slæb? Har hun fundet en anden?

Vagabonden: Jeg ville gerne tro på koner men jeg tror ikke på koner. Det er meget lettere sådan. Kan du ikke se det?

Drengen nikker.

Drengen: Hvad så med fisse?

Vagabonden: Det er en helt anden sag min dreng.

For første gang smiler vagabonden og drengen til hinanden. Så ændrer drengen stemning, stirrer igen mistroisk på vagabonden som om noget er gået op for ham.

Drengen: Her er hverken koner eller ludere. Altså er du ude på at komme i bukserne på mig!

Vagabonden ignorerer drengens tale.

Vagabonden: Hvis jeg troede på fremtiden havde du fået en ørefignen.

Drengen: Som de andre.

De to sidder stille. De ved ikke hvad de skal sige. Vagabonden stirrer ind i mørket. Drengen glaner af og til over på vagabonden. Vagabonden masserer sine fødder. De er ømme. Skoene er hullede. Langt væk fra kommer det fra drengen:

Drengen: Du burde finde nye sko.

Vagabonden: Ja.

Pause. Stilhed. Drengen har ændret karakter en anelse. Han er mere åben. Han knipser som om han holder en hellig tryllestav og fluks holder han nye sko i hånden som vagabonden tøvende og smilende prøver.

Vagabonden: De passer!

Drengen: De passer. Ja de passer. Ja det er tryllesko. Nu kan de brøle. Nu kan de tænde lys. Nu kan de drømme om paraplyer og landevejsludere og katekismus og staten. Men kun et øjeblik. Sådan er det. Kun et øjeblik. Så forsvinder det hele igen. Jeg bestemmer det hele.

Vagabonden: Du bestemmer det hele min dreng. Du er en solstråledreng.

Drengen: Ja!

Vagabonden: Se hvor de danser! Se hvor de danser uden koner. Der er flere flasker end der er selvmord i floden og værftet består. Der er arbejde til alle men nu er det nat. De unge kvinder ler. De smiler og ler. Det er sommer. Jeg sætter mig i natten og tager skoene af. Bålet lyser.

Drengen: Det er et mirakel.

Vagabonden: Floden flyder fredeligt. De slår ikke heksen ihjel. Sikke en dejlig nat.

Drengen: Det er som om mennesket ikke fylder noget. Det er som om natten er blevet mere favnbar. Som fredelige fakler flyder stammen gennem natten men den fylder ikke noget. Den tænker ikke på mord.

Vagabonden: Den tænker ikke på mord.

Begge sidder bevægede tungt åndende. Så går der et lidt grotesk lys op for vagabonden der begynder at stirre på drengen.

Drengen: Hvad glor du på?

Vagabonden: Du er kommet over bjergene. Du har gået gennem sneen. Du har undveget salven, projektilerne. Du er forkommen. Du er sulten. Du er alene. Du er hellig. Når du ankommer svøber de dig ind i et orange linned.

Drengen bliver skeptisk. Han glor igen på vagabonden med vantro.

Drengen: Det hellige pis gider jeg ikke høre på. Sig noget andet. Sig noget om Odessa.

Vagabonden bliver befippet over drengens kovending. Han tøver. Han stirrer ud i luften.

Vagabonden: Men jeg kender ikke Odessa.

Drengen: Alle kender Odessa. Nu! Nu! Odessa!

Vagabonden: Jeg er ikke nogen!

Drengen: Du lyver! Du drikker! Hvor er din kone?

Vagabonden: Hun er død.

Drengen: Hvordan?

Vagabonden: Jeg kan ikke huske det. Jeg går bare.

Drengen: Du lyver!

Vagabonden: Jeg gik. Hun døde af sorg.

Drengen: Nå sådan! Læg dig ned!

Vagabonden: Er det nu?

Drengen ser vanvittig ud. Vagabonden er tom og bange og servil. Vagabonden lægger sig ned, lægger sig omhyggeligt, folder armene på brystet og ser op på himlen.

Vagabonden: Der er ingen himmel.

Drengen: Hold kæft!

Drengen krænger skoene af vagabonden. Han stiller dem sirligt ved siden ad hinanden. Så finder han kæppen, stirrer på vagabonden, hæver kæppen, tøver.

Drengen: Det sidste ord?!!

Vagabonden: Øh …

Drengen slår og slår vagabonden indtil denne bløder og ligger stille død. Bålet går ud. Mørke. Stilhed.

Scene 4

Optrappende hård metalmusik høres. Lyset bliver blændende. Drengen begynder at ryste heftigt. Han får et epileptisk anfald og skriger. Det er et langt anfald. Han skriger længe.

Drengen: Jeg slog den stakkels vagabond ihjel.

Drengen gentager det flere gange. Der er fråde om læberne. Efterhånden stilner anfaldet af og drengen finder mobiltelefonen frem. Han taber den, finder den, forsøger at ringe skønt hans fingre ryster. Til sidst får han ringet et nummer op. Ud af krattet kommer manden.

Drengen: Far? Far?

Manden: Glem det.

Manden går hen til drengen. Han river voldsomt telefonen ud af hånden på drengen og stamper på den.

Manden: Jeg kan ikke se nogen grund til ikke at komme den til livs. Glem det.

Drengen: Åh far.

Manden: Jeg er ikke din far.

Manden går hen til krattet. Han finder han et stykke pels som han forgæves forsøger at iføre sig. Til sidst smider han pelsen på jorden og går over til drengen og stirrer ondskabsfuldt på ham.

Manden: Jeg kan ikke have dig her.

Drengen: Åh far vær nu sød.

Manden: Du kan plage lige så meget du vil.

Manden går over til krattet. Han finder en oversavet jagtriffel som han peger i alle retninger med. Så hører han noget - en fugl? - han retter løbet mod lyden og står længe sådan.

Manden: Det er sikkert en fasan. Området myldrer med dem. De giver kun lyd når de er bange. De skriger på at blive dræbt.

Manden griner. Så ser han på drengen.

Manden: Er du bange for at blive dræbt?

Drengen: Ja far.

Manden: Så bliver du dræbt.

Manden begynder at svinge grotesk rundt med riflen idet han laver skydelyde. Ratatatata. Han griner. Drengen er grebet af angst. Han kravler han til manden, klamrer sig til benene.

Manden: Det er en list - en krigs list …

Drengen: Jeg forstår ikke hvad du mener?

Manden: Snart har de taget alting fra os.

Manden skubber hårdhændet riflen over til drengen der forsøger at tage den op. Den er for tung. Drengen er svag efter anfaldet. Manden bliver hidsig og prøver igen.

Manden: Ikke engang det.

Drengen: Far giv mig tid.

Manden: Jeg har ikke tid.

De stopper begge to op. Så ser manden undersøgende på drengen, måler ham fra top til tå. Tøver.

Manden: Jeg ved ikke om jeg skal elske dig eller slå dig ihjel. Jeg ved ikke om jeg skal opdrætte dig eller forvise dig.

Drengen: Elsk mig.

Manden: På bunden af det hele … slimet. Ikke engang slimet. På bunden af det hele grusomheden. Ikke engang grusomheden. Ligegyldigheden. (Manden tøver). Jeg bliver ved med at se et billede for mig. Det forestiller en gammel satan der er ved at sætte et barn til livs. Hans søn. Blodet sprøjter. Men den gamle er stadig tom. Jeg er ikke sikker på han ved det? Der er ikke nogen kur. Der er ikke nogen kur. (Manden tøver). Men du er ikke min søn. Du er …

Manden hanker op i drengen, arrangerer ham lidt som man arrangerer ting på en hylde, men drengens krop er slap. Den bliver ved med at falde sammen. Manden bliver irriteret. Han slår drengen der retter sig en smule. Så begynder manden systematisk at rette riflen mod drengens hoved, imaginært trykke af, hanke op i drengen, arrangere ham. Ind imellem giver manden drengen et flygtigt kindkys som om han kompenserer for alle henrettelserne.

Manden: Jeg ved ikke hvad jeg skal stille op med dig? Hvad vil du?

Drengen: Jeg vil være hos dig far.

Manden: Det er umuligt. Enten æder jeg dig eller også æder du mig. Mellemkomsten er kvinden men hende har jeg fornægtet. Hvis hun kommer igen slår jeg hende ihjel.

Drengen: Jeg slår hende ihjel far!

Manden: Det er godt min dreng.

Begge hører noget pusle. De lytter efter. Intet sker. De stirrer tomt ud i luften i hver sin retning fortabte.

Manden: Hvad skal jeg stille op med dig?

Drengen: Lære mig at slå ihjel.

Drengen griber ud efter riflen men manden trækker den bort. Igen paralyseres begge. De står længe med tomme øjne. Man kan høre geigertælleren klikke. Den stopper. Så begynder den igen.

Manden: Det er invasionen!

Drengen: Hvor?

Manden: Hele tiden. Ret løbet mod den. Ret din manddom mod den. Der sker intet. Det er kvindesnak. Det er noget de forstår. Invasionen. Pusseskanker. Det hele hænger mig ud af halsen. Jeg gider ikke engang dræbe længere. Tjetjenien tog snerten. Nu flyder det sammen. Nu er det ophævet. Nu smager vodkaen af vand. Det er ikke sjovt at voldtage længere. Geviret er bøjet. Skoven er beige. Køen er lang. Køen er væk. Det hele er væk.

Drengen: Jeg er her!

Manden: Jeg kan ikke se dig.

Igen stilstand. Langsomt kommer begge på benene, sætter sig ved siden af hinanden som om de sidder på forsædet af en bil. Manden tager “kørebriller” på. De er kejtede, gammeldags idet de minder os om gamle sportvognsbriller.

Drengen: De klæder dig far.

Manden: Du skal ikke slikke mig i røven. Det er statens sag. Al den salve. Al den talkum, lir over talkum. Gennempulede eksistenser. Imens vader Stalin gennem os. Han har en lille pik men han forsøger at kneppe os alle sammen så meget desto mere. Kvinderne klapper. Det er paradedag. Vi mindes den store Fædrelandskrig. Nationens mor hæver det skinnende sværd. Det blinker i solen. Vi får ekstra rationer. Vi har ondt i røven. Den ene tager den anden. Vi marcherer som gæs. Musikken spiller. Om lidt skal vi alle sammen dø. Det er sådan staten overlever.

Drengen: Du overlever staten far!

Manden: Jeg overlever nada.

De “kører” videre. Begge imiterer en bil der kører. Det er som om bilen er ved at sætte ud. Den hoster.

Manden: Noget gammelt lort!

Drengen: Vi kan reparere den.

Manden griner. Han skubber drengen ud af bilen og kører videre. Drengen klamrer sig til bilen.

Manden: Der er to minutter endnu.

Manden griner. Drengen kommer i tanke om noget. Han lyser op, udviser håb.

Drengen: Jeg slog vagabonden ihjel.

Manden: Der er ikke flere vagabonder tilbage. De er druknet. De er vegetarer. Nej: der er ikke flere vagabonder tilbage!

Drengen: Men men jeg slog ham ihjel.

Manden: Der er to minutter endnu.

Kvinden kan nu ses i krattet. Hun rejser sig og kommer ud, ser bekymret over på manden og drengen. Så går hun resigneret ind i krattet igen. Drengen har fået øje på hende.

Drengen: Der er mor! Der er mor!

Manden: Mor Rusland! Mor Ukraine!

Manden griner. Han finder en kniv frem som han giver til drengen. Drengen ser måbende på den. Så smiler han til manden.

Drengen: Tak far.

Drengen begynder at skære i sig selv. Han er koncentreret, stikker tungen ud af munden, forventer anerkendelse for donten, skæver over til manden der ignorerer drengen. Drengen lukker et kort øjeblik øjnene, ser drømmende ud.

Drengen: Lige før var jeg en anden. Jeg troede på det uafgrænsede lys. Jeg troede på at angsten bar men nu er du kommet.

Manden: Nu er jeg kommet.

Drengen: Jeg går på din sti far. Jeg er ikke forvirret. Jeg kender verden. Du er min guide. Du er min Gud.

Manden: (Aggressivt) Gud er død!

Drengen hører ham ikke. Han fortsætter den drømmende tale.

Drengen: Jeg forstår ikke hvordan jeg kunne klare mig uden dig.

Manden fnyser.

Drengen: Jeg var helt tom indeni. Lige før. Før du kom. Nu er det anderledes. Jeg er fyldt op. Der er kommet noget indeni mig. Jeg er fyldt op. Jeg er afgrænset. Jeg hader lyset. Det er grisk. Det er vildledt. Det fører ingen steder hen. Nu ved jeg hvor jeg skal gå hen. Det er alt sammen din skyld far.

Manden hører noget pusle. Han får et dræberblik i øjnene, samler riflen op og affyrer den. Han nedlægger et dyr som han slæber over til drengen.

Manden: Parter dyret!

Drengen: Ja far.

Manden rejser sig. Han står længe melankolsk og stirrer ind i tomheden. Så går han væk fra drengen der begynder parteringen af dyret. Scenen varer længe. Drengen arbejder koncentreret. Manden kommer tilbage. Han ser drengen over skulderen, klapper drengen på kinden, kommer og går. Manden giver drengen et tørklæde til det sår som drengen selv har påført armen.

Manden: Bind det om armen.

Drengen: Ja far.

De ser på hinanden. Der opstår en slags ømhed men manden udviser også tegn på irritation og vantro.

Manden: Du er en krykke om benet. Det ved du godt ikke?

Drengen: Jeg ved det godt.

Manden: Du er ligesom en kone.

Drengen: Ja.

Manden: Jeg går et par dage.

Drengen: Bliv!

Manden: Hvis hun kommer igen skal du sende hende væk.

Drengen: Bliv!

Manden: Gentag det jeg har sagt!

Drengen: Hvis hun kommer igen skal du sende hende væk.

Manden forsvinder. Drengen fortsætter med at partere dyret. Indimellem skæver han over til krattet som om han er bange for at kvinden kommer. Mørke.

Scene 5

Drengen sidder med kniven i hånden ensom. Han skæver efter manden. Han sukker. Han kan ikke finde alene-fortryllelsen igen.

Drengen: Jeg troede på ensomheden. Nu kan jeg kun tænke på far. Jeg kan kun tænke på os sammen. Der er fest i Pripjat. Det er udenfor tiden. Det er udenfor de voksnes tidsregning. Far er ikke fuld og han tager mig i hånden og bandet vil spille musik. Der er en rækkefølge. Rækkefølgen er så indlysende at alt andet end rækkefølgen glider af på rækkefølgen. Jeg har drømt om en rækkefølge.

Det pusler i krattet. Ud kommer alkoholsælgeren/ vagabonden. Nu er denne landbetjent. Han holder i hånden de splinternye sko som vagabonden fik tidligere. Han holder dem op i lyset, vender og drejer dem. Så får landbetjenten øje på drengen og går hen til ham.

Landbetjenten: Jeg har fundet de hersens sko. Er det noget du kender noget til?

Drengen synker en klump. Han taber kniven. Han sidder stivnet.

Drengen: Jeg kender dem ikke.

Landbetjenten studerer drengen indgående. Han tager kniven, vender og drejer den med en komisk gestik.

Landbetjenten: Jeg fandt dem ovre i skoven.

Pause. Ingen af dem kan komme videre. Man hører geigertælleren.

Landbetjenten: Jeg bringer dem ind. Det er ikke naturligt. Sko ligger ikke bare og flyder i skoven.

Drengen bliver mistænkelig. Måske er landbetjenten dum eller han spiller dum? Han må have fundet liget af vagabonden. Drengen svinger mellem mistro og fordømmelse af landbetjenten.

Drengen: Hvor kommer du fra?

Landbetjenten: Inde fra skoven.

Drengen: Nej jeg mener hvor kommer du fra?

Landbetjenten: Fra Odessa oprindeligt. Hvis det er det du mener?

Drengen: Det var det jeg mente.

Pause. De tøver. Landbetjenten står med skoene absurd. Drengen begynder at få overtaget over situationen. Han er ved at beslutte at landbetjenten må være retarderet.

Drengen: Hvordan er Odessa?

Landbetjenten: Det er et dejligt sted. Lyst og varmt. Søde piger hvis du spørger mig. Kender du Odessa?

Drengen: Jeg er selv fra Odessa.

Landbetjenten: Nå sådan.

Igen ved begge parter ikke hvad de skal gøre. Landbetjenten gør mine til at bryde op. Pligten kalder.

Landbetjenten: Nå jeg må hellere indbringe dem.

Drengen: I holder ulvebestanden nede?

Landbetjenten: Det er ikke mig.

Drengen: I bringer sko og mordere ind? Ved du hvad? Jeg er ikke fra Odessa.

Landbetjenten: Pligten kalder.

Drengen: Det var mig der slog vagabonden ihjel!

Landbetjenten: De findes ikke længere.

Drengen: Det var mig!

Landbetjenten: Nå jeg må videre.

Drengen farer frem mod landbetjenten. Denne bliver chokeret. Drengen vælter ham om på jorden. Han tager skoene. Han spytter på landbetjenten.

Drengen: Det er mine!

Landbetjenten: (Chokeret) Det kunne du bare have sagt.

Drengen: Du passer på staten gør du ikke?

Landbetjenten nikker lamslået og ydmyget.

Ved du hvad det betyder?

Drengen gentager det hidsigt.

Ved du hvad det betyder?

Landbetjenten ryster på hovedet. Det pusler i krattet. Manden stikker hovedet frem. Han betragter optrinnet.

Det betyder at Stalin knepper dig i røven!

Landbetjenten: Jeg passer bare på området.

Drengen: Det var mig det var mig der slog vagabonden ihjel!

Landbetjenten: Stalin er død …

Drengen: Stalin lever!

Manden kravler ud af krattet. Drengen bliver glad. Landbetjenten bliver skrækslagen. Han mumler noget om forstærkninger.

Manden: Det er godt min dreng.

Manden og drengen stiller sig faretruende svajende over landbetjenten. Denne skælver.

Manden: Hvad laver du her?

Landbetjenten: Jeg indbringer skoene.

Manden: Området er opgivet.

Landbetjenten: Det sidste jeg fik nys om var …

Drengen: Det er sommer din taber … skal vi ikke slå ham ihjel?

Manden: Er det det du gerne vil?

Drengen hopper og danser besat.

Drengen: Ja ja ja.

Landbetjenten ser sit snit. Han stikker af mens manden og drengen snakker. Landbetjenten fiser ud af scenen. Skoene ligger tilbage. Drengen bliver hidsig og vil sætte efter landbetjenten men manden stopper ham.

Drengen: Sikke en taber!

Manden tager skoene op. Han vender og drejer dem. Det er som om han ikke har set så nye sko før. Så ser han beundrende på drengen. Drengen smiler stolt.

Manden: Det var dig der …

Drengen: (Ivrig) Det var mig far.

Mørke.

Scene 6

Alkoholsælgeren alias vagabonden alias landbetjenten er nu en såkaldt likvidator: en af dem der var med til at slukke brande på Tjernobyl. Han bærer en forrevet beskyttelsesdragt. Han vakler. Han er døende. Han ånder tungt.

Likvidatoren: Jeg er færdig. Jeg dør. Jeg efterlader intet. Jeg har ingen børn. Jeg har ingen kone.

Likvidatoren kommer til kvinden og huset. Kvinden er i færd med at save i grenen der går gennem huset. Hun er alene og ulykkelig. Hun får øje på likvidatoren men fortsætter blot arbejdet som om hun ikke rigtig lægger mærke til ham.

Likvidatoren: En kvinde! Et hus! Her vil jeg dø.

Kvinden hører hvad likvidatoren siger, stopper arbejdet. Hun stirrer distræt men trodsigt på likvidatoren.

Kvinden: Du kan ikke dø her.

Likvidatoren snubler. Han ligger og raller. Den umulige dragt er ved at kvæle ham og han forsøger at hitte rede i den. Han begynder at trygle kvinden om at få lov til at dø hos hende.

Likvidatoren: Vær barmhjertig kvinde?? Jeg har ikke set et hus længe. Åh det gør så ondt.

Kvinden ser på likvidatoren. Måske overvejer hun at lade ham dø her.

Kvinden: Du kommer med strålingen. Jeg er ikke parat til at dø endnu.

Likvidatoren: Strålingen er over det hele. Jeg kan ligge herovre. Du vil næsten ikke kunne se mig. Jeg har bare brug for at være i nærheden af et andet menneske.

Kvinden: Det siger de alle sammen. Men du har ret: strålingen er ovre det hele. I fødekæden. I træerne. I vævet. Det er forfærdeligt at tænke på. I floden kommer fiskene i overstørrelse. Og min mælk - det er den jeg tænker på - er blyfarvet. Den er blyfarvet. Jeg kan ikke holde tanken ud.

Likvidatoren får et anfald. Han ligger på jorden og gisper efter vejret. Kvinden forbarmer sig. Hun peger over på møddingen.

Kvinden: Du kan ligge ovre på møddingen.

Likvidatoren: Tak.

Kvinden: Men kom ikke nærmere.

Likvidatoren: Jeg lover.

Likvidatoren kravler over til møddingen. Kvinden fortsætter arbejdet men har besvær med at save grenen over. Hun sveder. Hun bander. Hun smider saven og sætter sig på jorden.

Kvinden: Jeg kæmper med saven men strålingen kæmper ikke. Den er inde i mig. Skyen slog til over Hviderusland. Jeg er ligeglad med Hviderusland. Den er. Den er …

Kvinden rør ved sine bryster.

Kvinden: Her! Her! Åh lige her. Lige meget hvad jeg gør giver jeg strålingen videre. Det er ikke til at holde ud at tænke på.

Man hører likvidatoren ralle. Han er ved at dø. Kvinden hører det, er ligeglad og rør fortsat sine bryster som om hun prøver at heale dem.

Kvinden: Usynligheden det er det værste. Lille barn. Lille barn. Med muterede fingre. Fiskeøjne. Drik ikke mors mælk. Åh. Dø ikke af sult. Kom ikke til verden. Kom til verden. Jeg holder om dig. Vi dør sammen.

Man hører likvidatoren udånde. Kvinden går over til ham, stirrer ligegyldigt på ham. Hun finder en spade og skal til at begrave ham men dropper det. Manden kommer ud af krattet. Han ryster alkohol tremens. Kvinden får øje på ham.

Kvinden: Kom ikke nærmere!

Manden: Har du ikke en tår?

Kvinden: Nej.

Kvinden får en ide. Hun ser slesk på manden, nærmer sig.

Kvinden: Noget for noget!

Manden: Noget for noget.

Kvinden: Jeg rider dig. Sidenhen får du en tår.

Manden: Jeg vil gøre alt.

Kvinden knapper op. Hun sætter sig ovenpå manden der græder stille. Han ryster. Kvinden rider ham og lidt efter kommer manden. Kvinden lukker øjnene.

Kvinden: Mit lille syge barn.

Et kort øjeblik glemmer kvinden at manden er en mand og ikke et barn. Hun vugger ham som et barn og nynner en vuggevise. Manden ryster. Kvinden kommer i tanke om at manden ikke er et barn.

Manden: Giv mig tåren!

Kvinden rejser sig. Hun går ind i huset og kommer tilbage med en flaske som manden snapper ud af hånden på hende. Han drikker begærligt.

Kvinden: Hyæne! Ens alle sammen!

Manden ignorerer kvinden og tømmer flasken. Han får det bedre. Han ser på huset.

Manden: Ved at få styr på huset er man? En dødsfælde!

Kvinden: Forsvind!

Manden: Det kan ikke gå hurtigt nok. Lad mig se. Hvad har du ellers i huset?

Manden går ind i huset, ransager det. Kvinden tager saven og slår ud efter manden men misser. Manden tager saven fra hende og slår hende til jorden. Manden går rundt. Han får øje på den døde likvidator men tager sig ikke af synet. Drengen kommer ud af krattet. Kvinden græder. Drengen forsøger at løbe væk men manden henter ham tilbage. Manden overvejer situationen. Kvinden hulker. Drengen er bange.

Manden: Vi kan leve alle sammen her i huset med saven og aberne. Ha!

Manden fnyser.

Kvinden: Vil du ikke nok lade være?

Manden: I tre små kupeer. Båse. Indimellem når vi har lyst til hinanden kravler vi over hegnet. Et hul der. En hånd der. En mund her.

Drengen forsøger at stikke af igen. Manden slår ham til jorden og lægger ham ved siden af kvinden.

Manden: Det lille hus i skoven. I lysningen. Som Hans & Grete. Fin lille ting. Ulven kommer. Ulven kommer. De tre små grise er ved at dø af angst men ulven beslutter sig for ikke at dræbe dem. Så nu stråler det lille hus.

Manden kommer i tanke om noget. Hans udtryk forandres. Han bliver hadefuld og lidt bange.

Manden: Du tog min sæd kvinde!

Manden sparker kvinden i maven. Hun skriger.

Drengen: Lad være far!

Manden: Jeg er ikke din far.

Kvinden: Jeg vil dø.

Manden ser med foragt på drengen og kvinden. Så forlader han huset og går ind i krattet. Kvinden ånder lettet op. Hun ser på drengen, prøver at komme op men har ondt i maven efter sparket.

Kvinden: Vil du ikke nok blive her mit barn?

Drengen svarer ikke. Så får drengen et epileptisk anfald. Han ryster.

Drengen: De løber gennem skoven dyrene. De er gennemsigtige. De kan tale. Flodhesten den kan kravle. Aberne de kan svømme. Skoven er rød. Løvet er rødt. Dyrene kravler ovenpå skorstenen men bliver skudt ned. Jeg kan se deres øjne. De er røde. Intet dyr er længere det samme dyr. Jeg løber med dem. Jeg har feber. Vi løber ud af skoven. Vi kommer til Pripjat. Vi kan ikke finde lægen. Lægen er død. Lægen er flygtet til Kiev …

Kvinden holder om drengen. Han har fråde ved munden. Anfaldet aftager.

Kvinden: Du har feber.

Drengen kommer til sig selv. Han “opdager” kvinden og vrister sig fri. Et kort øjeblik tøver han. Så løber han ind i krattet. Kvinden stirrer efter ham. Hun sidder på knæ. Hun græder.

Kvinden: Mit barn forlad mig ikke!

Der bliver stille. Man kan høre geigertælleren. Mørke.

København 28.4.2011.
Copyright Kasper Nørgaard Thomsen

Kasper Nørgaard Thomsen PRIPJAT

Skuespil i 6 scener.

Personer:

Manden
Kvinden
Drengen
En Alkoholsælger/ Vagabond/ Landbetjent/ Likvidator

Stykket foregår i Ukraine (Pripjat) i den forbudte zone efter katastrofen på Tjernobyl. Scenen er en skov. Der er et hus “gennemboret” af naturen. Drengen kommer ind og går omkring. Han er alene. Han er glad. Han går og undersøger naturen. Han finder en blomst, tager den op og studerer den længe.

Scene 1

Drengen: Jeg er vild af natur. Nej jeg er ej! Han skriger det igen: jeg er vild af natur. Nej jeg er ej!

Pause

Den sibiriske tiger! Den sibiriske tiger. Den sibiriske tiger kommer ikke mere. Den kommer ikke mere.

Drengen hører noget og farer sammen. Han holder hånden op i luften, svinger den rundt to gange indstuderet som om han besværger. Det er et varsel mod onde ånder. Han lytter. Kvinden lusker ind på scenen, sætter sig i krattet, skjuler sig. Hun holder sig for munden, hun er ophidset.

Drengen: Jeg hørte ikke noget for jeg hørte ikke noget.

Drengen ser en sidste gang over mod krattet. Han kører hånden rundt på maven tre gange, han tæller mens han gør det. Så vender hans bevidsthed tilbage til uskylden, til idyllen omkring ham. Han begynder igen at studere naturen, ustrengt, fornøjet. Drengen taler med sig selv.

Der er en svane. Der er Lange Jan. Der er i tusinder og atter tusinder af blomster i Pripjat. Du bliver aldrig færdig med at tælle dem, dreng. Du er en dreng, og derfor er du glad, og når andre drenge kommer, er du ikke glad. De går gennem haven. De kommer helt forkert. Det ved du godt. Du siger det igen. Det er fordi du er en dreng. En dreng kan gå rundt i haven. Resten af lyset kommer ikke længere. Det er min lykke. Når det bliver mørkt sover jeg. Det er mørkt, og uglen kommer frem. Det var svært at vænne sig til. Dens øjne skinner. Men den siger jeg kan sove trygt. Det er de andre man ikke skal komme i nærheden af. I nærheden af floden går det fint, men alle skal drikke. Nå, nu vil jeg ikke tænke på det længere.

Drengen vender sig igen mod naturen. Han blinker let med øjnene som om han prøver at holde noget væk, er genereret af noget. Han tager en blomst op, holder den tæt på øjnene, og glider ligesom ind i koma, forsvinder let.

Drengen: Hej blomst. Nu hvisker jeg det: hej blomst. Hvad hedder du? Jeg ved det ikke. Jeg har ikke gået i skole. Jeg har hørt om skolen, men ikke været der. Skolen ligger på den anden side af grænsen. Skolen ligger på den anden side af skoven. Skolen den ligger i Hviderusland. Selv børn ved det: man kan sende alle bort. Ja. Sådan er det. Det er godt her.

Drengen gaber, strækker sig. Han lægger sig ned - inden da placerer han omhyggeligt blomsten ved siden af hovedet, det er igen som en besværgelse. Han ligger en stund. Der er helt stille. Drengen hører en lyd, ser over mod krattet, hvor kvinden sidder skjult, ud mod publikum, bliver tryg og ligger igen.

Drengen: Det er en sang. Det er en remse. Det er den søde nat, der kommer. Det er den søde nat, der kommer. Men lyset er ikke væk. Det sparer på kræfterne. Det har fortalt uglen det efter et besøg. Men ingen får at vide hvorhen. Det er gået et sted hen. Det er ikke bange. Det hviler sig. Ah, det hviler sig. Når Ronald er bange siger han at han ser den orange dæmon slå lyset. Det er for meget at tro på, og jeg tror ikke på ham. Jeg holder mig for ørerne. Det er pjat, Ronald. Det er pjat, Ronald. Godnat!

Drengen holder sig for ørerne. Han ligger lidt uroligt. Så bliver han afslappet og falder i søvn, hvorefter kvinden begynder at pusle i krattet. Hun kommer frem, bærer et underligt dress, arkaisk og kort, nøgne ben. Hendes hår er pjusket. Hun stirrer på drengen, tager bestik af omgivelserne, der forekommer farlige for kvinden, springer hen til drengen og stirrer på ham. Hun klapper hænderne sammen lidt som en besværgelse.

Kvinden: (mumler) Nu kommer Ronald ikke mere, nu kommer Ronald ikke mere.

Kvinden sætter sig lydløst ved det sovende barn, begynder at tage ting ud af en taske: en banan, en kniv, finder en krøllet hagesmæk frem. Måler den. Så nynner hun stille:

Sov sødt lidt barn
Sov sødt lille barn
Sov sødt lille barn
Mor er her.

Kvinden kommer i et mærkeligt affekteret, infantilt mood; hun er ved at kaste sig over barnet af bare passion, men griber sig i det. Barnet/drengen fornemmer noget, rører sig i søvne, men sover så videre. Kvinden lægger sig ned ved siden af drengen og forsøger at sove. Indimellem klør det på hende, og hun kradser med en hurtig bevægelse.

Kvinden: Satans! Ups.

Kvinden ser på drengen. Han har ikke hørt noget. En orange måne gløder. Kvinden lægger forsigtigt et tæppe over drengen. Kvinden og drengen sover. I søvne mumler drengen:

Den Sibiriske tiger
Kommer ikke mer
Den sibiriske tiger
Kommer ikke mer.

Og kvinden mumler i søvne:

Sorgen
Den kommer ikke mer
Sorgen
Den kommer ikke her.

Drengen vågner og stirrer forundret på kvinden. Så sætter han af, forsøger at flygte, men kvinden fanger ham rovdyragtigt og holder ham fast. Drengen skriger. Kvinden ryster ham.

Kvinden: Du skal blive her!

Drengen: Slip mig! Jeg vil væk!

Drengen vrister sig løs, og det kommer til tumult inden kvinden kontrollerer ham igen.

Kvinden: Du skal blive her.

Drengen begynder at græde. Han bliver slap i kroppen og kvinden slipper ham. Han falder ned på jorden, ligger stille.

Kvinden: Du skal blive her.

Drengen hulker. Han lægger sig i fosterstilling.

Kvinden: Tror du det er godt at ligge alene? Så tager du fejl. Hvad de end har sagt tager de fejl. De er fordømte. Fanden tage dem! Bilder et barn alt muligt ind. Ligger og hulker når man tager ham op. Det er en omvendt verden. Det er forkert.

Kvinden bliver hidsig, stamper i jorden og tæller fem stamp som en besværgelse. Så går hun hen og skræller bananen, tilbyder den hektisk til drengen, der ryster på hovedet. Kvinden ryster på hovedet. Så sætter hun sig ved siden af drengen, og de slapper lidt af. Man kan høre fugle, lyde fra skoven, og kvinden lytter efter, kører hånden hen over drengens hoved.

Kvinden: De kommer ikke! De kommer ikke. Det er kun i hovedet de kommer. Det er en tønde. Det er affaldet, længere kommer jeg ikke. Du skal ikke være bange nu. Mor er her. Mor er her.

Kvinden hugger ud efter bananen, ser ind i krattet. Hun virker nervøs. Tæller sekunder.

Kvinden: Satan! Så kom med det: hvad har de sagt til dig?

Drengen tier, er bange. Han ser væk. Han overvejer igen at flygte, men skønner det umuligt. Kvinden bliver irriteret da drengen ikke svarer, og puffer til ham.

Kvinden: Kom med det! Jeg venter. Hvis du er et naturbarn overlever du ikke - så sig ikke det. Jeg gør dig ikke noget.

Kvinden åbner munden, viser sine tænder, kører en finger hen over dem. Drengen ser skrækslagent på kvinden. Kvinden bliver øm:

Kvinden: Kom nu med det, lille skat. Kan du ikke se at jeg ikke gør dig noget?

Drengen: Alle gør alle noget.

Kvinden griner.

Kvinden: Har de sagt det?

Drengen: Selvfølgelig.

Kvinden griner igen, stryger drengen over håret. Kvinden mærker på sine egne bryster, holder dem op ad som om de er faldet ned.

Kvinden: Man skal ikke tro på hvad de siger; de siger så meget. Så er månen en ost, så orange på grund af strålingen; så var skoven rødere end normalt, og så blev fiskene i floden mere underlige i adfærd. De siger så meget. Man kan ryste på hovedet. Man kan gå væk og ryste på hovedet, men det nytter ikke noget at skrige ad dem. Jeg hørte dig skrige før; det nytter ikke noget. Man skal hellere fungere stille. Det vil jeg lære dig. Det kommer ikke dig ved. Jeg er her nu.

Kvinden ryster på hovedet, verfer tankerækken væk, men hun tror ikke helt på det. Hun ser nervøs ud, ser ind i krattet. En mand kravler ind i krattet. Har kvinden set ham? Hun stirrer på krattet, men glemmer så krattet og ser på drengen. Hun siger mest henvendt til sig selv:

Der kommer så meget og går. Det er sådan kærligheden er, det er sådan tønderne med gift er. De har ben på. De har så meget. Det kommer og går, og hjernen får og får. Hihi: den får og får. Det er derfor remser varer mere end hundredetusinde år. Har du lært remser?

Kvinden er synderligt forvirret.

Drengen: Jeg elsker remser.

Kvinden: Kom så med en.

Drengen: Nu kan jeg ikke komme på nogen.

Kvinden: Du skal have skolepengene igen.

Drengen er usikker; kvinden er nervøs, manieret; drengen prøver med en remse, men går i stå.

Kvinden: Kom så med en!

Drengen: Jeg kan ikke når du presser. Åh. Giv mig et øjeblik.

Drengen anstrenger sig, forsøger at presse ord ud mellem læberne.

Drengen: Det er så rart her/ at gå med blomster/ at gå med blomster/ i alle farver …

Kvinden afbryder drengen, er synligt irriteret.

Kvinden: Det skide aleneliv. Gå her med blomster. Hvem fanden har lært dig det? De fiskehjerner er drevet i havet. De gløder som elpærer, og bliver ædt af maren. Fanden tage dem. Bare en dreng! Gå med blomster. Få i fred. Det skal jeg have ud af hovedet på dig.

Kvinden stirrer på drengen, der bliver bange. Han ser væk.

Drengen: Det var bare noget der kom.

Kvinden: Det var bare noget der kom. Og nu er jeg færdig med den rom. Færdig med den rom. Det må du kunne gøre bedre, lille ven?

Drengen: Jeg kan prøve.

Kvinden leder efter tasken, ser væk, roder i tasken, finder en flaske rom. Drengen ser sit snit til at flygte. Så drikker kvinden glubsk, så fanger hun drengen og binder ham med et reb, der ligger på jorden. Drengen stønner.

Kvinden: Din lille satan. Nu kommer du ikke videre.

Drengen: (svagt) Jeg kan prøve.

Kvinden lægger ham ned på jorden, arrangerer sig selv ved siden af ham.

Kvinden: Nu skal vi sove.

De falder i søvn. Kvinden ånder tungt ud og ind som om hun slås med et mareridt. Drengen vender og drejer sig i søvne. Man hører en klikken, der bliver højere. Det er lyden af en geigertæller. Kvinden pruster let i søvne. En orange måne blinker let inden den fuser ud. I søvne forsøger drengen at løse rebet op. Hans forsøg kommer til kort.

Kvinden: (i søvne) Forbandede moskitoer! De er alle vegne. De lugter blod. De kommer. De kommer gennem tæppet. Jeg kan ikke forsvare mig. Aberne ser det. Aberne kommer. Aberne kommer for at bedække mig. Jeg vil ikke have jeres børn.

Drengen hører kvinden snakke i søvne, han vågner. Han sætter sig op, men rebet strammer. I samme øjeblik får han øje på manden, der kommer ud af krattet. Han kommer hen til kvinden og drengen, ser distræt på den vågne dreng inden han finder flasken med vodka. Han drikker glubsk. Han tømmer flasken og signalerer til drengen at han skal være stille. Så sætter manden sig på hug, stirrer ned på kvinden, begynder at grine. Man hører geigertælleren øge tempoet: den tæller ned ligesom en gyserscene. Så sætter den ud. Kvinden vågner med et spjæt, får øje på manden og begynder at skrige. Manden kvæler kvindens skrig ved at placere hånden ovenpå hendes mund. Drengen forsøger at flygte, men kan ikke komme fri af rebet.

Manden: Jeg gider ikke høre mere lort. Du holder kæft. Du holder bare kæft. Og du sidder stille.

Manden peger på drengen, han er rædselsslagen.

Manden: Ellers kalder jeg på aberne. De kan holde fest at I ved det.

Manden slår en skraldlatter op. Han begynder at gennemrode kvindens taske, smider tingene ud. Finder en neglefil, som han holder op i lyset. Han smider den på jorden, ser skuffet ud, ser skuffet ud som en abe, der forventede at finde en banan.

Manden: Hvor er det? Say me where the fuck it is?

Kvinden: (hvisker) Hvad?

Manden: Sprutten!

Kvinden: Der er ikke mere.

Manden: Der er ikke mere? Fuck! Så må vi hellere kalde på aberne, ikke sandt?

Manden flår kvinden op, drejer hende i retning mod krattet som om aberne sidder derinde og venter. Kvinden er skrækslagen.

Manden: Kan du se dem? Kan du høre dem? De forbereder et party. De kommer alle sammen. Store som små. Nu skal du få siblinger. Flere end du nogensinde har drømt om. Kom, spred benene: festen begynder.

Manden åbner kvindens skræv, vender det mod krattet. Han pruster. Han er beruset og kan næsten ikke holde kvinden. Kvinden signalerer noget til drengen, der ikke forstår hvad hun mener. Drengen prøver at komme fri. En ugle tuder langvarigt. Drengen gestikulerer i retning lyden.

Manden: A whole big bunch. Som du kan lide det. Alle sammen. Her og nu. I lejren. The more the merrier. Alle pakkenellikerne. Op med dem, ud med dem. Hen i departementet for søde sager. Lidt til den søde tand. Det er sådan du vil have det, ikke?

Kvinden: Det er sådan det skal være, herre.

Manden: Jeg er din herre!

Kvinden: Du er min herre.

Manden: Og det er vores afkom.

Kvinden: Det er vores afkom.

Manden forlader kvinden, han går hen til drengen, giver ham en lussing. Så virker han opgivende, ser sig om efter flasken.

Manden: Hvor er den?

Kvinden signalerer igen noget til drengen, men han forstår ikke hvad hun mener. Manden ser ikke noget. Han snubler, losser til en gren. Så får han en ide, lyser enfoldigt op og begynder at binde kvinden og drengen, bakser med rebet. Da det er gjort sender ham dem i hver sin retning, idet han holder seletøjet som om kvinden og drengen er trækdyr. Kvinden og drengen lusker ud i hver sin retning, er forvirrede og ved ikke hvad de skal.

Manden: Nu gennemsøger I krattet. Nu gennemsøger I hele den forpulede natur og finder noget sprut til far her. Forstået?

Kvinden og drengen nikker tjenstvilligt og begynder at lede efter sprut. De vender hvert et blad. Drengen holder et blad op, stirrer på det. Forsvinder. Manden er distræt. Han har sat sig på jorden. Han bøvser. Han piller sig i skridtet, finder så neglefilen frem og giver sig til at file sine tænder så de kan blive skarpere.

Drengen: Det løber, det løber gennem årerne i bladet. Ud i floden. På tværs af fisken, og så ind i mig. Jeg kan ikke se det. Jeg kan ikke høre det. Jeg kan ikke mærke det. Men det er inde i mig. Ligesom jeg lå inde i hende. Det er så længe siden. Det er et forfærdeligt kredsløb. Det er ældre end aberne. Det er ældre end kolkhosen. Det er næsten ældre end verden.

Manden hører at drengen snakker ud i luften. Han tysser på ham. Så bliver manden træt og gaber. Kvinden signalerer det til drengen. De leder kalkuleret videre, idet de skæver til manden. Så falder manden i søvn, og kvinden begynder desperat at komme fri af rebet. Manden vågner, ser hvad kvinden er ude på og går hen til hende og losser til hende. Kvinden klynker.

Manden: Jeg slår dig ihjel!

Drengen: Gør hende ikke noget.

Manden: Gør hende ikke noget.

Manden bliver utålmodig. Han firer kvinden og drengen til lejren, anbringer dem som dukker, en kunstig opstilling, som han et øjeblik fortaber sig i.

Manden: Nu sidder vi alle sammen her. Nu sidder vi alle her og venter på aberne. En lille familie. Ikke et øje er tørt, og kvinden kommer tørt. Kommer du tørt nu, kvinde?

Manden griner, dasker til kvinden, der sidder musestille.

Manden: I sit rette element. Og så siger hun ikke en skid. Kan ikke vente på at aberne kommer. Kan slet ikke vente. Kom frit frem! Der er tingelingelater i Pripjat, og tombolaen er åben. Men hvad skal du have? Hvad drømmer du om? Hvad forventer du? Kan du huske noget?

Manden peger på drengen. Drengen svarer ikke.

Manden: Du er for ung. Du kan ikke huske tiden før 86. Nu skal jeg sige dig noget: der var centralvarme, der var statssprut. Det var gode tider. Man byggede et pariserhjul. Det var det største i hele Ukraine. Man troede ikke sine egne øjne. Man kom sent hjem. Man fik fældet færre træer, men kvoterne kunne rykkes. Men du er en lille lort. Du kan ikke huske det. Du tror det hele står og falder med røde graner og små ulveunger, der løber omkring i skoven. Du tror skoven er uendelig. Tror du ikke skoven er uendelig, min dreng?

Drengen: Jeg tror skoven er uendelig.

Manden: Du har ikke set andet?

Drengen er bange, snakker manden efter munden. Det kommer mekanisk ud når han siger noget.

Drengen: Jeg har ikke set andet.

Manden: (henvendt til kvinden) Han har ikke set andet.

Pause. Manden sukker, falder væk. Han ser sig om efter noget. Han savner alkohol. Pludselig hører man en fløjte, og en mand kommer gående med en stor hat på hovedet, en høvisk mand: han råber på en munter, indtagende måde at han sælger alkohol. Manden strækker en finger i vejret. Sælgeren kommer hen. Manden gennemroder kvindens taske og finder et ur som han giver til sælgeren. Sælgeren bider i uret, nikker, og giver manden et par flasker. Manden lyser op som et lille barn.

Manden: Jubiii! Se her. Der er nok til natten og katten. Kom så I lede missekatte. Kissssch. Missekat.

Manden griner, åbner en af flaskerne med tænderne og tager en stor slurk. Så sidder han og nyder virkningen, strækker sig velfornøjet.

Manden: Det kommer du ikke til at savne.

Kvinden: Hvor kom han fra?

Manden: Ud af det grønne.

Kvinden: De gør opmærksom på at der vandrer illegale sælgere rundt. Sommetider prætenderer de at være hellige mænd, men når de kommer tæt nok på slår de en ihjel. De siger det igen og igen.

Drengen: Hvem?

Manden: De siger så meget. De siger vi æder for meget kød. De siger der er for meget korruption. For meget hugst. For meget våbenhandel. Organhandel. Lyssky handlinger. Asociale missionærer. Faldbyden for vest. Faldbyden for øst. Faldbyden mig i røven. Jeg har hørt dem sige at iranerne har bombet Odessa. De har erobret hele Krim. De har …

Det bliver for meget for manden. Det bliver for højtravende, og han klør sig i hovedbunden. Så drikker han glubsk, stirrer ud i luften. Han bliver melankolsk og kommer til at se på kvinden og drengen bundne. Han holder flasken ud så kvinden kan drikke. Hun ser sig omkring, er på vagt - så tager hun flasken og drikker. Da hun har taget en stor slurk bøvser hun. Hun får et andet glimt i øjnene. Det er mere udfordrende, mindre bange.

Kvinden: Op i røven med iranerne!

Manden og kvinden drikker hurtigt. De bliver påvirkede. Drengen sidder og stirrer ind i mørket. Indimellem får han en ide, men den fuser ud. Måske fokuserer lyset; man ser skiftevis drengen ensom og manden og kvinden, der “kommer nærmere og nærmere hinanden”. Drengen kæmper med søvnen; hans øjne bliver tunge og falder efterhånden i. Han sover; manden og kvinden ser det ikke. De drikker og bliver fulde. Manden er begyndt at tage på kvinden. Hun bemærker det næsten ikke. Begyndende musik høres: det er - kabaretagtigt, cirkusagtigt, men skramlet, rustent. Manden og kvinden vugger sagte til musikken.

Manden: Jeg kan huske … jeg kan huske en tur til Odessa. Vi kørte i tog. Vi drak som svin, og træerne blev lysere. Det var sommer. Nattens sang kom ind i vognen, helt ind i albuerne. Vi var brødre. De andre var røvhuller. Vi talte om de hvide gardister der lå tilbage på marken. De sagde ikke en skid. Vi sang. Og kom til byen. Kom til havnen. Så trapperne. Potemkim længe leve råbte vi og faldt ned ad trapperne. Ingen kom til skade. Vi er ikke blødere. Immunforsvaret holder. Vi falder hinanden om halsen. Over sydens lys lyder vores stemmer. Det er sådan en nat man rykker nærmere hinanden. Kender du det?

Kvinden: Jeg kender det.

Manden tager flasken, drikker. Hans øjne svømmer rundt. Han bliver pludselig gnaven. Han ser på kvinden mistroisk.

Kvinden: Jeg kender det … når træerne rødmer. Når aftenlyset lukker os inde i tusmørket. Når cikaderne stiger op af jorden. Når man drømmer. Når man stiger ned til havet med en løsfældig dragt. Håret svingende. Der er andre på stranden. Sulten er udelukket. Hele kroppen smelter sammen med lyset. Jeg kan ikke få nok af det lys. Jeg har set det lige siden. Det liv redder menneskeliv det er jeg sikker på. Det er som om det er blødt men at det svømmer uhindret ind i kroppen. Uden en krop dør en kvinde. Jeg kan ikke være pioner. Det udelukker lyset …

Manden: Jeg gider ikke snakke om pionerer.

Kvinden: Heller ikke mig.

Kvinden læner sig ind til manden. Han drikker. Kvinden ser på manden. Han drikker videre som om han har glemt kvinden. Så kommer han i tanke om hende og puffer hende væk.

Kvinden: Jeg vil også drikke.

Manden giver hende flasken. Den skramlede musik afløses et kort sekund af en dissonans, en hvinende teknisk lyd - derpå fortsætter gøglermusikken. Manden og kvinden har ikke opfattet afbrydelsen. Drengen hører intermezzoet. Halvt i søvne sætter han sig op; så falder han i søvn igen. Alkoholsælgeren går forbi manden og kvinden, men de ser ham ikke.

Manden: Der er ludere og der er lommetyve. Der er masser af steder at spille. Der er det blinkende blå vand. Der er en følelse af at historien vogter over en. De er alle kommet til Odessa. Turkmenere, jøder, armeniere, englændere, tyskere. Hvad er det med Odessa?

Kvinden: Det er lyset.

Manden hører ikke hvad kvinden siger.

Manden: Det er det mest koncentrerede sted på kloden. Man mærker det når man kommer. Det er alle som en. Og her går man med rem og seler, og så kommer Odessa … Odessa opstår, ligger lige der … som en musling med en perle indeni. Odessa giver mig ståpik. Den skinner som en nøgen kvinde på en strand.

Manden ser på kvinden. Hun ligger henslængt over ham. Hun venter på at manden giver hende flasken. Hun har åben mund. Hun åbner sin taske, tager læbestift på. Rød læbestift. Manden bliver interesseret og begynder at tage hende på brysterne. Han tager kvindens hånd og anbringer den i skødet. Han lukker øjnene og nyder “rusen”.

Kvinden: Tog du hende så … der på stranden?

Manden har ikke hørt kvinden. Han stønner let. Så kommer han atter i tanke om kvinden, der ligger på ham (skoven). Igen puffer han hende væk.

Manden: Så var der ikke flere penge tilbage. Så er byen en anden. Så er Odessa forandret. Så er Odessa grim. Så stinker den. Man går ned til havnen. Man skal for helvede ikke til Istanbul eller Constanta, vel? Så får man hyre alligevel. Kalotten strammer. Man skovler suppe. Man returnerer til Odessa. Kulisserne er anderledes. Det historiske skær er væk. De flade trapper fører ned i afgrunden. Man kommer og går hos en luder, og kalotten bliver mere og mere gusten. Det er der, på bunden. Det er der, på bunden, jeg fandt ud af … vi lever ikke sammen. Vi er hver for sig. Det de siger er en løgn. Det de sælger er en løgn. Postkort. Sejlads på floden. Det gør en mand stærk. Når han ved han ikke kan leve med andre. Når han ved han ikke gider leve med andre. De andre det er noget man æder.

Manden ser sultent på kvinden. Han hiver hende op på skødet, og hun følger med. De drikker. De stirrer ind i mørket. Musikken stopper. En orange fugle kan ses. Så forsvinder den.

Kvinden: Leve sammen med andre.

Manden: Det er perfekt at gå i hundene i Odessa. Det kender kvinder ikke. Eller gør de?

Manden ser på kvinden. Hun tysser på ham, fører flasken op til hans mund, næsten som om han er en baby.

Kvinden: Det kender vi ikke noget til. Jeg vil være sammen med dig. Det er dig der er kommet. Det er dig jeg vil være sammen med.

Manden er blevet fuld. Hans øjne tilter rundt. Han taler usammenhængende.

Manden: På bunden lyser verden. Den står i en klokke, ovenover hovedet. Det er et smukt lys. Det er det. Det gør så ondt. Og man bliver forelsket i en luder. Hun holder dit hoved. Hun tager dine sidste penge. Er det ikke sjovt? Det var det de advarede om. Det står på side et. Du lærer side et at kende. Hun forråder dig. Du har ikke flere penge, i bad har du ikke været længe. Du sulter. Sultenglen kredser om dig. Du har ikke andre.

Kvinden holder om manden, giver ham noget at drikke.

Kvinden: Skat. Sov nu blot.

Manden falder i søvn. Kvinden får et mere frisk udtryk i øjnene. Hun lytter. Så banker hun flasken ned i hovedet på manden. Han får et sår, bløder, besvimer. Kvinden binder sig selv fri, binder derpå manden. Ser over til drengen, der sover videre. Så åbner hun den næste flaske, skåler olmt med mørket.

Kvinden: Lede mandesvin! I har ikke rykket jer en meter. I kunne ikke bo sammen med en beostær.

Manden vånder sig. Kvinden banker ham i hovedet igen. Han går ud som et lys.

Kvinden: Gad vide hvad du havde gjort med os?

Kvinden mumler det flere gange.

Gad vide hvad du havde gjort med os?

Så drikker kvinden videre, falder så i søvn ved siden af drengen som hun har lagt sig ved siden af. Pause. Der bliver mørkt. Man hører geigertælleren. Geigertælleren sammen med indåndinger, snorken.

Scene 2

Kvinden vågner. Hun ser på drengen, så manden. Hun leder efter flasken, tømmer den. Så går hun til manden, begynder at onanere ham. Han vågner skrækslagen. Kvinden sætter sig ovenpå ham og rider ham. Hun ser på manden med kolde, beslutsomme øjne.

Kvinden: Jeg rider dig. Nu skal jeg forpulet ride dig indtil solen går ned. Kan du lide det, lille skat?

Manden kæmper for at komme fri, men kan ikke komme fri. Han er bange. Stønner.

Manden: Det gør du ikke.

Kvinden: Jeg gør det.

Drengen vågner med et sæt. Han får øje på manden og kvinden. Kvinden rider manden manieret med et vildt udtryk i øjnene. Drengen prøver at vende sig, se væk. Man kan høre geigertælleren.

Drengen: Der var en lille fugl. Der var to små pipfugle. De er brødre. Nej, de er søskende. De flyver væk sammen. De er højt oppe i luften. Himlen er blå. Ja, himlen er blå. For der var en lille fugl, der var to små pipfugle …

Kvinden: Hold kæft. Kan du ikke se jeg arbejder. Kan du ikke se jeg gør noget for menneskeheden? Kan du ikke se at far nyder det?

Kvinden stopper med at ride manden. Hun ser på drengen. Drengen ser på hende. Han er opløst, fuld af sorg. Alkoholsælgeren kommer frem, han stiller sig hen til kvinden og manden som om det hele er naturligt. Han vifter med flaskerne.

Kvinden: Find nogen penge frem!

Drengen får med besvær fat i tasken, finder en krøllet seddel frem som han giver til sælgeren. Sælgeren afleverer to flasker og forsvinder. Kvinden fortsætter med at ride manden. Manden nyder det, føler sig voldtaget; kæmper med modsatrettede følelser. Han mumler, stønner.

Manden: Åh! … Han lever. Stalin lever. Og der var statssprut. Det flød i rigelige mængder. Åh. De kjoler. Små snipper. Der var tid nok. Han lever. Han sad på slottet. Han lod mælk og honning flyde sammen, og vi sidder … som små statuer for neden … han har en pegepind … far … du kommer med pinden, med store planer … dit skæfte forandrer det hele … en hel befolkning taget i ed … du er så stor …

Kvinden: Nu stopper du!

Manden: Formanden har en kappe … den når helt ned til jorden. Der kommer dyr på markerne. Vi går i krig. Vi drømmer om Stalins uniform. Det er syndigt. Men vi vender tilbage. Vi kæler for dig. Vi siger det sent om natten. Det hele flyder sammen: deportationerne af jøderne, de små piger på marken. De små huse. Flasker smukkere end forårsudstillingen. Fællesskabet giver vi al sæden.

Manden “finder ud af” at han snakker i vildelse. Han kommer til sig selv. Han stirrer på kvinden, hun rider ham fortsat. Så mærker manden at han er ved at komme og vender det hvide ud af øjnene. Han kommer. Kvinden lukker øjnene.

Manden: Fuck Stalin.

Kvinden: Det er inde i os. Han er inde i os. Han bliver taget i røven på et partikontor i provinsen. Han nyder det. Stalin kommer. Han er iført en trikot. Han er pædofil.

Kvinden får et grusomt blik i øjnene. Hun rejser sig fra manden, der ligger livløs.

Kvinden: Det var det. You sick fuck: Stalin. Det er noget du har fået ind med modermælken.

Manden: Med modermælken. Thi der flyder en kilde, men udspringet er Stalin. Fra ham opstår resten af livet.

Kvinden får nok af at høre om Stalin. Hun går hen til krattet, finder en kæp og slår manden indtil han er bevidstløs.

Kvinden: Alene! Uden ham. Han kender kun til pisken. Han er et trækdyr. Men for enden af partikontoret ligger der død for alle kvinder. Jeg kan ikke se nogen forskel. Der er massegrave. Der er partikontoret. Der er Stalin. Der er det de siger. Der er det de ikke siger: enten lænker eller pisk. Hvor jeg elsker skoven nu. Det er det virkelige liv.

Kvinden ser sig omkring. Han ser på drengen, hun er mildere nu. Da hun ser på manden, der ligger og flyder, udviser hun dog foragt.

Kvinden: Har du hørt om Stalin? Ikke? Du skal ikke høre om Stalin. Der er stråling nok i forvejen. Du skal ikke høre på far. Han kender ikke til andet. Han kender ikke til andet. Nu skal du se: nu tager vi dem - far og Stalin - og kaster dem i floden. Ud til gedderne med dem. Så nu forsvinder de. De tager sygdommen med. Parlamentets takkede røvhul. Manifestets takkede røvhul. Kom!

Hun går hen til drengen, binder ham op og fører ham over til huset. Der stikker en gren ud ud gennem vinduet. Hun anbringer drengen foran huset. Hun går hen til manden, stirrer på ham; så går hun hen til huset igen. Hun ser ømt på drengen.

Kvinden: For nu skal du have en lillebror. En lillebror vil jeg give dig. Er det ikke rart?

Drengen nikker. Han er slukøret. Han drømmer sig væk.

Kvinden: Men hvad skal vi gøre med ham?

Kvinden tænker. Hun bliver forvirret, går ind i huset, kommer ud med en kande, ser på den, stiller den på jorden, arrangerer forvirret tingene i huset.

Kvinden: Det er godt nu. Lillebror er på vej. an skal være her med os. Og vi skal være frie. Vil du ikke gerne være fri?

Igen nikker drengen. Han er slap. Han sidder og tænker. Han ser længe på kvinden som om han er ved at vænne sig til tanken om at han ikke kan komme væk.

Drengen: En lillebror.

Kvinden: En lillebror. Han dufter af vanilje. Kan du huske duften af vanilje? Det kom fra Odessa i store hvide sække. Og når de sprak blev vi hvide i hovederne. Vi stod i en kæde, og den ene sæk fulgte den næste. Det er os kvinder der synger. Hele vejen til Odessa.

Drengen: Nu vokser han indeni mors mave. Det er godt.

Kvinden: Nu har han lavet puha; sikke han stinker. Men se nu her: nu kommer jeg med stofbleen, med ganen fuld af vanilje. Og der er pudder-skyer. Op op i et væk! Hold så op med at sprælle.

Kvinden går hen til krattet. Hun finder en stor kæp, som hun begynder at brække i mindre stykker. Hun går i gang med et lave et hegn. Manden vågner, vånder sig. Hun ser ned på sit blottede underliv. Han er forvirret. Han ser over mod huset, hvor kvinden og drengen er. Kvinden opdager at han er vågnet. Hun begynder at ae sin mave, kører hånden rundt i store demonstrative cirkler.

Manden: Du slår mig ihjel.

Kvinden: Du er allerede død. Du er en ubrugelig rotte. Du er bundet op på Stalin din svagpisser. Nu kommer jeg og slår dig ihjel.

Drengen: Det må du ikke.

Kvinden: Skal vi bare sende ham væk?

Drengen: Vi skal bare sende ham væk.

Kvinden: Så gør vi det.

Drengen: Jeg har aldrig hørt om Stalin.

Kvinden begynder at kæle drengen, moderligt. Så bliver hun liderlig og kæler for drengens pik. Hun smiler til ham.

Kvinden: Nu skal du ikke tænke mere.

Hun kæler videre. Drengen nyder det og læner sig ind til kvinden. Manden ser på dem, får nok og begynder at skrige. Kvinden bliver irriteret. Hun går hen til manden, får ham på benene.

Kvinden: Nu er det nok! Nu bliver du sendt ned ad floden. Væk!

Manden simulerer at en bølge tager ham og bærer ham væk. Han kredser rundt på scenen, skyller så ind i krattet hvorfra han fortsat betragter kvinden og drengen. Kvinden fortsætter med at kæle for drengen, der kommer ud kvindens hånd. Hun tager sæden op til næsen, smager på det, slikker det i sig.

Kvinden: Det smager godt. Det smager af baby. Du er lige til at spise.

Drengen ligger med lukkede øjnene. Kvinden fortsætter med at arrangere diverse ting. Begge ser lykkelige ud. Kvinden tager sig til brysterne. tjekker dem for mælk. Så stoppere hun to små puder ind hvor brysterne er og således ser de større ud som om kvinden er højgravid. Hun ser stolt ud.

Kvinden: Nu har vi alt hvad vi behøver. Åh, jeg er så lykkelig. Er du også lykkelig?

Drengen: Jeg er lykkelig.

Kvinden: Der dufter af talkum her, og babydrengen spræller med benene. Det hele er hvidt. Lover du at du ikke render væk?

Drengen: Jeg lover.

Kvinden: Sværger du?

Drengen nikker. Han stirrer sorgfuldt væk fra kvinden, der opdager det fravendte blik, vender ansigtet mod sig. De stirrer længe tomt glanende på hinanden. Kvinden gyser.

Kvinden: Dit blik. Dit blik det er så … forbandede dialekter. Det stopper ikke kødet. Det stopper ikke kødet.

Kvinden griber ud efter drengen, tager ham op til brystet, knuger ham. Hun er ved at kvæle ham mod brystet.

Kvinden: De er stadig flotte! De er stadig flotte synes du ikke? Sig at de er flotte.

Kvinden bliver barnagtig, gentager: sig de er flotte, hysterisk.

Drengen: De er flotte.

Drengen hoster efter kvælningen. Kvinden masserer brysterne med drengens hænder.

Kvinden: Jeg er åben. Jeg er din. Hvis du render væk slår jeg dig ihjel. Hører du? Slår dig ihjel.

Drengen nikker bange. Begyndende stille begynder Kraftwerk med sangen “Radioactivity” Begge hører musikken, måber.

Drengen: Hvad er det? Hvor kommer det fra?

Kvinden: Det er musikken.

Drengen: Jeg kan ikke lide musikken.

Kvinden: Hvad er musikken? En ulv, der tuder? Der er kommet så mange ulve. Det er ikke en fis i en hornlygte. Der er kommet så mange ulve. Det hele er blevet så ærligt. Det ødelægger musikken ikke. Kom lad os danse!

Kvinden tager drengen, fører ham lidt manieret rundt. Han stirrer ud i mørket. Kvinden ser det, giver ham en lille lussing og ser ham ind i øjnene. Igen ser de tomt på hinanden, fremmede for hinanden.

Kvinden: Det er ikke udenfor. Det er ikke udenfor det her. Det er ikke udenfor det her. Hør - musikken. Der er kommet så mange ulve, og jeg har sendt manden væk. Nu drikker han sig ihjel ude i mørket, og drømmer om aborter og ekspeditioner. Det er ikke udenfor det her. Vi ser hinanden, og jeg har sendt manden bort. Han ville have slået os ihjel. Vi skulle servicere hans grisk, hans ødelæggelser. Og smøre os ind i blodet. Blodet fra jagten. Hans skalpe. Det er ikke kommet længere. Det er ikke udenfor.

Kvinden bryder sammen, græder. Hun tager atter drengens hånd og kører den over hendes bryster, så kussen. Drengen vrænger, pines. Scenen står på længe. Kvinden kombinerer tagene frem og tilbage mellem skød og bryst. Hun ånder hørbart, forsøger at komme. Så hører hun en lyd, bliver bange.

Kvinden: Hvem er det?

Kvinden lytter efter. Så glemmer hun lyden, onanerer videre med drengens hånd og kommer. Der bliver mørkt. Lidt efter falder lyset på drengen. Han har taget en klovnemaske på. Han sidder med bøjet hoved. Man kan ikke se kvinden.

Drengen: Jeg løber over til ballongyngen i Pripjat. Det kører rundt. Det kører rundt, der sidder en dreng i maskinrummet. Han har roret. Han bestemmer hvornår hjulet kører. Det er ikke mørkt endnu. Jeg skal ikke hjem. Jeg er ikke bange. Jeg sætter mig op i ballongyngen. Det er før katastrofen, og det er ikke mørkt. Jeg skal ikke hjem.

Drengen falder let sammen.

Drengen: Udlændingen, ham vi ikke forstår, taler ikke om Jesus Kristus. Det er ikke sent. Lyset bliver hevet langt af hjulet. Det kan ikke stoppe. Lyset. Jeg er så lykkelig. Jeg svæver på en sky. Jeg skal ikke hjem, og gyngen stopper. Jeg sidder allerhøjst oppe. Jeg kan se byen og fabrikkerne. Jeg kan se værket. Jeg kan se mit hus. Det er lille. Jeg sidder højt oppe. Hjulet er stoppet. Og når lyset ligger på maven kommer tiden ikke ind i legen. De bliver væk. Det er som om hegnet. Lyser. Det er højt oppe. Jeg synger i vilden sky.

Drengen synger, kvinden hører det og rusker ham.

Kvinden: Hold kæft!

Drengen: Ja.

Lyset involverer både kvinden og drengen nu. Kvinden slår masken af. Drengen græder. Kvinden krammer ham hårdt.

Kvinden: Kom Det er sabbat. Vi skal over til huset.

Kvinden trækker drengen over til huset. Naturen er “sivet” ind i huset. Kvinden sætter drengen fra sig, ser sig om, begynder oprydningen, husarbejdet. Så kommer hun i tanker om drengen som hun binder. Drengen fortsætter drømmen fra før om ballongyngen.

Drengen: Før katastrofen var der svaler. Jeg kan huske det hele. Jeg er gammel. Jeg er en stor dreng. Jeg har valgt ensomheden fordi ensomheden er bedre. Det forstår de ikke. De kommer og stopper hjulet og slår styredrengen og smider ham ud af huset. Han græder. Jeg sidder højt oppe. Jeg kan ikke komme ned. Det er mørkt. Jeg kan ikke komme ned. Mine ben ryster. Mine sko er slidte. Jeg tænker ikke på dem. Jeg lukker øjnene som en præst og laver verden om. Nu kører hjulet. Projektørerne lyser. De andre børn er glade. De slår ikke hinanden. De mopper ikke hinanden. Det rum der er i maven bobler ligesom de voksnes champagne når de synger og tager på hinanden og græder. De har store øjne men det er ikke det rum der er stort. Det er så let at gøre det rum større at svalen orker det. Den trækker ud i rummet, i maven med vingerne og det hele er gult og glemt. Det hele er gult og glemt. De drikker ikke. De drømmer ikke. De stønner ikke. De stinker ikke.

Kvinden stopper rengøringen. Hun har skævt bundet om hovedet en klud som en tørklæde. Hun retter på tørklædet.

Kvinden: Hold kæft!

Kvinden går i stå.

Kvinden: Jeg elsker dig. Vi er begyndelsen. Vi er bunden af kagen. Vi er et sammenhold. Jeg vil gå i døden for dig. Ingen mand. Ingen mand.

Kvinden ser ømt men besat på drengen. Alkoholsælgeren dukker op, tilbyder varer, kvinden har ingen penge, han forsvinder.

Drengen: Hvad er en regel? Det er en tåre. Jeg græder. Jeg kan ikke finde ballongyngen. Mon jeg drømmer? Mon det hele er en drøm. Befalet af præsten. Inde i reglen. Udenfor det gule lys. Svalen jeg ser den. Men da den ser jeg græder vender den om. Jeg kalder efter den. Den hører det ikke. Min mave går i stå. Den bliver ødelagt. Nu har jeg en dolk i maven. Jeg kan ikke røre mig. Jeg kan ikke komme ned. De drikker i byen. Det er den største smerte. Den er stor. Nu hvor jeg føler den kan jeg forsvinde. Jeg er blevet til en dreng. Og nu kan jeg forsvinde. Det er en hævn. Jeg kan komme ned. Jeg hopper ned. Det er den mindste lidelse. Alle her lider. De drikker. De har dolke i maven. De kan ikke se hinanden. Børnene kan. Børnene drømmer hele tiden om hævn, det er eventyret. Det er ikke livet. Livet er udenfor. Her er hævnen og eventyret. Det sidder ligesom en motor i det rigtige liv. De kalder det … de kalder det … hvad er det værste jeg ved? … når far bestiger mor … jeg spionerer … de slår mig … mor stønner.

Kvinden kommer over stryger drengen over håret. Han tier, ser næsten rolig ud. De gynger.

Kvinden: Så så. Det er ikke så slemt. Vi kan leve sammen her lykkeligt. Han vender ikke tilbage. Så så. Han vender ikke tilbage.

Drengen: Han kommer ikke op. Må jeg ikke godt tale lidt mere om Pripjat mor?

Kvinden: Jo lille skat.

Drengen: Du må godt komme med. Du må godt komme med mor.

Drengen tager kvinden i hånden. De stirrer op i luften. Drengen tager masken på.

Drengen: Tusmørket mor det er vores ven. Der sker ikke noget nu. Vi har ikke en dolk i maven. De karvede huder hænger ikke i skoven. Der er ikke jægere. Jeg løber sammen med ulvene. Det er min undskyldning. Jeg er bare en dreng. Jeg kan ikke drive det længere. De stinker, det er summen. Jeg løber sammen med ulvene.

Kvinden laver en grotesk komisk gestus hvor hun peger på sig selv som om drengen har glemt hende. Hun tuder som en ulve. Hun blinker til drengen. Så begynder kvinden at tude, så hulker hun, så ler hun, griner.

Drengen: Det er sjovt mor. Det ligger udenfor alting. Det er ikke gennemboret af reglen. Det er vores leg, og hjulet snurrer rundt og på hver og en af gyngerne sidder der en lysende stjerne. Det er legens værk. Det er den der anbringer stjerne. Sådan har det altid været. Jeg husker. De glemmer. De drikker. De slår og siger undskyld bagefter. De voksne flæber. De vil ikke gøre det i det åbne. De lukker og knepper og drikker og snyder hinanden i mørket. Mor du kan stole på mig. Mor du kan stole på mig.

Drengen omfavner moren der er i svime over drengens ord. De er nu et par. Han er en prins. Han tager masken af og kysser kvinden. De står længe sådan. Man kan høre geigertælleren. Den bliver højere, stilner så.

Kvinden: Jeg er en lille pige. Jeg passer på mine knæ når jeg løber. Da jeg fik et blåt mærke græd jeg. Sådan snyder jeg ham. Han kommer ikke ind når jeg græder. Han bliver ligesom præsten. Meget større. Et øre. En tillid. En større indtrængen. Han viser mig den ikke. Jeg ved ikke hvem der kommer ind. Det er mørkt. Jeg vil ud af rummet. Jeg råber: jeg kender ikke rummet. En eller anden: fortæl mig hvad det er for et rum? Så gisper jeg. Jeg er en pige. Lidenskaberne skratter gennem mig. Jeg har ikke noget sprog. Jeg har ikke nogen alder. Jeg kan ikke trylle mig om til en prinsesse, og atter returnerer manden. Præsten er større end manden. Han kommer hårdere. Så græder han. Det bliver lyst.

Drengen: Så så lille pige.

Drengen stryger kvinden over håret. Da hun er helt afslappet tager drengen masken af. Han studerer den, så banker han den ned i hovedet på kvinden der skriger.

Drengen: I binder hinanden. I hulker i mørket. I falder sammen som lam. I kalder det kærlighed. Jeg er en mand nu. Jeg har valgt at leve alene. Leve sammen er en løgn. Det kalder det en pagt. De kalder det ikke krig. Hvorfor kalder I det ikke for krig?

Kvinden bløder, tager sig til hovedet. Så ser hun med hengivenhed på drengen der står op, hun ligger.

Kvinden: Vi tør ikke?

Drengen: I tør ikke?

Drengen viser afsky.

Drengen: Den tapre soldat stirrer ind i mørket. Han frygter ikke noget. Han går hen til afslutningen. Den griner. Den er krum og grum. Hvem er taprest i landet her? Han stirrer ind i mørket. Mørket taler ikke. Det er større end mig, meget større, men det taler ikke. Det er bange. Jeg har nedstirret det. Duellen er slut. Jeg vinder. Jeg konkluderer at jeg er taprest fordi jeg vinder og fordi mørket ikke kan tale.

Kvinden laver “høviske” fagter. Lyset kan være ændret, mere lyst, lyserødt.

Kvinden: Du er min helt.

Drengen: Jeg vil plukke en blomst og glemme tabet.

Kvinden: Du taber ikke!

Kvinden kommer på benene. Hun ser på drengen, finder et hår i næsen på ham og trækker det lynhurtigt ud. Drengen fnyser, træder tilbage.

Drengen: Er jeg soldat? Mand? Dreng? Alene?

Kvinden: Jeg er her.

Drengen: Jeg gider ikke drama.

Kvinden: Det er ikke drama.

Drengen: Hvad er det her?

Drengen tager masken på. Kvinden lægger sig på jorden. Drengen binder hende. Han rør ved masken. Så stivner han.

Drengen: Hvad er det jeg gør? Jeg gør det samme som dem. Jeg stinker. Jeg er mistroisk. Jeg kan se deres øjne deres angst hele tiden. Jeg er bedre end dem. Jeg er blevet ligesom dem.

Kvinden: Jeg elsker dig! Du er min! Bliv her elskede. Forlad mig ikke. Vær nu sød?

Drengen er paralyseret. Han smider masken. Han stirrer ud i luften.

Drengen: Mørket har vist sit mørke. Det har bedraget mig. Jeg er ligesom dem. Det er lamslående og fattigt hvem vi er og så lidt vi kan sige til eller om mørket. Vi står her. Som statuer. Den kolde pels er svøbt om furen. Den skinner. Den bliver varm og jeg mister beskeden om hvem jeg er. Min alder. Det er derfor jeg smider masken. Jeg må være alene. Jeg må komme til bunds. Det er forskellen. Det er den eneste overlevelse. At afsløre furen. Nøgen. Mor jeg er nøgen. Kan du varme mig?

Kvinden: Ja.

Drengen: Jeg ved ikke om jeg skal blive her eller rende væk mor.

Kvinden: Bliv her. Det bestemmer jeg for dig sødeste. Det gør ikke noget jeg er bundet. Men bliv her. Her kommer han ikke.

Drengen: Hvem?

Kvinden: Åh nu har jeg glemt hvem det er.

Drengen: Men han kommer?

Kvinden: Han kommer ikke mere.

Drengen: Jeg stoler ikke på dig. Der er for meget luft mellem alle mennesker. Det at tro noget er at ignorere al den luft.

Kvinden: Du er så klog min elskede. Så tapper. Forlad mig ikke!

Drengen fnyser. Han ser væk. Så griner han. Han ser på kvinden. De ser hinanden i øjnene. Så et kort øjeblik griner de begge indforstået. De har set at de ikke har set. De krammer hinanden. Drengen bliver kold, skubber kvinden væk.

Drengen: Jeg må af sted.

Kvinden begynder at græde. Mørke.

Scene 3

Drengen går i skoven. Huset og kvinden er væk. Der er fuglefløjt og drengen stopper op og lytter. Efterhånden forsvinder fuglefløjten og afløses af barnestemmer. Drengen lytter igen. Han virker forskrækket, viger tilbage.

Drengen: Det er det barnlige overherredømme. Det er ikke en kæft bedre. De tror de kan bevirke magi men om lidt begynder de at skændes. Om lidt begynder de at slå hinanden. Om lidt begynder de at piske hinanden. Der er nogen der taber. Alle taber. Her vil jeg ikke være.

Drengen løber frem og tilbage over scenen. Han er forvirret. Han stopper op, ånder tungt. Han er panisk og ved ikke hvad for en vej han skal løbe. Et kort øjeblik står han sitrende på stedet, så spinder han spasmodisk rundt som en snurretop inden han falder ned på jorden. Han begynder at græde.

Drengen: Så så nu kommer de ikke. Det jeg tror er at tiden er gået. De har fået en paryk alle sammen som de spiller den af i. Sådan går tiden. Deres fejl er at de troede på overgangen men jeg vil ikke være som dem. Om lidt keder de hinanden. De kalder det kærlighed og begynder at piske hinanden men nu må det være nok.

Drengen lukker øjnene. Lyset skifter hæsblæsende mellem lys og mørke men da drengen åbner øjnene igen kvidrer fuglene.

Drengen: Det er gået over. Jeg er alene. Jeg er alene men jeg er ikke bange. Jeg kender angsten. Hvis nogen kommer stopper de den angsten men jeg ønsker ikke den stopper. Jeg kender ikke noget bedre. De tror børnene på stenene at der vil komme en mand med en tryllestav. Det gør mig bedrøvet. Hvis han kommer stopper han angsten. Angsten er ligesom en fugl. Enhver domfældelse, enhver rundkreds stopper den. Jeg har lært at balancere som en linedanser. Enhver domfældelse er ligesom et sort gardin der udelukker lykken. Jeg er en linedanser.

Drengen begynder at balancere som en linedanser. Han gør sig umage, stikker tungen ud af munden og bumper tilsyneladende ind i noget. Han er ved at falde.

Drengen: Gå væk tryllemand! Jeg har det lige så godt. Jeg tror kun på det personlige mirakel men nu vil jeg bare være en dreng der går gennem skoven. Jeg har ikke noget sted at gå hen. Ingen venter mig. Det gør ikke noget. Skoven vil mig det godt.

Drengen fortsætter med at gå gennem skoven. Han går frem og tilbage over scenen. Han nynner. Han stopper op, ser op i luften, får øje på noget som han saluterer frivolt. Så går han videre.

Drengen: Her er intet. Skoven er tom. Skoven er fyldt med tomhed. Her er ingen talende dingoer. Her er ingen gnaskende harer. Her er ingen alfer. Veteraner fra krigen. Øh. Ja. Tjetjenien. Her er ingen påskekort. Her er ingen hvidløgsranker. Her er ingen amuletter. Her er ingen ofre. Her er ingen præster. Her er kun jeg. (Drengen skriger det igen). Her er kun jeg! Angsten lyser som en sti. Uden den er jeg fortabt.

Drengen spærrer øjnene op. Han ser sindssyg ud. Han ser ned ad sig selv, klasker sig på maven som om han tiltaler angsten.

Drengen: Den svarer ikke. Det er sikkert bedre sådan. Svarer den forpurrer den skoven. Det er logik for burhøns. Der er ingen steder at leve. Jeg har prøvet brandmandssvampene men jeg fik kun ondt i maven. Ville dø bagefter. Kastede op på en elg der heller ikke ville til sabbat. Det er derfor børnene danner parlamenter. Åh. Nu forsvinder stien. Angsten blegner. Det lyder som en indrømmelse: jeg mister troen på mirakler. Kom sol!

Drengen stopper op. Han glaner op mod himlen. Lyset dæmpes. Scenen bliver mørkere. Drengen falder ned på knæ.

Drengen: Åh kom frem sol! I dit pure spejl kan jeg forlænge drømmen. Men jeg ser kun træer. Kun træer. Det er overskyet. Himlen er væk.

Drengen bliver desperat. Han løber hen til et træstamme og begynder at sparke til træet. Der falder en mobiltelefon ned fra træet. Drengen tager den måbende op, studerer den, nøler. Så kommer han den i lommen.

Drengen: Jeg må ikke græde mere. Jeg vil ikke græde mere. Jeg vil gå videre. Jeg vil passe ekstra godt på angsten. Jeg møder ikke nogen. Hvis jeg møder nogen dør jeg omgående. (Drengen mumler det flere gange). Hvis jeg møder nogen dør jeg omgående.

Drengen går videre. Han er i vildrede.

Drengen: Se nu her: her er ikke nogen. Det kommer ikke bedre. Det bliver ikke bedre: jeg er en dreng alene i en skov. Om lidt kommer solen. Solen kommer. Det er jeg sikker på. Den løfter mig op. Den flår reglen op. Den flår menneskeheden op. Den flår alle mennesker op fordi den er bedre end alle mennesker.

Drengen føler sig opmuntret og går videre. Han stopper op. Noget genererer ham alligevel.

Drengen: Der er noget? Det er overherredømmet? Det er veteranen der skyr solen. Det er hjortetakken der har fået kramper af brandmandssvampene. Der er noget. Er der noget? Er der nogen her?

En stemme svarer drengen. Stemmen siger ja. Alkoholsælgeren - nu en vagabond - kravler ud af krattet.

Vagabonden: Det er bare mig.

Drengen: Det siger de alle sammen.

Vagabonden: Det er derfor jeg siger det.

Drengen: Her må ikke være nogen!

Vagabonden: Jeg er ikke nogen.

Drengen: Du er nogen!

Vagabonden: Så siger vi det.

Drengen går amok. Han finder en kæp og skal til at slå vagabonden men vagabonden piller roligt kæppen fra drengen og sætter den bort.

Drengen: Det skulle du ikke have gjort!

Vagabonden: Jeg gjorde det for sin skyld.

Drengen: Du lyver!

Vagabonden: Hvad laver du i skoven?

Drengen: Jeg vil ikke rådne op.

Vagabonden: Alle rådner op.

Drengen: Ikke mig!

Vagabonden: Så siger vi det.

Vagabonden optræder roligt og nonchalant. Han sætter sig ned, skraber et par kviste sammen som om han er ved at forberede et bål. Drengen stirrer trodsigt på vagabonden. Drengen stamper i jorden. Han går rundt om “bålpladsen” som en tyr der har set rødt.

Drengen: Hvad laver du?

Vagabonden: Jeg kan ikke leve uden ild.

Drengen studser over svaret. Han bliver nysgerrig. Han nærmer sig vagabonden, kredser om ham, træder hen og hiver vagabonden i det lange fuldskæg for at tjekke at det ikke er falsk. Så sætter drengen sig ned.

Vagabonden: Har du det bedre?

Drengen svarer ikke. Han er fortsat skeptisk. Han stirrer på vagabonden.

Drengen: Hvorfor drikker du ikke? Hvorfor myrder du ikke? Hvorfor snakker du ikke om Odessa? Hvorfor fortæller du ikke soldaterhistorier? Hvorfor slår du ikke?

Vagabonden: Jeg er vagabonden.

Drengen: Du lyver!

Vagabonden: Se mit skæg.

Drengen: Jeg kan ikke se det.

Vagabonden: Så rør ved det.

Drengen: Du er til drenge! Jeg kan se det på dig!

Vagabonden ignorerer drengen. Drengen er paf. Hans udfald har ingen effekt. Han kommer i vildrede. Vagabonden piller ved bålet. Han stryger sig over skægget. Drengen slapper lidt mere af. Hans krop falder sammen. Pludselig gaber han.

Vagabonden: Du er vist træt.

Drengen: Ja jeg er vist træt.

Vagabonden: Sov bare jeg passer på dig.

Drengen: Jeg er ikke bange for noget! Her er ikke nogen!

Vagabonden: Ikke mig?

Drengen gaber. Han er ved at falde i søvn.

Drengen: Heller ikke dig …

Det bliver mørkt. Vagabonden får tændt bålet. Han finder en flaske frem som han drikker roligt af men i lange drag. Drengen sover. I søvne falder drengens hoved ind mod vagabonden der stryger ham kort over hovedet. Drengen vågner med et sæt. Han stirrer på vagabonden som om han forventer det værste.

Vagabonden: Du er mistroisk.

Drengen: Jeg er en dreng.

Pause. Stilhed. Lidt skrammel i natten. Bålet. Vagabonden er blevet fuld og stirrer ind i mørket med knugende tomme øjne der ved at intet kommer hverken fra lyset eller mørket. Vagabonden sukker.

Vagabonden: Vil du gå lidt med mig?

Drengen: Hvorfor har du ikke din kone på slæb? Har hun fundet en anden?

Vagabonden: Jeg ville gerne tro på koner men jeg tror ikke på koner. Det er meget lettere sådan. Kan du ikke se det?

Drengen nikker.

Drengen: Hvad så med fisse?

Vagabonden: Det er en helt anden sag min dreng.

For første gang smiler vagabonden og drengen til hinanden. Så ændrer drengen stemning, stirrer igen mistroisk på vagabonden som om noget er gået op for ham.

Drengen: Her er hverken koner eller ludere. Altså er du ude på at komme i bukserne på mig!

Vagabonden ignorerer drengens tale.

Vagabonden: Hvis jeg troede på fremtiden havde du fået en ørefignen.

Drengen: Som de andre.

De to sidder stille. De ved ikke hvad de skal sige. Vagabonden stirrer ind i mørket. Drengen glaner af og til over på vagabonden. Vagabonden masserer sine fødder. De er ømme. Skoene er hullede. Langt væk fra kommer det fra drengen:

Drengen: Du burde finde nye sko.

Vagabonden: Ja.

Pause. Stilhed. Drengen har ændret karakter en anelse. Han er mere åben. Han knipser som om han holder en hellig tryllestav og fluks holder han nye sko i hånden som vagabonden tøvende og smilende prøver.

Vagabonden: De passer!

Drengen: De passer. Ja de passer. Ja det er tryllesko. Nu kan de brøle. Nu kan de tænde lys. Nu kan de drømme om paraplyer og landevejsludere og katekismus og staten. Men kun et øjeblik. Sådan er det. Kun et øjeblik. Så forsvinder det hele igen. Jeg bestemmer det hele.

Vagabonden: Du bestemmer det hele min dreng. Du er en solstråledreng.

Drengen: Ja!

Vagabonden: Se hvor de danser! Se hvor de danser uden koner. Der er flere flasker end der er selvmord i floden og værftet består. Der er arbejde til alle men nu er det nat. De unge kvinder ler. De smiler og ler. Det er sommer. Jeg sætter mig i natten og tager skoene af. Bålet lyser.

Drengen: Det er et mirakel.

Vagabonden: Floden flyder fredeligt. De slår ikke heksen ihjel. Sikke en dejlig nat.

Drengen: Det er som om mennesket ikke fylder noget. Det er som om natten er blevet mere favnbar. Som fredelige fakler flyder stammen gennem natten men den fylder ikke noget. Den tænker ikke på mord.

Vagabonden: Den tænker ikke på mord.

Begge sidder bevægede tungt åndende. Så går der et lidt grotesk lys op for vagabonden der begynder at stirre på drengen.

Drengen: Hvad glor du på?

Vagabonden: Du er kommet over bjergene. Du har gået gennem sneen. Du har undveget salven, projektilerne. Du er forkommen. Du er sulten. Du er alene. Du er hellig. Når du ankommer svøber de dig ind i et orange linned.

Drengen bliver skeptisk. Han glor igen på vagabonden med vantro.

Drengen: Det hellige pis gider jeg ikke høre på. Sig noget andet. Sig noget om Odessa.

Vagabonden bliver befippet over drengens kovending. Han tøver. Han stirrer ud i luften.

Vagabonden: Men jeg kender ikke Odessa.

Drengen: Alle kender Odessa. Nu! Nu! Odessa!

Vagabonden: Jeg er ikke nogen!

Drengen: Du lyver! Du drikker! Hvor er din kone?

Vagabonden: Hun er død.

Drengen: Hvordan?

Vagabonden: Jeg kan ikke huske det. Jeg går bare.

Drengen: Du lyver!

Vagabonden: Jeg gik. Hun døde af sorg.

Drengen: Nå sådan! Læg dig ned!

Vagabonden: Er det nu?

Drengen ser vanvittig ud. Vagabonden er tom og bange og servil. Vagabonden lægger sig ned, lægger sig omhyggeligt, folder armene på brystet og ser op på himlen.

Vagabonden: Der er ingen himmel.

Drengen: Hold kæft!

Drengen krænger skoene af vagabonden. Han stiller dem sirligt ved siden ad hinanden. Så finder han kæppen, stirrer på vagabonden, hæver kæppen, tøver.

Drengen: Det sidste ord?!!

Vagabonden: Øh …

Drengen slår og slår vagabonden indtil denne bløder og ligger stille død. Bålet går ud. Mørke. Stilhed.

Scene 4

Optrappende hård metalmusik høres. Lyset bliver blændende. Drengen begynder at ryste heftigt. Han får et epileptisk anfald og skriger. Det er et langt anfald. Han skriger længe.

Drengen: Jeg slog den stakkels vagabond ihjel.

Drengen gentager det flere gange. Der er fråde om læberne. Efterhånden stilner anfaldet af og drengen finder mobiltelefonen frem. Han taber den, finder den, forsøger at ringe skønt hans fingre ryster. Til sidst får han ringet et nummer op. Ud af krattet kommer manden.

Drengen: Far? Far?

Manden: Glem det.

Manden går hen til drengen. Han river voldsomt telefonen ud af hånden på drengen og stamper på den.

Manden: Jeg kan ikke se nogen grund til ikke at komme den til livs. Glem det.

Drengen: Åh far.

Manden: Jeg er ikke din far.

Manden går hen til krattet. Han finder han et stykke pels som han forgæves forsøger at iføre sig. Til sidst smider han pelsen på jorden og går over til drengen og stirrer ondskabsfuldt på ham.

Manden: Jeg kan ikke have dig her.

Drengen: Åh far vær nu sød.

Manden: Du kan plage lige så meget du vil.

Manden går over til krattet. Han finder en oversavet jagtriffel som han peger i alle retninger med. Så hører han noget - en fugl? - han retter løbet mod lyden og står længe sådan.

Manden: Det er sikkert en fasan. Området myldrer med dem. De giver kun lyd når de er bange. De skriger på at blive dræbt.

Manden griner. Så ser han på drengen.

Manden: Er du bange for at blive dræbt?

Drengen: Ja far.

Manden: Så bliver du dræbt.

Manden begynder at svinge grotesk rundt med riflen idet han laver skydelyde. Ratatatata. Han griner. Drengen er grebet af angst. Han kravler han til manden, klamrer sig til benene.

Manden: Det er en list - en krigs list …

Drengen: Jeg forstår ikke hvad du mener?

Manden: Snart har de taget alting fra os.

Manden skubber hårdhændet riflen over til drengen der forsøger at tage den op. Den er for tung. Drengen er svag efter anfaldet. Manden bliver hidsig og prøver igen.

Manden: Ikke engang det.

Drengen: Far giv mig tid.

Manden: Jeg har ikke tid.

De stopper begge to op. Så ser manden undersøgende på drengen, måler ham fra top til tå. Tøver.

Manden: Jeg ved ikke om jeg skal elske dig eller slå dig ihjel. Jeg ved ikke om jeg skal opdrætte dig eller forvise dig.

Drengen: Elsk mig.

Manden: På bunden af det hele … slimet. Ikke engang slimet. På bunden af det hele grusomheden. Ikke engang grusomheden. Ligegyldigheden. (Manden tøver). Jeg bliver ved med at se et billede for mig. Det forestiller en gammel satan der er ved at sætte et barn til livs. Hans søn. Blodet sprøjter. Men den gamle er stadig tom. Jeg er ikke sikker på han ved det? Der er ikke nogen kur. Der er ikke nogen kur. (Manden tøver). Men du er ikke min søn. Du er …

Manden hanker op i drengen, arrangerer ham lidt som man arrangerer ting på en hylde, men drengens krop er slap. Den bliver ved med at falde sammen. Manden bliver irriteret. Han slår drengen der retter sig en smule. Så begynder manden systematisk at rette riflen mod drengens hoved, imaginært trykke af, hanke op i drengen, arrangere ham. Ind imellem giver manden drengen et flygtigt kindkys som om han kompenserer for alle henrettelserne.

Manden: Jeg ved ikke hvad jeg skal stille op med dig? Hvad vil du?

Drengen: Jeg vil være hos dig far.

Manden: Det er umuligt. Enten æder jeg dig eller også æder du mig. Mellemkomsten er kvinden men hende har jeg fornægtet. Hvis hun kommer igen slår jeg hende ihjel.

Drengen: Jeg slår hende ihjel far!

Manden: Det er godt min dreng.

Begge hører noget pusle. De lytter efter. Intet sker. De stirrer tomt ud i luften i hver sin retning fortabte.

Manden: Hvad skal jeg stille op med dig?

Drengen: Lære mig at slå ihjel.

Drengen griber ud efter riflen men manden trækker den bort. Igen paralyseres begge. De står længe med tomme øjne. Man kan høre geigertælleren klikke. Den stopper. Så begynder den igen.

Manden: Det er invasionen!

Drengen: Hvor?

Manden: Hele tiden. Ret løbet mod den. Ret din manddom mod den. Der sker intet. Det er kvindesnak. Det er noget de forstår. Invasionen. Pusseskanker. Det hele hænger mig ud af halsen. Jeg gider ikke engang dræbe længere. Tjetjenien tog snerten. Nu flyder det sammen. Nu er det ophævet. Nu smager vodkaen af vand. Det er ikke sjovt at voldtage længere. Geviret er bøjet. Skoven er beige. Køen er lang. Køen er væk. Det hele er væk.

Drengen: Jeg er her!

Manden: Jeg kan ikke se dig.

Igen stilstand. Langsomt kommer begge på benene, sætter sig ved siden af hinanden som om de sidder på forsædet af en bil. Manden tager “kørebriller” på. De er kejtede, gammeldags idet de minder os om gamle sportvognsbriller.

Drengen: De klæder dig far.

Manden: Du skal ikke slikke mig i røven. Det er statens sag. Al den salve. Al den talkum, lir over talkum. Gennempulede eksistenser. Imens vader Stalin gennem os. Han har en lille pik men han forsøger at kneppe os alle sammen så meget desto mere. Kvinderne klapper. Det er paradedag. Vi mindes den store Fædrelandskrig. Nationens mor hæver det skinnende sværd. Det blinker i solen. Vi får ekstra rationer. Vi har ondt i røven. Den ene tager den anden. Vi marcherer som gæs. Musikken spiller. Om lidt skal vi alle sammen dø. Det er sådan staten overlever.

Drengen: Du overlever staten far!

Manden: Jeg overlever nada.

De “kører” videre. Begge imiterer en bil der kører. Det er som om bilen er ved at sætte ud. Den hoster.

Manden: Noget gammelt lort!

Drengen: Vi kan reparere den.

Manden griner. Han skubber drengen ud af bilen og kører videre. Drengen klamrer sig til bilen.

Manden: Der er to minutter endnu.

Manden griner. Drengen kommer i tanke om noget. Han lyser op, udviser håb.

Drengen: Jeg slog vagabonden ihjel.

Manden: Der er ikke flere vagabonder tilbage. De er druknet. De er vegetarer. Nej: der er ikke flere vagabonder tilbage!

Drengen: Men men jeg slog ham ihjel.

Manden: Der er to minutter endnu.

Kvinden kan nu ses i krattet. Hun rejser sig og kommer ud, ser bekymret over på manden og drengen. Så går hun resigneret ind i krattet igen. Drengen har fået øje på hende.

Drengen: Der er mor! Der er mor!

Manden: Mor Rusland! Mor Ukraine!

Manden griner. Han finder en kniv frem som han giver til drengen. Drengen ser måbende på den. Så smiler han til manden.

Drengen: Tak far.

Drengen begynder at skære i sig selv. Han er koncentreret, stikker tungen ud af munden, forventer anerkendelse for donten, skæver over til manden der ignorerer drengen. Drengen lukker et kort øjeblik øjnene, ser drømmende ud.

Drengen: Lige før var jeg en anden. Jeg troede på det uafgrænsede lys. Jeg troede på at angsten bar men nu er du kommet.

Manden: Nu er jeg kommet.

Drengen: Jeg går på din sti far. Jeg er ikke forvirret. Jeg kender verden. Du er min guide. Du er min Gud.

Manden: (Aggressivt) Gud er død!

Drengen hører ham ikke. Han fortsætter den drømmende tale.

Drengen: Jeg forstår ikke hvordan jeg kunne klare mig uden dig.

Manden fnyser.

Drengen: Jeg var helt tom indeni. Lige før. Før du kom. Nu er det anderledes. Jeg er fyldt op. Der er kommet noget indeni mig. Jeg er fyldt op. Jeg er afgrænset. Jeg hader lyset. Det er grisk. Det er vildledt. Det fører ingen steder hen. Nu ved jeg hvor jeg skal gå hen. Det er alt sammen din skyld far.

Manden hører noget pusle. Han får et dræberblik i øjnene, samler riflen op og affyrer den. Han nedlægger et dyr som han slæber over til drengen.

Manden: Parter dyret!

Drengen: Ja far.

Manden rejser sig. Han står længe melankolsk og stirrer ind i tomheden. Så går han væk fra drengen der begynder parteringen af dyret. Scenen varer længe. Drengen arbejder koncentreret. Manden kommer tilbage. Han ser drengen over skulderen, klapper drengen på kinden, kommer og går. Manden giver drengen et tørklæde til det sår som drengen selv har påført armen.

Manden: Bind det om armen.

Drengen: Ja far.

De ser på hinanden. Der opstår en slags ømhed men manden udviser også tegn på irritation og vantro.

Manden: Du er en krykke om benet. Det ved du godt ikke?

Drengen: Jeg ved det godt.

Manden: Du er ligesom en kone.

Drengen: Ja.

Manden: Jeg går et par dage.

Drengen: Bliv!

Manden: Hvis hun kommer igen skal du sende hende væk.

Drengen: Bliv!

Manden: Gentag det jeg har sagt!

Drengen: Hvis hun kommer igen skal du sende hende væk.

Manden forsvinder. Drengen fortsætter med at partere dyret. Indimellem skæver han over til krattet som om han er bange for at kvinden kommer. Mørke.

Scene 5

Drengen sidder med kniven i hånden ensom. Han skæver efter manden. Han sukker. Han kan ikke finde alene-fortryllelsen igen.

Drengen: Jeg troede på ensomheden. Nu kan jeg kun tænke på far. Jeg kan kun tænke på os sammen. Der er fest i Pripjat. Det er udenfor tiden. Det er udenfor de voksnes tidsregning. Far er ikke fuld og han tager mig i hånden og bandet vil spille musik. Der er en rækkefølge. Rækkefølgen er så indlysende at alt andet end rækkefølgen glider af på rækkefølgen. Jeg har drømt om en rækkefølge.

Det pusler i krattet. Ud kommer alkoholsælgeren/ vagabonden. Nu er denne landbetjent. Han holder i hånden de splinternye sko som vagabonden fik tidligere. Han holder dem op i lyset, vender og drejer dem. Så får landbetjenten øje på drengen og går hen til ham.

Landbetjenten: Jeg har fundet de hersens sko. Er det noget du kender noget til?

Drengen synker en klump. Han taber kniven. Han sidder stivnet.

Drengen: Jeg kender dem ikke.

Landbetjenten studerer drengen indgående. Han tager kniven, vender og drejer den med en komisk gestik.

Landbetjenten: Jeg fandt dem ovre i skoven.

Pause. Ingen af dem kan komme videre. Man hører geigertælleren.

Landbetjenten: Jeg bringer dem ind. Det er ikke naturligt. Sko ligger ikke bare og flyder i skoven.

Drengen bliver mistænkelig. Måske er landbetjenten dum eller han spiller dum? Han må have fundet liget af vagabonden. Drengen svinger mellem mistro og fordømmelse af landbetjenten.

Drengen: Hvor kommer du fra?

Landbetjenten: Inde fra skoven.

Drengen: Nej jeg mener hvor kommer du fra?

Landbetjenten: Fra Odessa oprindeligt. Hvis det er det du mener?

Drengen: Det var det jeg mente.

Pause. De tøver. Landbetjenten står med skoene absurd. Drengen begynder at få overtaget over situationen. Han er ved at beslutte at landbetjenten må være retarderet.

Drengen: Hvordan er Odessa?

Landbetjenten: Det er et dejligt sted. Lyst og varmt. Søde piger hvis du spørger mig. Kender du Odessa?

Drengen: Jeg er selv fra Odessa.

Landbetjenten: Nå sådan.

Igen ved begge parter ikke hvad de skal gøre. Landbetjenten gør mine til at bryde op. Pligten kalder.

Landbetjenten: Nå jeg må hellere indbringe dem.

Drengen: I holder ulvebestanden nede?

Landbetjenten: Det er ikke mig.

Drengen: I bringer sko og mordere ind? Ved du hvad? Jeg er ikke fra Odessa.

Landbetjenten: Pligten kalder.

Drengen: Det var mig der slog vagabonden ihjel!

Landbetjenten: De findes ikke længere.

Drengen: Det var mig!

Landbetjenten: Nå jeg må videre.

Drengen farer frem mod landbetjenten. Denne bliver chokeret. Drengen vælter ham om på jorden. Han tager skoene. Han spytter på landbetjenten.

Drengen: Det er mine!

Landbetjenten: (Chokeret) Det kunne du bare have sagt.

Drengen: Du passer på staten gør du ikke?

Landbetjenten nikker lamslået og ydmyget.

Ved du hvad det betyder?

Drengen gentager det hidsigt.

Ved du hvad det betyder?

Landbetjenten ryster på hovedet. Det pusler i krattet. Manden stikker hovedet frem. Han betragter optrinnet.

Det betyder at Stalin knepper dig i røven!

Landbetjenten: Jeg passer bare på området.

Drengen: Det var mig det var mig der slog vagabonden ihjel!

Landbetjenten: Stalin er død …

Drengen: Stalin lever!

Manden kravler ud af krattet. Drengen bliver glad. Landbetjenten bliver skrækslagen. Han mumler noget om forstærkninger.

Manden: Det er godt min dreng.

Manden og drengen stiller sig faretruende svajende over landbetjenten. Denne skælver.

Manden: Hvad laver du her?

Landbetjenten: Jeg indbringer skoene.

Manden: Området er opgivet.

Landbetjenten: Det sidste jeg fik nys om var …

Drengen: Det er sommer din taber … skal vi ikke slå ham ihjel?

Manden: Er det det du gerne vil?

Drengen hopper og danser besat.

Drengen: Ja ja ja.

Landbetjenten ser sit snit. Han stikker af mens manden og drengen snakker. Landbetjenten fiser ud af scenen. Skoene ligger tilbage. Drengen bliver hidsig og vil sætte efter landbetjenten men manden stopper ham.

Drengen: Sikke en taber!

Manden tager skoene op. Han vender og drejer dem. Det er som om han ikke har set så nye sko før. Så ser han beundrende på drengen. Drengen smiler stolt.

Manden: Det var dig der …

Drengen: (Ivrig) Det var mig far.

Mørke.

Scene 6

Alkoholsælgeren alias vagabonden alias landbetjenten er nu en såkaldt likvidator: en af dem der var med til at slukke brande på Tjernobyl. Han bærer en forrevet beskyttelsesdragt. Han vakler. Han er døende. Han ånder tungt.

Likvidatoren: Jeg er færdig. Jeg dør. Jeg efterlader intet. Jeg har ingen børn. Jeg har ingen kone.

Likvidatoren kommer til kvinden og huset. Kvinden er i færd med at save i grenen der går gennem huset. Hun er alene og ulykkelig. Hun får øje på likvidatoren men fortsætter blot arbejdet som om hun ikke rigtig lægger mærke til ham.

Likvidatoren: En kvinde! Et hus! Her vil jeg dø.

Kvinden hører hvad likvidatoren siger, stopper arbejdet. Hun stirrer distræt men trodsigt på likvidatoren.

Kvinden: Du kan ikke dø her.

Likvidatoren snubler. Han ligger og raller. Den umulige dragt er ved at kvæle ham og han forsøger at hitte rede i den. Han begynder at trygle kvinden om at få lov til at dø hos hende.

Likvidatoren: Vær barmhjertig kvinde?? Jeg har ikke set et hus længe. Åh det gør så ondt.

Kvinden ser på likvidatoren. Måske overvejer hun at lade ham dø her.

Kvinden: Du kommer med strålingen. Jeg er ikke parat til at dø endnu.

Likvidatoren: Strålingen er over det hele. Jeg kan ligge herovre. Du vil næsten ikke kunne se mig. Jeg har bare brug for at være i nærheden af et andet menneske.

Kvinden: Det siger de alle sammen. Men du har ret: strålingen er ovre det hele. I fødekæden. I træerne. I vævet. Det er forfærdeligt at tænke på. I floden kommer fiskene i overstørrelse. Og min mælk - det er den jeg tænker på - er blyfarvet. Den er blyfarvet. Jeg kan ikke holde tanken ud.

Likvidatoren får et anfald. Han ligger på jorden og gisper efter vejret. Kvinden forbarmer sig. Hun peger over på møddingen.

Kvinden: Du kan ligge ovre på møddingen.

Likvidatoren: Tak.

Kvinden: Men kom ikke nærmere.

Likvidatoren: Jeg lover.

Likvidatoren kravler over til møddingen. Kvinden fortsætter arbejdet men har besvær med at save grenen over. Hun sveder. Hun bander. Hun smider saven og sætter sig på jorden.

Kvinden: Jeg kæmper med saven men strålingen kæmper ikke. Den er inde i mig. Skyen slog til over Hviderusland. Jeg er ligeglad med Hviderusland. Den er. Den er …

Kvinden rør ved sine bryster.

Kvinden: Her! Her! Åh lige her. Lige meget hvad jeg gør giver jeg strålingen videre. Det er ikke til at holde ud at tænke på.

Man hører likvidatoren ralle. Han er ved at dø. Kvinden hører det, er ligeglad og rør fortsat sine bryster som om hun prøver at heale dem.

Kvinden: Usynligheden det er det værste. Lille barn. Lille barn. Med muterede fingre. Fiskeøjne. Drik ikke mors mælk. Åh. Dø ikke af sult. Kom ikke til verden. Kom til verden. Jeg holder om dig. Vi dør sammen.

Man hører likvidatoren udånde. Kvinden går over til ham, stirrer ligegyldigt på ham. Hun finder en spade og skal til at begrave ham men dropper det. Manden kommer ud af krattet. Han ryster alkohol tremens. Kvinden får øje på ham.

Kvinden: Kom ikke nærmere!

Manden: Har du ikke en tår?

Kvinden: Nej.

Kvinden får en ide. Hun ser slesk på manden, nærmer sig.

Kvinden: Noget for noget!

Manden: Noget for noget.

Kvinden: Jeg rider dig. Sidenhen får du en tår.

Manden: Jeg vil gøre alt.

Kvinden knapper op. Hun sætter sig ovenpå manden der græder stille. Han ryster. Kvinden rider ham og lidt efter kommer manden. Kvinden lukker øjnene.

Kvinden: Mit lille syge barn.

Et kort øjeblik glemmer kvinden at manden er en mand og ikke et barn. Hun vugger ham som et barn og nynner en vuggevise. Manden ryster. Kvinden kommer i tanke om at manden ikke er et barn.

Manden: Giv mig tåren!

Kvinden rejser sig. Hun går ind i huset og kommer tilbage med en flaske som manden snapper ud af hånden på hende. Han drikker begærligt.

Kvinden: Hyæne! Ens alle sammen!

Manden ignorerer kvinden og tømmer flasken. Han får det bedre. Han ser på huset.

Manden: Ved at få styr på huset er man? En dødsfælde!

Kvinden: Forsvind!

Manden: Det kan ikke gå hurtigt nok. Lad mig se. Hvad har du ellers i huset?

Manden går ind i huset, ransager det. Kvinden tager saven og slår ud efter manden men misser. Manden tager saven fra hende og slår hende til jorden. Manden går rundt. Han får øje på den døde likvidator men tager sig ikke af synet. Drengen kommer ud af krattet. Kvinden græder. Drengen forsøger at løbe væk men manden henter ham tilbage. Manden overvejer situationen. Kvinden hulker. Drengen er bange.

Manden: Vi kan leve alle sammen her i huset med saven og aberne. Ha!

Manden fnyser.

Kvinden: Vil du ikke nok lade være?

Manden: I tre små kupeer. Båse. Indimellem når vi har lyst til hinanden kravler vi over hegnet. Et hul der. En hånd der. En mund her.

Drengen forsøger at stikke af igen. Manden slår ham til jorden og lægger ham ved siden af kvinden.

Manden: Det lille hus i skoven. I lysningen. Som Hans & Grete. Fin lille ting. Ulven kommer. Ulven kommer. De tre små grise er ved at dø af angst men ulven beslutter sig for ikke at dræbe dem. Så nu stråler det lille hus.

Manden kommer i tanke om noget. Hans udtryk forandres. Han bliver hadefuld og lidt bange.

Manden: Du tog min sæd kvinde!

Manden sparker kvinden i maven. Hun skriger.

Drengen: Lad være far!

Manden: Jeg er ikke din far.

Kvinden: Jeg vil dø.

Manden ser med foragt på drengen og kvinden. Så forlader han huset og går ind i krattet. Kvinden ånder lettet op. Hun ser på drengen, prøver at komme op men har ondt i maven efter sparket.

Kvinden: Vil du ikke nok blive her mit barn?

Drengen svarer ikke. Så får drengen et epileptisk anfald. Han ryster.

Drengen: De løber gennem skoven dyrene. De er gennemsigtige. De kan tale. Flodhesten den kan kravle. Aberne de kan svømme. Skoven er rød. Løvet er rødt. Dyrene kravler ovenpå skorstenen men bliver skudt ned. Jeg kan se deres øjne. De er røde. Intet dyr er længere det samme dyr. Jeg løber med dem. Jeg har feber. Vi løber ud af skoven. Vi kommer til Pripjat. Vi kan ikke finde lægen. Lægen er død. Lægen er flygtet til Kiev …

Kvinden holder om drengen. Han har fråde ved munden. Anfaldet aftager.

Kvinden: Du har feber.

Drengen kommer til sig selv. Han “opdager” kvinden og vrister sig fri. Et kort øjeblik tøver han. Så løber han ind i krattet. Kvinden stirrer efter ham. Hun sidder på knæ. Hun græder.

Kvinden: Mit barn forlad mig ikke!

Der bliver stille. Man kan høre geigertælleren. Mørke.

København 28.4.2011.
Copyright Kasper Nørgaard Thomsen

Krankenheimer

Saturday, February 25, 2012

Soldier-blue

Tuesday, December 6, 2011

Det forlængede Kosmos

Wednesday, November 9, 2011

Kleist går igen på Underwood

Wednesday, August 24, 2011

Reception

Sunday, July 31, 2011

Ride the tiger

Thursday, July 21, 2011

Gun for hire

Blog Archive

About Me