2009

Prammen sammen

Kommer der hvis du forsætter
de makulerede solbriller byer i frøen
en kupe af hjerte
med mere afsky
for hver revolution det tager
skridtet videre
ind i mørket af lys mener hjertet
hvis man ikke lukker skinner eller selvmord
denne vidunderlige frist langs dine smukke arme
endnu ikke døde
som makulerede solbriller
skridtet der åbner en dør til toget der lover
den sorte umulige revolutions nye følelse sammen.

Visa

Han går, han prøver at gå, han går ud, men han forlader ikke forladelsen kræver en beslutning og det her er drømmelandet skåret i smerte. Smerte kræver ikke en beslutning. Altså er han gået ud og han ser sig om tilbage og det er naturligvis grotten, pigen og blikket dødt. Hvor kommer det fra fraværende kære? Bødede du ikke med at tro at vide? Du er ikke foran, du er ikke af siden, det er det døden siger idet den trodser alle beslutninger. Det her det er krusningen. Du har læst det ikke lært det. At stemmen er nær og død. Du ser tænder. Og du tænker: med al den fornemmelse hvordan kan du så gå herude seende kun tænder? Det er fordi du ikke har besluttet det.

Middelmådigheden

Det er som om det pusler alle vegne, men ikke særlig godt eller vidensskabende. Jeg har lige læst Barfods indlæg i Weekendavisen, og Henrik Dahl om Afterhand og Thykier, Dahl, som jeg endda drømte om. Der er en masse larm - om kunststøtten, kritikere, Skov fra samme avis, liberale kulturinteresserede, nogen, der slår på tæven; det virker som om middelmådigheden larmer, og den ser en slags sammensværgelse som om kompromitterede kræfter i litteraturindustrien smeder rænker bag lukkede døre, men det er denne uredelige bevægelse - middelmådigheden - der er den mindre gode kraft. Thykier har ret når han siger at der ikke kritiseres godt nok; så gode og dybe er de anmeldere nok heller ikke, men nu må der snart være talt nok om anmeldere. Det gør ondt i fingrene at skrive det. Det er dog ufatteligt; at man strides så meget, fordi døden kommer. Det er som om vores samfund kunne være stort nok til at anerkende intellektuelle kapaciteter, men det er ikke dem, der fylder, eller også gider de ikke. De negle middelmådigheden har er ganske lange i Danmark.