Samizdat

Jeg kommer kørende på min Puch. Det er i nærheden af Rønn, nede ved Strømmen, nær Ellebjergvej, altid i nærheden af noget. Bagefter kan jeg huske drømmen, det er som om: når man kan huske drømmen: man er ved at blive rask. Jeg kommer til en trash-trailer, indvandrere. Jeg kan se morlil, hun laver et eller andet. Jeg parkerer Puch. Jeg forklarer dem stolt at Valby ender derhenne, ved Venners Hjem. Ovre på den anden side er det noget andet. Det hedder Sydhavnen, ulegitimt i drømmen. Jeg kommer ind på Valby Stadium, stadium har to bokse foran hvert mål, hvilket kræver en indendørstaktik: at få bolden i mål. Jeg har kræfter nok, og kan åbenbart indgå i første division. Der er ikke mange tilskuere, det er lidt sørgeligt, men fodbolden er i gang i første division. Jeg er med til at score et mål, og jeg møder Regim, ham, der får kost i Malonecity.

Jeg vågner: sveder hash.
Der er ikke mere underholdning.

Clare Cavanagh: Mandelstam and the modernist creation of tradition:

The articulation of Siberia

When the deaf phonetican spread his hand
over the dome of a speaker's skull
he could tell which diphthong and which wowel
by the bone vibrating to the sound.

A globe stops spinning. I feel my palm
on a forehead cold as permafrost
and imagine the axle-hum and the steadfast
russian of Osip Mandelstam.

Heaney.

I den næste drøm
vil jeg ombringe Hvam
ta den sibiriske til Taskjent
lære at elske meget bedre
bruge søndagen til at sejle
jeg vil overveje et kloster
som jeg har overvejet alt andet.

Miraklet

Livet i sig selv: er berusende.
Man kommer gennem et rum, man glider gennem et rum: man sidder i et rum:
et rum bevæger sig.: Tiden går gennem et rum, snubler, glider. Og indretter rejsen:
gennem rummet: så man hele tiden ryster, thi der sker så meget:
man lærer så meget.
Det kender vi alle hinanden.
Der er så meget vi ikke siger om hinanden:
det er søndag: han kan mærke livet: livet
han glider gennem rummet: rummet er spørgsmålet om: mod.
Er du modig?

Det er sådan lyset kommer ind
siger drengen
og peger på profeten
og snubler gennem rummet: mod:
plejerummet.

Han kan altså på stående fod udføre syngespillet!

Han finder en lap i skralderen: der står: der står et rent hjørne:
lige derhenne.
Det er totalt som en telefonpæl
førhen af folket kommanderet sådan:

skal vi ikke søge en mindre gruppe? Skal vi ikke søge en
større meute.

ah: der er dem, der møver vor latter så langt
at øjensygdomme kan kureres: for:

jeg ser mig selv som et gammelt menneske:
jeg har altid været et stygt menneske
fundet det: I har fundet
og lært for sent: jeg er et menneske, der begynder at forstå latterens & transittens
og telefongrafens
id.

Man siger højst: krøllet: i en heteronym henkastelse
at pigen på stolen sagde til kinabogen:
I livet lider man for meget: det er ikke: humant:

det var kun
i skæret af telefonpælen, i skæret af plakaten,
der sniksnakkede om kulørens totalitet:

man nikkede til dåsen
ny vampyr
forsonet med alderdomshjemmet: næsten forsonet med
at man kommer efter det med at tænke når det er tænkt for os alle
som et ekko uden vinger

du sidder på stolen
du rokker lidt i stolen
tidens vidunder
er standard

Smooth planet

http://www.myspace.com/zircaplanet

Sign of the times

Kullen!: Kullen:
The maestro says it's Mozart

But it sounds like bubble gum!: Kullen

Om igen!: Direktøren for det hele:

O pure teddy:bear!

Tirana

Give me crack and anal sex
take the only tree that's left
and stuff it up the hole
in your culture
Give me back the Berlin wall
give me Stalin and St. Paul
I've seen the future, brother:
it is fun.

L/C/#

Ahoof!

Det må gælde for mange folk: at loftet klæber. Vi har alle vinger, men måske har nogle folk mere fornuftige vinger end andre. Det er lige godt satans: når jeg kigger op mod loftet sidder der adskillige folk deroppe, limet mod loftet. De spræller og gør ved, men kan ikke komme fri. Det er en fluefælde. Dog: færre og færre fugle, jeg mener: mennesker er limet til loftet. Jeg kan se en enkelt falde ned. Nede på jorden går vi andre rundt. Vi længes naturligvis efter loftet, men det er kun fordi vi ikke kender loftets hemmelighed. Vi kalder den så, længslen, en underspillet strike-com for at længes mindre. Det efterlader os: med: hele aksen mellem loftet og gulvet. Hvem residerer der? Totalitarismen siger til os at det er reaktionært at forlade sig på den akse. Det gøre de gamle religioner, jo.

Intoksikering, siger han og skutter sig.
Det evige drama.
Så nødvendigt for mennesket.
Jamen: siger jeg: dette mellemrum, mellem røv-com og loftet, hvad så med det?
Kan det stå forladt hen, som et skur?
Se ikke på det!

Hvis man nu kunne have en totalitær søjle, et enerådende øje. Det nye.

Og rundt om dette center: os!: myrer, fluer, der bakser rundt, for at finde noget andet, noget poly-demokratisk: den kunstneriske praksis, futile bestræbelser: hånet, kigget på: af en totalitær censur, der ved meget bedre.

Om mellemrummet siger den, censuren: ha, de kan ikke lade være. Hvor er det forudsigeligt. Et nulpunkt skræmmer fluer!

Jeg elsker dig

Du elsker mig.
Jeg elsker dig.
Vi elsker hinanden -
that is all -

Fra en ansvarsfri opera

Andet optimum: Gode mennesker er ikke i stand til at stå fast på benene

Jeg skal i denne sidste belastende tale berøre en hel del emner. Det har altid været naturligt, i menneskehedens historie, at starte ud med solen, og havstokken, eller stationsforstanderen, eller i nyere tid: dumaen, fremmedgørelsen, eller lovens altomfattende virke.
Jeg skal nu, i dette monster kaldet afslutningen, manifestere hvor letkøbt et menneske jeg er. Og jeg skal vise hvor hurtigt det kan gå op og ned for et menneske. Jeg skal rive tæppet væk under THE OUTSIDE, og analytisk bevise hvordan THE OUTSIDE er en kapitalistisk kimære, nomadisk produceret som en GIMLE-FANTASI, der ikke har en skid på sig. Jeg skal vise dig hvor lykkelig man er i meuten, i dens kreds, og jeg skal slutteligt portrættere hvorledes jeg bliver likvideret. Jeg skal sige dig at man hurtigt glemmer frænder og forlovede, idet den kapitalistiske meneder har den intention at implantere for meget af det hele, så alle bliver disfokuserede og forvirrede. Thi en kort stund er jeg et rask, klarttænkende menneske, hvis mave har fået mad. Jeg skal blot oplyse at denne sidste optimum ender med en hævntørstig skare af mennesker, en duma fra hvilken en skrækindjagende og usynlig magt udgår, da man i Kantonen hverken har set noget til kartellet eller myndigheder som sådan, for jeg har tænkt over det, og jeg er blevet ganske forbavset: for udover disse kontraktbaserede køkkenkoner, andenrangspersonel samt diverse sekundære funktionærer glimrer det egentlige KARTEL ved dets fravær, da dette jo er helt rationelt, helt igennem praktisk, helt igennem forståeligt og desto mere vanskeligt, for hvis overmagten ikke viser sig in carte tremula kan man ikke spytte efter den, endsige forføje den, endsige fremstå som et satirisk alternativ. I øvrigt er satire en tam omgang. Det har intellektualismen bestemt sig for: det har ornamentalismen besluttet for længst, idet satire og ornamentalisme ganske subtilt hænger sammen på et bestemt niveau, nemlig skyende tilværelsens ulidelige lethed forstået som livet som noget, der hænger uløseligt sammen med raten for spædbørnsdødelighed og ældre menneskers ufrivillige afføring.
Jeg er kommet for at fastslå at ORNAMENTALISMEN er REAKTIONÆR. Førhen, før min indlemmelse i meuten, var undertegnede, Kasper Nørgaard Thomsen, en uforbederlig ORNAMENTALIST, afsonende en perfid dom i THE OUTSIDEs eldorado, hvor jeg tilmed bildte mig ind at jeg kunne forlade Kantonen, revurdere min salige far, hvis afgang jeg tilsyneladende fortrængte, og jeg var overhovedet ikke indstillet på nogen som helst kollektiv indsats, og for min egen skyld jubilerede jeg krigens distraktioner således at jeg glemte mine egne trængsler.
Disse ærkekapitalistiske dragoner, der, når de bespises med hestekød, klager deres nød over at kødet smager lidt sødt!
Jeg eksede rundt i min egen ORNAMENTALISME, og så lidt blip og blop, umulige fristelser i farve, mestendels gul, hvad var det?, atlaskhvid, og hvorfor? Nu skal jeg sige det! Disse valører, disse springende fantomer forbandt jeg uhildet med det allermest eksistentielle, og med det allermest personlige, og jeg må have befattet mig med et patetisk agglomerat, der sagde mig at dette GULE, INTERPERSONELLE AGGLOMERAT sagde noget om alle mennesker, om mig og alle mennesker, hvormed jeg overså en forskelsrigdom, i bakspejlet EN ORNAMENTALISTISK FORBRYDELSE!
For det gode ved kommunismen er at den indser, og for længst har indset - at alle mennesker er forskellige og derved ligner folk og fæ hinanden. Når kommunismen ikke fik en længere levetid (man kan ellers hævde at enhver meute til enhver tid er kommunistisk, og at det blot er den tekniske, formelle kommunisme, der sagt os imellem styrtede i graven i 1989), skyldes det naturligvis at den forvekslede fæ med magt. Kommunismen blev simpelthen ORNAMENTALISTISK, og begyndte at blande dumme gule reaktive kræfter ind i folkelegen.
Her i meutens sold kunne jeg aldrig finde på at begynde at brokke mig over maden! Gu smager narren ikke deliciøst, men ensomheden smager ad helvede til! Jeg har jo for fanden vandret som ORNAMENTALISMENS forkvaklede vandbærer i decennier, og jeg har blæst den op, ORNAMENTALISMEN, som om den var Orfeus syvende søn, og jeg har næsten, i tabsperioder, troet at ORNAMENTALISMEN var et menneske!
Det er sandelig kapitalismens effekt: det syge!
Jeg er blevet noget andet end det jeg var!
Jeg tales i mumlen!
Jeg har sunget om de hellige køer! Siger han ikke, ham bondedigteren, siger han ikke, almuegiganten, at hans salige mor kommanderer ham hjem til stævnen, væk fra ORNAMENTALISMEN, fra champagnen og løgnen? Satiren er den sjofle deviation, der leder opmærksomheden væk fra folkets ve og vel. I kapitalismen er vi alle blevet degenererede guder! Det ved vi alle sammen. Det er næsten for dumt at sige det igen, ikke? Meuten er kapitaliseret, meuten har mistet forestillingen om meuten, og det vi kalder fri udveksling og fri konkurrence er markedslogiske akronymer. Blot idioten kan sige den slags nu om dage, og jeg overvejer et kort øjeblik at starte ud der, hvor narren slap op.
Er I, meuten, er I lykkelige? De tier, mine kammerater: jeg forudsætter de er mætte og lykkelige, og for at skænde den reaktionære reservation, laver jeg et vrinsk ligesom en hoppe ville vrinske, at de ved det med at når man fighter for meuten og kommunismen, så kan man ærligt talt ikke tillade sig at brokke sig over maden -
Jeg forstod at når entertaineren var max-sjovest, var han mest systemkritisk! Asger Jorn har været og vil altid være kommunist, og denne herostratiske kunster får hele den amerikanske nation til at ryste i bukserne!
LÆNGE LEVE MEUTEN!
Som en powerørn baskede jeg med vingerne, forlod jorden som et teknisk vidunder, belastet med notoriske ideologier, afslørede THE OUTSIDE som en kapitalistisk fælde, og fik alle disse reklamerende jingler til at holde kæft, for jeg gør jorden en tjeneste!
Jeg bar en vision: mærkede ikke blindheden.
Jeg tryglede om at måtte få lov til at leve lidt længere: jeg mener: jeg var ørnen, der holdt menneskeheden i min hånd. Jeg havde gennemskuet den nye SEKSUALISME. I kantonen horede man, og åd hinanden, forrådte hinanden, horede hinanden, stak hinanden for at overleve, og jeg vidste at man blot skulle introducere KOMMUNISMEN igen: så blev det hele bedre, så kom de lykkelige tider igen. For det nye rum var udstafferet. Det var udstafferet som en narrefisse, og hver enkelt slimbaron kan residere i udstafferingen og få en større og større pik! og mere og mere personlig frihed, så det gælder at alle er sultaner ved hoffet ved den udborede seksualismes banket. Og DE griner hele vejen hen til banken, mens KOMMUNISMENS ÆSEL i ly af natten bliver eskorteret til slagteriet. Således hulker ingen kapitalister, over verdens uretfærdighed, når de ofrer æslet og meuten! Jeg var ørnen, der havde gennemskuet tricket: brødre, formanede jeg: I må indse at THE OUTSIDE er en lodret løgn!
Revolutionens passatvinde irrede om mine skørter, gav mig et mægtigt opsug. Jeg steg højere, højere, og så satellitbyens kleptokrati, så individualismens bersærkergang, reklamesøjlernes dekadente babelstårne, og jeg brølede min vision ud over nomadekapitalismens slagmarker, mens en sælsom, kildrende følelse omringede mine anklers svajende ørnevinger!
Jeg skreg!
Jeg mærkede smerten: det var partisaner, stoiske ørneunger, der kom med tornekransen. Jeg ville have det hårdere, smerten, ideens rekyler skyllede igennem mig; man gennemborede markedsøkonomiens flagskib med kampberedte bajonetter, og jeg skreg igen og tog mig om anklen, og så mit eget blod.
DE begynder at tage af mig.
Først den ene: prøvekluden. Han trisser hen, som om bomben er faldet i den næste provins, så sandelig ingen fare her! Svin! Han skal bare lige tjekke om målet står som det skal. Men det gør målet ikke. Han pifter efter de andre. De andre kommer luskende. Meuten har en klar struktur, men en skal forsøge sig først. Den er ligesom en bums, der brister, og ups: en brister sig løs, vedkommende åbner kæften: denne avantgardistiske ORNAMENTALIST. Så omringer de mig som ulve.
Jeg sparker i vilden sky, og skriger. En har sat tænderne i mit skinneben. Ørnen er skamskudt, torpederet: dette limbo, af polyfoniske fjer, der daler ned over Kantonen, schatteret i lakonisk gul. Jeg sparker om mig så godt jeg har lært, kommer fri, knebles, smaskes mod jorden, rimer på smasker, når man æder fabrikanten, kommer fri og løber så hurtigt jeg kan: væk!
Mine sanser er overtaget. Flugten har - atter - overtaget sanserne. En hvid støj: en hvid hvirvelvind. Det er mest, i flugten, åndedrættets piskende dimension, en helikopter, der krakelerer, en dobbeltblindhed, der beskaffes. Thi flugten er blind, og jeg er blind i forvejen, jeg snubler: jeg snubler ind i noget hårdt og kan ikke længere bevæge mig. Mit sind er som babymos, i dette hævnende ælte.
Immobil! Noget hårdt, surret mod tanden. Is. En klar røg. Jeg kan ikke bevæge mig. Det er mørkt. Far! Og alligevel: bliv her! Sæt dem ikke ud, kohorter, tanker af uforenelighed. En tandlæge. Her dufter som om jeg befinder mig i en konsultation. En spritny fabrik, synet af udrykningen, der har bestået en eller anden virksomhedstest. Det dufter som fiber, spulet fiber. Det er nemt. Det er udenfor tanken. Tanken: jeg er blevet angivet. Jeg skal dø. Meuten ville æde mig. Kapitalismen har sejret. Kommunismen har sejret. Ordet armatur. Ikke tænke så meget. At jeg ved at jeg skal dø, og hele tiden har vidst det, næsten skam: jeg har overlevet Ragusa. Jeg har ædt af narren. Jeg hulker. Det er uden glans. Man siger om de blinde, om de døve: at - de kommer til at se bedre, løbe hurtigere, slet ikke.
Jeg har hele tiden vidst at jeg skulle dø! Det har påvirket mig, hele tiden, når jeg joggede og når jeg smaskede. Og ørnen er krypteret: den kan ikke længere genkende sit eget afkom, engageret i sit-com, fremmedgjort i fjeldet, som den lyng jeg agtede at lægge på din gravsten, far.
Der kommer en milliard betroelser! Der kommer en billion bekendelser. De kommer til at rumstere, få nu for helvede den straf eksekveret. Sindige ordonnanser, udstoppede retspræsidenter, der klør sig i skægget over hvem jeg er, hvor appellerende jeg er, hvor lidt jeg fortjener den ultimative straf: døden. Dumaen kommer i affekt. Splittes op i to fraktioner, de kyler papirflyvere mod hverandre, og den kvindelige tilforordnede må udvandre, da tårerne står som bække ned over kinderne på hende.
Jeg har ædt narren, hvisker jeg!
En serie måbende munde. Han fortjener ikke at dø. Han kan forvises. Jeg kender hemmeligheden: THE OUTSIDE er en løgn. Jeg har ikke opgjort mine værdier, siger jeg! Jeg har svigtet. Åh, jeg har svigtet. Jeg tier, luften er så anæmisk, blegnet: stillesiddende. I blindheden, i det hvide, står luften stille som en afgangshal efter midnat. Jeg venter. Jeg forbereder min bekendelse. Jeg forlanger amnesti for Nobi: det er det mindste jeg kan gøre! Jeg venter på døden: hugget. Jeg forlanger, basunerer jeg, en spektakulær død!
Det bliver en stille død.
(30)

Fucking Japan

http://www.youtube.com/watch?v=cMb8W-lczzQ

Underspillethedens fæces

Det er kommet godt ned på jorden. Det er i orden. Det er kommet godt ned på jorden. Vi var lidt sammen om det. Vi er sammen om det. At underspille. Det lyder sådan her: succes + ironi + fredstid + lakonik = underspilletheden. Michael Bertelsen er go nok. Her til aften. Det er underspillethedens triumf. Det lyder: fredstid, been there, Tunka. Underspillethed. Men sænker de censuren, så? Næppe: de er klogere. Det er det underspilletheden går ud på. Den er ikke uvitalistisk eller træt, den er etisk. Og nattergalen skal nok lære det.

Det det kære pus

Det det det er først sandt
når det er muligt
når det er kommet til
det er kommet til
det er sandt det er muligt
det er frygteligt
lille pus.

Borgmesteren fra Tirana

Det er lang tid efter det er blevet mærkeligt, for først var det mærkeligt, så ikke længere, så igen. Der var sne alle vegne, som kun enkelte kunne se. Oberiu sidder i sneen. De laver en tingelstangel-opera, som censuren ikke kan lide, de opløses, og jeg den forandrede kører i kanen gennem Kantonen, som medlem af komiteen, en anden, og i min hånd holder jeg et brev fra borgmesteren i Tirana. Han skriver at Frank Hvam skal komme ned til ham, og blive projektudvikler, at porten står åben. Det nytter ikke noget, kære kollega, skriver han at sønderhøre symfonierne 7-9 for meget. Det går ud over Hvams rejseplaner. Hele tiden må man putte hovedet væk, og lade det ske. For sneen har lavet en mulighed, for Albanien, der er unik. Kanen rasler, klokken bimler, og jeg tager odderhatten længere ned over ørerne. Jeg lever i en verden, der burde ophøre, så mærkelig er den. Jeg har et hjemland, mellem ørerne, og kan høre den iberiske tange vinke farvel. Hvad er det vi gør? Men borgmesteren fra Tirana, socialisten, lader sig hejse op ad gavlen, i en ny internationale af heteronymer og sit-com-potentialitet, og vinker mig ud af Leningrad idet han signer kontrakten med Hvam.

Jeg har lavet Terpsichore is a whore næstenfærdig, og gir den til Anblik i morgen. Jeg tror det vil glæde Preben Major Sørensen! Hvis Tirana er indforstået? Sig mig: Tirana: er man indforstået?

I klub med majoren

Jeg har set - på renes side - at Basilisk udgiver en russer, endnu en deporteret, Charms, cirka, hedder han vist. Han var absurdist, og skrev åbenbart børnebøger, hvilket ikke er så fjollet. Og jeg har just i filmhuset set en dokumentar om Armenien i krig, om enklaven Nagarno K, en filmmand havde brugt fire år ved fronten, bagefter besøgte han vennerne - bagefter køber vi speltboller, og jeg skal hjem til kannibalens nadver, hvor den anløbne protagonisk fejrer en sådan cirka indlemmelse i madens meute. Jeg brækkede mig over speltbollerne og elskede alle veteraner med langt skæg. Hvad er det vi foretager os her på disse breddegrader? Dis-grader? Vi lever og dør med bloggen, og kun med barnet eller den liseste flig af udvikling i værket når vi en pynt, hvor livet lever. Jeg drømte, om natten, at jeg var sat af i Grønland, i Østgrønland, og selvom det kun var september, var det meget koldt. Jeg kan stadig høre sneen knase, knase så man ved at solen kommer til at skinne imorgen. Fredstid?

Konflikt former

Græsgange


Jeg har lige læst Erik Skyum Nielsens anmeldelse af Marius Nørup-Nielsens prosabog Styrkeprøver (Information 15.2.07). Selvom denne bogs temaer og stil lægger temmelig langt fra Nielsens smag hakker han den ikke i stykker, og Skyum viser finfølelse nok til at registrere dette; som han skriver: “dette er ikke stedet til at dømme forfatteren for hans vinkel på livet, kun til at se hvorvidt han har troværdighed som kunstner”.
Det gjorde han med undertegnedes indrømmet forvirrede bog, Malonecity, som han kaldte “forskruet, forvirret og furiøs”. Jeg skal gøre det kort angående min egen forsmåethed og pafhed, hvis jeg kan. Skyum lægger ud med en liste over de forfattere jeg blander ind i teksten og citerer. Det er det man kender fra fjernsynet. Han siger noget i retning med at disse involverede forbilleder alle var galninge, han skriver, Skyum: “ak ja, galninge var de alle til hobe”. Det drejer sig, så vidt jeg husker, om renommerede forfattere som Artaud og Nietzsche. Disse forfattere, summerer Skyum, står for “en meget lidt harmonisk, fredselskende skrift”. Nej, det gør de måske ikke, men gør det noget?
Derpå, og her har det mere relevans for anmeldelsen af Nørup-Nielsens bog, forsøger Skyum at koncentrere den metode jeg åbenbart har brugt i bogen: det handler om at bortskaffe jeget og komme væk fra det litterære.
For det første: når jeg skriver at jeg prøver at komme væk fra det litterære betyder det banket ud i pap at det litterære er den genkendelige, lidt tamme (roman) form man kender så godt. For man, jeg - mærker ofte som forfatter hvor meget man er påvirket af hvordan man bør skrive romaner. Der er altså ikke tale om en pueril overskridelsesæstetik, men blot at finde noget andet end det vi kender så godt, blandt andet bogen Den der blinker er bange for døden.
Det andet: det med jeget; naturligvis kan man ikke fjerne jeget. Men man kan ydmygt prøve at vise hvordan det føles for jeget i samtidens verden. Det kan man blandt andet gøre ved at prøve at opløse det, eller man kan nappe en pluralisform. Det burde være lidt velkendt, synes jeg, at jeget såmænd er belastet, og at den der taler i flere moderne tekster er inkohærent. Det er også denne moderne skrøbelighed, der anfægter Skyum i anmeldelsen af Nørup-Nielsens bog. Jeg prøver at finde et citat: “dette jeg fremtræder ikke som autoritativt og stabilt”. Og videre hedder det: “det er tværtimod porøst, fragmenteret og frem for alt dynamisk. Det skifter gerne positioner, og det underminerer villigt sig selv”.
Jeg synes denne udsathed forener de to tekster, og dermed legitimerer, måske, denne kommentar. Efter at have noteret denne udsathed går Skyum over til at fortælle om bogens forhold til sex etc. Det bider ikke rigtig på ham, men han æder den, som sagt tidligere.
Skyum får altså vel rigeligt af det lidet autoritative jeg, og han får måske vel rigeligt af litteraturens galninge, og atter - for at køre det her kort: af for meget sex, forbruget af sex.
Der verserer vist en debat i øjeblikket, hvor yngre forfattere spørger til hvorfor den og den anmelder anmelder den og den bog. Jeg ved ikke om det er et relevant spørgsmål? Det jeg tænker er: hvis litteraturen ikke må turnere omkring afvigere, og storforbrugere af sex, eksperimentere med fortællerpositioner, og lade fortælleren fremstå vaklende eller inkohærent, hvad eller hvem må så? Dem, der laver den, litteraturen, ved at den er oppe imod et samfund og en kulturproduktion, der meget ofte, synes jeg, snører posen sammen for ikke at gøre det hele alt for ubehageligt. I dette lys fremstår anmelderen Skyum, anno 2007, som noget mølædt. Det er faktisk sådan at man ikke bliver så ked af det endda, når han sabler, nogen, ego, ned, for selvom han er en habil kritiker er han også harmoniker, til dels, og her misforstår han altså noget af det hele, synes jeg. Jeg synes, og det er gnavent, at der kan snige sig en professions-mondænitet ind, der hverken har mod eller umodenhed eller psykisk erfaring nok til at følge med når teksten, som noget naturligt, afsøger grænseområder. For at afslutte det her, er det også symptomatisk for anmeldelsen af Nørup-Nielsens bog at den rumsterer rundt omkring genrebetegnelsen. Der er bare lidt langt nogen gange, mellem græsgangene, hvilket kan være fint.

Maurice Maeterlinck

Jeg har købt hans bog: myrernes liv. Han påstår at myrerne sommetider er bedre organiserede end mennesker. Det er guf for the contempt: tænk: at ønske at snakke om the warfare of ants, alle disse krigsvejledninger, som mennesket gør myren efter eller omvendt. Jeg tror det jeg vil frem til er følgende: hvis man stædigt forfølger dette mål at lære at skrive ender man, kanske, op som en putrefaktisk nørd, begravet i odiøse århundreder, fagsmadret og sommetider misantropisk. Jeg var også ved at købe en rejseskildring, fra Skt. Petersborg til Moskva, fra syttenhvidkål, men ekspedienten ville have 28 kroner. Jeg tænker på Preben Major Sørensen, og hans inspirationsliste, og er splittet mellem at presse denne lime til det yderste, og så chille lidt. Jeg læste på en anden blog at vanviddet starter når forholdets radians bliver så overvældende at det blinker i alle retninger. For det er netop, kanske, forfatteren, der aldrig kan lukke øjnene for aigretter, møbler, myrer, manikæisme. Sommetider, for at promovere denne lost cause, ser jeg tekno-udviklingens tyranni som en dum dåse, og nedenunder må denne samvittighedsfulde skrivemand samle sammen, være en slags undersøisk samvittighed, også når skriften fyres af på malfunktion, som Bowie siger.

Hostiens profanation

Videreført: det kan ikke kun være funktionalismen, sekulariseringen, the regime of light, der til dels håner patos, det høje. Der er kommet et lag i bevidstheden, der er afskåret fra højden, kan se den ude fra: det kan bero på massen, massen af scener vi kender: når vi har set, "set" det værste, 2ww f.eks. kan gengivelsen af denne terrorhøjde måske kun dæmpes, da den jo er set. Og ironien: en opkomst i os, en anden distance, fremkommet efter hulemalerierne. Latterigheden, latterlighedens gedemælkende apoteose, der vel også er en kamp om magt. Da jeg har gennemlevet og forstået og ransaget højdens gentagelse samt dens utidsvarende pomp, må jeg vende hovedet væk når endnu en stodder brækker op om borderline, eventyr i Østgrøndland, eller misbrug af stoffer. Elegancen er sat ind. Funktionalismen er den hånende elegances fremkomst, og alt hvad der ikke ligger indenfor middelstanden af denne nye antihøjdens elegance er uelegant. Det er det ironien dikterer: ambivalensens og gennemskuethedens elegance. Hvorfor have det dårligt, når det ikke er elegant. Det har vi hørt før.

Hostiens profanation: lært fra Bretons Nadja.

Og så lige den her krammer til natteravnen:

"Invention will almost never occur unless the artist, having scrutinized his world of meaning (including his own cognitive functionings), knows the events and discources of his time, all sorts of extreme mental states, all available sources of sensory variations and spiritual specialties, and the sensitivities displayed in the work of his colleagues and ancestors. It takes learning, curiosity, intelligence, ambition, creative maladptation, stubbornness, perhaps even contempt, and probably a borderline personality, to be a creative artist in this historical sense. Without such persons, we would simply not have art".

Per Aage Brandt, 2006.

The Waves

The National Theatre, London. Iscenesættelse: Katie Mitchell, video: Leo Warner. Spiller til den 18.2.2007. Det gad jeg godt udtitte, men jeg er også et æsel -

Hvornår bliver fantasi escapisme?
Hvad er fantasi?
Fantasi er modelering af pres: læs/ rædsel?

Jeg er efterhånden træt af små rafts, gyngende baljer, klemt barnlighed, forseglinger, hvor mediernes crap udspiller sig. Sulthallucinationer, at være klemt mellem lidt tanke og højde og supermarkeder. Et niveau, der næsten er udafvidende, mellem disse tonsere, nemt, klart. Hvorfor kan jeg ikke nå virkeligheden? Skam dig, virkelighed er det hele. Jeg tror, hvor klogt, at denne perfektionistiske funktionalisme hytter over afgrunden, og digteren, skarnet, må ægge op i bæen og pege på afgrunden, men min barnlighed: dysser den ikke på rædslen? At pathos er blevet fybæ har det noget at gøre med at funktionalismen mener den er latterlig og uhandy? Funktionalismen er kapitalismen; gisp: jeg må have en skrivekrise, når jeg bruger ahvad-ord som kapitalisme.

Nordkorea: sommetider er du sød!

Jeg siger dit navn, langsomt, for at respektere det.
Men jeg smager kun på en skallet isse.
Jeg øver mig: med psykotroper at nå klarheden, deci
meringen af angsten, så den kommer ud i blodet på mig,
så jeg kan sige, omsider: søde, søde Nordkorea:
jeg kan godt li dig selvom du er buttet.
Klovner med sorte esser;
søde klovner; fra alle os til alle jer, min stats
radiofoni.

Folkefjender

På en vej i vanløse, med nedkrængede ærmer;
han interviewer mennesker om de har set hans program.
Ingen har set det fordi ingen tør se det, for hans diktion
er lidt overlegen.
Det er det samme med klovnen; den samme diktion.
Over en skælvende brink står mennesket -
Nogen har Aston Martin og søde ledsagersker, og så er der Mikhael:
han har en flot jakke.
Danmark ledes af medieklovner, og rejsende hurtigere end lyden.
Jeg kigger i barmen.
Skinner solen i Vanløse?

Og det er da vildt, søvn-vildt: at DK står i en situation, af zoo-manerer, hvor tilsyneladende venstreorienterede og højreorienterede bekæmper hinanden. Og man ser jo ikke dem, der eksporterer våben. Så dem der styrer, med evidens, er post-krikker i kameljakker, hvis diktioner får Vanløse til at briste.

Fra rygternes atlas

And we shall not cease from exploration
And the end of all our exploring
Will be to arrive where we started
And know the place for the first time.

But you will find no new places, no other seas,
The town vill follow you

Cavafy, poems 1911.

Jeg synes Mikael Bertelsen er irriterende.
Jeg synes YOUTUBE er meget forførende.
Jeg vil også snakke med shamaner, filme ødemarken, Arizona.
Jeg ved at jeg kan blive rask, og nå det hele.

Det har altid været digterens paradox under den relative evigheds synsvinkel at skulle bevare det individuelle og fravælge det i det individuelle, der er konvention, og at bevare det konventionelle og fravælge det i konventionen, der er stagnation, for at hans digtning kunne blive stående og livet gå videre i et minimum af ændret skikkelse.

Bjelke i silkesnoren, Gyldendal 1992.

Og vi står som tyfoner, og slår på mennesket, thi vi er mennesker, ikke samlinger af mennesker, og hver gang man overværer metaltrætte begreber, studser man over disse begrebers lønlighed; at de lever endnu. Og man synes de er søde, som wagoner, thi man står selv i tyfonen.

To udfald mod lokale meuter

1. Hun havde været et æsel for ti minutter siden. Nu var hun en fyr, der var ved at blive til hende igen. Hun boede i en verden, åh, for familiært, var i space, hvor det hun sagde var sagt af alle. Alle over en. Hun havde ikke sjæl. I snakker. For det siges af antistalinister. Så hun blev teaterfjendsk, og bleg som en sok, og trak i alle fraser, så hun vidste hun lod dem tale.

2. Der var i meuten, mellem fjeldet og den lave bakke, en ting med at lukkeloven var nær og elegant. Man pludrer, sagde dem, og er kritiske mod lofter. Det skyldes man kom over Ejnar Bakkedram, og ned igen, og nede havde man set, hvor langt ude i grunden Dantes paradis er.

3. Det sagde jer, drengen og I kvinder, mellem os, mellem vores dejlige elevatorer; dem, der sagde hint fordi hint var godt, og dint for dem, der synes at dint er rammende.

Fra: opera (18-20)

Ragusa

Imens man roligt opsætter et podium, nær pynten, hører man en reklame; nej: man hører og ser en reklame for nykredit, der har brug for nye testpiloter til deres nye fremstød. Man hører et behageligt klaverstykke, thi dannelsens gamle slidmærker kommer mennesket næppe over foreløbigt.
Roadies sætter mikrofonstativer op, en setmanager kører noget glitterstads rundt om podiet. Vi måber, vi hader af rene hjerter. Vi står i køen ind til kabyssen, glamourforskrækkede, mens man ufravendt, som om det er dagligdags at nattergalen synger om vinteren, lader en kreation opsætte, og vi har forskellige naturer, og forskellige kompetencer, nogle er tykhudede, andre er tyndhudede som Orfeus, neurastenikere, nogle er distræte; det er kreationismens og krukkeriets tidsalder, og vi burde ikke måbe. Vi er stjerner for en aften, her i Kantonen.
Vi nyder en faustisk frihed!
Vi er spytdresserede!
Vi har lært at handle ind om søndagen, når vi har fri. Vi har lært vores børn at de skal være ude i den frie natur.
Åndedrættet, åndedrættet: det kan omsider begynde! Jeg har lyst til at skrige, jeg har lyst til at skrige: THE OUTSIDE! THE OUTSIDE!

IMMUNITET! IMMUNITET!

Jeg ved sgu da godt hvad der skal ske, og narren ved det! Han er henne hos kreatøren, den eneste, der kan tillade sig det. Han går ham efter i sømmen, han går ham efter som om kreatøren, en mand, har aftenkjole på: lidt hjælp til opsmøgningen af de sidste fem overflødige stofcentimeter.

Up out of an evil clinging pool/
I grew, whispering like a reed,/
Breathing the forbidden life./

And I bend over/
Back into the cold refuge of the swamp,/
Marked by no-one …/

Det er det DE ønsker vi skal hoppe på, limpinden er udliciteret som en bedøvet drøm: fra forseglingen: vi ønsker at rekruttere nye testpiloter. Det er den tamme, stinkende løgn DE ønsker vi skal sluge. En eller anden har udtalt: han valgte blindheden frem for at standse sine tanker! Som en opera, af modstand. Det er det DE ønsker: at vi kravler over jorden som mætte bænkebidere, sovende i graven, men pludselig kan barometeret vende; der er noget I ikke har forstået.
Hvad er det vi glemmer? KADMIUMGUL! KRAPRØD! GALDEGRØN! AMARANTRØD!
DENNE SEGNENDE DRØM!
I kender en tyrefægterarena. Hvor er det flovt! Kan Kantonen ikke gøre det bedre? Spærret hejses op, og den ophidsede, brutaliserede tyr kommer drønende ind i arenaen. Og matadoren, hvis moustache lige skal rettes på, inden han skal ind. Han hviler så dejligt i Spaniens farvekusse: rødt og sort.
Ragusa står som en mellemting mellem en troværdig kvinde, og en hind. Jeg kommer til at tænke på Golan-højderne. Der er våbenhvile. Der er våbenhvile? Hun kigger sig omkring. Først er hun let og overvåget. Sekundanter står, som sekundanter altid har stået, på en kavalet af selvtilfredshed. Hun bliver bange. Hun piler af sted. Hun er bange og vil ind i buret igen.
Jeg råber: THE OUTSIDE!
Man losser hende væk fra buret. Hun laver et firspring, mod det åbne, hvis institutionsløshed skræmmer mennesket. Hun er som en springer. Hun er så smuk, Ragusa, og jeg ønsker kun at redde hende. Redder jeg hende? Kan hun tro på friheden? Giv mig en hel sætning, hævnen! Battement frappér!
Så forsvinder springerens, hindens følsomme lethed. Forseglingen viser en grøft, hvor der ligger en masse døde mennesker. Farven bliver grumset, brun. Et ælte, pløre, så benene strander til.
HVOR VILLE KANDINSKY VÆRE FORFÆRDET HER!
Hun strander i æltet, alle muskler forivres, men Ragusa kommer ikke ud af stedet. Forseglingen viser panserbatterier. Så sætter forfølgerne ud. Der er ingen niggere. Ragusa kunne være en nigger. Hun vrider sig løs, kommer fri, snubler, kommer op igen. Et voldsomt lys brager ud over Kantonen. Hun kommer ind i keglen, snigskytternes offer og datter: årsagen til nattens orgier.
RAGUSA!: THE OUTSIDE!
Man får fat i hende. Hun er forpustet, men hun spræller kun en kort stund inden meuten af forfølgere afleverer hende hos afretteren, der er en lille, men korpulent og fattet mand. Han, afretteren, griber hende om nakken, og stiller hende til skue, drejer hende rundt som en amfora fra en kinesisk epoke.
RAGUSA: THE OUTSIDE …
(18)




I´LL PUNCH A DONKEY/ IN THE STREETS OF GALLWAY!
En udsplattet ræv, en nybagt mor, ligger på hovedvej 13 mellem Viborg og Vejle! Jeg kan se at den har ammetid; den havde småtravlt og skulle over landevejen, ind gennem krattet og gennem plantagen, ile langs med rydningen, hvor man begraver spædbørn, der ønskede at ryge cigaretter og derfor ikke måtte være i verden; jeg lytter til tre karle, der banker et muldyr ihjel. Jeg betragter alverdens bachelorer forlade deres elskende kvinder fordi de har lyttet til underverdenen, har INDLADT sig med Orfeus og nu har en mission med den såkaldte kunst og alle kvinder i verden under tyve år. De skrider på en gang, mens æslet brøler, kastraten hviner, marmorpaladset segner i gråd, jeg segner i gråd; Ragusa: det er med dig at jeg slår mig ned og kan leve, og overleve, i mandagens sinistre kabinet.
JEG GRÆDER!
JEG GRÆDER!
JEG GRÆDER OVER DIG: RAGUSA!
Mit panser er væk: VERDEN ER EN OPERA!
(19)




Potpourri over uskyld: vi har tabt så meget far, vi har tabt huset og æren, og den gamle schæfer er død. Jeg tror de nye beboere er aktiespekulanter; dem kan vi ikke lide, vel far? Det er det du har fortalt mig. De bar den smukke Londonsofa ud i mørket: en eller anden tog den med. Jeg ser en baby i en amerikansk flække nær motorvejen, en junkiebule. På gulvet ligger babyen, som jeg ikke skal se vokse op nu, TABETS KATEDRALER!, FAR.
Barnet får lungecancer. Det ligger og hyler på gulvet, men junkierne ænser det ikke. En galant, lille rytter rider ind i tordenskyen. Det er musik og vinger som når uskylden kreperer på gulvet i en amerikansk flække, og alle mennesker poserer foran fotografen og ludersminkøsen når de har krydset Storebæltsbroen i en automobil!
Det er en lille, porøs sten i tumulten, regnen og canceren og tyfonen. Den gisper: den bliver sprukken og tørrer ind som en snegl på vejen. DON GIOVANNI, far!
Det giver et slip, som noget umærkeligt, og alligevel bestialsk. Jeg spejder efter den galante rytter. Han er træt af at smile til verden, han bliver til et spøgelse. Og mændene forlader kvinderne for at slå ihjel. Det er som om, far, at jeg har mistet dette mindste, der er større end oceanet sammenlagt. I fremtiden kan alle kneppe alt!
(20)

Niels Bugge

Lynghonning

Elysium

Jolson & Jones: abattoir

De flænser først et så to lastdyr, æsler -
de gør det på byens torv -
Hvilke øjne, hvilke øjne elsker ikke det -
det er sandelig en udsøgt eftermiddag -
det er sandelig en udsøgt eftermiddag, sir! -
Råber, råber: Curare!
Curare, curare!

En eneste blot, bortgangen!
Min elskede - du trak bort, resten -
istemmer:

I'LL PUNCH A DONKEY
IN THE STREETS OF GALWAY -

Men kan vi ikke - elskede -
dele mareridtet?
Har vi ikke langt tidligere nået - loftet -
hvor bisper, drenge, dør -
i den falliske proustianske sal af venetiansk glas - elskede?

Vi ler,
men højdesygen ler højere -.

Difin production

Snapsemand! Galemand! Gedemand! Arbejdshest! Bannerfører! Salige anarkist! Libidoværkfører! Klovskæg! Satanist! Propagandist! Hermeorfeus! Kvindebetvinger! Det handler om at få noget på den dumme! Åndsmenneske!

The right combination

Art in hospice

A 462

Hahn, Otto, "Portrait d'Antonin Artaud (1)," Les temps modernes, 17e année, No. 192, pp. 1592-1619, may, 1962.

Artaud's scatalogical lyricism and blasphemies were the result of his early childhood: meningitis at five years, mother fixation and repeated whippings, reprimands and lectures. Later nervous troubles and sleepwalking compounded his difficulties, leading him to perfect his mind to rid himself of multiple social, family and mental inferiorities. (T.T.B.)

A 469

Sollers, Philippe, "La pensée émet des signes," Tel Quel, No. 20, pp. 12-24, Winter, 1965.

In all his writings there is no word Artaud uses more often than thought. His theater is addressed directly to the unconscious when "life" repels it. Life must lead the thought in order to lead life. Thought cannot be other for Artaud than the act by which we wish to be our thought. (T.T.B.)

Rimsmeden fra katedralskolen

Det er så let for hommes des lettres
sætte himmel over hammer & segl
fissedåser, måske er vi, uden kamp-indsigt -
le belle epoke - det rimer ik -
meget heller høre spade-attak fra jagtvejen
men dér - hvor er stegen?
Grimheden er så skøn når den er dydig!
Men hvor meget vrede kan man rumme selv-neutralt?
Sjovt: den blanding
overlevelsens metrik -
politik, græsk morfologi, tags -
sikke et åndeligt klima
resterer vel blot at hun kommer - sødeste Irma -

Latinerhaven i Viborg ligger på en brandtomt, og blev designet af havearkitekt, i begynd. af det 19 årh. Fontænen, åh, hvad er det nu med fontænen i Latinerhaven? Som altid på landet ligger bordellet langt ude af byen, og jeg har ikke benzin nok. Jeg kommer til at læse om krigsfly fra 2ww samt artikler om Artaud, nuppet fra en leksikal artikel-bog. Sommetider, når man drejer hovedet lidt for hurtigt, er det om som fremkomsten af tingen, samt tingene, forårsaget af videns-hortikultur,gør det hele vildt, svimlende. Jeg kigger, jeg kigger på - beundrer - dumhedens klaner, hvis aner, siger min forsvarschef, er dumaen, taburetten, tingstedet.

Verden på lunger

Jeg kom gående ad en vej, der slyngede sig rundt om bjergets krumning. Den så ud som den skulle i vej; den skulle væk. Måske skal den bare se hvad der rører sig på den anden side? Det var så nærgående, havde været det, hvis man havde skrevet mavens vom. Klippesiden er snarere mos, niveauer ovenpå en forreven pukkel. En blindgyde, for en seende. Hård, blød, bevægelser. Dante har det bjerg. Det her bjerg har vel 10 terrasser, der krummer sig ind mod bjerget, for sten kan, for en dum og omhyggelig samvittighed, vide om faldet, og derfor kende den svære balanceakt. På den nederste terrasse bor dem, der ryger mest tobak. De ser verden dunkelt og tjæret. Lys gransker sig vej gennem lungepalisadens forvitringer, verden bliver derefter. Sådan er det opefter: øverst bor dem, der slet ikke benytter sig af tobak. De er højdeskæve, hvivnende, marmorerede, uudholdelige. De har samkvem med en meget internaliseret himmel. De skriver bøger som Zarathustra.

Terphiscore is a whore

Jeg har købt to antikvariske bøger i Århus: To rejsebeskrivelser fra Sibirien, henholdsvis 1901/1904: der er nogle fantastiske billeder af straffefanger, det fremgår at Sibirien altid har været Ruslands tugthus, som der står. Det var på vej til Hald, hvor jeg er nu. Gennem semi-vinteraftnenen kom plantager, ribbede lysende af søjler af lysegrå, lidt zink, knaser mellem graner. Der var næsten et sammenspil, en koalition. Jylland er verden, sagde det fint. Og her pjevser fuglen: Hvad er du kommet med: et indelukke, en mediedystopi, oventående arbejdstitel, og vanvittigheden ved at leve. Malonecity skal/ er anmeldt i Arena, et modemagasin. Bland, børnlil. Det er kommet så vidt at kirkehistorien, bibliofilt, dunker om at blive undersøgt. Sommetider er det som om jeg er ved at komme til verden, men man skal åbenbart skyde brystet frem for at kunne kanonere, og det virker så spøjst. Jeg mærker en bekymrende følelse af ambition, som intet har med kunst at gøre. Den er en radiator af dumhed, fartblind som en traktor uden sikkerhedsnet. I mit næste liv må jeg blive co/redaktør af et litterært blad.

Tragon gedie

Min ven havde tænkt så meget
han brugte ord som kærlighed og skyer
at mennesker kæmper om skyer og kærlighed
han virkede lidt strandet
han kom ikke længere
han både kiggede på og nævnte geden -
mellem så andet
blendpaint -
men han pegede - af - geden -
den opsummerer alt -
sagde geden.

Oviri med solbriller

Hvem er du det enogtyvende?

dine lår har fortalt mig det forbudte

og ulven? Den var sulten. Den var så langt fra Korea, hvor manna gives alle. Den mødte hunden, hunden fik nok at spise. Den levede blandt mennesker. Kom med, sagde den til ulven. Ulven gik med. Det var rent, pænt, der. Men hvad er det - hvad - om din hals og nakke. Det er mit halsbånd, sagde hunden. Og ulven døde af sult.

Uskyldens hemmelighed.
Uskyldens hemmelighed.
Gentaget som 21 flade maver.

Hathattan

Hvad ser Felix når han ikke ser Felix

Sweetness, an antwort.

Tror du den?

Hvad ser du når du ikke ser Felix?

Det kræver studier, Felix.

Ikke at se Felix kræver studier. Det er bekymrende. Skulle det være andet?

Finale grandspecco

Han blandede sig i debatten!

Han frøs ikke mere.

Klimaet, klimaet - var et helt andet, sir!

Felix-ouzo

Det var som om, brægede Felix, at jeg står her med en gyros, altså en græsk snack, og parabol-ryster efter at have modtaget maskinen, blandingen, og jeg så denne parole, og den var lind og perpleks som en patient. Mod den kom gyros-pap, ned i låget, ind i hatten, at det sku holdes. Han vidste ikke hvad der var løbet, trækkeren og aftrækkeren: ensemblet eller den vidunderlige, trængte parole, forsinkethedens jammerlige etik, der stod som en kontorist, svedte og ordnede da alfabet of samvittigheden, indtil massen af tværkunsteriske sociale opfindsomheder forduggede? Åh, Felix, deres dysmorfisme: det er netop masseløbet der er skriften og de er blandingen? Eller omvendt? Skulle det da holdes som et speciale? Da alt er sandt, not, kunne denne groundære skrift, Orfeus, stå nedenunder masseregnen, og samle det for at give det til hundene og folk? Så bøvsede Felix. Gerolsteiner så det tiltede, overvæltede ham. Bland De blot med, sagde han, men Felix så instant at det var nedrigheden, der talte. Han tav.

Elskede

Og jeg forstod: man ikke kan sige maskinen uden drammen, uden blandingen og heteroglensen. Sagde man, elskede, der, hvor jeg næsten-færdes, renheden, var det argot, thi renheden hedder renhedsmaskinen, altså fascismen. Dette forlængede sproget: dette forlængede sproget. Jeg sagde lilje, men snappede og fik en over glansen, for det hedder liljeforfærdelsen. Jeg fandt deres sprog. Jeg efterlignede efterlignede-kat. Men kat-Derrida har vel os brug for amor-afsky, not?

Du der sig mig hvad laver De?

Afdøde Claus-Beck: jeg fatter ikke hans bøger. Hvilke bøger er de?

Til konerable Arno Schmidt: din Settels Traum, hvorfor disse fløje, disse partier, denne sabotage over medholgerheden, sig hvad hvad laver de?

Øh, Rauzenberg, når de maler over, maler over, hvad laver de så?

Warshoot, hvorfor denne diva, over hele verden?

Hvorfor skyde de der lærreder med simcitybullets, Hr. Kansas?

Hvad opnår denne konfluens? Vodka med Dante?

Blicher, stik mig en dram!

Jeg er mandehattan/ a hat the wish, alas!

Bland, børnlil. Men bland hurtigere!

Renheden, antitensen, mellemtingen, defakter, strata: krykker!

Jeg lever i kredse, blandt hvidtjørne og demimonder, Lindos og nekropolitisk, hvor man - af frygt for det rette selskab, blander og tvivler, men jeg vil vide, men kun efter kurfew! Jeg stod på trammen for at opsøge blandingsbatteriet, en uvorden maskine, altid mere levende end jeg, og påsatte inkvisitionen: hvorfor må alle denne verdens folkeslag blande som om det var bryst? Den gloede, blot kort, og blandede videre: jeg har ikke forstået maskinens hemmelighed, thi jeg er jødehaderen, liljen, idioten.

Borderline ensemble

Citat: 11-mands orkesteret, ledet af Ketil Duckert og Gustav Rasmussen, som spontan-komponerer musik med improvisationstegnsproget Soundpainting. Til koncerterne alliererer BE sig med andre kunstarter og tager publikum med på tre unikke tværkunstneriske rejser. Tag med BE til grænselandet, hvor hver chance udnyttes med humor, dramatik og nærvær ...


Jeg stod op her til morgen og følte nedrighed, misundelse, alvor, tristesse, had, antifigenhed, konservatisme, druk, had og had. Jeg tænkte på Snehvide, og at alle skrivende havde den her proptrækker-nedrighed. Naturligvis: vi har ånden, alle lavder og højder. Jeg ønskede at blande negerlig med PDF-filer og vodka og kvinder med tværkunstneriske eksperimenter for at komme ud i grænselandet. Jeg sagde: jeg har været i grænselandet, og blev hadet. Jeg gokkede den af på dem, og blev hadet. Jeg rejste og rejste to da land of sweetness, after a newdome, and came forever late. Jeg blandede og blandede og så kun bolsjer. Jeg sagde: sad das ecriture skal lisom være nedgående, dyb som kærligheden, som venskabet og russernes store psykologiske evner. Men jeg måtte blande. Se, hvad blandetheden siger om renheden. Jeg trak en novelle op af hatten. Jeg kiggede på hatten og hadede hatten for at have været dusk, fjer og hat så længe. Jeg så paradiset. Der ligger det! Åh, Beatrice. Se, her er nedrigheden. Hvorfor skal hver dag være en forhandling med sko, Sartre og mig og hvad jeg er, og nedrigheden. Jeg pudsede skoen. Det tager så lang tid, sko.

Ak, den der tier. Jeg ville så gerne mistro den fucking tvær-teknologi. Jeg bliver så tvær. Hvad har skriften her? Hvad har skriften? Reolen? En lektør-udtalelse? Men inde fra en rose, af overstået og kalibreret Proust-sanselighed, fra senståelsens søde kammer, kommer blandingen af højden, af dybden, af kannibalismen over maskinen. Sødt som et latinsk verbum, en tid man ikke bruger, fordi man ingen tid har, til hvad. Og hvor stiller det gnavenheden? Sød som et folkemord? Konceptuel som en svale? Netpikket som en netpikket? Jeg søger ikke, jeg finder. Kom dans for os, Picasso, vi savner dit bryst. Til hvad? Viljen til liv? Til fjams? Picasso maler så søde dåseansigter af de kvinder han har skidt, af tyre han har kværket. Og renheden: Den fløjter et sted i Armenien som et folkedrab.